Jordskorpen består af bjergarter, der igen er opbygget af mineraler, faste kemiske forbindelser. Bjergarterne kan opdeles i tre grupper:  

1.      Størkningsbjergarter, for eksempel basalt

2.      Krystallinske skifre, for eksempel marmor, gnejs og glimmerskifer

3.      Sedimenter, for eksempel sand, sandsten, ler, skifer, grus og sten.

Vadehavet er udelukkende opbygget af sedimenter. Disse kan på grundlag af kornstørrelse opdeles på følgende måde

Grus kornstørrelse over 2 mm

Sand kornstørrelse mellem 0,05 og 2 mm

Silt kornstørrelse mellem 0.002 og 0,05 mm

Ler kornstørrelse under 0.002 mm 

Skemaet kan yderligere opdeles ved at skelne mellem finsand (0,05-0,5 mm) og grovsand (0,5-2 mm). Ler er et flertydigt begreb, idet en geolog, en jordbundskyndig, en teglværksejer, en keramiker og en bonde hver vil have deres opfattelse.

For os bestemmes begrebet ler imidlertid af kornstørrelsen. Også omkring begrebet silt hersker nogen forvirring, idet dette dog alt i alt kan ligestilles med vandets indhold af opslemmede partikler, svævstof. Ved slik forstår vi de stærkt vandholdige sedimenter, der overvejende dannes ved bundfælding af disse partikler.

Vadehavets sedimenter består overvejende af sand og silt. Over 90% må betegnes som sand, idet kornstørrelsen ligger over 0,05 mm. Højst 1% er større end 0,5 mm, de resterende er silt og ler. Partiklerne synker ned gennem vandet og aflejres på bunden, de sedimenteres.

I Vadehavet kan man parallelt med kysten adskille tre forskellige sedimentationszoner. Den første zone omfatter det område, der ligger under middellavvandslinien, altså er konstant vanddækket. Tidevandsrenderne, såvel priler som dyb, ligger i denne zone.

Den anden zone ligger mellem middel- lavvands og -højvandslinien. Dette er vadernes og de mindste prilers område, den egentlige vade. Her finder vi Vadehavets største organiske produktion, sandormevader og muslingebanker.

Den tredje zone ligger over middelhøjvandslinien. Den omfatter såvel menneske- som naturskabte marskenge, der gennemskæres af grøblesystemer eller loer.

Forlandets marskenge overskylles kun ved særlig høj vandstand, og tidevandets sedimenter aflejres i plantevækstens tætte tæppe. Finsandet bundfældes overvejende langs marskengenes front mod vaden og langs loernes bredder, mens silten føres længere indefter. Kommer vandet i fuldkommen ro, synker også de fineste partikler til bunds. Ofte danner de et sammenhængende lag over forlandsmarsken, der kan opnå en tykkelse på 1-3 cm. Ved faldende vand bliver en del af det finkornede materiale tit på ny opslemmet og ført udefter. Ved lavvande udtørrer de aflejrede lag, således at et nyt højvande har vanskeligt ved påny at føre dem med sig. Denne proces gør det forståeligt, at forlandsmarsken er opbygget af stadigt skiftende lag af sand og silt. Siltaflejringer i marsken kaldes klæg. Da forlandsmarsken hverken beboes af muldvarpe, mus eller orm - ja, i det hele taget mangler gravende dyr - bliver denne lagdeling bibeholdt  På vaderne, derimod, resulterer den stadige graven af bundens orme, muslinger og krebsdyr i, at tidevandets lagdeling påny ødelægges.