Arbejdsmænd

Nordby

Hansen, der var født i Horne sogn ved Varde, d. 20. september 1925, kom for mange år tilbage her til øen, hvor han til at begynde med fik tjeneste hos sognefoged Jens M. Jensen. Under sit ophold her lærte han sin hustru at kende, og han slog sig så til ro herovre. Omkring århundredskiftet overtog han den ejendom i Rindby, Kirkevejen 16, som han beboede til sin død. Den store have, som hans forgænger på ejendommen, gartner P. Toft, havde anlagt, var hans stolthed, når den om efteråret stod bugnende fuld af frugt.

Afdøde skildres af dem, der kendte ham som en flittig arbejder, der havde et godt håndelag på mange forskellige felter.

Arbejdet i svundne tider

Vejmand Jens Jensen skildrer arbejdsvilkårene i tidlige tider:

"Meget strengt arbejde har jeg været med i min tid, fortæller Jensen, men med de små landbrug vi dengang drev, var det nødvendigt, at vi om vinteren tog arbejde "ved siden af" for at få det til at løbe rundt.

Jeg kan således huske, dengang man i begyndelsen af halvfemserne begyndte at bygge de store hoteller og villaer ved Vesterhavsbadet, var der en mængde planeringsarbejde i klitterne derude. Det var jeg med til meget af. Også da hotellerne først var færdige, gav det arbejde. Jeg kan således huske, at min fætter Anders Jensen, og jeg gennem adskillige år hver vinter havde det stykke arbejde med at fylde hotellernes isrum med is, som vi hentede i strandsøerne. Det var for så vidt betroet arbejde, da isen skulle stuves meget omhyggeligt i rummene - var der for mange huler i massen, smeltede den for hurtigt, der gik nok til endda. Men man havde ikke andre metoder dengang.

Et stort arbejde jeg deltog i, var dengang den nye kirkegård blev anlagt. Det var i 1902, om jeg husker ret. Hvor kirkegården nu ligger, var der dengang et stort bjerg, "e Topbjer" kaldte vi det. Det var et par fremmede entreprenører der havde givet tilbud på arbejdet. Toppen skulle skæres af, og fyldes køres ud mod nord og vest. Vi bar 4 - 5 herovre fra og så de to entreprenører, der vist var murere. Det viste sig hurtigt, at de havde forregnet sig, de ville ikke kunne få arbejdet færdigt til den fastsatte tid, og for hver dag det gik over tiden, skulle der betales dagmulkt. Resultatet var, at det kom til at gå ud over os, der arbejdede med det, vi arbejdede, det tør jeg nok sige, ellers i et hårdt tempo. Men nu skulle der rigtigt mases på, en af entreprenørerne gik foran, når vi trillede sandet ud, og den anden gik bagest i rækken - så var vi ligesom i klemme, så det var i alle tilfælde dem, der bestemte farten. Det var store kraftige mænd, og de bøvlede som var de betalt for det, hvad de jo på en måde også var. Da vi havde kørt på den måde i et par dage, blev vi klar over, at det ikke kunne blive ved at gå, der var særlig et par af vore folk, der var ved at gå ud, de var sømænd og ikke vant til den slags arbejde.

Og så gjorde vi noget, fortæller Jensen med et smil, noget, som man også bruger i dag - vi strejkede. Der nyttede hverken løn eller bøn, vi gik. Nå, til at begynde med var de også svært brøsige, de sagde, at de ville tage andre folk. Ja, dem om det. Vi gik hjem og var hjemme et par dage, så kom de til os igen, og nu var de ydmyge, det havde nemlig vist sig, at de ikke kunne få andre, fordi det var for strengt, så der var ingen i Nordby, der ville i gang. Enden på sagen blev, at vi kom i gang igen, men nu var der ikke nogen forkører og bagtrop, men arbejdet blev endda færdigt. Så gik det endda sådan, at de to entreprenører kom til at lave indkørslen til kirkegården, det fik de på timebetaling, så det rettede lidt på den lille fortjeneste ved planeringen.

Hvor meget var arbejdslønnen dengang?

25 øre i timen og en ti timers arbejdsdag, lyder svaret.

Jeg havde også senere et stykke arbejde på den ny kirkegård, fortæller Jensen videre, det var efter nogle års forløb, da man allerede havde begravet mange deroppe, så var sandet fra de forskellige grave blevet kørt hen i et hjørne, hvor det absolut ikke skulle ligge, det skulle have været ud mod vest. Min genbo og jeg, Jensen nikker over mod Andreas Lauridsens gård, kørte det hen, hvor det skulle ligge, jeg kan huske, at vi kørte op til 80 læs om dagen.

