Dets pakhuse og trankogeri på Pakhusbanken. 

Staten støttede delvis hval- og robbefangst ved Grønland i årene fra ca. 1770 til 1800, og Fanø og andre Vesterhavsøer som Rømø og Føhr var stærkt engagerede sammen med købmænd i Varde, Ribe og Ringkøbing. 

At Fanø på et ret tidligt tidspunkt er blevet inddraget i det grønlandske foretagende, fremgår af en oplysning om, at et ved Hjerting i 1720 opført trankogeri blev overført til Fanø i 1769. Her havde Madame Caroline Rahr, enke efter købmand J. R. Rahr, Ribe i forvejen et trankogeri og et pakhus. 

Af hensyn til brandfaren fra trankogeriet skulle sådanne anlæg placeres i betryggende afstand fra anden bebyggelse og for transporten af ladninger til og fra anlægget var dets beliggenhed nær ved sejlløbet ”Loen” af stor betydning. Havneanlæg fandtes ikke på den tid ved Nordby. 

Den ret høje og flodfrie klitbanke, der senere er kendt som Pakhusbanken, imødekom begge de nævnte hensyn og dens udstrækning ud mod sejlløbet gik på den tid ud forbi ledefyret, der nu står i strandkanten. Pakhusenes beliggenhed betegnes i gamle skrivelser at være ”Nør om” og ”Nør om” var den del af Odden der lå nord for Krogården. 

Stormfloder har gennem mange år skåret kraftigt ind på Pakhusbanken. Under en større stormflod i februar 1916, skylles en del sand væk fra Pakhusbanken, og afslører ruiner, som menes at stamme fra trankogeriet. 

Optimale besejlingsforhold 

Når Fanø blev hjemstedet for en del af den grønlandske fangst og handel der blev iværksat fra Vesterhavsøerne og de sydvestjyske købstæder, skyldtes det især, at besejlingsforholdene ved Nordby var bedre og mere sikre end ved Hjerting og de nær købstæderne beliggende ladepladser. Dette medførte, at fangstekspeditionernes mandskaber i stort antal blev hyret på Fanø. Det var både søfolk og fiskere samt et mindre antal håndværkere, tømrere, bødkere og smede.

Disse mandskaber fik derigennem en oplæring i søfart, hval og sælfangst ved Grønland som kunne udnyttes, da der senere blev taget initiativ til oprettelse af et fangst- og handelsselskab på Fanø. 

Forannævnte Madame Caroline Sophie Rahr af Ribe, havde i en årrække betydelig økonomisk indflydelse på de fra Fanø udgående fangstekspeditioner, der gav et godt udbytte. I 1780erne har Madamme Sophie Rahr (enke efter Jens Rasmussen Rahr) sikkert været heldige med fangsten af hvaler og sæler, ellers var der næppe opstået et nyt selskab på Fanø med samme mål for øje. Dette skete nemlig i 1789, efter at regeringen den 13. oktober 1784 med plakat havde givet løfte om præmier til udrustning af skibe, der ville gå på hval- og sælfangst.

I/S Det Grønlandske Compagni 

De økonomisk gode år for hvalfangsten gav anledning til at I/S Det Grønlandske Compagni blev stiftet i 1789, med hjemsted i Nordby. Det var storkøbmanden og kroejer Niels Jacobsen, der tog initiativet til kompagniets oprettelse og blev dets reder. Af øvrige interessenter i kompagniet er nævnt skipper Peder Thomsen af Sønderho og Madame Rahr foruden købmændene Chr. Strandgaard og Bertel Kolby i Ringkøbing.

I betragtning af den betydelige kapital, der skulle investeres i skibe, pakhuse og kogerier m.m., er det forståeligt, at kapital udefra måtte inddrages i et sådant Fanøforetagende. 

Af kompagniets skibe er nævnt: 

Ø  Briggen ”Jacobs Havn”, 77 kml.

Ø  Galeasen ”Fru Anne”, 26 kml.

     Ø  Briggen ”Prinsesse Marie”, 71 kml. 

Ø  Galeasen ”De jonge Jacob”, 30 kml. 

I kompagniets bedste periode udsendtes hvert år otte skibe til Nordhavet. Der var ikke på Fanø tilstrækkeligt mandskab til skibene, så der måtte hyres folk fra Hjerting, Rømø og Ho-Oksby. ”Prinsessen” havde alene en besætning på 40 mand.

En proviantliste fra 1792 fortæller om hvad der skulle til af proviant for en enkelt rejse.  

