Gartnere, frugt- og blomsterhandlere

Nordby

Den 27. juni 1931 har Birgitte Meldorf 25 års jubilæum som Nordby borger. Hun kom hertil for helbredets skyld fra Spandet i Sønderjylland, hvor hun var født den 19. november 1861. Birgitte synes så godt om at være her, at hun slog sig til ro på Fanø. Den første tid tilbragte hun hos enkefru Clausen, kbm. Andersens svigermor. Senere tjente hun 8 år hos kapt. Mortensen. Derefter fik hun sit eget lille hjem.

Birgitte Meldorf var kendt af de fleste i Nordby. Hun tjente til livets ophold ved at gå ud på havearbejde for forskellige mennesker. Hun var lykkelig og glad ved sin gerning og hun udførte sit arbejde med interesse.

Gartner Peder Enevold Willumsen var født i Farre ved Hammel på Århuskanten, og udlært som gartner på Frisenborg slot. Han kom som ung mand til Nordby og i 1905 fik han plads som medhjælper i gartneriet hos Fanøs daværende største landmand, Jens Nørby, der i november 1891 havde købt grunden Strandvejen 18, og opført hus og drivhuse.. Efter 4 års forløb greb udlængslen W., og han tog turen til Amerika og kom igennem Ellis Island den 3. november 1909, og efter en del omflakken og under ikke altid lige heldige stjerner fik han endelig skabt sin grobund i Nebraska hos familien A. R. Bacon, der havde et ganske stort landbrug, hovedsagelig med majsdrift. Peder trivedes vældig godt hos familien, men havde store bekymringer om sine svagelige forældre hjemme i Danmark, og ønskede at tage hjem på besøg. Bacon familien prøvede at overtale ham til at blive, og han blev tilbudt datterens hånd og udsigt til at overtage gården, men beslutningen var taget, Peder rejste hjem i 1911.

Han besøgte sin gamle arbejdsplads på Fanø, og fik sit gamle job tilbage, og her mødte han sin fremtidige hustru, Karen Margrethe Olesen, datter af arbejdsmand, gårdmand og tækkemand Henrik Olesen fra gården Hæsset 7 i Rindby.

Peder ønsker at rejse tilbage til Amerika, men både hustruen, og især hendes forældre er meget imod ideen, og da 1. verdenskrig kommer buldrende, bliver planerne skrinlagt.

Den 1. februar 1914 begyndte W. en selvstændig virksomhed som gartner i maler Mortensens ejendom. Men forholdene blev utilfredsstillende for den driftige mand, og den 1. april 1915 overtog han gartner Lauge Meklenburg Thomsens gartneri på matr. nr. 82a og 82b, Hovedgaden 84 og 86, og nu kom der fart i foretagendet. Udvidelse fulgte på udvidelse, til det vi kendte som Nordbys eneste handelsgartneri. Ved usædvanlig flid og påpasselighed skabte han sammen med hustruen efterhånden en ret betydelig virksomhed. Ægteparret forstod samarbejdets og arbejdsfordelingens kunst; han passede jorden, mistbænkene og drivhusene, altså selve produktionen, mens hun passede butikken og den ret store husholdning med børneflokken på 4, en søn og tre døtre, samt et stort antal medarbejdere i gartneriet gennem årene.

En stormflod i 1928, var ved at ødelægge gartneriet, og Karen havde sat sig op på et bord i køkkenet, mens vandet stadig steg i huset, og begyndte at græde. Peter siger da: ”Græd ikke Karen, synes du ikke der er vand nok?”

Forretning og beboelse i 1937

Annoncer i Fanø Ugeblad gennem årene:

Willumsen har gennem livet lagt et meget stort arbejde i sin virksomhed, og han glædede sig, når arbejdet lykkedes og bar frugt og blomstrede omkring ham. Tidligt og sent har W. været på færde, kunne der blive tid fra gartneriet, tog han greb og spade og gik ud i folks haver, som oftest fra kl. 4 om morgenen, for som han sagde, så var der ikke nogen til at forstyrre, og når morgenlivet begyndte rundt omkring, vendte han næsen hjemad til dagens dont i gartneriet. Utallige er de anlæg og omlægning af haver han har foretaget. På en sund basis har han bygget sin virksomhed op: Alt for kunderne. Han var en kendt og respekteret skikkelse i byen og med sin selvstændige og naturlige venlighed, var han en vellidt mand. 

