Snedker

Nordby

Svendsen var født i Nordby d. 17. december. 1878, d. torsdag den 19. december 1929 . Han blev således 51 år to dage, før han døde. Som ung lærte han snedkerhåndværket hjemme hos faderen, L. Svendsen. Efter endt læretid arbejdede han forskellige steder som svend, deriblandt også på Romø, hvor han var nogle år. Så kom han hjem til Fanø og nedsatte sig som mester. Som håndværker var han solid og dygtig. Gennem mange år var han fast håndværker ved Fanø Vesterhavsbad, og han sås om sommeren ikke meget herinde i byen.

Snedkermester Hans Peder Jepsen var født i Nordby, 20. september 1878, d. 7. januar 1952, som søn af afdøde snedkermester N. Gr. Jepsen. Han kom i snedkerlære hos sin far, og efter endt læretid tog han arbejde forskellige steder for yderligere at lære sit fag at kende. Igennem flere år arbejdede han i Outrup, og her lærte han sin hustru, fru Petrine Jepsen at kende. Samtidig med, at Jepsen passede sit arbejde – det var på et større maskinsnedkeri, - drev han sammen med sin hustru en lille købmandsforretning som et supplement til den i de tider ret knappe svendeløn. I 1923 vendte han sammen med sin familie tilbage til Fanø, hvor han overtog sin fars forretning på Kikkebjergvej 13.

Guldbryllup ved snedkermester Niels Gregersen Jepsen. Bådfører, skipper og telegrafbud

J. var kendt som en både dygtig og omhyggelig håndværksmester. Foruden at passe sin forretning, der hovedsalig har været baseret på reparationsarbejde, har han dyrket sin store have, der er af et omfang, som nok kan tage det meste af hans fritid. Herudover har han efter sin moder, fru Maren Kathrine Jepsen, overtaget en kollektion for Vare- og Klasselotteriet. Dette arbejde har bevirket, at man ofte ser Jepsen rundt om i byen, hvad enten det nu drejer sig om en ”fornyelse” af sedlen, eller det måske er meddelelsen om en gevinst han er ude at give. I det hele taget har Jepsen haft en vis og slet ikke ubehagelig tilknytning til lotteri, han havde således den store glæde sidste år at vinde 5000 kr. i Esbjergdagbladenes Julelotteri, men han er jo også en slags fagmand på lotteriområdet. Det bedste ved det altsammen – bedre end gevinster i al verdens lotterier – er dog, at han fremdeles kan glæde sig ved et godt helbred.

Jes H. Jessen blev i sin ungdom udlært som snedker hos snedker N. Thing, Nordby; men det blev alligevel på søen han kom til at udføre sin livsgerning, idet han gennem næsten 40 år var knyttet til fyrvæsenet, og gjorde den meste tid tjeneste om bord i ”Grådyb” fyrskib, hvor han udførte et særdeles pligtopfyldende arbejde, hvorfor han da også var meget afholdt af sine kolleger og sine overordnede. Nu er han jo for længst gået i land, men kan stadig med lune fortælle om mange spændende og til tider faretruende oplevelser, han havde ombord i fyrskibet. Som en påskønnelse for lang og tro tjeneste modtog han dannebrogsmændenes hæderstegn.

Jes Jessen er en såre beskeden mand, der helst vil leve ubemærket og så stilfærdigt som muligt i sit velholdte Fanøhus i Nordby. Han kan stadig lide at bestille noget, og han er da også på færde med sit værktøj, når der skal ordnes noget ved huset, eller han kan give sin familie en hjælpende hånd.

Chr. A. Christiansen kom ligesom de fleste Fanødrenge ud at sejle efter konfirmationen, bl.a. med lægteren ”Theodor”, der gik i fragtfart mellem Nordby, Esbjerg og Varde og undertiden hentede hø med Manø hølade. Når lægteren kom til Varde havn, måtte Christiansen af sted til landsbyerne omkring købstaden og melde, at skibet nu ventede på at blive læsset med ”klyn” – tørv. Det var også almindeligt, at ”Theodor” i Varde hentede hele skibsladninger af lyng, som især bagerne anvendte meget til ovnfyring.

Christiansen kom derefter på langfart med sin far og aftjente senere sin værnepligt som marinesoldat på ”Herluf Trolle”. Efter hjemsendelsen kom han i tømrer- og snedkerlære og var i 34 år ansat under fyrvæsenet. Christiansens hustru syede meget smukke Fanødukker, der altid var flere bestillinger å end hun kunne overkomme. Feriegæsterne på badehotellerne kendte fru Christiansens smukke Fanødukker.