                      200 lispund flæsk

                      4900 pund hårdt brød

                      5760 pund blødt brød

                      67 okshoveder øl

                      14 tønder hele byggryn

                      2 tønder bygmel

                      18 tønder gule ærter

                      6 tønder grå ærter

                      3760 pund saltet kød  

Som skippere på selskabets skibe nævnes Laust Johnsen, Jens Hansen og Jørgen Nielsen Duun, som harpunerer Peder Nielsen af Grærup og Peder Morten Terkelsen af Nordby.  

Af de præmier der uddeltes af regeringen fil ”De jonge Jacob” bl.a. i 1790 og 91 300 Rdl. Årlig, ”Prinsesse Marie” i årene 1791- 97 852 Rdl. Årlig og i 1798 562 Rdl.

Mandskabet led stor nød

Livet ombord i disse skibe har været alt andet en behageligt og fiskeriet og dermed følgende arbejde både besværligt og livsfarligt. Da ”Prinsesse Marie” kom hjem i juli 1793 fra sin første rejse dette år, opsagde hele mandskabet hyren. Niels Jacobsen synes dette var påfaldende og fik hele mandskabet indkaldt til forklaring i retten. Det fremgik at turen havde været usædvanlig streng. Skibet havde flere gange været indskruet i isen og alt håb om redning af skib og mandskab havde til tider været ringe. Samtlige folk erklærede, at de ikke havde noget at udsætte på behandlingen, hverken fra skipperen eller styrmandens side og disse havde heller ikke noget at klage over folkene på. Men med igen ville mandskabet ikke! De havde lidt for meget. Styrmanden blev da bedt om at fremlægge udtog af skibets journal i retten:  

Udtog af journal  

holden paa Grønlands-Skibet ”Prinsesse Maria", ført af Kommandør Laust Clemmensen, Rømø, og tilhørende Det Grønlandske Handels- og Fiskeriselskab i Nordby (Reder Købmand Niels Jacobsen) paa en Rejse i Foraaret 1793.

Efter som Skibet forhen blev fortømret og kalfatret og med alt nødvendigt forsynet. efter Grønlandsk SejlladsKotume, som til alle Tider kan bekræftes, gik vi i Guds Navn ud paa Strømmen den 4. Februar.

Den 20. færdig at gaa til Søs med alle Sejl og Grejer ubeskadiget.

Den 7. Marts om Morgenen med Vinden S.S.Ø. gik vi i Guds Navn til Søs og med os 4 Skibe. Sejlede med foranderlige Vinde til 16. Marts; kom da til Isen paa 70 Gr. 48 Min. Bredde og 14 Gr. og 45 Min. Længde og søgte da efter Dyr, det bedste vi kunde.

Den 2. April befandt vi os i Kanten af Isen. Vinden S.S.V. Skibet fik da nogle Stød, men bemærkede ingen Lækage. Bredde 70 Gr. 12 Min., Længde 24 Gr. 29 Min.

Den 4. April Vinden S.V., Regn med Sø, havde i Førstningen nogle Beskub af Isen, men da vi kom længere ud, blev det hel hændig, kun med enkelte Skosser. Skibet fik atter nogle Stød, men forblev dog tæt og kom ud paa fri Sø om Morgenen Kl. 8.

Siden den 11. April Vin, den N.N.V. Blæste en Storm med hul Sø, hvilket foraarsagede nye Stød. Den 12.-14. ligesaa. Grusom Storm. Fik en Gang imellem en Sø over. Bekom, Gud ske Lov og Tak, ingen Skade. Vinden Ø.N.Ø. med Frost. Paa 70 Gr. 10 Min.

Den 16. April kom vi til Isen igen og søgte efter Dyr.

Den 18. sejlede vi vester efter og med os 4 Skibe i den løse Is; og som vi sejlede efter en Aabning i Isen, malede den haardt til og blev saa tæt for   os, at vi øjnede ingen anden Vej, end vi maatte løbe op mod Isen, men Skibet fik mange haarde Stød og tilmed en meget haard Stødning, men befandtes dog tæt Skib. 72 Gr. 3 Min. Bredde og 19 Gr. 58 Min. Længde. Søgte efter Dyr i Løsisen og uden for til 7 Maj. Labrede øster efter og med os 11 Skibe i Løsisen. Vinden Ø.S.Ø., da vi lagde ud efter, maatte igennem uløseligt, da Skibet fik 3 a 4 haarde Stød og mærkede da, at Lastelugen fik  Skade, men dog tæt Skib. 71 Gr. 4 Min. Bredde og 15 Gr. 4 Min. Længde.

