Murermester Peder Hansen Madsen Iversen
Peder Hansen Madsen Iversen, f. 15. oktober 1850,
d. 20. januar 1932. 82 år.
I
daglig tale Pe' Hansen blev bygmester, både murer og tømrer, hans
læretid er ukendt, men husene han byggede vidner om at han har været
uden for øen. De fleste af de huse, han byggede står endnu og vidner om
dygtigt arbejde. Dobbelthuset ved sprøjtepladsen, missionshusets første
del, bygget i 1888, pris 4829,- kr. og 14 øre, hjørnet af Hovedgaden
/Galeasevej, mejeriet, tilbygning ved Strandhotellet, Realskolen,
hjørnet af Vestervej/Møllesti ca 1905, samt eget hus Vestervejen 60 i
1880. Det sidste hus han byggede var Villa Gerda ved Strandvejen i 1911,
men der var mange flere. Gennem mange år var han desuden taksator for
Husmandsbrandkassen.
Foto ca. 1918. Fra venstre forreste
række: Ellen Jørgine Nørby, Peter H. M. Iversen, Anne Madssine Iversen,
Anne Mathea Sørensen, Bageste række: Niels Morten Sørensen, ?
Barnebarnet Jørgen Iversen skrev i 1996 følgende om
sine bedsteforældre. Findes som arkivalie på Nordby Sognearkiv, A887:
”Peder Hansen Madsen Iversen, født d. 15. oktober
1850, død d. 20. januar 1932, blev født på en lille ejendom, Østertoften
1 i Rindby, ned mod engen, nær Halevejen, Faderen, Mads Sørensen Jensen
(lversen), byggede i 1854 et mindre hus vest for hjemmet. Her voksede
P.H.M. op sammen med søsteren Anne Madsine, født d. 1. november 1852.
Moderen, Maren Pedersdatter, født d. 24. juni 1829, døde d. 3. august
1854 af tyfus. Den 3. januar 1856 giftede faderen sig igen med Mette
Cathrine Pedersdatter, født d. 23. marts 1826. De fik 4 børn hvoraf kun
Maren, født d. 3. januar 1858, blev voksen. Faderen druknede d. 3. juli
1863 under en øvelse med redningsbåden.
Peder Hansen Madsen Iversen, i daglig tale
Pe'Hansen (herefter benævnt P.H.) blev bygmester, både murer og tømrer,
hans læretid og sted ved jeg ikke noget om, men de huse, han byggede
vidner om dygtigt arbejde, bl.a. eget hus på Vestervejen 60 i 1880,
Galeasevej 2 i 1888, Missionshuset i 1888 (pris 4829 kr., 14 øre),
Mejeriet, dobbelthuset på Kikkebjergvej 2 i 1889, Grønnevej 4 i 1890,
Møllesti 3 i 1892, huset på hjørnet af Vestervej Møllesti ca 1905.
Del sidste hus han byggede, var Villa Gerda ved
Strandvejen i 1911. Gennem mange år var han desuden taksator for
Husmandsbrandkassen.
Den 14. januar 1873 blev P.H., 22 årgammel, gift
med den 21-årige Anne Pedersen, født d. 7. marts 1851. Del var
dobbeltbryllup idet Annes søster Johanne samme dag blev gift med Morten
Hansen Jensen på 20 år. Anne døde allerede d. 19. marts 1886. Af deres 7
børn døde 2 som helt små; kun 3 blev voksne. Den 19. april 1887 giftede
P.H. sig igen med en kusine til Anne, Ellen Jørgine Nørby, født d. 5.
februar 1859, død d. 1. oktober 1925. Hendes hjem var den efter
Fanøforhold store gård ved Strandvejen som hendes bror Jens Nørby drev
med landbrug, gartneri, mælkesalg fra vogn, kaperkørsel til stranden og
andre aktiviteter. To af hendes søstre, Mette og Johanne, hjalp til på
gården i køkken og stald; en søster Karen var gift med maler Søren
Mortensen.
Ellen Jørgine, eller Gine som det blev til, var min
bedstemor, en meget flittig og dejlig kone som havde nok at gøre med at
passe landbruget med de 2-3 køer, kalve og ged samt hus og børn mens
bedstefar endnu arbejdede som bygmester.
