Den 27. oktober 1964 kunne Fanø Krogaard fejre sit
300 års jubilæum. Kroen hører således til de allerældste privilligerede
kroer i Ribe amt.
I N. M. Kromanns „Fanøs Historie" kan man læse, at
en mand ved navn Jørgen Frandsen sammen med sin hustru, Margrethe
Andersdatter den 27. oktober 1664 fik bevilling på at drive Fanøs begge
kroer.
Højst sandsynlig har der allerede forinden været
kro virksomhed, idet der har været overfart til fastlandet, og hvor var
det mere naturligt for rejsende at tilbringe ventetiden end på et
bedested – en kro? Men vi ved med sikkerhed, at der for 300 år siden
blev givet officiel bevilling, og fra denne dag - den 27. oktober 1664 –
kan Fanø Krogaard med en hvis føje datere sin oprindelse.
I den til Jørgen Frandsen givne bevilling, hedder
det bl.a., at han skulle forpligte sig til at holde gode og dygtige
varer af øl, brændevin og mad alt i rette tider for billig rimelig
betaling.
Der forefindes ingen nøjere angivelse af kroens
beliggenhed i Nordby, men meget taler for, at det nuværende sted i Odden
også har været det oprindelige - det ligger lige ved havnen og har givet
gode betingelser for at holde øje med overfartsmulighederne.
I et bevillingsbrev, der den 26. november 1682 blev
givet Frandsens efterfølger, Peder Gallesen, får denne mod betaling af
seks rigsdaler årligt til kgl. majestæts jordebog eneret på at sælge øl
og brændevin o. l. på øen. Det hedder i skrivelsen: „til hvilken ende
Fanø sogns indbyggere alvorlig befales sig ikke at fordriste og understå
øl og brændevin eller nogen anden slags drik på andre steder, hvor det
kan være at købe og til øen føre, end fra bemeldte Peder Gallesen - ej
heller nogen brændevin, selv at brænde ej heller udtappe - uden Peder
Gallesens vidende og vilje". Og Peder Gallesen har næppe givet sit
samtykke nogensinde til generende og konkurrencedygtig hjemmebrænding.
Men dengang som nu - folk er ikke som de burde være
- og et monopol virker irriterende. Man har nok smuglet brændevin over
fra fastlandet og vel også sine steder selv destilleret de ædle dråber,
for i 1685 indstævner Gallesen to mænd for retten som utidige
konkurrenter, hvad han dog ikke fik noget ud af, for de havde velsagtens
nedgravet ”brændevinstøjet” så godt, at der ikke fandtes bevisligheder
mod dem.
I de forløbne 300 år har 28 personer i kortere
eller længere tid drevet kroen med større eller mindre udbytte.
Pengene har været små, og til tider har det knebet
med at betale de fastsatte afgifter, skønt det med nutidens øjne synes
at være småpenge. Men kgl. majestæts rentekammer har også dengang
åbenbart fundet, at beværtervirksomheden kunne der presses penge ud af,
for afgiften på seks rigsdaler i 1682 var i 1766 steget til 32 rigsdaler
pr. år. Bevillingshaveren Hans Ditlev Dam søger underdanigst i 1766 om
nedsættelse, dog er han villig til at betale de mange penge som 32
rigsdaler har været, mod at han får lov til at brygge øl og lave
brændevin. Men på det punkt kan rentekammerets embedsmænd også lægge to
og to sammen - man vil give lov, men så koster det 100 rigsdaler.
Resultatet bliver, at Dam må nøjes med selv at brygge øl og købe
spritten andetsteds, og afgiften sættes til 20 rigsdaler. Men naturen
går over optugtelsen. Man lå lidt fra alfarvej og kunne vel holde øje
med, når nogen kom for at inspicere, så ind imellem har
destillationsapparatet nok været i brug.
Der foreligger under alle omstændigheder en
indberetning fra en inspektør til rentekammeret om at kroen „har stærkt
udsalg af brændevin, hvis herkomst ikke kan kontrolleres, og som derfor
formodes at være hjemmebrændt".
Om krohusets format ses af et af retten foretaget
syn i 1715, at det består af 12 fag i længden og 4 fag i bredden, ved
venstre side er 9 fag med lade. Et vel efter forholdene ordentligt hus
med lidt landeri.
Det indvendige udstyr har været afhængigt af
ejerens økonomiske evner. Ifølge en fortegnelse fra 1751 var der bl. a.
1 stk. jernbilæggerovn med årstallet 1682.