Født I Nordby den 6. februar 1896. Lærte 1910 – 14 hos tømrer- og snedkermester N. S. Thing og frekventerede i læretiden Teknisk Skole. Arbejdede som svend hos forskellige mestre, bl.a. 12 år hos Thing og etablerede sig i Nordby i august 1929. Har haft tømrer- og snedkerarbejde ved opførelse af flere af øens bygninger og adskillelige ombygninger. Andersen var siden 1934 medlem af bestyrelsen for Fanø Håndværker- og Industriforening og medlem af bestyrelsen for Teknisk Skole i Nordby.

Sønderho

Lambertsen, d. februar 1942, 56 år gammel. Han var født i Darum, men havde gennem mange år sin virksomhed i Sønderho.

Snedker Hans Poulsen og hans kone Mette

Sønderho Savmølle

Møllen ejedes af Jens Larsen Mortensen, blev anlagt i sommeren 1905 og den virkede indtil ca. 1928. Mortensen der kom fra Darum, planlagde desuden at anlægge en træuldsfabrik.

Syersker

Nordby

Frk. Martha Jensen, d. april 1931 i en alder af 40 år, var datter af grdr. J. S. Jensen, Strandgården, Rindby. Hun ernærede sig i flere år ved at sy for folk, og hun var meget afholdt af de mennesker, hun kom i berøring med. Var svagelig.

Frk. Maren Lauridsen, Labyrinten, Nordby, er i onsdags, den 14. februar 1962, afgået ved døden i sit hjem efter længere tids sygdom i en alder af 73 år. Frk. Maren Lauridsen var født i Nørby. Gennem mange år ernærede hun sig sammen med en søster ved syning, hvortil hun både var dygtig og akkurat. Hun levede sit liv stilfærdigt og bevægede sig ikke meget uden for sine egne kredse. Dog ofrede hun megen tid på arbejdet for Indre Mission, hvor navnlig arbejdet for børnene havde hendes interesse.

Maren Hansen var ud af gammel Fanø-slægt og syede både ude og hjemme. Hun var ekspert i forarbejdning af Fanø-dragter.

Barnebarnet Jørgen Iversen skrev i 1996 følgende om sin mor, syerske Cecilie Iversen, f. Jacobsen. F. 17 januar 1896, d. 26 september 1988. Jørgen Anton Iversen, f. 2 april 1890, d. 22 februar 1919. I uddrag. Findes som arkivalie på Nordby Sognearkiv, A887:

”Cecilie Jacobsen, min mor, var skoleveninde med P. Hansen Iversens datter Maria og kom meget i hjemmet der. Far, Jørgen Anton, var ældste søn i bedstefars (P. Hansen Madsen Iversen) andet ægteskab, 6 år ældre end mor. l maj 1915 skriver mor til sin bedstefar Thomas True Jacobsen at hun er blevet forlovet med far. l 1916, 20 år gammel, er mor på Haslev Højskole sammen med fars søster Ellen og Kirstine Poulsen, senere gift med fars bror Søren - tre vordende svigerinder. Far var murersvend, hjalp tidligt sin far, var fra 1905 - 1909 i Tistrup og forskellige steder i Vestjylland og i Haslev hvor han også var på Håndværkerhøjskolen i to vintre, sidst i 1915. Svendetiden blev ofte afbrudt dels af almindelig militærtjeneste i 1911, men i lange perioder også af indkaldelse til sikringsstyrkerne - det var jo under 1. verdenskrig. Krigen fik en ende. Far fik arbejde i København hvor en halvbror, onkel Mads Søren, skaffede ham ind hos sin mester. Den 26 april 1918 blev mor og far gift i Fillipskirken på Amager.

Mor og far flyttede nu ind på Saltholmsvej i en lille lejlighed med kakkelovn i stuen. Krigen havde sat sit spor. Det var vanskeligt med både lys, varme og mad, og pengene var små - en timeløn lå på 1,30 kr. Den megen militærtjeneste havde forhindret far i at spare noget op. Der blev købt lidt brugte møbler. Køkkentøj, kedler, gryder o.l. måtte samles hos familie der havde lidt at undvære af. Der var heller ikke meget at købe. Efter mors udsagn en svær, men lykkelig tid.

