Johanne Marie Nielsen født 2. august
1875 i Nordby som datter af skibsfører Niels Nielsen og Sidsel Pedersen
Mathiasen, beretter:

Johannes forældre.
”Der var mange koner, der dengang
gravede orm og esede. For hver bakke betaltes der en krone for at ”splid
op”, dvs. rense kroge og tavser samt grave orm og ese. Moder var meget
dygtig til dette arbejde, og havde hver dag en bakke eller to at ese.
Far der var gået i land var partsfisker
og havde foruden procenter af fangsten, en såkaldt ”Killing”, der var
navnet for en halv bakke med 300 kroge. Fangsten på ”Killingen” var hans
egen fortjeneste.
Fra jeg var 10, til jeg blev 14 år, var
jeg med i arbejdet med at grave orm og ese. I begyndelsen var det ikke
den bare fornøjelse. Moder var dygtig, og det gjorde sit til, at jeg
hængte i og fik arbejdet lært, så det ikke varede længe før end jeg
kunne garve orm og ese ”Killinger”, som far skulle have med. Mor kunne
da tjene penge hos skipperen ved at levere hele bakker.
I april måned betaltes 1,25 kr. for hver
bakke, i maj og juni kun 1 kr.
Forårsfiskeriet var fra 1. april til
Sct. Hansdag. Efterårsfiskeriet begyndte 1. oktober og varede til 1.
december eller til frosten kom. I oktober måned betaltes 1,25 kr. for
hver bakke og i november 1,50 kr.
I det forår, da jeg blev konfirmeret,
tjente jeg 16 kr. som eser, og med disse penge betalte jeg for mit
konfirmationstøj.”
Johanne Marie Nielsen tjente forskellige
steder på fastlandet og i Nordby, og derefter søgte
hun at tjene penge ved forskelligt
arbejde.
”Ormegravning og esing var til dels
ophørt, men så i 1905 – 1906 var der en lille tid, da der atter fiskedes
med kroge. Jeg gravede orm og esede for Hans Lassen fra Hjerting, og jeg
fik 2 til 2,50 kr. for hver bakke – det var en god betaling.
I vintertiden gav jeg mig til at sy mit eget tøj. I begyndelsen kunne
jeg ikke rigtig få det til at lykkes, men mor sagde: ”Det skal nok gå,
når bare du hænger i”. Moder og fader var jo også af den slags, der
aldrig gav op, og det hun ville,
førte hun altid igennem, hvor meget slid
det så end kostede hende. – Resultatet blev, at jeg kom til at sy for
folk.
Min fader døde i 1912 og moder og jeg
fortsatte med vort landbrug. Moder tærskede altid selv vort korn, og
efterhånden fik jeg det også lært. Så længe jeg kan huske blev vort byg
høstet med segl, og det besørgede moder, hun ville ikke, at bygmarken
måtte høstes med le, da der så ville gå for mange aks tabt. En kornmark
skåren med segl var en helt ren mark, der fandtes ingen strå eller
vipper liggende løs på jorden.
Moder var heller ikke bange for at bruge
spaden. Flere gange gravede hun et af vore små markstykker, det var et
stort arbejde at grave en mark til 3 skp. Sæd.

Vi havde ellers som andre har, en
vognmand til at pløje og så, og han fik for dette arbejde betaling pr.
skæppe sæd.”
Ved moderens død i 1925 stoppede
landbruget.
I tiden efter moders død, har jeg
hjulpet folk med at sy, og så har jeg taget arbejde ved forskelligt.
I flere år købte jeg i oktober og
november en 20 kasser bakskuld, som jeg rensede, saltede og røgede. Jeg
havde let ved at sælge mine fisk.
I flere år var jeg efter badesæsonens
ophør i 3 uger på badehotellet for at gøre rent. Daglønnen var 2 kr. på
egen kost. Jeg har aldrig manglet arbejde, og min tid er gået godt. Jeg
har levet i en tid, hvor der udførtes meget arbejde for små penge.
Tiden var således, at enhver skulle
klare sig selv”.