1 egebord at udtrække.
1 gammel fyrrekiste.
1 lidet bord med åbent skab, som af ælde og orm er
fortæret og ej mere brugbart.
1 fyrretræsborde.
1 lidet firkantet spejl lidt ituslået.
I en anden stue:
1 sengesteder med sorte stabler (hvad det så end
ellers er).
1 små hylder.
Det var altså ikke den vilde luksus, men muligvis
det for tidspunktet fornødne.
Man solgte øl og brændevin. Kaffepunchen var ikke
opfundet i 1700-tallet. Øl, dertil nogle skefulde brændevin, og en skål
mjød.
Men selv uden puncher kunne der blive løftet
stemning, og engang i januar 1723 var der så megen fest i kroen, at
naboerne sendte bud efter birkefogeden. Han kom, skred ind i stuen, slog
hårdt i bjælken (loftet) og formanede: „Værer skikkelige og holder lyd i
stuen", bad alle at gå hjem samt forbød værten „sådan til overflod at
tappe". Men de gjorde pokker, gjorde de, og det blev der lidt pjat ud
af, for birkefogeden klagede til stiftsbefalingsmanden fordi hans påbud
ikke blev fulgt. Værten gjorde modklage og skrev bl.a.: „På dette ejland
skal man for fiskenets skyld gøre opvartning nat og dag, når
fornødenhederne kræver det". Og han endte sin skrivelse med disse
bevingede ord: „Gud styrke retten og dens elskere". Hvad der kom ud af
det, ved man ikke.
Det må være gået fremad med bedriften, så også
inventaret er blevet mere stilfuldt, for i 1754 findes ifølge en
fortegnelse bl.a. 6 guldlæderstole, 5 ruslæderstole, 3 sengesteder med
gehæng og et par krus med kongen og dronningens portrætter. Desuden
fandtes 1 destillerkolbe, så man har altså lavet brændevin.
Samtidig med den så småt opblomstrende skibsfart
omkring 1800 går kroen støt fremad bl.a. takket være Niels Jacobsen, der
i 1782 får bevilling.
En dygtig mand var han. Under hans periode blev der
udvidet. Han drev handel, fik bevilling på færgefart mellem Nordby og
Strandby, sendte skibe på sælfangst til Ishavet og byggede pakhuse (nørom
ved Odden - antagelig deraf Pakhusbanken).
Da han døde i 1815 var Krogaarden vokset til et 18
fags våningshus og 26 fag udhuse „og således konditioneret, at enhver
honnet familie kan bo deri". Det lyder dog af noget.
Da Fanø i 1800 blev et eget branddirektorat, blev
Fanø Krogaard vurderet til brandforsikring som følger:
Vaaningshuset med 2 Etagers kvist, Stue,
Gæstekamre, Køkken, Skænkestue og købmandshandel
490 kvadratalen (42 ½ X 10 ½ ) 1100 Rdl.
Det nordre Hus 5 østre fag (12 ½ X 11) og en
Udbygning (7 X 6 ½ ) til Bryggers og de 6 vestre Fag (15 ½ X 11) til
Tørvehus og Port 460 Rdl.
Det vestre Hus, nordligste Fag (21 X 11 ½ ) til
Avl og Stald, 4 Fag (11 ½ X 8 ½ ) næst til Syd til Pakhus for
Drikkevarer og sønderste Fag (11 ½ X 11) til Rullehus Og Melkammer 840
Rdl.
Det søndre Hus, Børnekammer, Kontor, Mælkestue og
Forstue (13 X 12) 480 Rdl.
Det Ved Gaarden staaende Pakhus, dels til Skolestue
for Jacobsens egne børn, Køkken og Forstue, dels til Materialer (25 ½ X
10 ½) 300 Rdl.
1 Pakhus, nørom ved Odden, til Købmandsgods (25 ½ X
10 ½ ) 540 Rdl.
Det store Pakhus norden for Odden, deraf de 5
sønderste Fag til Værelser og Bageovn, de 2 nordligste til Kammer og de
11 mellemste til Brændsel, Tømmer og Port (44 ½ X 16 ½ ) 1290 Rdl.
Da Jacobsen i 1782 overtog Krogaarden bestod den
kun af Vaaningshuset, vurderet til 100 Rdl.. De øvrige bygninger er
blevet opført i takt med at forretningen blev udvidet.
