Thobølls kort 1820. Kortet viser husenes retning og omtrentlige størrelse. Vesterland som ikke er med, er netop i 1820 under udbygning.

Hvis vi ser på de tidligste kort over Sønderho ser det ud til at hovedfærdselsåren er Hovedgaden og dens forlængelse til Vesterstranden og til præstegården i Bjerges Leje. Vesterstranden var indtil 1804 den eneste farbare vej til Nordby. I Sønderho fører den direkte ned til det strandområde, hvor havnen har ligget og heromkring er det sandsynligt, at den ældste bebyggelse har ligget.

Byplanen har et kroget forløb med få gader og mange gyder og fælles pladser/grønninger. Rent tidsmæssigt er kroen med herberg, der lå nord for, hvor kroen ligger i dag den første bygning man kan placere, og stedet er vel valgt på grund af trafikken i havnen.

Der er tale om en naturhavn og ikke et anlæg med moler og kajer, men et område, hvor man fandt det bedst at lande og losse skibe og med et beskedent bolværk og fortøjningssystem kunne trække disse skibe op på stranden.

Lastning og losning skete på den naturlige måde, at skibene søgte havn ved højvande, hvor de så ved efterfølgende lavvande lå på tør ebbe, så hestevogne kunne køre op på siden af skibene.

David Jacobsen

I forrige tider under Ribes glansperiode, var farvandet ind til Sønderho så dybt, at datidens skibe kunne gå ind til havnen, hvorpå ladningen ved højvande blev omlosset i lægtere og pramme, der førtes til Ribe. Al godset blev fortoldet i Sønderho, hvor Ribes toldfuldmægtige havde fast bopæl.

Havnen har ofte ændret karakter på grund af stormfloder, sandflugt og hårde isvintre. En bred klitrække – indtil 20 m høj – har i sin tid ligget mellem havn og by og beskyttet mod vandets indtrængen.

Ifølge skatte- og fæsteprotokollen var der 72 huse i Sønderho i 1683, ca. 160 huse i 1760 og omkring 200 i 1820.

Selvom hovederhvervet blev søfart, drev man stadig landbrug, hvilket hovedsagelig var kvindearbejde, og husene var indrettet både til beboelse og landbrug med stald og høloft, og med den velstand søfarten medførte, blev husene større, men staldarealet forblev uændret.

Bebyggelsen var koncentreret om Hovedgaden østpå fra kirken, langs kysten i Sønderland og Østerland og langs vejen i Nørland. Vesterland har kun spredt bebyggelse og det er først i begyndelsen af 1800-tallet at området bebygges, dog ikke så tæt som andre steder i Sønderho.

Husene vender mod øst/vest, hvilket var formålstjenstligt under vestenvind. Husene er en-længet med sydvendt stue og med stalden isoleret i husets vestende. ”Husene vender som køerne rumpen mod vejret”. Der er lavloftet i stuerne og ofte hænger stråtagene ludende ned over vinduerne. Syd for huset ligger en lille have omgivet af høje hække af bukketorn – i Sønderho kaldet ”stikpiller” -, der næsten gror sammen om de smalle adskillende stier. Bukketornen blev plantet i tangdiger, det gav det fattige klitsand et nødvendigt tilskud af humus.

Afhængigheden af velstanden fra skibsfarten kunne give sig udslag i husenes størrelse, der kunne gå op eller ned. Hvis en ung enke fx sad tilbage med et større hus efter tabet af ægtemanden på havet, var der ikke råd til at vedligeholde hele huset, så man tog nogle fag væk, og omvendt hvis huset blev overtaget af en velbeslået familie kunne der i stedet for at formindske, forøge antallet af fag.

I Sønderho fandtes der mange enker og ugifte kvinder, og en del af disse slog sig sammen i huse på 3 – 4 fag og med et lille landbrug.

I anden halvdel af 1800-tallet dukker der bygninger op indrettet til butiksformål, der bliver plads til en toldkontrollørbolig og i 1910 opføres et posthus, alle sammen bygninger der ligger udenfor den sædvanlige byggestil med Fanøhuse.