Bebyggelse

Den første bosættelse

I nord og syd på Fanø ligger skipperbyerne Nordby og Sønderho. Byerne er vokset op fra middelalderens fiskerlejer, fra hvilke der blev drevet sæsonbestemt fiskeri, oprindelig af Ribe købmænd, men senere af fastboende fattige og jordløse fiskere. I gode tider udviklede der sig lidt efter lidt en bofast befolkning på stedet der året rundt drev fiskeri, suppleret af en smule landbrug.

Johs. Mejers kort fra ca. 1650 viser midt på Fanø den nedlagte bebyggelse ved Sct. Anna Dal, og bebyggelse i nord og syd.

Den første bosættelse skete i 1300-tallet i Albobugten og dengang var Fanø delt i to øer af en rende kaldet ”Elses Gab”; det var her igennem beboerne førte deres fiskerbåde ud i Fanøbugten.

I 1606 siges det i en indberetning, at ”landet er ikke andet end tvende arme fiskerlejer og i sig selv meget fordærvet af sand”. Alligevel rummede denne ”sandbunke” allerede i 1743 – før sejlskibsfarten begyndte – over 1500 mennesker.

Klik på kortet, for at se det i stor størrelse.

Landbruget var i ældre tid småt og ringe, de fleste var husmænd, hvoraf mange ikke havde mere jord, end de kunne grave med en spade. Oprindelig har gårdmændene sikkert også deltaget i havfiskeriet, og indtil udgangen af 1800-tallet drev enhver jordbruger fiskeri i større eller mindre grad., desuden kørte de fisk op fra bådene for de mere udprægede erhvervsfiskere, som ikke havde heste.

Med befolkningstilvæksten øgedes behovet for bierhverv og der skete en specialisering både i erhverv og bebyggelse, og fiskerne – og senere søfolkene – samledes i middelalderens slutning i to nye bydannelser, Sønderho i syd og Odden, det senere Nordby i nord.

Bønderne levede på den frugtbare Rindbyslette, og et lille antal havde bosat sig i de langstrakte klitlavninger mellem vandreklitterne nord for Sønderho.

  Klik på kortet, for at se det i stor størrelse.

Maritime centre

Fanø var den eneste af Vadehavsøerne der formåede at opbygge en stor hjemmehørende sejlskibsflåde, og heraf opstod to maritime centre, nemlig Nordby og Sønderho, der udviklede sig til skippersamfund.

Fanøs udgangspunkt var småskibsfarten, men i 1800-tallet udvidede Fanøskipperne deres flåde til at deltage i international skibsfart. Først blev grænserne udvidet til Nord- og Østersøfart, siden Middelhavet og til sidst oceangående langfart. I takt hermed voksede øens sejlskibsflåde og i 1890’erne var Fanø tonnagemæssigt den største flåde udover København. Dampskibene fik dog overtaget og i de første årtier af 1900-tallet oplevede Fanøflåden sin svanesang.

Således kom det maritime til at præge byerne, dets liv og erhverv og kunne afspejles i husenes indretning.

Byerne

Nordby

Tre nord-syd gående veje, - Østvejen, Hovedgaden og Vestervejen dominerer i dag Nordbys vejnet. Oprindelig var byen prægest af en øst- vestlig orientering. Slipperne udgår fra havnefronten vinkelret indefter og med et rækkehuslignende netværk af Fanøhuse, omkranset af smalle haver. Bebyggelsen var tæt, omkring 300 husstande på et areal af 8 ha.

Slipper fra havnen er typisk for fiskerlejet, og afspejler det oprindelig selvforsynende samfund af fiskere og søfolk.

Hovedgaden var præget af udviklingen indenfor erhverv og handel og så var den vejen ned mod færgen – porten ud mod verden.

Nordby oplevede i de sidste årtier af 1800-tallet en stærk befolkningstilvækst og deraf en forøget byggeaktivitet.

Nordby fra fiskerleje til ”købstadsby”