Der kom i rækkefølge nogle dygtige mænd som
indehavere af kroen, såsom Kolvig og siden Simon Johnsen, hvem det
lykkedes igen at få bevilling til
brændevinsbrænding. Han anlagde i øvrigt også et saltværk. Det var i
sejlskibenes opblomstringstid, så der var relativ velstand på øen.
Fr. Kolvig overtager kroen ved købekontrakt af 7.
juni 1817. Købet beløb sig til 13.800 rigsbankdaler rede sølv.
Med købet fulgte foruden de bygninger der er omtalt
i købekontrakten følgende pakhuse:
1) Det saakaldte Rahrske Pakhus, bestaaende af 12
Fag Bindingsvaerk og straatækket.
2) Et Pakhus bestaaende af 8 Fag Bindingsvæk,
kaldet Rebslagernes Pakhus.
3) Det saakalde grønlandske Pakhus af Grundmur og
straatækket; endvidere nogle Stykker Eng, 40 Læs Klyne og 20 Læs Tørv,
alt Butiksinventar, alt Inventar og Service henhørende til Kroholdningen.
(Dette pakhus lå nord for Nordby, heraf "Pakhusbanken").
Frederik Abraham Kolvig var født i København 12.
april 1784 som søn af thehandler Johan Christian Kolvig og hustru Maria
Elisabeth Krebs.
Han kom til Ribe og drev der en stor handel.
Centret for storhandel var efterhånden blevet samlet på Fanø ved Niels
Jacobsens foretagsomhed, og Kolvig der var en ung og foretagsom mand,
troede ved købet af Krogaarden at have basis for et bedre og større
virkefelt for sine fremtidsplaner.
Han får bevillingen, og får straks en stor
kundekreds, også på fastlandet; blandt andet bestiller for eksemplet
præsten i Jerne "en skæggemand (en stendunk)" fyldt med bedste aquavit
hos ham. han udruster skibe til Island og eksporterer korn, men han
kommer ud i en kamp med kurserne, hvilket giver ham store tab, så han i
foråret 1819 må opgive sit bo til skifterettens behandling, selv om han
ikke er insolvent, men blot mangler driftskapital.
Han omtaler i et brev til sine kreditorer en række
konkrete eksempler på tab, men han omtaler også, at handelen på Fanø
ikke har givet ham det forventede udbytte, blandt andet fordi skipperne
selv har hjembragt varer fra udlandet, ikke mindst vin og spiritus.
Kolvig forhandler nu med sine kreditorer om
afvikling af sin gæld over tre år.
Fr. Kolvig omkom ved en bådulykke 8. april 1819.
Hen efterlod sig hustru Anne Marie Jeang og 5 små børn. Af disse blev
sønnen Carl Wilhelm Kolvig senere ejer af færgeriet og siden postmester
i Nordby, og sønnen Ludvig August Frederik Kolvig, konsul, købmand og
cikoriefabrikant i Ribe. Begge de to brødre drev i flere år skibsrederi
og
saltværk på Fanø.
Simon Johnsen får den 1. marts 1838 skøde på
kroen.
Prokurator Albinus er ejer af Krogården til 1838,
da Simon Johnsen af Varde den 1. marts får skøde på kroen. Den 28.
februar får han bevilling på krohold. Bevillingen angiver, "at han alene
og ingen andre maa til Nødtørftighed og for billig Betaling forsyne
Nordby Sogns Indvaanere med fornødent Øl og Brændevin og med andre i sit
Slags gode og forsvarlige Drikkevarer, som de for Betaling maatte begære
mod deraf at svare en aarlig Afgift af 20 Rdl. Og paa Vilkaar kun at
brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men ikke brænde Brændevin, da
det, han deraf behøver, skal tages i nærmeste Købstad, ligesom ingen af
Beboerne maa brænde Brændevin eller nogen Slags Drikkevarer at falholde,
hvad enten samme til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab skal
bruges imod en Bøde af 10 Rdl. første Gang og siden dobbelt".
Simon
Johnsen søgte og fik bevilling (5. november 1840) til anlæg af et
brændevinsbrænderi med et mæskekar af 8 Td.s indhold. Han anlagde et
saltværk og udvidede Handelen betydeligt.
