Vadehavet.

Det danske vadehav omfatter et areal på 850 km², det begrænses mod nord af Ho Bugt, i syd af Listerdyb og mod vest af halvøen Skallingen og vadehavsøerne Fanø og Rømø samt højsanderne Søren Jessens Sand, Peter Meyers Sand og Koresand og den tilgrænsende ø Mandø. I Ho Bugt ligger klitøen Langli, syd for Rømø halligen Jordsand. Vaderne samt de nævnte højsander, der kun vanddækkes ved ekstraordinære højvander omfatter omkring 70 % af det danske vadehav. Også Kiilsand sydøst for Fanø er et højsand. Vadehavets niveauer angives i forhold til Dansk Normalnul (DNN), der ligger 14 cm under det tysk- hollandske nulpunkt. Et fast havspejl og en fast kystlinie er i en tidevandsregion noget rent teoretisk, idet man her ikke er i stand til trække nogen skarp grænse mellem hav og land. En del steder markeres denne grænse dog forholdsvis præcist gennem en 20-50 em høj forlandsklint. Den naturlige geografiske kystlinie ligger inden for det danske vadehav ved en middelhøjde mellem + 0,7 og + 1,0 m DNN, - hvilket omtrent svarer til MHV.

Ved hver tidevandsperiode strømmer omkring 1 mrd. M³ vand gennem de fire dyb, Lister Dyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Grådyb. Siden Rømødæmningens bygning i 1947 er området tvedelt. Allerede i 1927 var Lister Dybs tidevandsområde blevet lukket mod syd ved Hindenburgdæmningens anlæg, nu blev det også lukket mod nord og omdannet til et kunstigt afgrænset bassin. Gennem det indtil 50 m dybe Lister Dyb står det i forbindelse med Nordsøen. Det danske vadehavs nordlige del mellem omfatter tre naturlige tidevandsområder, ovennævnte tre dyb, der kun er 12-13 m dybe og af 3-4 dybe barrer på havsiden.

Grådyb

Da Esbjerg havn blev anlagt for godt hundrede år var Grådyb 3-5 m dyb ved barren. I perioden mellem 1.- verdenskrig og 1968 blev sejlrenden uddybet indtil 6 1/2 m, dag indtil 9 1/2 m, idet dybderne beregnes i forhold til springtidslavvande. I Grådyb er sammenhængen mellem sandtransport og dybets længde og dybde særlig iøjnefaldende. Hårde vinterstorme kan ændre situationen påfaldende, ja selv en forholdsvis beskeden aftagen i vandudskiftningen ville medføre store Ændringer. tidevandsområde er opbygget med skøn symmetri. Ho Bugts udvikling betinger tilstedeværelsen af et dyb, Hobodyb, beliggende mellem øen Langli og Skallingen. Langli er en rest af bronzealderens Skallingen, mens nutidens halvø er opbygget ved recent sandaflejring. Ud fra en begyndende strandvoldsdannelse har havet gennem en enorm sandtilførsel opbygget et højsand, som siden voksede sammen med fastlandet ved Blåvand, således at nutidens halvø dannedes. Johannes Mejers kort fra 1648 og Videnskabernes Selskabs Kort 1805 viser stadier i denne udvikling. fastlandet ved Ho er sandsynligvis allerede blevet under en transgression omkring 200-600 e. kr. trinvise nyskabelse i sydvestlig retning må opfattes som tilpasning til den omtalte ligevægtslinie.

Fanø

Fanø er blevet dannet på et endnu tidligere og dens tilblivelse er forløbet mere gradvis end Langli Skallingens trinvise nyskabelse. Ligesom på Rømø demonstreres Fanøs tilblivelse af tre paralleltløbende klitrækker med mellemliggende strandflader, grønninger der illustrerer øens vækst vestpå. Særlig Fanøs kystlinie vokser fortsat ved sandtilførsel gennem Søren Jessens Sand.

