Vind, bølger, strømme, tidevand.  

Som bekendt sætter vindene havoverfladen i en bølgeformet bevægelse, jo kraftigere vind, jo højere bølger. Hvordan vinden indvirker på havoverfladen er ikke helt klarlagt.

Bølgebevægelsen forplanter sig hen over havoverfladen, idet vandpartiklerne på dybt vand foretager kredsformede bevægelser, på lavt vand ellipseformede. Når vi derfor på havet ser en bølge bevæge sig imod os, er det ikke vandmassen, der bevæger sig imod os med denne hastighed, kun formen. Som bølgebevægelsen i en kornmark.

På dybt vand vil vandpartiklernes fremadrettede bevægelse på bølgekammen være mindre end bølgens hastighed. På lavt vand aftager bølgebevægelsens hastighed, mens vandpartiklernes tager til. Idet vandpartiklernes hastighed overstiger bølgebevægelsens, vil bølgekammens vandpartikler »overhale« den oprindelige bølge. Herved bryder bølgen og skaber brændingszonen. Det nedstyrtende vand løber som følge af den vundne fart et stykke op ad stranden, standser og løber derpå udad igen.

Foruden den bølgebevægelse, som vinden direkte bærer ansvaret for, findes dønningen, der består af en afsvækket bølgebevægelse fra et tidligere eller fjernereliggende stormcentrum. Mens vindens bølgebevægelse fortsat vokser i vindens retning, bliver dønningen gradvis svagere.

Som en følge af den fremherskende vindretning og golfstrømmens indflydelse dannes der et system af reststrømme i Nordsøens øvre vandlag. Disse er som regel langt svagere end tidevandsstrømmene. Sammenligner man Nordsøens reststrømme for august og februar måned, iagttages ingen større forskel. Året igennem eksisterer der langs vadehavskysten en strøm, der som regel højst har en hastighed af 0,5 sekundmeter, som regel mindre end 0,1 sekundmeter.

I Nordsøens sydøstlige kystområde kommer vinden i 70% af tiden fra vestlige retninger med styrker mellem 4 og 7. Forskellen mellem januar og juli består hovedsagelig i, at vinterens gennemsnitlige vindstyrke er større end sommerens. Nordsøens og Vadehavets bølgeretning stemmer næsten overens med vindretningerne. Den kraftigste dønning kommer fra nordvest, dens oprindelse ligger i Atlanten.

 Man taler om flod eller stigende vand, og om ebbe eller faldende vand. Højeste vandstand i denne cyklus kaldes  højvande, den laveste lavvande. Middelværdierne betegnes som MHV (middelhøjvande) og MLV (middellavvande). Forskellen mellem MHV og MLV kaldes tidevands- amplitude eller -forskel.

Tidevandet bestemmes af tidevandsstrømmene, der kan opdeles i ebbe- og flodstrømme. Det er havvandets periodiske horisontalbevægelser. Havets uperiodiske horisontal- bevægelser skyldes derimod forskelle i temperatur og saltholdighed, fremherskende vindretninger m.m. Dem kalder man havstrømme.

Tidevandsbølgen når Nordsøen ad to veje: fra Atlanten løber den dels nord om de britiske øer mellem Skotland og Norge, dels syd om, gennem Den engelske Kanal. Den brede nordlige tilgang medfører, at Nordsøens vandspejl følger atlant-tidevandets svingninger, hvorved der opstår en stående bølge. Jordrotationens afbøjende kraft bevirker, at Nordsøens tidevandsbølge bliver venstredrejende.

Nordsøens beskedne dybde og dens begrænsning mod syd resulterer i en stor tidevandsforskel i den sydlige Nordsø, hvorimod den tidevandsbølge, der løber hen langs Norges sydkyst afsvækkes af Skageraks, og Kattegats bredde - med en tidevandsforskel på blot 25 cm, før den trænger ind i Østersøen.

Strædet ved Dover er for smalt til at lade Den engelske Kanals betydelige tidevandsbølge passere usvækket. Kun langs Hollands vestkyst spiller den en rolle (se fig. 28). I kort afstand fra den hollandske vestkyst ligger et amfidromisk punkt, dvs. et sted, hvor tidevandsforskellen for »kanalbølgen« er nul. Derfor aftager tidevandsforskellen nordpå til omkring Texel, for derpå påny at tiltage østpå under den nordlige tidevandsbølges indflydelse. Dennes amfidromiske punkt ligger langt fjernere fra kysten end det, der hører til kanalbølgen.

Vadehavet mellem Den Helder og Blåvandshuk præges helt af den nordlige tidevandsbølge. I Vadehavet falder strømkæntringen, dvs. tidspunktet for tidevands- strømmenes retningsændring, omtrent sammen med tidspunkterne for høj- og lavvande. Ebbe- og flodstrømmenes hastigheder aftager ind mod land. På grund af den stærkere flodstrøm er flodens varighed i Vadehavet kortere end ebbens, hvorfor man skal regne med hurtigt stigende vand på vaderne.