W. sad i en årrække i plantageudvalget.

I 1955 sælger Peder virksomheden til sønnen, Henry Georg Willumsen, der driver forretningen frem til 1971, da der herefter bliver indrettet apotek i forretningslokalerne. Peder Enevold Willumsen fortsætter efter sønnens overtagelse med at arbejde i gartneriet, men efterhånden tvinger sygdom ham til at tage flere pauser i arbejdet og han må igennem flere hospitalsophold indtil sin død i 1966.

Sønderho

Gunde passede en lille grøntbutik, der lå i det sidste hus på venstre hånd på vejen, der fører fra byen ned til havnen.

Der kom ofte en gadehandler med grøntbutik, og slog sig ned mellem mejeriet og købmand Sonnichsens butik. Pladsen her var som en slags centrum for byen, for her hang ”Mejeritavlen”, på hvilken alle meddelelser, både af officiel og privat karakter blev slået op.

Gas- og vandmestre

Nordby

Død 27 august. 1932. Født i Nordby den 31. juli 1882. I sine unge år var han en tid beskæftiget ved landbruget. Han interesserede sig stærkt for havebrug. Han ernærede sig også som havemand. Han omtaltes kun med lovord.

Glarmester

Nordby

I august 1923 udvidede J. Chr. Beck med en tobaksforretning.

Installatører

Nordby       

Installatør Nielsen kom her til Fanø, da Nordby el-værk blev bygget og var med til at installere strømmen i Nordbys ejendomme. Han fik derefter autorisation og drev gennem en årrække sin forretning, indtil sygdom tvang ham til at give op. Han var anerkendt som en meget dygtig fagmand.

Undertegnede har fra 1. april 1921 begyndt sin

Installationsforretning, og anbefaler sig til de ærede

Forbrugere.

                      M. Wilh. Nielsen

                      Aut. Installatør

                      Nordby

I huset Fregatvej 1, havde elinstallatør Gustav Nielsen en lille butik i gavlen, ud mod Hovedgaden. Her havde senere frisør Ejvind Pedersen sin salon.

Marie Nielsen, Marie a Marskandisers havde lidt manufakturforretning. Der var forretning fra 1921, med W. M. Nielsen som indehaver, og fra 1933 var det Gustav Nielsen der residerede til 1965, for herefter at blive frisørsalon, ejet af Ejvind Pedersen

Aut. Installatør Wilh. Jessen, Hovedgaden 76, Nordby. Født 24. april 1903, død den 23. august 1975. 

Wilh. Jessen påbegyndte sin radio- og installationsforretning i august 1929, samtidig overtoges handel med den kendte støvsuger "Nilfisk". Bygningen hvori forretningen havde til huse var omkring 100 år gammel, men var gennem årene blevet ombygget og vedligeholdt, således at der nu rådes over et godt butikslokale, velforsynet med alle under faget hørende artikler, såsom elektriske pærer, lysekroner osv. Han byggede også en etage til.

Det lykkedes indehaveren ved et energisk og målbevidst arbejde at drive forretningen frem til en god position, ligesom der erhvervedes en betydelig kundekreds, og forretningen regnedes for at være en af de førende på Fanø indenfor sin branche.

Wilh. Jessen, der i sin virksomhed beskæftigede 2 personer, fik sin uddannelse i Esbjerg og endvidere ved arbejde forskellige steder rundt i landet. Wilh. Jessen havde desuden taget installatøreksamen og udfører ethvert installationsarbejde.

At Jessen var en dygtig og initiativrig mand havde man for længst opdaget og fra flere sider havde man bud efter hans rige evner, således er han medlem af bestyrelsen for F. H. & I. i Nordby.

Wilhelm Jessen var i sin ungdom en dygtig fodboldspiller og gjorde en god indsats for Fanø boldklub. Han har endvidere været med i ledelsen af forskellige andre foreninger og var tillige en kortere tid medlem af Nordby sogneråd, hvor han indtrådte som stedfortræder.

I urmager Dams forretning (han flyttede senere til Grønnevej), har der også været Sparekasse, inst. Jessen (1931), flyttede i 1946, så frisørsalon, Pottemageri (1971 – 78), udsalgssted for Tao Stentøj, Holms Radio, TV og radio forretning, og pr. 1. april 2006 en blomsterbutik. Og senest igen frisørsalon ved Tanja Brinck.

