
Foreningens start i 1891 skete under primitive og små forhold i den
ejendom ved hovedlandevejen, hvor senere købmand Carl Berg havde
manufakturforretning, og dens første uddeler var fhv. skibsfører Søren
Jerne, som dog kun havde stillingen i få år. Han blev senere bademester
ved Sønderho Badepavillon, hvor hans kone Sidsel herskede. Søren Jerne
var født i Sønderho den 29. maj 1839, og sejlede til søs. Efter at have
taget styrmandseksamen, sejlede han nogle år som styrmand, men blev så
sætteskipper på Jes Knudsens skonnertbrig, kaldet ”Sorte Karen”,
derefter blev han selv medejer af briggen ”Anna Jørgine”, hvormed han
sejlede en del år, så sagde han i en forholdsvis tidlig alder søen
farvel.

Anthonis Mathiesen Jensen gl. brugsmand
Efter Jerne blev fhv. skibsfører Anthonis Mathiasen
Jensen uddeler, og brugsforeningen fik til huse i hans hjem i mange år,
indtil fhv. skibsfører, sognefoged Jes P. Sonnichsen overtog hvervet og
ligeledes gennem en lang årrække bestred stillingen i sit hjem.
Jensen var født i Sønderho og sejlede i sine unge
dage som matros og senere – efter at have taget sin eksamen – som
styrmand og skibsfører. I 1895 overtog han uddeler posten i
brugsforeningen, som han bestred til 1912. Han interesserede sig meget
for Indre-Mission.
Derefter flyttedes brugsen til det gamle
missionshus, og kommis Abel Peder Frederiksen blev uddeler, og i hans
tid blev den flyttet hen til den nuværende plads ved hovedlandevejen.
Som uddeler blev senere antaget Ernst Sandholt og efter ham, Emil
Gydesen.
Omsætningen i Sønderho brugsforening er gået støt
fremad især i de senere år op til 1961, og mens balancen i sidste
regnskabsår var på 127,000 kr., var den i trediverne kun på 17,000 kr.
Som formænd for foreningen fungerede i mange år bl. a. afd. lægterfører
Niels Henrik Hansen og afd. kommunekasserer Jes S. Anthonisen, der begge
gjorde et stort og dygtigt arbejde. Den nuværende formand er
skomagermester Magnus Lambertsen, og dens regnskabsfører fhv.
slagtermester P. H. Pedersen.
Sønderho Brugsforening fyldte 100 år d. 1. marts
1991 - fortælles det - men de konkrete beviser mangler!
De gamle protokoller eksisterer ikke mere. Den
første foreliggende begynder d. 16. marts 1924.

1912 overtager skibsfører Jes P. Sonnichsen
brugsen. Brugs-Jes - f. 1. juli 1874 i Sønderho - styrer og indretter
brugsen i sit hus matr.207a (nu Nord Land 3). Sonnichsen var født i
Sønderho, som søn af skibstømrer Jes Sonnichsen. Som ganske ung kom han
på langfart med Sønderhoskibene, indtil han 20 år gammel tog sin eksamen
fra Fanø Navigationsskole. Derefter sejlede han som styrmand med
forskellige sejlskibe bl.a. ”Henny” og ”Cingalesa”, indtil han blev
ansat i Switzers bjergningsselskab, hvor han avancerede til kaptajn.
1911 sagde han søen farvel. Om Brugs Jes står der respekt, og efter
gerningen i brugsen overtager han flere betydelige hverv i byen og ender
i 1926 som agtet sognefoged. Sonnichsen blev ansat ved
Sønderho
redningsvæsen fra januar 1912 og blev forfremmet til opsynsmand den
1. oktober 1920. Han virkede i sin stilling til han ved 70-års grænsen
tog sin afsked 1. oktober 1944, efter i alt 32 års tjeneste.

I 1946 udnævnes han til Dannebrogsmand. Sonnichsen
var mangeårigt medlem af Sønderho menighedsråd samt medlem af
tilsynsrådet for Fanø Spare- og Laanekasse og formand for Sønderho
enkekasse. Sonnichsen var meget afholdt af sine bysbørn, og alle han kom
i berøring med, venlig og rettænkende var han overfor alle. Død februar
1958.
1924, da Brugs Jes trækker sig tilbage, ansættes
Abel P. Frederiksen, en ung kommis f. 1898 i Sønderho. Abel, som han
hurtigt bliver kaldt af alle medlemmerne, lejede det gamle missionshus
matr. 204 k (nu Nord Land 9) af fabrikant P.S. Thøgersen, og så er vi i
den brugs, som mange af os endnu kan huske; der var noget eventyrligt
over den butik. Ting og sager hang ned fra loftet, var man heldig, fik
man et bolsje, og var man den lykkelige ejer af en 5 øre, kunne man købe
en »bondepige med slør«! Skønt! Abel var alle medlemmernes gode ven. Han
kunne reparere en primus, og han kunne hjælpe i nøden med lidt ekstra
kredit, når det kneb med at betale den månedlige saldo på kontrabogen.
Undertiden blev det for meget, så bestyrelsen måtte gribe ind, og i
alvorlige tilfælde måtte man føre retssag for at inddrive
tilgodehavender.