I 1855 havde han i sin Tjeneste (efter
Mandtalslisterne) 1 Handelsbetjent, 2 Lærlinge, l Husjomfru, 1
Køkkenpige, 2 Tjenestepiger, 1 Gaardskarl, 1 Stalddreng, l Avlskarl, 1
Brænderikarl, 1 Karl paa Saltværket og 1 Brænderibestyrer. Alle disse
mennesker fik foruden løn kost og logi. Desuden var der flere løse
arbejdere ansat i brænderiet og på saltværket. Hele sin store virksomhed
passede han med største nøjagtighed og overvågede personligt, at enhver
af hans folk udførte det dem betroede arbejde. Han fik dog tid til også
at varetage sognets interesser, idet han i flere år var medlem af
sogneforstanderskabet og Skolepatron, var Strandingskommissionær,
Forligsmægler og svensk-norsk vicekonsul. I 1850 blev han
Dannebrogsmand. Simon Johnsen døde 9. september 1855, knap 50 år.
Krogården omkring 1860
I
april 1857 købte Jens Korsholm Bork Krogården for 28000 Rdl. Med
overtagelse den 1. oktober samme år i fortrøstning om, at privilegiet på
handel og krohold og det dertil tilknyttede brændevinsbrænderi og
saltværk ville blive ham tildelt af myndighederne.
Uvist af hvilken grund trak det i langdrag med at
få bevillingen. Først et år efter købet fik han bevilling på at drive
brændevinsbrænderiet og saltværket men ikke til handel og krohold, hvor
handelen skulle standses indtil der var kommet en overenskomst i stand.
Om beværterforholdene beretter en artikel i
"Vestjydsk Avis" for 21. april 1858 -
Efter hvad vi erfarer, hersker der i denne Tid et
ualmindeligt Røre paa Fanø, og Knejpevæsenet dersteds truer med, idet
mindste for nogen Tid, at gaa sin totale Undergang imøde. Hr. P. Duysen,
der i flere Aar uantastet, skønt rigtignok ulovligt, har drevet et Slags
Gæstgiveri, er pludselig bleven tiltalt for ulovligt Krohold; Hr. A.
Johnsen, der har Privilegium paa Gæstgiveri for Rejsende, er ligeledes
bleven tiltalt for ulovligt Krohold, fordi han - hvad der ligeledes er
sket upaatalt i mange Aar - har tilladt sig ogsaa at beværte indfødte
Fanøboere; endsige er Ejeren af Krogaarden, Konsul Bork, bleven tiltalt,
fordi han, hvad der ligeledes upaatalt er sket i vel over hundrede Aar -
har haft den utrolige Dristighed at skænke en Snaps eller "en Punsch"
for Sønderhoninger og andre fremmede Tilrejsende (sic.). Hvilke Tider vi
dog leve i! - Selv det saa meget udskregne Monopol er blevet antastet;
alting er i Forvirring, Isolationen, der allerede i Forvejen var følelig
nok, bliver nu fuldstændig. Naar en Mand fra Sønderho gaar med en Mand
fra Nordby og begge bliver enige om, at de trænger til en
Hjertestyrkning, maa de skilles ad, naar de kommer til Kroen; den sidste
gaar herind og faar sig en Borks Aqvavit, den anden vandrer videre til
A. Johnsen og nyder sin københavnske Snaps. Afstanden er saa stor, at de
to Venner ikke engang kunne række Hovederne ud af Vinduerne og sige
Skaal til hinanden. Høkerne er ligeledes i Fortvivlelse; den Ret, som
ifølge Næringsloven enhver anden Høker i Landet har faaet fra den 1.
April d. A. til at sælge Brændevin, kan ikke træde i Kraft paa Fanø,
fordi det forbistrede Monopol endnu bestaar. Kort sagt: alt er i den
grueligste Forvirring, og enhver, der ikke vil komme i Ulejlighed, maa
stedse gaa omkring med Af, skrifter af de forskellige Monopoler,
Privilegier, Høkerlove og Næringslove i Lommen, for at han - rigtignok
ikke uden en Del Ulejlighed - kan kormme paa det rene med, hvor han maa
drikke sit øl. Spørge vi nu, hvo der er Skyld i al denne Hurlumhej, saa
svarer vi uden Betænkning: Indenrigsministeriet, der allerede for et Aar
siden kunde have tilvejebragt Orden i de forvirrede Forhold, hvis det -
hvad der er det eneste rigtige og naturlige Udvej - havde tilbudt Hr.
Bork at afløse Monopolet imod en passende Godtgørelse i Penge. Det er i
og for sig en ubehagelig Sag at være monopoliseret, og Overholdelsen af
de Rettigheder, Monopolet hjemler, medføre saa mange Ærgrelser og
Trakasserier, at der næppe kan være nogen Tvivl om, at Hr. Bork med
Glæde var gaaet ind paa et saadant rimeligt Tilbud; men at han uden et
omstændigt Vederlag skulde renoncere paa uomtvistelig Ret, der, hvis den
strengt overholdes, er af meget stor værdi, det kan næppe nogen vente
eller forlange."