Hun malkede, kærnede smør af fløden, æltede det med
salt og lidt gulerodssaft fra små blærer for at give det kulør. Når der
skulle bages i den store ovn, blev surdejen fra sidste bagning taget op
fra kælderen og æltet sammen med melet i det store dejtrug af træ. Det
var ofte ret store portioner - det var almindeligt at naboer bagte til
hinanden på skift, lysning af ovnen var bedstefars arbejde. Der blev
lyst (fyret op) med lyng og vegger(dværgpil). Når ovnen lyste rødt, blev
ilden taget ud og brødet sat ind med store træspader, først rugbrødet
som skulle have mest varme, så hvedebrød og måske en Fanøkringle. Den
sidste varme blev ofte udnyttet til bedstemors Fanøskørter der blev
bundet sammen i plisseringen og lagt ind - så holdt læggene pæne igen.
Både bedstemor og tante Anne lavede ost af gede-
eller komælk. Knapost eller kylleost som det blev kaldt, blev kogt i et
klæde, tilsat salt og kommen og formet i små stænger der blev tørret på
en hylde under tagskægget. Andre oste var større og blev lagret i høet
på loftet. De kunne være helt grønne eller sorte af skimmel, men smagte
stærkt og godt. Det fortælles at man i gammel tid pakkede dem godt ind
og lagde dem dybt i halmen i fårestien. Bedstemor kartede og spandt, men
det var bedstefar der strikkede sokker og vanter til børnene og dem
selv. På vinteraftner sad bedstefar også og bandt "simer", halmbånd,
bl.a. til stolesæder og halmsko.
Intet måtte gå til spilde, jeg har været med
bedstemor nede på engen ved Svenning Bøje for at vende kokasser så de
kunne tørre. Senere kørte hun dem hjem på trillebør. Det var godt
brændsel på komfuret.
l mange år dyrkede bedstemor mange ærter,
gulerødder og skalotteløg i haven, Hun havde sin ugentlige tur med
trillebøren til Nordby, hvor hun havde sine faste kunder, og der var
altid en del små gulerødder i bunden til at dele ud blandt børnene.
Disse ture betød meget for hende, måske gav de hende også lidt penge,
som hun selv kunne disponere over.
Bedstefar var ikke rundhåndet. Del kunne ske, at
han talte bundter og pund, og så skulle hun gøre regnskab. Bedstemor var
ikke så stærk, og hun var glad når nogle af børnene var hjemme og kunne
hjælpe i haven. l "Bedstefars billedbog" er der et billede fra torvet,
hvor det vist er Mette Kirstine, en nabokone, der står med sin
trillebør. Også hun avlede lidt i sit lille jordstykke.
Bierne, 6-7 stader lige udenfor vinduerne i syd,
det var noget af det sidste bedstefar gav slip på. De skulle tilses,
have sukkervand, vokstavler skulle skiftes og han skulle holde øje med
om bierne var ved at sværme. Blev der en dronning mere i stadet, ville
hun flytte og tage en del af stadets beboere med. Det var så om at fange
sværmen i halmkuben. Jeg husker bedstefar med den lange pibe tændt, så
han kunne puste store røgskyer ud hvis bierne blev for nærgående.
Tavlerne skulle slynges. Det skete ved håndkraft i en beholder der blev
sat i rotation med et håndsving. Friskslynget honning, det er lige
sagen.
Så var der "bakskullene", når det var sæson for
dem. En eller to kasser isinger blev renset: hovederne af og leveren ud
- den blev gerne kogt med det samme; på et stykke rugbrød, drysset med
salt smagte det godt. Fiskene blev bundet sammen to og to ved halen, de
blev lagt i salt og derefter hængt til tørring på en snor ved huset. For
at tørre bedst muligt blev de drejet på kant.
Ved siden af bedstefars hus ligger der et gammelt
hus. Det var dengang ubeboet og blev brugt som hønsehus. Bedstefar havde
i 1911 bygget en ny villa på grunden, Villa Gerda, hvor familien var
flyttet op. Bedstefar lånte det gamle åbne ildsted til at ryge
bakskullene i. De blev hængt tæt på stænger i den åbne skorsten, og der
blev tændt op under dem med savsmuld der ikke måtte brænde med flamme,
men kun ryge. De kunne nu gemmes en tid, men var bedst inden de blev for
tørre. Det almindeligste var at riste dem på gløder i komfur eller
kakkelovn hvor de skulle vendes. De kunne også flåes og ristes på en
pande. Der måtte intet spildes. Bedstefar klippede først finnerne i
smalle strimler med en saks, så kunne også de spises.
l opholdsstuen til syd, som har kakler på
ydervæggen, stod et spisebord, en slagbænk, en bornholmer, et højbenet
skrivebord med to messingstager, nogle stive stole med flettet halmsæde
og et fast hjørneskab. For enden af slagbænken stod spytbakken. Jeg røg
en gang på hovedet ned i den fra slagbænken. Mærket bevarede jeg i mange
år. En af kaptajn Warrers drenge fortalte at bedstefar havde for vane,
når han hver dag kom for at bytte avis, at løfte kedlen på komfuret og
spytte i ilden så det spruttede. Det syntes de var noget griseri.
l køkkenet var den store ovn og komfuret, et
spisekammer med kælder og i køkkenbordet en jernvask. Nordstuen, "a na'r
donsk", havde ingen kakkelovn og blev kun brugt når der var mange
gæster.