Ak ja, sukker den gamle landmand, det sand, det sand. En anden gang havde vi en vinter en akkord på at lave en vej fra Strandvejen ind til Torp plantage. Den skulle gå på vestsiden af den klitrække, der fører fra vejen ind til plantagen. Vi var 5 mand om det, og vi skulle have 200 kr. for det. Det viste sig endnu engang, at der altid er meget mere sand i en klit, end man regner med, og at hullerne på den anden side kan tage meget mere sand, end man tror.

Et stort arbejde havde vi også en vinter i præstegårdens have. Jorden her var lovlig høj, og så skulle der fjernes et lag sand, så det hele kunne blive lavere. Vi kørte så sandet - det må have været flere tusinde læs - hen i det store dige, der endnu går om haven. Det gav da også resultat og der blev en dejlig have ud af det. Det var dengang provst Koch, der var herovre, jeg kan huske, at han kom ud og sagde til min fætter og jeg, at vi arbejdede for hårdt i forhold til betalingen. Timelønnen skulle sættes op - og vi skulle begynde med ham, så han forhøjede timelønnen fra 25 øre til 30 øre, og den takst holdt vi så også andre steder.

Det var i de år, fagforeningen dukke op så småt, vor stilling som smålandbrugere gjorde det ikke let at placere os, men vi fik da i al mindelighed den ordning, at vi skulle stå i foreningen, men ikke betale kontingent og så på den anden side heller ikke nyde noget. Det var vist det, man kalder for en salomonisk løsning.

Den 80-årige tier, og lader blikket glide langs Vestervejen, der i et smukt sving går forbi vinduerne. Markerne og den nærmeste omegn her har været vidne til et langt livs utrættelige arbejde, for at fravriste en karrig natur det daglige brød. Ja, det man har nået, siger Jensen, har da også været al møjen værd. Arbejdet var mig bestandig en glæde, måske netop fordi jeg kom i gang i de helt unge år. Jeg var 11 år, da jeg begyndte at bruge leen, nåh, men lad os ikke komme ind på det, det er en historie for sig.

Da jeg var et ungt menneske på 18 år, fik jeg en plads på en gård herovre, de byggede den sommer, så jeg måtte være håndlanger for tre murere. Der var noget at rive i. vi murede i ler eller rettere i klæg, som blev hentet nede på engene. Det blev så lagt i en rundkreds på jorden, og udenom igen kom der et lag sand. Et par stude æltede leret ved at gå igennem det, det gjaldt om at holde leret passende fugtigt ved at hælde vand på det, og alt imens skulle sandet så tilsættes leret i små portioner. Så var det klart til brug, og det holdt mærkværdigt godt det murværk. Jeg har på vor egen gård været med til at rive bygninger ned, der var over hundrede år gamle, og de var muret op i ler. Lønning for et års arbejde var dengang 150 kr., og jeg var ude tre år til den løn - det var altså i alt 450 kr., men man var jo nøjsom.

Et arbejde, som vi nu nærmest betragter som fornøjelse, var "Vojtrat", at trække vod langs kysten ved hjælp af en vogn og et par heste. Den ene ende af voddet var gjort fast til vognen, der kærte et lille stykke ude i vandet, den anden ende af voddet blev trukket af nr. 2 hest, der gik længere forude. Denne form for fiskeri er vist forbudt nu, men før i tiden var der mange landmænd, der i sommermånederne drev den. Det var interessant og spændende og kunne til tider give et helt pænt udbytte i form af skrubber, rødspætter og "Trinbotter", dvs. pighvar. Ja, dengang var det faktisk sådan, at landmændene forsynede Nordby med fisk, nu er det Nordby landmændene må gå til, om de vil have nogen. Det er, slutter Jensen, forandret som så meget andet fra dengang.

Sønderho

Mekaniker

Bagere og brødudsalg

Nordby

Hansen var f. 23. oktober 1869, død januar 1928.. I halvfemserne begyndte han en bagerforretning i Esbjerg som kun 21-årig, men i 1896 kom han til Nordby. Han var dygtig til sit håndværk og oparbejdede en solid og god forretning - havde hånd i hanke med sagerne.

I 1926 solgte han sit bageri til H. Beck. Byggede sig en villa på Vestervejen.

I mange år formand for F. H. & I. I to perioder medlem af Nordby Sogneråd og en tid dettes formand.

I de sidste år medlem af Sparekassens direktion og gennem mange år medlem af bestyrelsen i Esbjerg Brødfabrik.

Han var interesseret i skolens arbejde, og mødte som en forstående censor.

Gennem mange år var han medlem af bestyrelsen for Esbjerg Brødfabrik.

