Tidevand

Også vandskellenes beliggenhed mellem de fire store dybs afvandingsområder karakteriserer det danske vadehav. Den svdfra kommende tidevandsbølge og den mod nord aftagende tidevandsforskel - Højer 2 m, Esbjerg 11/2 m - forskyder tidevandsskellene nordpå.

Øerne er opstået ved tilførsel af sand

Tidligere blev ø rækken opfattet som en gammel kystlinie, som havet i følge en landsænkning havde gennembrudt. I dag er det vor opfattelse, at de sidste 4000-5000 års vedvarende havspejlsstigning har tilført kystområder sand af tilstrækkeligt omfang til at opbygge områdets vader, højsander og øer, og at denne opbygning fortsætter den dag i dag.

Vadehavet og dets kystlinie repræsenterer altså ikke en erosionsrest, men er resultatet af en dynamisk ligevægt, der opretholdes af vindvirkeresultanten i kombination med et materialeoverskud, og hvor tidevandets virksomhed er ansvarlig for detailformerne. Fjerner vi en ø, ville nye sandflak dannes i løbet af nogle århundreder på samme sted, ovenpå hvilke en ny ø efterhånden ville opbygges ved klit- og marskdannelse.

Det har længe været diskuteret, om Vadehavet er opstået som en tange med en bagvedliggende strandsø, eller som en strandvold med bagvedliggende vader. Tanger er i deres ene ende ophængt på kysten og forlanges ved stadig sandtransport parallelt med kysten.

En strandvold opstår som regel ved, at brændingen først opbygger en sandrevie, som derpå efterhånden stormopbygges til over højvandsniveau, og siden yderligere kan forhøjes ved klitdannelse.

Både tanger og strandvoldssystemer består ofte af flere parallelle sand- eller grusrygge. I strandvoldene findes som regel flere åbninger, gennem hvilke havet står i forbindelse med det bagvedliggende vand. Tidevandet kan uhindret passere, i hvert fald betydelig lettere end ved strandsøer, hvor kun en meget snæver åbning forbinder hav og lagune. På grundlag af undersøgelser langs det vestlige Hollands fastlandskyst ved vi nu med sikkerhed, at strandvoldene her danner kystens rygrad. Sandsynligvis gælder det samme for Vadehavet.

De pleistocæne lag i Nordsøens kystområde gennemskæres af flere havvendte dalstrøg. Disse dalstrøg er indtil 30 m dybe, og stammer overvejende fra Weichselis- tiden, sandsynligvis dannet som smeltevandsdale. Mens havspejlet i løbet af atiantikum for 5000 år siden steg hurtigt, udformede havet langs randen af fastlandets istidsaflejringer - i Tyskland kaldet geest - en indtil 20 m høj klintkyst. Af det bortskyllede materiale opbyggedes i klintkystens forlængelse en række små krumoddesystemer, der er særlig velbevarede i Ditmarsken umiddelbart nord for Elbmundingen.

Først omkring år 1000 anlagdes de første diger, og de fortsatte menneskelige indgreb har siden indsnævret Vadehavet til dets nuværende omfang. Mens de hollandske vadehavsøer danner en forholdsvis udlignet kystlinie, er de østfrisiske forskudt kulisseagtigt i forhold til hinanden.

Hovedårsagen til dette er de underliggende istidslag, der danner en fast kærne under nogle af øerne. Desuden trænger flodstrømmen ind gennem dybene i sydøstlig retning, mens ebbestrømmen l syd-nordligt. Herved angribes øerne stærkere i vesi hvor den passerende flodstrøm aflejrer nyt land.

Vadehavsøerne Texel og Terschelling er forblev (historisk tid på grund af deres kerne af istidslag samme gælder Borkum og Langeoog. Derimod vi mellemliggende øer ved nedbrydning af den ene, af den anden ende. Blandt øerne langs den slesvig-holstenske kyst geestøerne Sild, Føhr og Amrum kerner af istidslag resterne af et langt større geestområde, som i atian størstedelen blev nedbrudt af havet. Nordstrand Peliworm er inddigede marskøer.

De uinddigede halliger repræsenterer til dels resi større marskområde, som vidtgående blev udsleti stormfloden i 1634. Stormfloden ramte et vadehavslandskab, hvis forlandsmarsk siden 1000-tallet var blevet inddiget ud fra en række værfer. På områdets landvendte side dannedes i løbet af 1600-tallet et vidtstrakt moseområde, der kun bød havets fremtrængen ringe modstand. Rester af disse moser er bevaret som underlag for ny forlandsmarsk. De danske øer Rømø, Mandø og Fanø minder om og Niedersachsens.