Kaffe var noget af en luksus, og bedstemor brændte
byg i en støbejernsgryde med todelt låg og med et håndsving, så man
kunne dreje en plade rundt i gryden for at kernerne ikke skulle brænde
på. Når de var mørkbrændte, blev de malet i den lille kaffemølle. Gryden
brugtes også til at brænde rå kaffebønner i. De kunne så evt. blandes
med kornkaffen, eller de blev "drøjet" med cikorie.
Værkstedet stod stadig mens jeg var dreng, med
masser af værktøj: høvle, save, profiljern brugt til de gamle dør-,
vindues- og skabsprofiler. Det var mest træværktøj. Bedstefar var
bygmester og lavede både murer- og tømrerarbejdet på mange af husene.
Jeg fulgte ofte bedstefar i marken. Køerne skulle
hentes hjem til malkning og sættes på græs igen, eventuelt flyttes, da
de stod i tøjr. Fårene skulle flyttes, eller hvis de gik inde i udhuset,
skulle de have hø. l vinterens løb samlede fårene så meget halm og
gødning under sig, at de næsten gik under loftet, men det var lunt at gå
på.
Bedstefar høstede med le nede i "a tovt" nord for
kirken. Tante Ane bandt op efter ham. Siden blev negene stillet i
traver, 2 og 2 mod hinanden. Så længe han kunne, tærskede bedstefar med
plejl i loen bag stalden med de 2-3 køer og en ged. De fik senere et
lille håndtrukket tærskeværk, og høsten tog Søren Rødgaard sig af, med
slåmaskine. Men negene skulle stadig bindes.
På østsiden af Fanø, ved Klingebjerg, ude i engen,
hentede de hø til vinteren. På det skift helt ud til vandet der jævnligt
oversvømmes af saltvand, vokser specielle græsser. Høet herfra kaldes
"felsk". Det smager salt, og køerne er meget glade for det. Græsset blev
slået med le, vendt med riven, "hverret" (vejret), og da der ikke kunne
køres med vogn helt ude, blev det trukket op på en slæde. Det blev kørt
hjem til eftertørring på grønningen ved vestgavlen inden det blev forket
op ad lugen til loftet. For at vandet kunne løbe fra engene gravede
bedstefar render, og de skulle renses op hvert år med håndkraft. Turene
ud og hjem foregik til fods. l brinken oven for engen fandtes en lille
jordhytte, "æ bo". Her var en smule skygge, og her var et ildsted hvor
der kunne "koges" kaffe.
Enten der skulle høstes eller slåes græs, skulle
leen være skarp, og bedstefar brugte megen tid på at hamre leens æg ud
så den var som et barberblad. En jernpløk med fladt hoved og hul i siden
til en tværpind af træ blev slået ned i grønningen ved vestgavlen, og
med små slag med en hammer blev æggen banket ud. Efter en finslibning på
den store slibesten var den klar igen. Skulle der køres gødning ud,
måtte der bud efter Søren Rødgård med de to små nordbagger, men tante
Ane stod i møddingen og læssede. Hun spredte også gerne på marken , hvor
det blev læsset af i små bunker.
Bedstefar var af den gamle patriarkalske type. Hans
ord var lov. Han forlangte meget af sine koner og af sine børn.
Bedstemor havde det ikke let, men beklagede sig ikke. Mens mor og far
var forlovede, kunne bedstemor og mor godt snakke fortroligt sammen, og
bedstemor sagde at han havde været lige så hård over for sin første
kone. Selv efter at børnene var blevet voksne og var blevet gift, var de
på en måde bange for ham.
Bedstefar havde også en anden side: ingen gik
forgæves til ham om hjælp, hvilket også kostede ham en del penge.