Den spanske syge, en art influenza, gik på den tid som en pest over landet. I mange tilfælde var det unge mennesker der måtte bukke under for sygdommen. Far fik konstateret den spanske syge, samme dag som mor fik veer med mig. Jordemoderen kom næste morgen den 12/2, og kl. 9 blev jeg født. Far lå syg i stuen, men stod op og skrev glad til sine forældre og bad dem lade nyheden gå videre da han var træt. Så satte han sig til orgelet og spillede salmen Denne er dagen. To dage efter blev han kørt på sygehuset, og d. 22 februar døde han. Han nåede lige at holde mig i sine arme før de kørte med ham. "Bedstefar Iversen sad ved dødslejet, og han fortalte senere at han havde lovet far at tage sig af os. Bedstefar havde forinden talt med far om hvad jeg skulle hedde. Han svarede at det skulle Cecilie bestemme. Da bedstefar efter fars død spurgte mor, kunne hun jo kun tænke sig at jeg skulle have fars navn. Det stødte bedstefar. Han havde ventet at blive "kaldt op" som det var skik og brug.

Også mor havde den spanske syge, men både hun og jeg kom over det. Far blev begravet på Fanø. Mor var ikke med til begravelsen, men kom først til Fanø 2 måneder senere.

Jeg blev døbt i Fillipskirken på Amager og fik fars navne. De uskrevne regler om opkald var brudt, og bedstefar tog det alvorligt.

Mor var kommet i klemme. Hendes egen familie ville gerne tage imod os begge, hendes farfar; som hun var vokset op hos, skrev, at hjemmet stod åbent for os, men at hun selv skulle bestemme. Tanterne ville, at hun skulle tage imod tilbuddet og komme hjem og passe deres far, så de kunne komme ud. Oldemor Sidsel var død i 1917 og mors tante Cecilie, der lige var blevet sygeplejerske, måtte tage hjem.

Bedstefar Iversen holdt imidlertid på at han havde lovet far at tage sig af os, og vi flyttede ind hos dem mens fars søster Ane kom ud at tjene. I to år gik mor med i stald og mark. Så blev hun husbestyrerinde hos Morten Jepsen i Rindby. Han arbejdede i statsplantagen. Mor blev indlagt på epidemisygehuset i Nordby - nu børnehave. Vi stod på skamler uden for vinduerne og kiggede ind. Det viste sig, at hun ikke havde difteritis, men da hun var kommet ind, måtte hun blive en tid. Jeg husker Maren og Jens Christiansen, hvor jeg tilbragte megen tid. Også Marensine af Jens Pejsens besøgte vi af og til. Vi var i Rindby i 2 år. Mor skulle have et levebrød og ville lære at sy drengetøj. Hun havde som stor pige været med sin tante Laura ude at sy, men nu ville hun lære det i Esbjerg. Vi flyttede ind i aftægtsboligen til bedstemor Iversens barndomshjem. Gården havde været bedstemors brors, Jens Nørbys, og var dengang en stor gård med 4 længer og med mølle på taget. Nu var meget brækket ned, og gården ejedes af Karoline og Jens Svendsen. Jens Svendsen kørte om sommeren kaperkørsel med to sorte heste.

Ved Trappen 4, de midterste fire fag i en husrække, 6x6 m udvendigt målt. Dengang 3 små stuer, et lille køkken hvor en plade over gruekedelen gav plads til 2 gasapparater. Der var åben skorsten, d.v.s. at der var en jernplade i loftshøjde. Blev den skubbet, så vi lige op i skyerne. En gang i yderdørens bredde gik gennem huset til haven i syd. Skillerummene til naboen til den ene side var af træ med tapet på, så alt var meget lydt. På loftet kunne vi se ind til naboerne mellem brædderne. I et lille udhus til syd var der plads til koks og briketter samt et lille aflukke med en toiletspand. Den blev enten gravet ned i haven eller tømt i en muret affaldsbeholder, mødding, til nord. Heri kom også aske fra kakkelovnen og husholdningsaffald. Den blev vel tømt en gang om året. Vi havde gas fra byens gasværk til at koge ved og til lys. Desuden havde vi petroleumslamper. Vi fik lagt jævnstrøm fra Nordby elværk ind til min konfirmation i 1933. Først meget senere blev det til vekselstrøm fra Esbjerg. Øst for os boede postbud Andersens enke. Omkring 1930 bliver huset sat fint i stand. Der bliver bygget en karnap til øst. En datter, Inger Jacobsen, der holdt hus for en ældre slagtermester Hertz fra Esbjerg, flytter hjem, og han flytter med. Så kan hun passe begge. Vest for os bor skomager Hans Madsen, en lille væver mand der hver uge bringer Fanø Ugeblad rundt i byen. Ret meget har han ikke at lave, men det sker at vi hører ham hamre når et par støvle skal bagflikkes. Hver dag henter han sin mad i Meta Sonnichsens pensionat. Ud til Hovedgaden boede Søren Almosetoft med sin store familie. Han hed egentlig Søren Frantsen Sørensen, men hele familien fik i 1920 ret til at bruge Almosetoft. Med sin lille motorbåd tog han på fiskeri i de nære farvande. Det skete, hvis han kom sent i land, at han tilbød os en hel kasse bakskul for 3 kroner. Så fik vi travlt med at få dem renset og saltet. De blev så senere bundet sammen ved halerne og hængt til tørre på tøjsnoren. Jeg tror, vi fik dem røget hos Willadsen.

