Mandø Hølade
En stor strækning af
engene der var beliggende ved Ribe å's udløb i Vesterhavet kaldes Mandø
Hølade, i egnens dialekt "Manne Hjøle".
Efter sagnet skal Thyra
Dannebod, efter hun under et skibbrud var kommet lykkeligt i land på
Mandø, have skænket engene til øens beboere.
Fanøboerne og særlig
sønderhoningerne erhvervede sig enge på Mandø Hølade, idet man efter at
befolkningstallet steg og heraf en øget kreaturbestand og ikke selv
kunne avle tilstrækkeligt foder, var man nødt til at købe hø hos
marskbønderne. Dette blev for dyrt i længden, så man erhvervede sig
adskillelige "Mandsdele" eng på fastlandet.
Nordby købte først enge i
Darum og ved Ho bugt, men i 1850 er der folk fra både Nordby og Sønderho
der ejer enge i Mandø Hølade.
Efter mejerierne blev
anlagt på Fanø, i Nordby 1889 og i Sønderho 1893 holdt de beboere der
kun holdt enkelte køer, op med at have køer, - nu kunne de jo købe
mælken på mejerierne.
De egentlige landbrugere
startede op med roeavl og efterhånden blev engene på Manø Hølade
afhændet.
Når høet skulle høstes
engagerede man en bestemt mand (sletter) fra en af byerne i nærheden af
Mandø Hølade. Sletteren slog hvert år engen, naturligvis med le.
Ejeren på Fanø sendte så
hjælp derover, mest unge piger, til at "rive af" efter sletteren og så
herefter "hverre" og stakke høet.
Det var et eftertragtet
job at komme med til Mandø Hølade i høhøstens tid. Arbejdet gik med liv
og lyst, spøg og latter. Om aftenen var der ofte dans. Der dansedes som
oftest med bare fødder, og selv om den lange arbejdsdag startede kl. 3
om morgenen, sådan at leen skar bedre, når der stadig var dug, kunne der
godt ofres et par timer til dans. Man hvilede sig dog 3 - 4 timer midt
på dagen, hvor man sov i høet.
Om natten sov man i båden,
der skulle bringe høet hjem. Der blev lagt et godt lag hø i lastrummet,
som man så borede sig ned i, fuldt påklædt.
Når høet var kommet godt
til Fanø, blev der travlhed med at køre det hjem. Til dette arbejde
mødte naboerne - det såkaldte Grandelav - som uden betaling hjalp til
med at få høet i hus.
Bagefter var der så et
lille kaffegilde, for dem der havde hjulpet til.

