Sønderho

Byen ligger ligesom Nordby på Fanøs østkyst næsten helt mod syd, hvor tidevandsrenden gik tæt ind under land og dannede en sikker naturhavn. Sønderho kaldes i de ældste lensregnskaber for Sønderhofvit.

Mod syd og vest begrænses byen af høje klitter, mod øst et havnedige og til nord et nyere dige til sikring mod oversvømmelse ved stormflod.

 

August Wilckens: Udsigt over Sønderho. ca. 1920.

Også her ligger husene i øst/vestlig retning og mellem havnediget og husene ses åbne pladser, der engang husede skibsværfterne. På lidt over 100 år blev der bygget 1100 skibe på Fanø. Smalle stier slynger sig mellem husene og enkelte steder ses åbne pladser, hvor byens brønde har stået. De fleste huse har til den ene side en kørevej og til den anden en gangsti.

Langs veje og stier ses malede stakitter eller tangdiger, der er bevoksede med bukketorn.

Bebyggelsen

Byen er opstået da nogle af beboerne fra Fanø’s første bebyggelse i Albobugten flytter til det sydlige Fanø, sandsynligvis fordi havnen i Albobugten er blevet til marsk, og da fiskeriet var hovednæringsvejen var behovet for at være i kontakt med Ribe-markederne stort, for det var der man kunne afsætte sin fangst. Ved siden af fiskeriet blev den sparsomme jord dyrket.

Ved købet af øen i 1741 ændres levevilkårene, idet en temmelig stor del af indbyggerne bliver selvejende skippere, og ved indgangen til 1800-tallet er Sønderho en driftig international orienteret by. Byens isolerede beliggenhed, må have været medvirkende til, at byen ikke vokser sig særlig stor; en anden faktor har været de énsidige erhvervsmuligheder, som ganske vist trak erhverv med sig som skibsbyggeri og tømmervirksomhed, men noget større erhvervsliv opstod aldrig.

I slutningen af 1800-tallet synger skibsfarten på sidste vers og der sker en væsentlig udflytning sted, især til Esbjerg.

Det ser ud som om luften bliver taget ud af byen, og stedet bliver mere og mere overtaget af badegæster, en tendens der fortsætter op gennem 1900-tallet.