Hvorledes stormen endte, vides ikke, men Bork fik
sine bevillinger i orden efter de gamle privilegier.
Fanø Krogård 1863
Bork solgte Krogården ved auktion 25. februar 1887
til birkefuldmægtig Jens N. Svarrer for 12000 kr.. Og udbygningerne til
avlsbruger Th. Jacobsen for 3200 kr.
Svarrer solgte Krogården 1891 for 25.000 kr. til et
konsortium bestående af murermestrene Anders Jensen og P. P. Stærk,
Esbjerg og købmand H. N. Svarrer, Nordby; siden blev kroen handlet
adskillige gange indtil Nis Jørgensen Bech i 1904 købte den for 18.300
kr.
Den 17. juni 1904 overtog Nis Jørgensen Bech kroen.
Det fremgår af købekontrakten, at overtagelsessummen var 18.500 kroner
med en kontant udbetaling på 3.750, hvoraf 1.500 kroner skulle betales
ved kontraktens underskrift og resten i månedlige afdrag på 200 kroner.
Efter Bechs død i 1923 overtog J.P. Nielsen kroen.
Efter hans død i 1931, fortsatte hans enke Sara Nielsen driften af
kroen.
Fanø Krogård 1931
Efter alt at dømme har kroen været forskånet for
ildsvåde i de 300 år. Der findes ingen oplysninger om, at den røde hane
har galet over huset, men den gamle bygning har fra tid til anden været
medtaget af tidens tand.
I besættelsestiden 1940 - 45 var værnemagten hård
ved ejendommen, og en tiltrængt restaurering blev foretaget efter 1945
af den daværende ejer, fru Sara Nielsen, og dette restaureringsarbejde
er blevet fortsat af den næste ejer, der har bestræbt sig for at
forbinde det hyggelige krobegreb med de krav, som tiden i dag stiller.
Man kan sige. som man skrev i 1815 — kroen er således konditioneret, at
enhver honnet familie kan bo deri.
Luftfoto af Fanø Krogård, 1955
Fanø Krogård i 1960'erne
Ejere og forpagtere af Fanø Krogaard:
1664-? Jørgen Frandsen. Første bevilling for begge kroer.
1682-1693 Peder Callesen. Kun Fanø Krogaard.
1693-1697 Margrethe Elisabeth Callesen. Enke efter Peder Callesen.
1697-1701 Jens Nielsen Baggesen.
1701-1703 Margrethe Elisabeth Gallesen
1703-1709 Christian Jensen og Frederik H. Jensen
1709-1739 Jeppe Didriksen, forpagter
1739-1742 Søren Nielsen
1742-1745 Christian Jørgensen, forpagter.
1745-1751 Christian Greise, forpagter
1751-1754 Jacob Nielsen, forpagter (fra 1754 ejer)
1754-1766 Jacob Nielsens enke, Anne Jensdatter Nielsen
1766-1782 Hans Ditlef Dam. Gift med Nielsens enke
1782-1815 Niels Jacobsen, stedsøn
1817-1819 Købmand Frederik Abraham Kolvig
1819-1831 Købmand Jacob N.Jacobsen
1831-1838 Prokurist Albanus
1839-1855† Simon Johnsen
1855-1857 Simon Johnsens enke, Anne Johnsen
1857-1887 Jens Korsholm Bork
1887-1891 Birkefuldmægtig Jens N. Svarrer
1891-1898 P. Breinholdt, H. Chr. Hansen og skibsbygmester Th. Dahl
1898-1898 Kancelliråd I. N. Svarrer, murermester S. P. Stærk og
grosserer Carl Emil Møller (de to sidstnævnte fra Esbjerg). Restaratør
C. Wivel og grosserer L. Wulff (København)
1898-1901 Grosserer Carl Emil Møller
1901-1802 Sagfører N. Christensen, grosserer Chr. Filtenborg og
direktør N. C. Guldmann
1902-1904 C. N. Degn
1904-1917 Nis Jørgensen Bech
1917-1920 Haslund
1920-1931 J. P. Nielsen
1931-1951 J. P. Nielsens enke, Sara Nielsen
1951- 1984 Svend H. Rasmussen
1984-1989 Serup Andersen
1989 - 1995 Birthe og John Fisher
1995 - Eskil Lund
HJEM