Søren var også parat med båden når murer Berg, Skelmose og andre skulle på sælhundejagt ved Langli, eller når nogle skulle på en familietur til Mandø.

Over for os boede de gamle slagter Sonnichsens med sønnen Jeppe. Jeppe kunne ikke klare sig selv, men havde det godt hjemme. Sonnichsens havde været slagterfolk i Sønderho, og Bothilde var dengang vestkystens eneste kvindelige kreaturhandler. De havde diamantbryllup i juni 1936. Da var der fest i gaden. Sonnich kunne lide at sidde ved orgelet og spille og synge fra "Hjemlandstoner".

Det var vort første egentlige hjem med dets nærmeste omgivelser.

Mor havde købt en brugt håndsymaskine og begyndte at sy drengetøj. Senere blev den skiftet ud med en brugt trædemaskine. Sylønnen var lille, og mange nætter måtte tages med for at skaffe udkommet. Mor skulle nok sørge for at jeg ikke savnede noget, men selv fik hun ikke for meget, og hun var træt og led af jernmangel. Trods travlheden gav hun sig dog altid tid til mig. Vi holdt mørkning, tiden hvor det bliver for mørkt til at se uden lys og alligevel for tidligt at tænde når der skal spares på gasblusset. En tid til at fortælle historier eller gætte gåder eller gå en tur på havnen og se på lysene i Esbjerg. Der blev også tid til at spille firkort, ludo, loppespil, slå krydser, ofte sammen med mine kammerater som gerne kom på besøg. Da jeg blev stor nok, blev løvsaven mit bedste legetøj. I det lille værelse til syd kunne vi lade vort kram ligge. Når jeg skriver "vi", er det fordi der altid var en eller to kammerater med. Det blev også til kaniner, der dog degenererede af indavl. Jeg havde undertiden 20 på en lille plads. Dværghøns gik bedre; og så var der jo katten, der lå oven på den høje kakkelovn. Der var dejligt varmt.

Når julen var overstået, kunne vi købe billige julelys hos Crome og Goldsmith på torvet. Det var så om at tinde nogle kålrabi, at tå dem hulet ud, få skåret øjne, næse og mund ud, få lyset anbragt indeni og få låget på. Der var mange lygtemænd i de små mørke gader. Om sommeren legede vi cowboy og indianere i marken og klitterne. Det var Tom Mix og hesten Silver King der var forbillede, men der var mange andre helte at identificere sig med. Biografen havde vi lige uden for døren. Det var i stumfilmens tid: Westerns, Joe Brown, Harold Loyd, Chaplin, Fy og Bi. Hvis vi stod uden for biografen til filmen var begyndt og Høgsted så kom ud, var det bare med at have en 10-øre parat. Så kom vi ind. De gamle skikke var ved at forsvinde, men der var nogle få steder da jeg var 5-6 år, hvor man forventede at jeg kom til nytår for at "kra nytårsgja" (kræve nytårsgave). Jeg kom med en pose og fik lidt godter og lidt mønter." Samtidig havde jeg en prop med som jeg gned på vinduerne. Det sidste sted var hos Karen Sine, "oldefar" Claus Olsens tredje kone. Ellers var de fleste nytårsløjer at flytte rundt på havelåger og hejse juletræer i flagstængerne. Voldsommere "streger" kunne dog også finde sted.