Bedstefar var i mange år medarbejder i
søndagsskolen, men det siges at provst Hans Kock, professor Hal Rocks
far, fik ham smidt ud. Om han gennem naboskabet - præstegården lå lige
overfor - mente at kende ham som en barsk husfar, og at det ikke kunne
forenes, eller om det var et spørgsmål om forkyndelse, ved jeg ikke.
Hans Kock var jo i hvert fald ikke indremissionsmand.
Bedstefar så gerne familien hjemme i ferierne. De
var altid velkomne. Det kunne blive tante Ane for meget, det blev jo
hende, der fik arbejdet. Mens jeg var mindre, var der tradition for at
mor og jeg holdt juleaften deroppe. Juletræ og gaver var der ikke noget
af; heller ikke juleknas, kun småkager. Hvert år kom en pakke fra onkel
Mads Søren og tante Jensine i København. Der var gerne en marcipangris
til mig. Det endte dog oftest med at bedstefar spiste halvdelen af den.
Vi gik som regel hjem til Nordby klokken 9, og så holdt vi jul hjemme
hvor vi altid havde el lille træ, og vi var sikre på, at mine venner,
Svend, Viggo og Thyra fra Hotel Nordby, kom et smut og var med ved
juletræet.
Måltiderne hos bedstefar begyndte og sluttede altid
med bordbønner og velsignelse, og aftenen sluttede med læsestykker fra
andagtsbogen og bøn - for langtrukkent, syntes jeg. Hvornår vækkelsen
fik sit tag i P. H. ved jeg ikke. l januar 1888 er han medunderskriver
på en opfordring til at give et bidrag til opførelsen af et missionshus.
Han fik også lov at bygge det. Der var indvielse i november 1888.
Familien havde sin faste plads i kirken, og det
blev taget meget unådigt op da fru provst Nielsen tog bænken i
besiddelse.
Korrespondancen til børnene var overladt til Gine.
Efterladte breve vidner om stor omsorg og interesse for dem alle. De to
hold børn omgikkes hinanden som helsøskende, og der var et stort
sammenhold. Gine tik 10 børn. Deraf to hold tvillinger. Kun 4 overlevede
forældrene. 4 døde som helt små, 2 som unge, bl.a. min far.
Bedstefar døde d. 20. januar 1932, 82 år gammel.
Den sidste tid var ikke let, hverken for ham selv eller omgivelserne.
Kun få måtte komme ind til ham, og han forlangte at der skulle sidde en
af hans nærmeste ved sengen dag og nat, altid med åbne vinduer og døre
selv om det var vinter. Mor var der hele ugen undtagen lørdag og søndag.
Lørdag havde mor indlevering af uld som hun sendte videre til Grindsted
hvor det blev forarbejdet til vadmel og garn. Jeg måtte ikke komme i
huset, så jeg boede en tid på Hotel Nordby hos min kammerat Svend Trøst.
Kort før bedstefar døde, stod han en søndag op; tante Maren, der den dag
havde vagt ved ham, var gået ud et øjeblik. Han nåede at komme i tøjet
og ud og af sted til kirken. Langt henne i gudstjenesten kom han op ad
kirkegulvet til sin plads, og selv om der ikke var altergang den søndag
- det var der kun en gang om måneden - insisterede han på at komme til
alters, og provst Nielsen måtte bekendtgøre at der blev altergang. Tante
Maren var slemt forstyrret efter at have ledt efter ham overalt
derhjemme.
Tante Ane overtog hjemmet. Det var stadig åbent for
familien. Så længe hun magtede det, drev hun landbruget med de to køer,
men også det fik en ende.
Tante Maria kom tilbage i det gamle hjem indtil hun
kom på plejehjemmet "Sines Minde" ved Varde, stærkt plaget af leddegigt.
Tante Ane døde i 1954, og tante Maria døde på plejehjemmel i Nordby i
1963. Tante Ellen og onkel Niels arvede hjemmet. Senere købte deres
datter og svigersøn, Ginne og Ole, huset.
Mads Søren blev gift med Jensine og var murer i
København.
Maren blev gift med Niels Rødgård, snedker og
sidst, bælgetræder i Nordby kirke.
Mette Katrine blev gift med Lars Hansen, og de
havde et husmandssted i Rindby.
Jørgen Anton, gift med Cecilie, var murer, men døde
29 år gammel.
Ane, ugift, var hjemme efter Gines død.
Søren, gift med Kirstine, var lærer i Ringkøbing.
Ellen, gift med Niels, havde en gård i Rindby.
Marie var ugift lærer, hovedsagelig på
forsorgshjem.
Odense 1996 Jørgen Iversen”
HJEM
