Køkken
På skorstenspladen (æ On) var der en
større og en mindre trefod, der blev anbragt over fyrhullet, eller også
hænger kedlen eller gryden i en jernkrog, der kan hæves og sænkes.

Fra bagsiden af skorstenen foregik
indfyringen i bilæggerovnen. Som regel er der to indfyringssteder som
lukkes med en jerndør, den ene til indfyring af ovnen i søndre donsk,
den anden til ovnen i æ nar donsk.
Oppe i skorstenen er der anbragt flere
trælister der anvendes til at hænge pølser, fisk og andet til røgning.
Forkanten af skorstenen er altid beklædt med hollandske fliser. Gryderne
er jydepotter, men kedlerne er kobberkedler, hvoraf dog kun overdelen
holdes nogenlunde blank.

Længere fremme i æ frangel finder vi ind til bryggerset med ildsted og
bageovn. Her koges alt vand til brygning, vask m.m. Disse kedler kunne
rumme 4 – 6 spande vand og da komfuret afløste ildstedet blev kedlerne
indmuret ved siden af komfuret, men sådan, at de efter brug kunne tages
op og renses.

Bageovn fandtes i de fleste større huse
eller i baghuset; småfolk var fælles om en sådan en. Der bagtes dog ofte
på arnestedet, særlig hvis der havde været en større ild på til vask,
brygning eller slagtning. Trebenet blev taget bort, ilden og asken blev
fejet til side, brødet sattes på arnen og derover en større jerngryde
med bunden op, hvorpå gløderne og asken lagdes op og om siderne store
græstørv, der udmærket holdt på varmen, disse brugtes også meget ved
kogning af sådanne retter, der blev mest velsmagende ved langsom
kogning.
Fra køkkenet førte en dør ind til
nordstuen (æ nar donsk) og ved mursiden fandtes køkkenbordet med vask,
hvorunder der var et lille skab til brændsel. Mod vest var der et større
skab med hylde midt i.
Gulvet i køkkenet var sten, ofte
Ølandsfliser, men under køkkenbordet var der kun mursten.
Der fandtes et par kroge på den
midterste bjælke til at hænge fåre- eller lammekroppen efter endt
slagtning. På bjælken hang også gerne en hængpot – en slags mælkekande
af sten med håndtag. Der fandtes også en liste med huller i til
grydeskeer.
Vasken havde et afløb gennem en trætud, der gik ud gennem muren. Foran
skorstenen op gennem loftet var røgkammeret, hvor man hængte spegepølser
og røgede skinker. Sammen med mælkefadene stod vandspanden med en øse (æ
slip). Siderne i køkkenet var ofte malet mørkerøde, men loftet var
okkergult.
