Toldkasserer E. Thomsen, født på Fanø beretter om høsten på Fanø i gamle dage: 

”Min mor, der hed Marensine, stod netop i vor åbne grønmalede halvdør, da vor genbo Marthine en dag i midten af august måned i året 1896 indledte en samtale med hende:

    … Nå, Marensine, hvordan står det til med jeres bygmark; er den snart tjenlig? (hermed mente hun, om byggen snart var moden), hvor­til min mor svarede:

- Jeg synes, den mangler lidt endnu i, at vi kan høste den!

- Ja, da. begynder vi (hermed mente hun sig selv og en anden Fanøkone der hed Thrine) i mor­gen tidlig, så snart æ dåg (dug­gen) .er a æ jord. Vi skal endog skynde os, for der skulle gerne være mindst 10 traver (hver trave er på 60 neg) byg på vor mark!

At høste dengang var langt mere besværlig end nu til dags, idet kor­net blev skåret med segl. - Næste morgen drog de ovenfor omtalte to Fanøkoner af sted til arbejdet i marken. Maden havde de i en så kaldt madask, og drikkevarerne som regel kold kaffe - var hældt  på en lerdunk (kaldet æ skæg­mand). Madasken og lerdunken var sammenbundet med en snor og hen­slængt over den ene skulder.

Vi i mit hjem skulle også hver morgen, og forresten om aftenen også, ud i marken for at flytte vore tre får og fem lam. Jeg fik lov til at trække dem hen te' "æ pøt", et hul med dejligt friskt vand i klit­ten eller i et hjørne af marken. ­Grundvandet på Fanø står ret højt, så der var aldrig mangel på friskt vand til dyrene.

Da vi var i nærheden af mar­ken, hvor de to Fanøkoner var i færd med at skære byg, lagde vi vor vej der forbi, som man siger, for at se, om de havde fået bestilt noget. Jeg kan se dem for mig de to stræbsomme Fanøkoner, iklæd­te Fanødragtens grove stoffer og med det stramtsiddende hovedtøj. Tilmed havde de sort maske (æ strud) for ansigtet, stående i bøjet stilling og med seglen i hænderne skære håndfuld efter håndfuld af den modne byg for sirligt at lægge de afskårne strå i bunker for senere at binde neg deraf. Ikke et strå gik tabt, så at sige. Først ved 19-­tiden kom de to koner overophe­dede og meget trætte tilbage. Til­med var det meget varmt i de dage, men vejret var ideelt, så det gjaldt jo om at hænge i. Således arbejdede de i en 3-4 dage, førend byggen var høstet (afskåret). Når vi skar byg hos os, skete det altid i kravlende stilling, og for at und­gå at tøjet blev ødelagt, havde vi medbragt mindre stykker sække­lærred, som vi brugte til at lægge knæene på.

Fanøkonernes travle færden i mark og eng skabte en egen stem­ning og kolorit over det alt sammen. Også de små piger i Fanødragt (med hat og lin og lue på hovedet) vimsede omkring i leg og tagfat op og ned ad klitterne. Forresten var de ikke ret gamle, før de og vi drenge blev sat til at hjælpe til med arbejdet enten på den ene eller den anden måde.

Når kornet var opskåret (høstet), blev negene, som det sker nu til dags, sat i skok, men efter få dages forløb blev alle neg vendt, for at sol og vind rigtig kunne tørre i

dem. Det var endda ikke tilstræk­keligt. Samme dag, hjemkørslen skulle finde sted, blev samtlige neg vendt med bunden i vejret og stråene skilt fra hinanden: Først da samledes de i kjerre (3 neg i hvert bundt).

Når så endelig vognen med kor­net holdt for døren, blev det forket ind i loen. Efter at kornet var bragt i hus, begyndte de samme to Fanøkoner at tærske det med plejl. Lyden af plejlenes slag mod negene på lo­gulvet glemmer man aldrig. - Der stod de to kvinder fra morgen til aften dag efter dag ustandseligt svingende plejlen over skulderen ned mod logulvet for at fravriste stråene selve kornet. Når det var sket, blev halmen i store bundter smidt op på loftet igen. Det aftær­skede korn blev renset i en grov sigte (æ sold), og også dette arbejde udførtes med hænderne. ­

Først da var kornet klart til at fyl­des i sække. Alt i alt havde det taget ca. 3 uger at få høstet og af­tærsket 10 traver byg (ca. 600 neg). ­

Sammenligner man arbejdet den gang og nu, ville en mejetærsker på mindre end en time have udført hele dette stykke arbejde, og så var kornet endog påfyldt sækkene.

Opstiller man det spørgsmål:

- Hvorfor sled Fanøkonerne dog så hårdt? - det var dem alle – må svaret blive: De betragtede det som en selvfølgelighed, at de måtte gøre deres til at få så meget lagt til side, at mand og far (de fleste var jo søfolk) kunne holde op med at sejle i en ikke altfor sen alder.” 

Mette Most, enkefru Mette Kromann født den 29. august 1862 i Sønderho beretter:

”17 år gammel kom jeg til P. Sonnichsen, der var fem børn og en ko og jeg fik fem kroner i løn om måneden. Det var almindeligt dengang. Hos Sonnichsen kærnede vi smør én gang om ugen og vi lavede selv vores ost.

Vi havde ingen plov. Man hjalp hinanden. En flok piger stod og gravede agrene. Bagefter fik vi æbleskiver og sødsuppe til middag.

Det lød altid: ”Nu kan vi ingen steder komme, for nu ska’ vi hjælpe den og den”, og det var både med tørv, hø og korn. Var det høet vi hjalp med, fik vi gerne høkaffe søndag eftermiddag. Brændselskaffe fik vi altid med det samme”.

Fru Kromanns forældre havde en eng i Darum og ellers hentede de hø på Mandø Hølade, et område ved Ribe å’s udmunding.