Nordsøen.  

Under sidste istid lå havspejlet 100 m lavere end i dag. Nordsøen var derfor tørlagt sydfor en linie mellem Aberdeen og Skagen svarende til nutidens dybdekurve for 100 m. Strædet ved Dover, hvis maksimaldybde er 60 m, lå ligeledes tørt.

I holocænets ældste periode, den præboreale, kan man derfor ikke forvente havaflejringer i Nordsøen. Klimaet mildnedes, og moser dannedes. På Doggerbankens sydside har man således ved boringer påvist tørvelag. Lidt efter lidt smeltede jordklodens iskapper, og havspejlet steg. Doggerbanke-tørvens overflade blev da også angrebet af havet og dækket af et lag skalsand - 46 m under det nuværende havspejl. Dette er sket for 9000 år siden. Tørv findes andre steder i Nordsøen. I boringer sydøst for Doggerhanken er tørvelaget dækket af ferskvandsler, der via brakvandsler går over i saltvandsler, som overlejres af sand. Det drejer sig om tidevandsaflejringer fra boreal tid, omkring 7000-8000 år gamle. Man må derfor antage, at der dengang lå et vadehav sydøst for Doggerbanken. Aflejringerne ligger 45 m under nutidens havspejl, svarende til at havspejlet på dannelsestidspunktet lå 45 m under nutidens.

Sandsynligvis har kun nogle få dyb forbundet det åbne hav med datidens vadehav. Doggerbanken er med sine mindre end 40 m dybde - lokalt kun 15 m - først blevet oversvømmet senere. I ældre litteratur berettes, at man har fisket talrige knogler af pleistoeæne pattedyr. I forrige århundreder skal man endvidere i løbet af 13 år have hentet 2000 mammuttænder op af Nordsøen. Næsten alle de i dag opfiskede tænder og knogler stammer dog fra Brune Banke, der ligger 80 km vest for ljmuiden.

Blandt de righoldige fund fandtes forhistorisk værktøj, deriblandt nogle økser af urokseknogler. Mindre værktøj findes ikke, da det passerer netmaskerne. Værktøjet stammer fra mesolithikum, og er derfor 7.500 til 10.000 år gammelt. Det er derfor sandsynligt, at store dele af nordsøbunden på det tidspunkt var beboet. Da havspejlet var steget til 40 m under nutidens, skabtes gennem Dover Strædet en forbindelse mellem Atlant og Nordsø. Havspejlskurven viser, at dette må være sket for 8500 år siden.

Også tærskelen mellem York og Texel blev - med sine 40 meters dybde - overskyllet på dette tidspunkt. Den nordfra kommende tidevandsbølge blev nu suppleret af en sydlig. Dette bevirkede sammen med det hastigt stigende vandspejl en hurtigt voksende sandtransport i den stadigt beskedne Nordsøs kystområder. Tusind år senere, i atiantikum, var havspejlet allerede steget til 20 m under nutidens niveau.

For den følgende periode - fra 5500 til 1000 år f. Kr. - kendes ingen daterbare lag fra Nordsøen, fordi nedbrydningen har kunnet følge med aflejringen. Ved brændingens bulldozervirkning blev sandmasserne stadig fragtet i retning af den nuværende kystlinie. Da havspejlet omkring 3000 f. Kr. stod ca. 5 m lavere end nu, dannedes en række langstrakte sandbanker, strandvolde, der ved storm blev opbygget til nogle meter over højvandslinien, for siden at konsolideres ved klitvækst. Herved tjente de øer, der havde en kerne af istidsaflejringer - Texel, Borkum, Amrum og Sild - som støttepunkter.

Strandvoldene voksede dels udad mod havet, dels indefter. Steg havspejlet hurtigt, bevirkede brændingen en opbygning af strandvoldene indefter mod kysten, steg det langsommere, udbyggedes de på havsiden. Gennem de sidste 2800 år - subatlantikum - blev Nordsøens ældre hoiocæne aflejringer dækket af et 1-2 m tykt lag af omlejret materiale, det unge havsand.

Bag strandvoldene opstod moser, hovedsagelig fordi klimaet blev fugtigere, men også fordi det stigende havspejl opdæmmede baglandets grundvand. Til sidst oversvømmede det stigende hav dette moselandskab, hvorved det nuværende Vadehav i grove træk blev til, idet det dog dengang var betydelig bredere. Dette gælder specielt det tysk-hollandske Vadehav, der på det tidspunkt indhefattede det brede uinddigede marskland (figur 48).

Holocænet eller postglacialtiden begynder gennemgående med flod- og søaflejringer overlejret af tørv, den såkaldte basistørv. Derpå gør havets nærhed sig gældende, og aflejringerne præges af brakvand. Hermed begynder tidevandslagene, en serie af vade-aflejringer i skift med tørvelag, der når helt op til den nuværende overflade.

Siden boreal tid for omkring 8000 år siden har vadehavsregionen oplevet omkring ti transgressionsfaser i skift med ligeså mange regressionsfaser. Under transgiessionen sættes et forholdsvis stort landareal kortfristet, dvs. nogle århundreder, under vand. Under regressionen trækker havet sig påny tilbage i en periode af lignende længde.

En fuldstændig transgressionsfase omfatter i den tyske vadehavsregion fem aflejringer forbundet ved overgange: Disse er nedefra og opefter: elleskovstørv (ferskvand) - brakvandsler - vadesand (m. muslinger) - brakvandsler - tagrørstørv. Regressionsfasernes tørvelag kan aldersbestemmes ved kulstof-14-metoden, mens vadens aflejringer er uegnede (10-). Heller ikke pollendiagrammerne hjælper os længere, idet de blot giver os tilsvarende oplysninger. De enkelte transgressioner nåede ikke deres maksimum samtidigt i alle kystområder, hvilket nok sandsynligvis skyldes, at kysterne er forskelligt eksponeret over for vind, bølger og strøm. I det vestlige Holland har man med sikkerhed påvist 11 transgressioner, i Niedersachsen 12 og i Slesvig-Holsten 9. Det danske vadehav viser nogenlunde de samme faser som det slesvig-holstenske.