Fragt farten med
evert til Sønderho i 20’erne.
- et øjebliksbillede af Harry Jeff Nielsen, skrevet
i Sønderho juli 1976.
En af bådførerne
var Niels Henrik Hansen, der fra farvandet over det nordlige Kjeldsand
nu var nået ind i Sønderho Dyb, og kort tid efter var everten inde på
sin ankerplads. Et hurtigt greb efter bøjen og snart var der fortøjet
ved moringen (en fast fortøjning bestående af en nedgravet stor sten
eller et anker med kæde).
Da vandet under
ebben var faldet tilstrækkeligt til, at der med heste og vogn kunne
køres ud til everten, kom gdr. Marius Nielsen, der "kørte op" for Niels
Henrik, kørende ud gennem det lave vand. Vognen svingede op på siden af
fartøjet, og losningen kunne begynde.
Naboerne hjalp til
Ladningerne var
varierende. Konsumvarer til købmændene og "Brugsen", byggematerialer,
brændsel og grus til postvejen o.s.v. Dybt lastede kunne everterne og
lægterne være. F.eks. kunne der sluttes af med to rækker
petroleumstønder ovenpå de skalkede luger.
Denne gang var det
altså klyne (tørv) til den kommende vinter. Tøndemålet, der var rigget
op i lossebommen, fyldtes med tørv i lasten og blev hevet op ved
håndkraft med en talje og svinget over i vognen, hvor det tømtes.
Bedstemor var blandt modtagerne denne gang, og nu var det vores tur.
Marius kørte hen til kanten af stenbroen, løftede en side-fjæl på
vognen, og så væltede tørvene ned. Så kom naboerne og hjalp til med at
bære ind og op på loftet. Det var naturligt, for man kom hinanden ved
dengang. Og belønningen ventede - kaffebord med "brændselsbrokker", det
vil sige kandis. Tørvene havde deres plads på loftet, og resten af
loftet var fyldt med hø og spergel til vinterfoder for en ged og nogle
får.
Everterne afløses
af lægtere
I mine barneår
nåede jeg endnu at se to af de gamle everter i fart mellem Sønderho og
fastlandet. De var ret lange i skroget og forsynet med "sidesværd" til
at mindske afdriften. For ikke-kyndige skal det oplyses, at "sværdene"
var to store træplader fæstnet således på hver side af fartøjet, at de
skiftevis kunne sænkes ned i vandet modsat vindsiden. En af de gamle
everter er bevaret og udstillet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Oprindelig var de rene sejlere, men de sidste af dem nåede at få
installeret hjælpemotor.
Efterhånden
afløstes everterne af lægtere. De var kortere i skroget og fra
begyndelsen indrettet med maskinrum agter og lukaf forude. Den
gaffelriggede sejlføring var bevaret, men da der i højere grad var
kalkuleret med maskinkraft, kunne man se bort fra afdriften, og de nyere
ligeledes fladbundede fartøjer var derfor ikke forsynet med "sværd", Fra
omkring 1920 vandt disse fartøjer frem i vadehavssejladsen.
Ebbe og flod havde
stor indflydelse på sejlmulighederne. Der var steder på sejlruterne,
hvor man ikke kunne flyde over ved lavvande, og med stærk østlig vind
var der perioder, hvor sejladsen slet ikke kunne gennemføres. Som den
mest anvendte rute til og fra Sønderho benyttede man farvandet over den
nordlige del af Kjeldsandet. Der sejledes fra Sønderho, så man nåede det
mest grundede sted på højvandstidspunktet. Dette sted ligger så
nogenlunde i vandskellet mellem den sydlige (Knudedyb/Galgedyb) og den
nordlige (Grådyb) vandregulering i Vadehavet indenfor Fanø.
Når varerne lå på
Kjeldsandet
Med stigende vand
sydfra sejledes fra Sønderho til vandskellet med strømmen, og når
fartøjerne så havde passeret grundene i farvandet over Kjeldsandet på
højvandstidspunktet, og strømmen vendte, fik de i faldende vande den
nordgående ebbestrøm med sig til Esbjerg. Når de skulle hjemad, skete
det samme i omvendt rækkefølge.
