Transporten af sedimenter ind imod og inden for Vadehavet foregår overvejende ved hjælp af tidevandsstrømme. Under normale betingelser når disse strømme hastigheder på over 1 m i sekundet, ved storm op til 4 m i sekundet. Fra hvert af dybene udgår et vifteformet system af dybe tidevandsrender ind over vaderne. De mindre forgreninger, der er særlig tydelige på slikvadernes mere sammenhængende bundtype, kaldes priler.

De benyttes og udformes særlig af det faldende vand, ebben. Da de beherskes af kun en strømretning, minder de allerede ved deres stærke meandrering om små vandløb.

I de dybere tidevandsrender, derimod, skifter strømmen retning med hver tidevandsperiode. Sandet transporteres langs rendernes bund, og der dannes strømriller, mens det mere finkornede materiale fragtes i suspension, dvs. svævende i vandet.

Ved de store strømhastigheder i dybene på flere sekundmeter dannes megariller, sandkamme med en bølgelængde på omkring 100 m og en højde på op til 10 m. Mens tidevandsrenderne når en dybde på mellem 5 og 10 m, opnår dybene en maksimaldybde på 50 m. Nogle steder eksisterer en markeret forskel på tidevandsrende og dyb, andre steder går de jævnt over i hinanden.

I Danmark bruges ordet dyb konsekvent om hovedrenden mellem vadehavsøerne, mens tidevandsrender og priler bærer vidt forskellige betegnelser, Fanø lo, Hjerting leje osv. Langs Hollands og Niedersachsens kyster kaldes dybene Seegat.

Størsteparten af vaderne ligger under NN, idet deres højestliggende dele dog når + ½  m NN. Forlandsmarsken ligger overvejende omkring ½ m over middelhøjvandslinien, svarende til + 1 ½ m NN. NN er det tysk-hollandske normalnul. Ved omregning til Dansk Normalnul (DNN) skal der yderligere lægges 14 cm til tallene. Niveauerne varierer dog stærkt inden for Vadehavet afhængig af den lokale tidevandsforskel.

Mængden af opslemmet materiale tiltager fra dybene n fastlandskysten. Den andrager 8 mg pr. liter i dybene, mg pr. liter 20 km indefter. Denne tiltagen af opslemmet materiale har følgende årsager:

1.                     De svævende partikler bundfældes ved aftagende strømstyrke, idet de dog før bundfældningen fragtes et godt stykke indefter.

2.                     Den udadgående ebbestrøm ophvirvler påny en del partiklerne; til påny at transportere en bundfældet partikel kræves imidlertid en større strømhastighed end ved bundfældningen nødvendige .

3.                   Skønt tidevandsrendernes vanddybde er størst ved højvande, bevirker højvandet samtidigt, at Vadehavets totale vandoverflade nu er betydeligt større, således gennemsnitsvanddybden for Vadehavet som helhed betydelig mindre end ved lavvande. Derfor kan der omkring strømskiftet mellem flod og ebbe bundfældes mere fint materiale, end ved strømskiftet mellem ebbe og flod hvor bundfældningen kun kan ske i de vandfyldte tidevandsrender.

4.                  Det tidsrum, i hvilket strømhastigheden er stærkt nedsat er betydelig kortere ved strømskiftet mellem ebbe og end ved strømskiftet mellem flod og ebbe, der altså råder, over en betydelig længere bundfældningsperiode.

Disse forhold forsinker transporten af fint materiale bort fra Vadehavet. Sedimenterne bliver af samme årsag stadig mere finkornede, jo længere vi fjerner os fra dybene. De opslemmede fnug, der gennem dybene spredes ind over vaderne, har her en hastighed på mindre end 2 mm pr. sekund. Alligevel ville de selv ikke omkring strømskiftet kunne bundfældes, hvis ikke hjerte-, sand- og blåmuslinger sugede dem til sig, frafiltrerede og åd dem, for derpå afgive dem i form af mere grovkornede ekskrementklumper. Antallet af muslinger løber op i milliarder, deres årlig ekskrementproduktion til snesevis af millioner tons sediment.

De bundfældede sedimenter bliver yderligere fastholdt af et tæt tæppe af plantevæv skabt af diatoméer, små encellede  kiselalger, der dækker sand- og slikvaderne. Så snart et nyt sliklag bundfældes, bevæger kiselalgedækket sig igen i op mod lyset - og hindrer derved det nye lag. Ved denne stadige søgen opad, udskiller de et slimlag, der yderligere binder materialet. Diatoméernes og muslingernes biologi gennemgås i kapitel 8. Den sandede vade har et indhold på omkring 1% organisk stof, slikvaden 5-10% . Vadens sedimenter består således overvejende af mineralske bestanddele, hovedsagelig bjergarts- og mineralpartikler.