Mor var med i en Sudan-kreds, en sykreds med årlig basar til fordel for Sudanmissionen. Medens jeg var for lille til at komme med, kom jeg i seng, fik et røræg med sukker, et par stykker lakrids og noget at tegne på. Jeg husker at jeg havde et trykkeri med dyr som jeg klippede ud og satte på stald. Da jeg blev større, var jeg med og broderede små løbere, hæklede bolde og hestetømmer, syede nålepuder i korssting, småting der kunne gå i "fiske-dammen”. Når vi kom hjem, skulle vi altid en tur ned under lygten ved trappen for at se lysene i Esbjerg.

Mor var begyndt at gå ud at sy. Hun kunne ikke holde til alt det natarbejde. Ofte når jeg vågnede om natten, sad mor endnu over symaskinen. Nu gik hun med sin symaskine om morgenen når jeg var sendt i skole. Jeg skulle lige huske at få at vide hvor hun skulle hen. Jeg kom så der og spiste middag og aftensmad. Vi var i skole fra klokken 8 til 12 og igen fra klokken 13.30 til 15 eller 16. Daglønnen var 2 kroner, senere 2,50 og kosten til os begge. Det var trods alt bedre end at sy hjemme.

Det var i radioens barndom. Senere, da teknikken blev mere udviklet, var der på Fanø en maler, Jens Jensen, "Radio-Jens" der interesserede sig for det nye, og han var egentlig genial. Han byggede et anlæg hjemme, fik lov at sætte master af granrafter rundt i byen og helt til Rindby. Nu var det kun nødvendigt at slutte en højtaler til. Man betalte en mindre afgift til ham foruden licensen som alle skulle betale, men man kunne jo kun høre hvad han sendte. Der var nu heller ikke mange muligheder. Nå, det kunne jo ikke blive ved med at gå med alle de master og tråde. Myndighederne greb ind. Radio-Jens var en ener der ikke kunne indrette sig. Han følte sig trådt på og døde som en bitter mand.

Ca. 1930-32.

Mor havde fået et indleveringssted for uld til Grindsted Klædefabrik. Folk kom med deres uld som blev sendt til fabrikken og forarbejdet. De fik så garn eller stof tilbage. Det gav mor mulighed for at blive hjemme hver lørdag for at tage imod og afsende. Jeg ved ikke om mor har haft flere tilbud om ægteskab, men det tror jeg. Mor var en pæn ung kone. Jeg ved imidlertid at direktøren fra Grindsted, engang da han var på besøg, spurgte hende. Han var blevet enkemand noget forinden og havde voksne børn, men mor kunne ikke tænke sig det for min skyld, og hun levede stadig i mindet om far.

For at spare på husholdningspengene tog vi undertiden til Esbjerg hvor vi på svineslagteriet kunne kåbe varm flæskesteg. Det var 2. sorterings grise som de stegte og solgte billigt, og køen var stor på de dage hvor der var udsalg.

Vi drenge lavede os af og til en skilling ved at samle gammelt jern, klude og ben, og om sommeren var der penge at tjene på golfbanen, som caddy, eller på tennisbanerne. Samtidig var der let adgang til at hoppe i Vesterhavet.

I april 1932 blev jeg konfirmeret. Der blev ryddet ud i de små stuer, og vi havde en god fest. Jeg husker ikke hvor mange vi var, men fuldt hus var der. Jeg havde fået jakkesæt og blød hat, hvilket ikke var almindeligt dengang. De fleste drenge blev konfirmeret i matrostøj. Mit konfirmationstøj var skræddersyet hos skrædder Dahl, og jeg var meget flot. Jeg havde al min tid haft omsyet tøj, og altid var jeg prøveklud for mor med de nye moder, f.eks. plusfours. Vi havde forud for festen fået elektricitet. Naboerne havde faet det før os, men vi havde ikke haft råd til det før. Gas- og petroleumslamper blev skiftet ud. De var hyggelige, men upraktiske. Gashængelampen lyste godt, men kom man til at støde til den, faldt nettet sammen, og net var dyre. Petroleum, ja; det skete nogle gange at vi sad nogle drenge travlt optaget af et eller andet. Pludselig kunne vi opdage at vægen var skruet for højt op, og lampen osede med sorte flager over hele stuen så mor måtte vaske loft og møbler. I køkkenet stod to gasapparater på en låg over gruekedelen (vaskekedelen), l den blev der fyret med træ, og skulle vi i bad, blev der tændt op, og vi steg op i kedelen efter at gløderne var taget ud. Senere betalte vi lidt for at gå i bad på Hotel Nordby.