Hovedgaden ca. 1905

I 1947 renoverer installatør Jessen huset, Hovedgaden 76, og indretter sig med forretning, han afløses senere af sin søn. Fru Eriksen drev pensionat fra 1927. Huset har også indeholdt Holms Pensionat.

Radioforretninger

Den 13. november 1926 havde Fanø Ugeblad en artikel om radio:

”Det er ikke ret mange år siden, at der måtte betales 4 – 500 kr. for et almindelig radiomodtagerapparat. Men priserne er nu faldet en del, og samtidig er der gjort ihærdige forsøg på at simplificere apparaterne, så de uden dog derfor at være ringere kunne fremstilles til en pris, der er overkommelig for de fleste; og der er således i den senere tid fremkommet særdeles billige og gode apparater.

Vi havde forleden lejlighed til at høre et af de ny billige apparater hos installatør Nielsen her i byen. Apparatet, der kan modtage fra alle europæiske stationer, er i enhver henseende på højde med de krav, man stiller til en god modtager.

Gennem højtaler og gennem almindelig telefon hørte vi tydelig ord til andet en oplæsning fra København, og vi må udtale vor forundring over, at det ikke meget komplicerede apparat var så fint mærkende og virkede så godt. Hr. Nielsen kan naturligvis fremskaffe disse apparater til samme pris som andre radioforhandlere, ligesom han selvfølgelig også kan fremskaffe finere og mere vidtrækkende modtagere til højere priser.”

Malermester Jens Jensen blev i sin ungdom uddannet som maler og fik snart efter sin egen forretning, som han drev, så længe han havde kræfter dertil, i de senere år dygtigt bistået af sin hustru. Jens Jensen var gennem årene en meget dygtig radiotekniker, som ved selvstudium havde opnået en meget omfattende viden på dette område.

Død oktober 1962.

Fanø Ugeblad omtaler i forbindelse med nedenstående annonce at Nordby har fået en ny radioforretning. ”Det bliver efterhånden således, at hver mand omtrent kan anskaffe sig et radioapparat. Hr. Jensen demonstrerede således forleden et svensk apparat til 100 kr. Det var en 2 lampe-modtager af størrelse som en almindelig cigarkasse. Apparatet gav uden vanskeligheder Kalundborg pr. højtaler. Den nærmeste fremtids radioapparat bliver dog sikkert det, som virker uden batteri og kun med tilslutning til lysnettet ved en almindelig stikkontakt. Prisen er overkommelig og apparatet gengiver Kalundborg pr. højtaler samt alle de større udenlandske stationer der sender på lange bølgelængder pr. telefon. Hr. Jensen har gennem mange år syslet med radioen og søgt at trænge til bunds i alle dens indviklede mysterier. Han har i øjeblikket en 7-lampers modtager under bygning.”

K. L. Bentzen erindrer om Radio-Jens. ”For enden af Dagmarsvej på det grønne trekantområde, hvor der nu bl.a. afholdes loppemarked, stod et stort, gammelt tårn af træ. Det var et tidligere pejletårn eller sømærke. Det blev af malermester Jens Jensen (kaldet Radiojens) anvendt som antenne for en radiosender, som han styrede. Radiojens havde talenter, der ikke er enhver beskå­ren. Han udsendte radionyheder og underholdning til abonnenter. Hans kendskab til radioers funktioner var selvlært, men han styrede denne hobby med stor ekspertise, ligesom han også diktatorisk afgjorde, hvad abonnenterne skulle høre og hvornår de skulle høre det. Hans gøremål var mange, og i hans hus, der lå på hjørnet af Veservej og Dagmarsvej, havde han et værksted. Dette værksted var kombineret radio- og malerværksted, og tilsyneladende var der et herligt rod, radiodele og malerrekvisitter i skøn blanding, men han evnede at finde det søgte i første for­søg, og det var en mand, der kunne sit kram. Jens kunne godt ved første møde virke lidt bøs. Han var ikke altid blevet barberet, og øjnene sad lidt inde i hovedet på ham, men han var overfor kunder en ven­lig mand. Han kendte sine rettigheder og krævede dem. I de år førte han en veritabel aviskrig mod sognerådsformanden om en sag jeg ikke er kompetent til at dømme i, men han havde mange sympatisører. 

