Fotografer

Nordby

Fotograf J. N. Kromann’s 50 års forretningsjubilæum, 1932

Forretningsoverdragelse:

1. oktober 1932 overdrager J. N. Kromann sin fotografiske forretning til sønnen C. J. Kromann

Senere måtte Kromann lukket fotoforretningen og havde et tobaksudsalg i stueetagen, men dette gik heller ikke rundt, så C. J. Kromann udvandrede til New York, hvor han opholdt sig i ca. 10 år.

Fredag den 29. august 1980 er fhv. fotograf Carl-Johan Kromann, Lodsvej, Nordby, pludselig afgået ved døden, 78 år gammel.

C. J. Kromann var født i Nordby som søn af den i sin tid så kendte fotograf J. N. Kromann, der i en lang årrække drev fotografisk atelier i Nordby, og denne forretning overtog han efter faderens død og førte den videre i samme gode spor. Efter nogle års forløb opgav han forretningen og drog til Amerika, hvor han var beskæftiget gennem nogle år, indtil han vendte tilbage og bosatte sig i Nordby. Han var meget historisk interesseret i Fanøforhold, og han udarbejdede en oversigt over gravene på Nordby kirkegårde. Hans store samling af billeder af personer og begivenheder på Fanø findes nu på Byhistorisk Arkiv i Esbjerg.

 Frederik Mouritzen boede på Halen i et lille hus, hvor halvdelen var gravet ind i en klit. Frederik var rejsefotograf og fisker, som også blev kaldt Frederik med det kolde ben. Ud over at fotografere fiskede han med ruser, som han når det blev ebbe, gik ud til. De stod på kanten ved dybet halvvejs til Esbjerg.

En gang om ugen gik Frederik fra Halen til Nordby, hvor hans søster boede, og tilbage igen med proviant.

Han har fotograferet mange gårde og familier i Rindby fra omkring 1930 til 1940. Billederne fremstillede han i sit lille hus på Halen ved hjælp af petroleums-lamper. Billederne var i postkortformat.

I begyndelsen af 2. verdenskrig boede Frederik stadig på Halen, men da tyskerne  anlagde en luftforsvarsstilling med lyttepost, lyskaster og 3 luftværnskanoner, og ved hjælp af pigtråds spærringer afskar ham fra at bruge den vandpyt, hvor han hentede sit drikkevand, flyttede Frederik til Albuevej 39.

Frederik var født i Nees pr. Vemb, døde 27 jul.1975, 84 år gammel.

N. J. Steenholdt beskriver i bogen ”Af den gamle malers skitsebog” et par episoder omkring Frederik, skrøner eller ej, jeg synes de skulle med i samlingen:

”FREDERIK MED DET KOLDE BEN«

Yderst på Odden, som fra Rindby på Fanø, skyder sig ud mod Esbjerg, boede i 40'erne en særling med kendenavnet »Frederik med det kolde ben«.

Navnet hentyder til det ene af Frederiks ben, som var stift. Oprindelig var Frederik uddannet som fotograf - og havde, før han fik sit »kolde ben«, rejst landet rundt som fotograf. Han fotogra­ferede f. eks. »Husmandsfamilier foran husmandsstedet« - Sådanne billeder var sikkert den eneste luksus disse fattige slidere tillod sig.

Jeg har set mange af disse optagelser, som altid minder om tilsvarende billede fra det vilde vesten i Amerika i pionertiden - og fattigdommen og sliddet var nok ens på begge sider af Atlanten.

Livets barske skole havde gjort Frederik til noget af en filosof ­ men også til kyniker -. På Fanø fik Frederik invaliderente, som af praktiske grunde blev udbetalt ham ugevis, hver mandag. Det var jo nemlig så'en, at han konstant trængte til den »sjæls kvægende varme« som øl og brændevin giver de »Udvalgte«.

Hver mandag drog Frederik og hans sorte hund af sted på den lange tur fra »Æ Håel« (Halen) og til Nordby.

Frederik kendte naturligvis selv sin svaghed og trang til sprut og forklarede dette således: - Det med æ Hang til Sprut, er ett' så slem ude på 'Æ Håel' - men så snart »Bjørn« og mæ' kommer ind på æ Stenbro - så er'et som det kommer op nedefra, op gjernmel æ »koeld Bien«: - »Frederik!« - sir'et »FREDERIK! - du ska' ha' ØL ­Frederik, du ska ha' BAJERE « - og så er der ett' nøj og gjør' ved det - !

»Status quo«:

Under Verdenskrig II var Fanø oversvømmet af tyske soldater og deres krigsmaskineri. Der blev således anlagt et fort af luftværns­skyts ude på Halen - tæt ved Frederiks lille træhus.

Frederik talte ret godt tysk, og kom hurtigt i gang med germanerne. På deres afsides post var Frederiks lille hytte et fristed, hvor de kunne få en hold snak til medbragt drikkelse og tobak. Samværet endte vistnok med at Frederik fik sin føde i - eller fra, den tyske kantine.

Frygten for engelsk invasion, fik tyskerne til at lægge minefelter om stillingen. Derved afskar de passagen mellem Frederiks hytte og den tyske kantine - hvilket Frederik syntes var for meget at byde ham.

Han opsøgte kommandanten over stillingen - og gjorde denne klar over, at - medmindre denne ønskede at skade det smukke forhold mellem tyskerne og Frederik - så var tidspunktet nu, til at markere tysk velvillighed. - Dette kunne bedst manifesteres ved at lave en - tydelig - markeret sti gennem minefeltet, fra Frederiks hytte og til kantinen. - Skulle dette ikke kunne lade sig gøre - måtte det være slut med tyskernes besøg hos Frederik - ! .