Jeg begyndte i skolen i "Fonneklasse", frk.. Vaupels forskoleklasse. Vi var mere eller mindre bange, og skammekrogen blev benyttet flittigt ligesom der blev tisset meget i bukserne i den 'klasse. Når "Fonne" kom på besøg i hjemmene, var hun hjerteligheden selv. Herefter gik jeg 4 år i Borgerskolen hvorfra jeg ikke husker meget. Jeg husker timerne i anskuelsesundervisning hvor vi blev præsenteret for billeder som vi så skulle analysere og forklare, l frikvartererne legede piger og drenge altid hver for sig. Kun når vi havde de sene timer fra kl.. 15 til 16 hvor der næsten altid kun var en enkelt klasse, blev der leget "fange" hvor alle var med.

5.klasse blev delt i A og B. A-klassen havde til huse i Realskolen og fortsatte til mellemskole- og realeksamen. De fleste gik dog ud efter mellemskolen enten for at gå på gymnasium i Esbjerg eller for at gå i arbejde. B-klassen fortsatte på Borgerskolen og sluttede med 7.klasse, Jeg kom i A-klassen og var glad for skolen og for lærerne. Jeg var ikke særligt dygtig, men klarede at holde mig midt i klassen. Der var visse fag hvor jeg klarede mig fint, og i andre gik det mindre godt. Der var fra 5.klasse mulighed for at se teater på Skolescenen i Esbjerg 4 gange om året. Jeg skulle ikke stå tilbage for de andre selv om det kostede nogle penge, og det var gode oplevelser.

Søndagsskole, KFUM's YA og UA, sløjdskole og fra 1935 spejderarbejdet var gennem årene med til at give fritiden indhold og skabe kammeratskab.

I 1934 fik jeg mellemskoleeksamen, og allerede inden skoleafslutningen begyndte jeg som gartnerelev hos gartner Willumsen. Jeg flyttede op på et værelse på gartneriet. Omtrent samtidig fik mor lov til, efter lang betænkningstid og samtale med overlægen i Viborg og læge Anthonisen i Nordby, at få mormor hjem fra statshospitalet. Mor holdt op med at sy eller syede kun i det omfang hun kunne når hun skulle passe mormor. De fik 3 gode år sammen. Mormor døde i august 1936.

Der kom en periode hvor mor havde pladser hos ældre og syge. En overgang var hun afløser for lederen af alderdomshjemmet, men ellers var hun hos gamle fru vognmand Hansen i 1938 og hos lærer Bundsgård i 1942. Hun blev hos dem til de døde.

l 1948 kom Bedstefar (morfar) hjem fra USA. Han var da 80 år og havde været lige ved 40 år i USA. Mor fik også lov at passe ham de sidste år han levede. Bedstefar mente ikke at mor skulle gå hjemme hos ham, så hun måtte i arbejde. Opvask på Hotel Kongen af Danmark på stranden, køkkenhjælp på Krogården, halvdagsplads hos postmester Enne's, der begge var syge. Bedstefar døde i 1951.

Atter nogle år i huset, hos lærer Høgdahl, hvor den sidste tid inden han døde, var meget streng. Mors tante Cecilie der havde holdt hus for sin bror, døde, og "onkel" Poul skulle have en anden i huset. Der havde i familien på Fanø været talt om mor, og onkel Poul forventede vist at mor selv skulle tilbyde sig, hvilket den øvrige familie ikke mente var rimeligt. De mente han skulle skrive og spørge hende. Mor havde vel sine betænkeligheder, men rejste straks til Fanø. Det blev nogle af de bedste år mor har haft, og også vi følte, os velkomne i hjemmet der. Det var onkel Poul en glæde at have besøg af Kirsten og Birgitte. Onkel Poul døde i 1960.

Nu flyttede mor igen ind i sit lille hus ved Trappen og ville ikke flakke mere. Trods modgang havde mor altid kunnet sige "tak for hver dag, der kommer og for hver dag, der går", og livet er at kunne takke for både modgang og medgang og at tage alting af Guds hånd. Mor fik mange gode år i sit hus. Tiden faldt hende aldrig lang. Meget håndarbejde kom fra hendes travle hænder, og hun gjorde mange traveture ud i naturen. Hun nåede besøg i Norge, i København, i Nordsjælland og på Fyn, men i foråret 1985 kunne hun ikke finde ud af det mere. Hun døde i 1988.

Odense 1996 Jørgen Iversen”