Processerne omkring Grådyb har sammenhæng med sandtilførselen fra nordvest. Sandet kan passere dybet på forskellig vis, enten som en transport hen over den ydre barre, som en flytning af sand når barre-dybet forskydes eller ved hjælp af tidevandsstrømmenes bevægelser. Tidevandet har let ved at passere Grådyb under ebben, der er nordvestgående. Floden, derimod, går mod sydøst og må i mundingen dreje mod urviseren, før den kan fortsatte ind gennem dybet. Herved tabes hastighed, hvilket betinger dannelsen af Søren Jessens Sand. Grådybs udvikling dokumenteres af en række opmålinger. Geodætisk Instituts første opmåling er udført 1874, revideret 1954. En nyopmåling udførtes 1968 og revideredes ved flyfotos i 1974. Man iagttager hvordan Skallingens sydende nedbrydes, idet den samtidig forlægges vestpå. Samtidig angribes Skallingens østside af Hobodybs ebbestrøm, hvorved halvøen bliver stadigt smallere. På Grådybs sydside forløber Ændringerne med modsat fortegn, som det allerede er demonstreret ved dannelsen af Søren Jessens Sand. Mellem dette højsand og Fanø fandtes frem til 1960 en markeret rende, Hamborg Dyb, som derpå hurtigt tilsandede, samtidig med at højsandet voksede sammen med Fanø, og en tilgroning skabte en ny grønning foran havklitten. Sandpålejringen forskyder sig sydover langs kysten. Foran badehotellerne ved Fanø Vesterhavsbad er der således tale om en 300 m bred strandzone. Vestsiden af Søren Jessens Sand rykkede fra 1950-60 200 m østpå, dets østside vandrede hele 400 m, mens tilvæksten mod syd androg 4-500 m.

Mellem Fanø og Mandø findes to adskilte dyb, den nordlige Galgestrøm med dybder på op til 5 m, og det store sydlige Knudedyb med indtil 13 m vand. Mens Grådyb er et smalt, veldefineret løb af ca. 1 km bredde, er Knudedyb langt bredere, samtidig med at dets tidevandsområde er ensidigt udviklet mod nord. Syd for Esbjerg viger det jyske fastland 6-10 km østpå, hvilket forklarer, at Knudedybs tidevandsområde alligevel er større end Grådybs. Et andet karakteristisk træk ved dette område er tilstedeværelsen af et højsand, Kiil Sand, inden for ørækken. De øvrige er alle placeret vest for denne med tilknytning til dybene. Udover Knudedybs eget ebbevolumen på 205 mio. m³  vand modtager den ved overløb over sit sydlige vandskel yderligere 10 mio. m³, men afgiver til gengæld 15 mio. m³ over det nordlige - et tilskud til Grådyb. Juvre Dyb ligger smalt og veldefineret mellem Rømø og Kore Sand. Ved overgangen til det egentlige Vadehav deler det sig i to dyb, det nordlige Østerdyb og det sydlige Nørredyb, begge med 12 m dybde.

Tidevandsområdet er udpræget symmetrisk og begrænset af Mandø Ebbevej og Rømødæmningen. Da man mod slutningen af 1930'erne planlagde Rømødæmningen, var det nærliggende at følge vandskellet for mindst muligt at gribe ind i de naturlige afløbsforhold. Dette indebar imidlertid, at dæmningen ville ende nær øens nordspids, hvilket af trafikale grunde var upraktisk. Derfor blev den anlagt nogle km sydligere, hvorved man afskar et 3 km² stort bassin fra dets naturlige afvanding mod syd. I de følgende år fandt dette bassin afløb nordpå gennem en beskeden pril som nu voksede sig stor, Juvre Pril. Den nærmede sig diget i et bredt sving, hvor ebbestrømmen år efter år skar sig længere ind i diget. I 1965 byggede man derfor et tilbagetrukket dige, efter at man først forgæves ved springninger havde søgt at skaffe bassinet afløb østpå. Lister Dyb fører ind til det største af tidevandsområderne, idet dybet afvander omkring halvdelen af det her omhandlede vadehav. Halvdelen ligger dog på tysk område, idet grænsen går midt gennem Lister Dyb. Før Rømø- dæmningens bygning overdrog en nordgående reststrøm 15 mio. m³ til Juvre Dybs tidevandsområde, en vandmængde, der efter dæmningens anlæg yderligere skulle ud gennem Lister Dyb, hvilket medførte, at dybet måtte indstille sig på en ny ligevægt med en forøgelse af maksimaldybderne fra 35 m til 50-60 m som følgevirkning. Mellem to af Lister Dybs tidevandsrender - Rømø Dyb og Højer Dyb - ligger vildtreservatet Jordsand.