Siden intet mærkværdigt til 31. Maj. Vinden S.V., derefter stille, havde Fejl med 5 Slupper, malede ind i Isen, havde den hos Skibet værende Sluppe at bugsere med, og da der løb en stor Dønning fra den anden Kant af Isen, kunde vi umulig dreje Skibet, som behøvedes. Skibet fik nogle Bestød og bemærkede vi mere Skade paa Lastelugen, men alligevel tæt Skib. 73 Gr. 38 Min. Bredde 22 Gr. 26 Min. Længde. Ustadigt Vejr. Søgte efter Dyr til 12. juni. Blev var et Skib i N.V., Vinden N.N.V., gjorde vores bedste at komme der. hen, eftersom Sælhundene løb der bestandig, kom ogsaa derhen med Skibet, da det bekom nogle store Stød, saa en Stabel gamle Sælhunde der paa Isen, deraf fik vi 43 Stykker, derefter sejlede andre Steder hen at søge efter Dyr.

5 juli sejlede vi vest efter. Vinden S.V. og gik i Guds Navn paa Hjemrejsen og fuldbragte den med god og handig Vind og kom, Gud ske Lov og Tak, her til Fanø den 23. juli og fik den 30. juli Skibet ind i Loen. Om Eftermiddagen, da Skibet faldt til Grunden, forefandtes, at vi havde stor Skade under Lastebjælken i Lugen fra 5 Fod og ned paa Skibet. - Plankerne var brækket og indtrykt, befrygtede, at Indtømmeret er og i Stykker, desaarsag gjorde vi Skibet ledig i Forenden. Indentil befandtes nogle Bolter at være indsat fra 2 Tommer og derunder. Denne Skade kunde ikke ses, medens Skibet laa i Isen, og ikke heller har Skibet faaet denne Skade her i Havnen, men af hvad Stød, det har faaet det af i Grønland, kan ikke forklares, siden det fik saa mange Stød.   

Fanø, 1. August 1793. Gregers Jørgensen, Styrmand.   

Fremlagt og læst ved Forhøret i Fanø Tingstue 1. Avgust 1793. Testerer C. Engelstoft.  

Udbyttet fra Niels Jacobsens skibe opgøres på en auktion i 1791 til at indbringe 759 Rdl. Med en ladning af fisk, uld og tran og i 1792 solgtes 120 tønder tran til en gennemsnitspris af 16 Rdl. Pr tønde. Der er ikke yderligere materiale tilgængeligt.

Den største ulykke ramte Rømø i 1777, da 10 skibe derfra, mest bemandet med folk fra Vesterhavsøerne, forulykkede i Nordishavet. Det gik imidlertid galt for 28 skibe tæt ved Grønlands kyst. Efter nogle ugers indeslutning i isen lykkedes det for 16 skibe at komme fri, mens de resterende blev fastholdt i isens knugende greb. I løbet af efteråret blev de 12 indesluttede skibe knust i isen. Udsigterne for de overlevende ca. 450 søfolk var ikke lovende. Ude fra drivisen kunne de skimte Grønlands fjelde, og den eneste chance for redning var at søge mod land. Det vides ikke hvor mange af de skibbrudne søfolk, der nåede kysten eller omkom i isen. En del kom i land i nærheden af Kap Farvel, hvorfra de fandt frem til eskimo-bopladser i Julianehåb distriktet. Man har kendskab til, at 127 søfolk året efter kom hjem med forskellige skibe. Blandt de forliste søfolk var omkring 50 fra Rømø, Mandø og Fanø. Heraf kom 30 hjem i efteråret 1778. Fem af de forliste skibe havde kommandører fra Rømø. Blandt de reddede var en mand fra Mandø ved navn Andreas Hansen og en mand fra Fanø ved navn Søren Knudsen Svarrer.

Selskabet opløses

Det var dog ikke sådanne besværligheder, men derimod svigtende fangster og udbytte, der blev årsag til, at kompagniet i 1797 måtte indstille virksomheden og realisere dets værdier ved en auktion, der afholdtes på Fanø Krogård den 15. september samme år.

Christian Strandbygaard fra Ringkøbing får ved buddet på 11.400 rd. resterne af Det Islandske Compagni overdraget, og det formodes at de forskellige anlæg på Pakhusbanken herefter er blevet nedlagt eller flyttet fra Fanø.