Forlovelse eller Ja-gilde 

Kirkesøndagen lå i fast mønster. Mændene ind­fandt. sig før tid for at læse „æ kjærkstøen", opslags­tavlens nyheder, byens eneste avis. Så gik de ind og satte sig på sværdsiden, til syd. Lidt efter kom kvin­derne i samlet trop, og mændene rejste sig, til kvinderne havde sat sig. Efter kirkegang mødtes familier (3 generationer) udenfor og gik samlet hjem. Når en ung mand havde fået tilsagn om sin piges hånd, holdtes dette hemmeligt, indtil han en søndag sluttede sig til den unge piges familiegruppe uden for kirken og fulgtes med dem hjem. Det var forlovelsesannoncen. Præsten kunne derved som den første lykønske.

Så blev det „Ja-gilde". Brudens forældre bød, først de ældste, så de yngre af slægten. En dyster fest og mere bindende end selve brylluppet.  

Ikke uvæsentligt for skikkenes værdinormering bør nævnes, at Ja-gildet endte med, at de to blev lagt i „æ tætseng" sammen. Når hun blev med barn (men også ellers), stod man rustet til lysning. 

Undfangelse 

Blev en kvinde „dus'tyk" ( - svanger), vidste hun, at hun gik en meget vanskelig, lovbunden tid i møde. En glædelig begivenhed, men en trang tid. Hun måt­te nu vogte sig og undgå at se en haresnude på heden, da barnet ellers ville få hareskår. Opdagede hun derfor en hare på afstand, vendte hun rædselsslagen ryggen til og lukkede øjnene, sjældent hel sikker, om hun nu havde set den eller ej. Tit tyngedes hun af bange anelser og lå urolig alene i „æ tætseng" (- alkove) om natten, mens manden for til søs. Ej heller måtte hun drikke af en skåret kop, af samme grund. Hun måtte ikke slagte ål, for hvis de vred sig op ad hendes arm, fik barnet „ålevrid", dvs. St. Veitsdans. Hun måtte ikke se igennem et nøglehul, så ville afkommet blive skeløjet. Hvis hun under madlavning spiste af en grydeske, ville barnet få en stor mund. . 

Disse er blot få eksempler på overtro, hvoraf givetvis også en vis portion har eksisteret på fastlandet. Med hensyn til egen indsats for et godt resultat virkede det efter sigende godt at læse bøger om/af store mænd og kvinder. Dette var praktisk svært at gennemføre, sagde de gamle, idet bøger normalt kun fandtes hos præsten, der „ikke lånte til hvem som helst". Endvidere var befolkningen ikke læsevant. Man tyede derfor til de gode steder i Biblen, som tit blev lært udenad under et svangerskab. 

Hvad angår selve fødslens forløb, var der følgende at iagttage: Hun måtte ikke køre baglæns i postvognen, da barnet derved ville blive født „baglæns" (sædefødsel) med stor fare for eget og moders liv. Hun måtte i 9 måneder vogte sig for ikke at gå under en udhængt tøjsnor og for ikke at blive snaret i et kreaturtøjr. Ellers ville barnet blive kvalt af moderstrengen. Når selve fødslen meldte sig, opløstes alle garnknuder i huset, og strikkesager skulle helst være færdige inden da. 

Kønsdiskriminationen var fremherskende, og der toges tidligt varsler på udfaldet. I Sønderho samt visse steder på fastlandet var den „sikreste" afgørelse at læse i følgende: Man tog et bruskstykke fra et nyslagtet fårs brystben (meget blødt) og kastede del; mod en væg. Dertil sagde man:

„Ær't en dreng, så stat ! (- blev hængende) Ær't en tøs, så småt ! (- fald ned)"