Mit første ærinde til Jens var at få repareret en gammel radio. Radioen var fra 1939 og slet ikke at sammenligne med de spillekasser unge mennesker i dag erhverver i konfirmationsalderen. - Lørdag aften, hvor jeg havde besøg af søskende, ankom Jens. Han sagde ikke et ord. men han gik med radioen, hvil­ket fik min søster til at sige: „Nu går den fremmede mand med din radio". En times tid efter var min søster dog beroliget  igen, for da ankom Jens med en nu brugelig radio. Det skal dog anføres, at hændelsen i forvejen var aftalt. Blot viser episoden mandens egen­art. 

Også som maler var han en kapacitet. I dag kan en lidt fingernem person, med de materialer der er i omløb, præstere antageligt malerarbejde, men den gang var det et fag, der stillede krav til udøveren. Som medhjælper havde Jens sin hustru, der hed Jensine. Hun var meget ferm, men hun blev også kørt i stramme tøjler. Hun sleb træværk af med sandpapir, hun spartlede og påførte grundmaling. Desuden klistrede hun tapetbanerne, som Jens så satte op. Det var interessant at se disse to midaldrende mennesker ar­bejde sammen, og resultatet af deres arbejde var en fryd for øjet. Mange Fanøhuse har den dag i dag minder om deres arbejder. Et særligt, speciale for Jens var opsætning af papplader, der sidder mellem loftbjælkerne. Disse plader blev fugtet med vand og sømmet i kanterne. Ved tørringen, der fulgte blev de stramme og glatte og derpå malet og lakeret. Formålet med denne montering var dels at isolere, dels at skjule de ikke altid lige kønne loftbrædder, der både var gulvbrædder i overetagen og loftbeklædning.

Eneste transportmiddel for dem - mellem værksted og arbejdsplads - var deres cykler, og Jensine har på sin cykels pedal transporteret mange døre og senge til maling på værkstedet. I dag, hvor ligeberettigelse er hovedtema i mange forhold kan man smile og sige, at det var der allerede i dette forhold for over 30 år siden. 

Ægteparret Jensine og Radiojens var barnløst, men begge var meget børnevenlige. Det møre radiotårn blev ivrigt benyttet af omkringboende børn, som på de nederste afstivninger havde ophængt gammelt tovværk, hvori de gyngede. Da jeg blev bekendt med tårnet var det gammelt og mørt, men såvel Radiojens som Kesse Huus holdt øje med at alt var forsvarligt legetøj for børnene. Dengang fandtes der ikke deciderede legepladser, og der var heller ikke offentlige tilskud til beskæftigelse eller pasning af folks børn. 

Det var en vemodig disposition den dag det blev nødvendigt - af sikkerhedsårsag - at nedlægge tårnet. Dermed forsvandt en over 50 år gammel lege­plads.”

Radiocentralen i Nordby

Ved årsskiftet 1931/32 taltes 96 medlemmer, og trådene spænder næsten helt fra den sydligste del i Rindby til den nordligste del i Nordby. Centralen er stadig voksende, og den trives således godt, trods det i sin tid fra politiet – skal vi sige lidt forhastede – nedlagte forbud mod virksomheden.

Et typisk gadebillede fra det gamle Nordbys østlige del - nu kaldet Veservej - hvor en del af nabolagets børn og voksne er kaldt ud for at gøre billedet mere livagtigt. I huset til venstre boede i sin tid maler Jens Jensen, der etablerede lokal radiospredning via højtalere til mange hjem, ja helt op til Rindby; og det kostede kun 2 kr. om måneden. Efter radioens sendetid, kunne abonnenterne tale med hinanden gennem deres højtalere. 

Jens Jensen havde i maj måned 1938 åbenbart et udestående med sognerådet for han indrykker en annonce i Fanø Ugeblad:

Veservej 2 og 4 ”Radio Jens”. Han var malermester, og havde som bibeskæftigelse en stor interesse i radioteknik. Øst for sit hjem og syd for Svenskeren havde han bygget et tårn beregnet til at kunne videresende radioprogrammer til byens indbyggere. Ca. 1930 – 1963. Der krævedes abonnement til at modtage radiosignalerne, men de unge satte kabler på den indgående ledning til huset, og kunne på den måde snyde sig til at høre radio.