Sejladsen i de
snævre farvandes snoede og ikke alt for dybe sejlløb med stærk strøm var
ikke nogen let sag for de tunge fartøjer. Det gjaldt om at lægge
sejladsen sådan til rette, at man i størst mulig grad udnyttede
medstrømmen. Det skete, at fartøjerne ikke nåede at flyde over på de
mest grundede steder og sad fast. I mange tilfælde klarede de det ved at
vente til næste højvande, men ikke mindst i perioder med østlig vind
kunne de være uheldige at komme til at sidde fast i længere tid, og det
kunne influere på forsyningssituationen i Sønderho. Det er derfor
jævnligt sket, at ”Brugs-Jes” på forespørgsel af visse varer svarede:
”Haves ikke – ligger på Kjeldsandet”. Så måtte forbrugerne vente til
naturen sørgede for så meget vand i flodstrømmen, at everten eller
lægteren kunne slippe af grunden igen.
Til rors i ”Håbet”
Som drenge var vi
vant til selv at sejle i farvandet omkring Sønderho i mindre både med
latinersejl eller sprydsejl, men vi oplevede også ture med lægterne.
Selv har jeg oftest sejlet med Kristian Helle i hans båd ”Håbet”. Det
var et af de mindste fartøjer, og Kristian brugte i overvejende grad
sejlene og kun undtagelsesvis motoren. Og det tiltalte mig. Når vinden
fyldte sejlene, fartøjet krængede over og begyndte at skyde fart, var
det en herlig fornemmelse for en stor dreng at sidde med hånden på
”Håbet”s rorpind og styre samtidig med, at man skulle passe skøder til
storsejl og fok. Var vinden imod, og det var nødvendigt at krydse,
gjaldt det om ikke at komme for langt op på dybenes kanter, inden man
gik over stag.
”Håbet” havde ikke
sidesværd, men en sænkekøl i en kasse – ”sværdkisten” – midt i
lastrummet. Reguleringen skete i maskinrummet agter, hvor den lille
glødehovedmotor fandtes.
Havde sådan en stor
dreng end en fornemmelse af, at det var et større skib, han beherskede,
så synede en Sønderho-lægter ikke af meget, når den fortøjede langs
kajen i Esbjerg. Blot en enkelt grabfuld kul fra den store kran fyldte
godt op i lægterens lastrum, og hvor blev man sort, når man så var med
til at losse, for det støvede fælt, når kullene i lasten skulle skovles
op i en tønde.
Lyden af de
knirkende vognhjul, når der blev ”kørt op” fra de lossende everter og
lægtere, har man ikke hørt i Sønderho i mange år. I erindringen står de
som en hyggelig lyd og samtidig tegn på en personlig vedkommende
aktivitet. Alt er i vore dage ligesom mere på afstand.
Da bilfærgerne blev
sat ind mellem Esbjerg og Nordby, kunne de små fartøjer ikke længere
konkurrere hverken økonomisk eller med hensyn til hurtighed eller
hyppighed, men vi er stadig en del, der husker den tid, hvor meget måske
nok var besværligt, og hvor man levede meget nøjsomt, men hvor man
personligt var mere med i, hvad der skulle gøres, og hvor man var
hinanden nærmere i dagligdagens foreteelser.
Udviklingen har
vist ikke fremmet tilfredshed og menneskelighed. Snarere tværtimod, men
der kommer mange gode minder frem, når man i tankerne dvæler ved
tilværelsen i fordums dage”.
Sønderho Havn i
begyndelsen af 1920'erne.
Til venstre i
billedet ses fra land og udefter:
"EMANUEL",
"JOHANNE" og "KNUDEDYB".
Midt i billedet fra
land og udefter: "HAABET" og "KAREN"
Til højre: "ENA".
•JOHANNE' med den
skrå mast er en af de gamle everter.
Niels Thomsens "Ena"
Maskinmester
HJEM