Som menneske havde han mange vindende egenskaber; han var jovial og ligefrem og i ordets bedste betydning en glad mand. Han omfattede skolen og dens arbejde med stor interesse; han mødte ved de årlige eksaminer som en forstående censor, og til den sidste udflugt, børnene havde til Fanø Vesterhavsbad, meldte han sig som deltager.

Bagermester Andreas Hansen og hustru Karen, f. Therkelsen

Bagermester Andreas Hansens forretning. Bagermesteren står i butiksdøren sammen med sin familie. Damen i Fanødragt ved siden af er lærerinde frk. Karen Brincks mor. Dengang, var der bageri i kælderen, senere blev bageriet flyttet op i stueetagen, da Hans Beck blev mester i bageriet, som solgte det til sin svend Jacob Warrer og i 1974 overtog Toft Christensen.

Kikkebjergvej 6

1896 – 1927                     Andreas Hansen

1927 – 1960                     Hans Beck

1960 – 1974                     Jacob Warrer

1974 -                                Jørgen Toft Chrstensen

Bagermester Chr. Pedersen var født i Brahetrolleborg sogn på Fyn. Han lærte sit fag i Ringe fra 1. november 1880 til 1. november 1883, hvor hans bedstemor havde et bageri. Efter endt læretid arbejdede han som svend flere forskellige steder, bl.a. I Søndersø og i Assens, indtil han i 1894 overtog bageriet på Konsul Lauritzens Plads med næringsbrev af 23. oktober 1894. Han købte det af møller Hansen på Spangsberg Mølle.

Christen købte et hus der lå midt på Konsul Lauritzens Plads, kaldet ”Slagterhuset”, for at kunne nedrive det og give bedre udsyn for bagerforretningen.

Pedersen var en dygtig bager og en reel forretningsmand, og det lykkedes hurtigt for ham at skabe sig en solid forretning. Han blev desuden i rigt mål inddraget i det offentlige liv. Han var medlem af sognerådet og af menighedsrådet, valgt af Indre Mission, samt af bestyrelsen for Nordby Missionshus. Nogen fremtrædende skikkelse søgte Pedersen dog aldrig at blive, det lå slet ikke for ham, dertil var hans natur alt for beskeden. Men han var en mand som man havde tillid til - retsindig og retlinjet.

Gennem mange år var han formand af tilsynsrådet for Fanø Spare- og Laanekasse.

Den 15. september 1894 blev Christen Pedersen gift med sygeplejerske Maren, datter af skibstømrer og møllersvend Søren Christensen, Nordby. I ægteskabet var der syv børn. Man havde i hjemmet en tjenestepige, barnepige og havde en lærling boende. I 1906 hed tjenestepigen Martine Marie Winther og bagerlærlingen Broder Pedersen. I 1921 hed bagerlærlingen Harry Emil Frid og husassistenten Mary Petrea Jensen. Begge ægtefæller var meget religiøse.

Da Marens søster Andrea blev enke i 1905 fik hun arbejde i bageriet hos Christen og Maren. Senere fik Andrea tilladelse til at overtage brødudsalget efter deres mor, Maren Hansdatter da hun døde i 1912.

Maren Hansdatter. Maren a Søren Møllers.

Moderen boede på Valdemarsvej 2. Maren var søster til sagfører og sparekassekasserer Christian Christensen og ølbrygger Hans Nielsen Christensen.

Bagerforretningen ca. 1925.

Hovedgaden 16, ”Petrinesminde”.

Bagermester Olesen var født i Nordby, d. den 3. marts 1854. Han overtog sin faders forretning, som han igen overlod til sin egen søn efter i en lang årrække flittigt og dygtigt at have udført sit arbejde i bageriet. Bagermester Olesen var livet igennem en venlig og stilfærdig mand, der passede sit eget. I sin fritid var han jæger og holdt meget af at færdes i naturen med sin hund og sin bøsse.

Olesen mistede for nogle år siden sin hustru, og han overleves af to børn, en søn og en datter. Sønnen er som nævnt bagermester her i byen, hvor også datteren, der er gift med aut. gas- og vandmester C. H. Beck, er bosat.

Bager Martin H og Sophie Olesen

Enkefru Brinck var født 1860 i Østerhøjst ved Tønder. Da hun var 4 år døde hendes moder; og hendes fader rejste da med hende her til Fanø, hvor hun blev anbragt hos en tante her i Nordby. Hun mindes endnu, at de på denne rejse drak kaffe i Strandby Kro, og at der på banken, hvor Esbjerg nu ligger, kun lå en bondegård. Hun henlevede så sine barndoms- og ungdomsår her og blev i 1884 gift med kaptajn N. H. Brinck. Med ham levede hun i et lykkeligt ægteskab til han i 1902 forliste i Biscayabugten; og fru Brinck sad da ene tilbage med 8 børn. I 1904 begyndte hun så med Hjemmebageriet, som hun altså har drevet i 25 år; og det kan siges uden smiger, at hun ved et støt og trofast arbejde har arbejdet en virksomhed op, som er kendt over hele byen. Hun har nu afstået sin forretning til en af sine døtre, der med held har udvidet bageriet til også at omfatte finere bagværk, wienerbrød m.m.