1936
opsiger fabrikant Thøgersen lejemålet. Abel overtager den gamle
jordemoderbolig matr. 134 (nu Landevejen 42), og brugsen lejer lokaler
hos ham. 1938 køber brugsen dog ejendommen af Abel, og hermed er
grundstenen lagt til den brugs, vi kender på 100 års dagen.
Fra 1924 har vi bestyrelsens
forhandlingsprotokoller, og så kan vi få konkrete oplysninger, selv om
de er forbavsende få. F.eks. nævnes verdenskrigen slet ikke, og den
tyske besættelse og de dermed følgende vanskeligheder med rationeringer
og rationeringskort, de tyske besættelsestropper etc. etc. omtales
overhovedet ikke!

Uddeler Abel Peder Frederiksen, Sønderho, startede
i 1924 som uddeler i Sønderho brugsforening. Frederiksen, der er meget
afholdt af sin store kundekreds som den altid venlige, imødekommende og
tjenstvillige forretningsmand, han er.
1. maj 1950 opsiger Abel Frederiksen sin plads, og
efter ham ansættes blandt 4 ansøgere kommis Ernst Sandholt fra Skads.
Han fører med stor dygtighed brugsen indtil 1955, da han bliver tilbudt
en større uddelerstilling på fastlandet.
Uddeler Ernst Sandholt, Sønderho, blev ansat som
uddeler ved Føvling brugsforening efter afdøde uddeler Devantier i juni
1955.
Uddeler Sandholt stammer fra Andrup og er 30 år.
Han har fået sin uddannelse i Skads brugsforening, hvor han også har
virket som kommis. Desuden har han været i Holsted brugsforening og
Varde brugsforening. I 1950 blev han ansat som uddeler i Sønderho, og
han har i de forløbne 5 år vist sig som en meget dygtig forretningsmand,
som Sønderhos brugsforening – både bestyrelse og kunder har sat stor
pris på. Uddeler Sandholt og hans hustru har i de svundne 5 år vundet
sig en stor vennekreds i Sønderho.
Brugsuddelere gennem tiderne:
Fhv. skibsfører Søren Jerne
Fhv. skibsfører Anton Mathiasen
Jensen
Fhv. skibsfører Jes P.
Sonnichsen
Uddeler Abel Peder Frederiksen
Uddeler Ernst Sandholdt
Uddeler Emil Gydesen
Uddeler Vagn Stage
Uddeler Ejnar Loftager
Uddeler Knud Valsted Andersen
På annoncen om den nye ledige uddelerplads i
Uddelerbladet indkommer 56 ansøgere, og heraf vælges førstekommis Emil
Høj Gydesen, Varde. På generalforsamling januar 1959 vedtages den første
ombygning og udvidelse, som tilendebringes 1. december 1960. 1960 vinder
brugsforeningen en folkevogn i Sunlight's forhandlerlotteri, og
bestyrelsen vedtager, at forhandlerpræmien skal sælges, og det indkomne
beløb indgå i regnskabet til konsolidering. Det vides ikke hvordan
Gydesen reagerede, men dividenden udgør de kommende år 10%, i 1964 endog
10 % + 2 % ekstradividende!
1965 erhverver brugsen matr. 145, et tillægsareal
på 423 m2, med udvidelse af butiksarealet for øje, da
pladsmanglen i sommersæsonen er et næsten uløseligt problem. 1969
udarbejdes nye vedtægter, hvorefter medlemmernes personlige ansvar
bortfalder, og drøftelserne om den nye, store tilbygning starter. Tilbud
indhentes - tilsammen ca. kr. 200.000,-, og arbejdet sættes i gang. Den
nye butik indrettes som selvbetjeningsbutik og tages i brug inden årets
udgang.
1973 fratræder Emil Gydesen efter 18 år som
energisk og vellidt uddeler, og Vagn Stage tiltræder. Han har sine egne
ideer om indkøb, og det fornemmes, at samarbejdet mellem bestyrelse og
uddeler ikke forløber helt gnidningsløst, og han opsiger sin stilling
til 1. november 1976.
Som ny uddeler ansættes Ejnar Loftager, der får et
betydeligt arbejde med oprydning og realisering, af en del ukurante
varer. Samtidig går han stærkt ind for, at dividenden indtil videre skal
bortfalde under henvisning til det reducerede driftsresultat.
Bestyrelsen vedtager imidlertid, at dividenden skal fastsattes til 3 %,
hvilket kun kan gøres ved at udnytte kassekreditten 100%. Da Ejnar
Loftager ikke kan acceptere dette, fratræder han pr. 1. maj 1977.
Fra denne dato ansættes Knud Valsted Andersen, som
uddeler.
Georggjedde skriver bl.a. om sit ophold i
Digterhjemmet 1973 om Sønderho Brugs:
Her bør jeg sige noget til denne Brugs'es pris.
Selv om sommeren, hvor Sønderhos 327 indvånere svulmede op til
landliggere og turister i titusindvis, havde vi tid i Brugsen. Der var
nok en kassedame, om sommeren stundom to, men det var ikke hæsblæsende
kassedamer. De gjorde ikke kunderne skrupnervøse. Kunderne skulle ikke i
olympiaderekordfart brokke deres indkøb ned i tasker og poser, og så ud
af vagten! Næh, der var tid til lidt snak til hver enkelt: »Hvordan går
det med lille Per?« »Nå, I skal nok ha' fremmede i anledning af
fødselsdagen. »Hvad lægen sagde? Jo, han sagde, at det var rigtig nok,
så vi bli'r en til i november, så vi glæder os jo«. »Ja, herr Schuize,
Ihre Frau war hier um elf Uhr, ich soll Ihnen sagen, dass sie unten am
Strand gegangen ist«. Sådan nogle kassedamer skulle der være alle vegne.

2007