Flodstrømmen løber langs øernes nordsider fra vest mod øst, den noget mindre udtalte ebbestrøm fra øst mod vest. Herved sker en resulterende fragt af vand fra vest mod øst. Som en følge af, at flodstrømmen langs de vest-øst orienterede vadehavsøer når øens østlige dyb noget senere end det vestlige, ligger vandskellene mellem de to dybs "afvandingsområder" ikke præcis midtvejs bag øerne, men er noget forskudt mod øst. Noget tilsvarende gælder for de nord-syd-vendte øer, idet vandskellene her forskydes nordpå. Isoflodlinierne, de linier langs hvilke henholdsvis middelhøjvandet og middellavvandet indtræder samtidig, er ofte en time forskudt mellem øens to ender.

Ved tidevandsstrømmenes virksomhed dannes ebbe- og flodskår og flodbanker. Ebbe- og flodskår er korte sidegrene, der afgrener sig fra et dyb eller en tidevandsrende. Flodskår er langt hyppigere end ebbeskår, fordi flodstrømmen overvejende følger tidevandsrenderne.

En flodbanke er en af flodstrømmen opbygget oddeformet sandbanke, der på dybets vadehavsside er forbundet med øen. Man har beregnet, at de tidevandsskabende kræfter fra sol og måne forholder sig som 4:9. Disse kræfter kan gensidigt forstærke eller afsvække hinanden, således at forholdet kan nå så ekstreme værdier som 13/5 (9+4/9-4), hvilket har tilsvarende virkning på tidevandsforskellen. Maksimal forstærkning indtræder, når sol og måne står på linie med jorden (9+4). Dette sker ved nymåne og fuldmåne, og der indtræder springflod med et kraftigere højvande end normalt; også ebben er tilsvarende forstærket, dvs. vandstanden lavere end normalt.

Kommer springflod og vestenstorm samtidig, indtræder usædvanligt høje vandstande, springflod bliver til stormflod. Når forbindelseslinien mellem jord og måne står vinkelret på linien mellem jord og sol, taler man om, at månen er i første og tredje kvarter. Ved denne konstellation har vi nipflod med svagere højvande end normalt; og ebben er tilsvarende svagere. (9-4).

 I virkeligheden indtræder en forsinkelse af tidevandets bølgebevægelse, således at spring- og nipflod ikke falder nøjagtigt sammen med månefaserne, men indtræder nogle dage senere. I Vadehavet ligger forskellen mellem normalt højvande på den ene side, springflod og nipflod på den anden, inden for en størrelsesorden på 20-50 CM. Der består en sammenhæng mellem havvandets saltholdighed, temperatur og vægtfylde. Jo større saltholdighed, jo større vægtfylde. Havvand har ved +20⁰ C og normalt lufttryk en saltholdighed på 3,5% og en vægtfylde på 1,027. 77,8% af de opløste salte er kogsalt. Ved faldende temperatur tiltager havvandets vægtfylde, indtil det fryser ved - 2⁰ C. Flodvand er lettere. Vadehavet er delvis brakt, og dets vand derfor lettere end havvand.

Vadehavets saltholdighed varierer fra sted til sted, afhængig af afstanden fra dyb og flodmundinger. Den sydlige Nordsøs overfladevand har en saltholdighed mellem 3,1% og 3,5%. Vadehavets mellem 1,6 og 3,4%. På grund af forskellen i vægtfylde vil den indgående flodstrøm forstærkes langs dybenes bund, idet Nordsøens tungere vand bogstavelig talt dykker ned under Vadehavets lettere. Under ebben vil den udgående ebbestrøm på tilsvarende måde forstærkes i dybenes overflade (6-). Disse forhold er en medvirkende årsag til, at flodstrømmen lettere kan transportere sand langs bunden. I den sydlige Nordsøs centrale del svinger temperaturen årligt mellem 6,5 og 16,5' C, i Vadehavet mellem l' og IS' C. Selv lavere temperaturer indtræffer, så lave, at Vadehavet kan fryse til. Målinger af Vadehavets temperatur, vægtfylde og saltholdighed vanskeliggøres ved, at der - foruden en stærkt varierende tilførsel af flodvand - to gange dagligt indtræder store udsving i vandstand og strømforhold.