Stillet over for disse »Betingelser«, gav kommandanten straks ordre til at rydde - og tydelig markere - den ønskede sti gennem minefeltet.

»- - at vandre på en lysstråle -«

I den frygtelige fimbulvinter først i fyrrene, fandt Frederik med det kolde ben på at afkorte den lange mandagstur til Nordby – ved at »stikke lige over isen« fra Halen, en tur på højest et par kilometer - mens vejen omkring Rindby var mindst 7-8 km.

Turen gik nemt ved dagslys - men om aftenen var hjemturen knap så rar. Han måtte jo humpe sig frem på den glatte is, i mørke og med nedsat sikkerhed på grund af øl og snaps - .

Men også for denne kalamitet, fandt den snilde Frederik en genial løsning. Han beordrede simpelthen sine » Venner« - tyskerne - til at tænde en stor lyskaster kl. 23:30 (ved restauranternes lukketid) og lade den lyse henover isen mod Nordby - så Frederik kunne gå som på en lys bro - den korte vej over isen fra »Æ Svensker« og over til Halen - og sådan blev det hver mandag - .”

Sønderho

Til højre i billedet, fotograf Petra Jensine Lunds hus.

Gartnere, frugt- og blomsterhandlere

Nordby

I august 1934 begærer Th. Mortensen, P. E. Willumsen og J. N. Jensen et forbud mod fremmede frugtvogne på Fanø, der ikke svarer skat og afgifter, og derved kan sælge varerne billigere.

R. Kolster skriver om sine erindringer fra barndommen omkring 1920 i Fanø Ugeblad i 1977 følgende:

” Jeg havde også glemt, at der på Tinghustorvet lå et stråtækt hus, der hvor Tatol nu ligger, og der var en grøntforretning, som blev drevet af en nydelig og meget dygtig dame. Katrine Hansen - eller som hun blev kaldt Katrine a' Fannys. Hun kunne mange ting, bl.a. var hun dygtig til at skrive sange, give undervisning i kunstbroderi og m.m. Før Tatol rykkede ind der i det nye hus, havde ægteparret Th. Mortensen viktualieforretning der.”

Tirsdag den 5. december 1978 kan handelsgartner Ole Gregersen fejre 40 års dagen for åbningen af sin forretning i Nordby.

Fra en beskeden begyndelse i den lille butik, hvor der senere blev indrettet osteforretning og nu (1978) salg af gamle ting og sager, flyttede han til større og bedre lokaler i P. Chr. Pedersens tidligere købmandsforretning, som blev ombygget til formålet, og for nogle år siden blev forretningen yderligere udvidet med en grøntafdeling i Marie Albers hus. På den måde blev forretningen opdelt i en blomsterafdeling og en grøntafdeling. Denne udvikling af forretningen kan kun ses på baggrund af, at den blev startet af en mand, der var og er i besiddelse af dygtighed og megen energi, og som forstod at skaffe de rigtige varer og at sælge disse igen til de rigtige priser

Nordby Frugt- og Grønthandel åbner 30. januar 1932 på Tinghustorvet.

Lørdag den 2. februar 1980 er fhv. graver og kirkebetjent Harald Olesen, Hovedgaden, Nordby, død, 70 år gammel.

Harald Olesen var født i Rindby og fik som ung mand sin uddannelse som gartner. Hans livsgerning blev arbejdet i og omkring Nordby kirke som kirkebetjent og graver gennem 42 år, og på dette felt udførte han et stort arbejde, som han gennem årene fik megen anerkendelse for. Det var hans indsats, der gjorde Nordbys kirkegårde til de meget smukke områder, som de i dag fremtræder i. Hans gerning i kirken var præget af dyb hengivenhed for denne bygning og alt, hvad kirken stod for.

Men også på andre områder har Harald Olesen ydet en betydelig indsats, der har givet ham megen anerkendelse; vi vil her først og fremmest nævne hans store arbejde for at højne og forbedre sine kollegers arbejdsmæssige og økonomiske forhold. Han var gennem 32 år medlem af bestyrelsen for Ribekredsen af Landsbygravernes forening, og gennem 19 år var han formand for landsforening af Landsbygravere i Danmark. Men også på det hjemlige plan gjorde han sin indflydelse gældende. Nævnes skal det også, at Harald Olesen gennem mange år har udrettet et meget stort og nyttigt arbejde for Fannikerdagen på flere felter, ligesom han i nogle år var formand for foreningen. I mange år var han også med i bestyrelsen for Fanø museum.

Sønderho

Christian Iversen var født i Rindby den 12. januar 1904, d. 1. juni 1968. Han var søn af arbejdsmand og gårdejer Laurids Nielsen Iversen og Anne Cathrine Sørensen.

Chr. Iversen kom som ung mand til Sønderho som medhjælper hos sin onkel, Anders Iversen. Senere overtog han dennes landbrug og gartneri, som han drev indtil nylig, hvor han afstod det til gartner Aage Andreasen.

Iversen var en stilfærdig og flittig mand. Han mistede sin kone endnu mens de to sønner var ukonfirmerede, men han havde den glæde, at se dem begge godt i vej.

Grønthandel i huset ved Landevejen, vest for mejeriet, tidl. ejet af bestyrer af Landmandsbanken Harreby.

Niels Jensen - Gulerod -- Maren Holt 1936

Gaveartikler

Gas- og vandmestre

Nordby