Fru Brinck hører til den slags mennesker, hvis vej ikke altid har været strøet med friske blomster; men hun kan sikkert nu ved sin egentlige livsgernings afslutning i det hele og store med tilfredshed se tilbage over det alt sammen. Hun måtte ofte lægge alle sine kræfter i; men der er så til gengæld også blevet et resultat. Hendes helbred er nu ikke mere så godt, så hun trænger til at få nogle gode hvileår.

Da hun som 4-årig kom hertil blev hun omklædt i Fanøtøjet, som hun har båret siden. Først i 1896 – altså efter 32 års forløb genså hun sin fødeby i Sønderjylland, så hun må have følt sig godt hjemme på Fanø.

Anton Dam beretter om Nanke Kirstine Brinck, der mistede sin mand, Niels Hansen Brinck, da han blev skyllet over bord fra sit skib og druknede den 24. november 1902.:

”Men hvordan klarede så NANKE dagen og vejen, hvordan skaffede hun føden til sig selv og alle børnene, for de var i den alder, hvor de både kunne slide meget tøj, og hvor de også havde en god appetit.

JO. NANKE fik 2. maj 1904, indrettet et bageri i et hus, der lå lige på den anden side af vejen, men lidt for sig selv, vel for brandfarens skyld. I den ene ende af huset var bageriet med den meget store indmurede ovn, så stor, at en voksen mand godt kunne gemme sig derinde. Der var vinduer til de to sider, for rummet var ret stort. Foran vinduerne var hvidskurede lange borde. På en hylde langs ovnen lå de lange redskaber, hvormed man anbragte brødene på store sorte plader i ovnen, der var skrabere til at rense ovnen med, og på loftet var plads til lyngen, hvorved ovnen blev opvarmet.

Det var et arbejde, der krævede mange kræfter, for at anbringe disse mange plader i ovnen, og jeg kan endnu se NANKE med stor øvelse bruge disse redskaber: hele hendes krop var i bevægelse, både arme og ben, når hun skulle have alle disse plader ind i ovnen. Bageriet var baseret på, at der skulle bages mange brød hver dag, og her gjorde de særlige forhold sig gældende, da mange husstande ikke havde bageovn, og derfor bragte de deres store fade med franskbrødsdej og anden bagværk, også til den kendte fanøkringle, hen til NANKE. Ved de lange borde i bageriet blev brødet slået op efter at dejen først var sat til hævning i det varme bageri; dejgen fik den sidste omgang, for at sættes på de store plader, parat, når Nanke havde varmet ovnen op ved lyng.

Jeg husker mange gange i solskin, men især i blæst, hvor vi travede af sted til HANKE med et stort fad med franskbrødsdejg, og for at gøre det mere besværligt, havde mor anbragt et hvidt klæde over fadet med dejen, og det flagrede genstridigt for vinden og var næsten ikke til at styre, så det var en stor lettelse, at få dejen afleveret til HANKE, her blev det så anbragt på det lange bord ved siden af de mange andre portioner dejg, og det var et stort arbejde med at forberede alle de mange portioner, der skulle kræfter til at ælte alle disse mange brød, og der hørte en særlig øvelse til dette arbejde, hvortil NANKE dog ofte, når der var særlig travlt, havde hjælp af en kone METTE JENSINE.”

Annonce fra 1898. 

April 1898

Kellers Caffé og Konditori

Sønderho

Niels Sonnichsen, d. 76 år gammel 14. 10.1939. Var født i Sønderho den 27. september 1863 som søn af styrmand Jeppe Andersen Sonnichsen, der omkom på søen i oktober 1866. Niels lærte bagerhåndværket på Als og drev i mage år, under navnet ”æ Vester Bager” forretning i Sønderho, indtil han for en del år siden solgte forretningen til ”æ Øster Bager”, N. S. A. Engsted, der siden var den eneste bager i Sønderho.

Niels blev gift den 12. marts 1895 med Karen Marie Poulsen, f. 26 juni 1867.

Som forretningsmand var Sonnichsen meget vel anset, han drev forretningen med stor omhu. Som menneske var han stilfærdig, beskeden og tilbageholdende. Han tog ikke del i byens offentlige liv. Niels er ud af den store Sønderhoslægt Sonnichsen.

Bagermester Sonnichsens forretning 1901.

Bagermester N. S. A. Engsteds hus