Fanø havde i et par hundrede år haft to kroer, Fanø
Krogaard i Nordby og Sønderho Kro; allerede den 27. oktober 1664 får
Jørgen Frandsen og hans hustru Andersdatter fra Ribe bevilling på at
drive "Fanøs begge Kroer", altså både i Nordby og Sønderho. Med
bevillingen fulgte forpligtigelser til at holde gode varer af øl og
brændevin og mad til rimelige priser. Det første kendte privilegium på
krohold i Sønderho udstedes til stiftamtmandens fuldmægtig Oluf
Christian Engelstoft den 20. april 1685.
Færgegaarden, opført af H. J. Jessen 1806 for 1500
Rdl. Kur, nedbrændt 19. maj 1896. Jessen ønskede at knytte både
færgeriet og værtshusholdet til denne ejendom. Ansøgningen får fuld
opbakning af birkedommer Rosenstand, og bevilges den 17. juli 1819, og
fik hermed monopol på færgeholdet.
Foruden i Fanø Krogård og Færgegården har der siden
1862 været drevet restauration i Hotel Nordby. Allerede i 1853 søgte
daværende saltraffinadør Peter Duysen om bevilling til at drive hotel i
Nordby med restauration, billard, bageri men fik ikke bevillingen.
Efter ny ansøgning i 1857 blev til et nyt afslag.
Først efter tredje ansøgning opnåede han bevilling
den 30. april 1862. Han opførte en smuk bygning ved havnen der fik
navnet Duysens Hotel.
Duysens enke solgte hotellet i 1873 til skibsfører
Anker N. Ankersen for 6875 Rdl. Det fik nu navnet "Ankersens Hotel".
Ankersen der døde 13. november 1904 drev hotellet i mange år. Hotellet
fik siden navnet ”Hotel Nordby”.
Den store udvikling indenfor hoteller og
pensionater tog fart med dannelsen af ”Fanø Nordsøbad A/S” i 1890.
Danmarks Turistråd havde valgt Fanø til at blive et internationalt
badested, og anlægsarbejderne gik i gang i 1891, og i 1892 stod
”Kurhuset” færdig. I 1893 var hotellerne ”Kongen af Danmark” og ”Fanø
Strandhotel” færdige og samtidig blev der bygget et antal private
villaer. Fanø Bad blev det populære navn for området ved Fanøs vestkyst,
og havde sin storhedstid op mod 1. Verdenskrig og igen i 30’erne indtil
2. Verdenskrig, som gav området nogle gevaldige skrammer og hotellerne
genvandt aldrig storheden og populariteten igen. I begyndelsen af
1970’erne blev ”Kurhotellet” nedbrudt og et nyt moderne ”Danland” blev
opført med ferielejligheder. De resterende hoteller blev nedbrudte og
Badet ændrede fuldstændig karakter med den moderne bygningsstil der blev
lagt for dagen, mestendels i byggeri med ferielejligheder.
I Sønderho bragte badeturismen også nye tiltag, som
”Sønderho Badehotel” og ”Sønderho Strandhotel”, der nu for længst er
nedlagt som hoteller. I Nordby er ”Hotel Nordby” som bygningen stadig
kaldes, heller ikke hotel mere. Beretningen her stopper med udgangen af
1989 og kommer således ikke ind på det nyere byggeri.

Fanø Bad i 60'erne

Luftfoto af Fanø Bad i 90'erne

Kurhotellet i baggrunden og Kongen af Danmark til højre. Til venstre
det der senere blev Strandhotellet, efter at det oprindelige Fanø
Strandhotel, der lå til nord for Badet overgik som Missions-Kursted.

Udsigten den modsatte vej. Til venstre tennisbanerne og villa
Strandlyst lige ud til Strandvejen. Til højre Hansens Pensionatet og
boghandel, og overfor villa Strandlyst Kellers hotel.