Der var krav om selskabstøj til middagen og dansanten om aftenen. En overgang spillede Svend Asmussens orkester på Kongen og komponisten til ”Se nu danser bedstefar”, Tom Andy på Kuren. Om eftermiddagen var der the-dansant i Pelargoniehuset.

Pastor Poul Ulsdal beretter om sine 6 år med ansættelse ved Badet fra 1927:

”De laveste trin blandt Badets medarbejdere var stillingen som ”badedreng” et job, jeg havde i halvanden sommerferie, hvorefter jeg avancerede til jobbet at passe Badets æsler, som jeg også havde i godt og vel halvanden sommer. Så et år som golfdreng, caddie og to år som caddiemaster. 

Dagen som badedreng begyndte med, at man gik om til bager Olsen ved 7-tiden og tiggede sig plads i åben bil med siddepladser på langs. Den skulle transportere store kurve med rundstykker samt mælk ud til villaerne ved Badet, til gengæld for køreturen skulle man bringe poserne og mælken op til de forskellige huse. Da jeg endnu ikke ejede en cykel, måtte den lange dag afsluttes med en ikke særlig morsom travetur hjem til Nordby om aftenen. 

Derefter blev man straks sat i arbejde sammen med en stor flok andre drenge, mest golfdrenge. Nogle gik omkring i Badets centrum og samlede papir og andet affald i store sække. De fleste blev brugt til at rive og feje de fire tennisbaner og derefter kridte de hvide streger omhyggeligt op – et ikke ubetydeligt arbejde.

Når det var overstået, gik vi tre badedrenge sammen med ”æseldrengen” ned i lavningen syd for Strandhotellet, hvor der dengang lå en stor træbygning. I dens nordlige ende var der plads til en masse biler, hvad de stod der for, ved jeg ikke, for de fleste var meget sjældent ude at køre. Måske blev de først og fremmest brugt for at bringe visse badegæster standsmæssigt til stedet med chauffør ved rattet? I den anden ende lå stalden til Badets tre heste med plads til hø og andet foder og en del redskaber. Desuden var der et rum med et par senge, hvor de tre kuske eller ”bademestre” sov deres middagssøvn, og hvor vi alle spiste vores frokost.

Lidt syd derfor lå et lille skur, som var stald for de tre æsler. Inden vi skulle på stranden, når de første badegæster ville i vandet, hjalp vi hinanden med at fange æslerne, der aftenen var sluppet løs for, at de selv kunne finde deres føde i de grønne lavninger. Når vi var fire om det, var det ingen sag, det gjaldt altid om først at fange den venlige og nysgerrige ”Peter”. Havde vi den, gik det i galop rundt i terrænet for på cowboy-vis, at komme op på siden af den lille stædige ”Graa” og siden den gamle – ja, hvad hed den nu? Når jeg senere som æseldreng var alene om at skulle fange dem, kunne det derimod være en ren tålmodighedsprøve.

Vi fire drenge forslog mange middagspauser og andre timer med disse æsler. Man regner med at ”Gamle” var mindst 50 år, uden sadel var dens ryg næsten så skarp som et knivsblad. Hun var en dvask dame, som det var svært at få til at løbe, men hvis to drenge satte sig op på den, fo’r den af sted og slog op med bagbenene lige til vi begge lå på jorden, denne spøg kunne vi gentage mange gange med samme resultat. De to andre æsler var omkring 20 år.

Det var altså badedreng jeg startede med at være. Arbejdet bestod i at spænde hesten for de grønne badevogne, så kusken kunne blive siddende. Men da vognene ikke havde en drejelig aksel, skulle badedrengen ved at trække hårdt i skaglerne til venstre eller højre få hesten til at holde den rigtige kurs, så vognene ikke kom i vejen for hinanden. Når badningen var forbi, satte gæsterne et lille rødt flag op som tegn på, at vi skulle trække vognen ind. Sådan gik de lange sommerdage med opsmøgede bukser, i sol og blæst. Det var på mange måder et friskt og behageligt job, men der var aldrig tid til selv at komme i vandet. På travle dage gik det undertiden i løb – især ved lavvande, hvor vognene skulle længere ud. Men det var jo dengang, Fanø overalt endnu havde den dejlige smalle forstrand med passende dybt vand kun et kort stykke ude.

 Den første sommer var jeg badedreng for Thomas Madsen på ”damebadet”, der havde sine vogne lige nord for nedkørslen, mens det større antal vogne var på ”det blandede bad” syd for, og hvor der var to heste. Den følgende halve sommer var jeg på dette bad og hjalp Mads Mathiasen fra Rindby, som i mange år passede badevognene. Han var desuden gennem 25 år ansat i Rindby Redningsvæsen. Vi havde det altid vældig hyggeligt med de voksne og var gode kammerater indbyrdes.

Kuskene, og ikke mindst forvalteren gennem en menneskealder, den altid venlige Carl Madsen, far til Thomas og Jørgen – der også var bademester – snakkede meget om de kendte gæster, der vendte tilbage år efter år, undertiden hele generationer. 

Efter halvandet år som badedreng skete der det, der ofte sker for Fanødrenge dengang, at æseldrengen skulle på ferierejse med sit fars skib og derved fik jeg en uventet lejlighed til at avancere. Lønnen var ganske vist den samme, men stillingen var mere fri, ja man var faktisk sin egen herre. Var det regnvejr, red jeg blot hjem med dyrene, vejret kunne også bestemme, og jeg tog fra stranden kl. 17 eller kl. 18. Tiden gik meget hurtigere, der var flere at sludre med.

Rideturene var sikkert ofte en skuffelse, for børnene kunne aldrig få æslerne til at løbe, og jeg var sjældent oplagt til at hjælpe dem dermed. Derfor måbede børnene gerne, når jeg tog hjem med dyrene, for straks jeg sprang op på ”Peter”, for den af sted og de andre bagefter. Den skulle blot kløs et bestemt sted på nakken, så vidste den, hvad det betød!”

Året efter bliver Poul Ulsdal caddie. Netop denne sommer fik drenge en for fast ansættelse, da det under en stor turnering, havde vist sig en stor mangel på golfdrenge. Som caddiemaster blev Jørgen Madsen. Drengene blev skrevet op og fik numre. Af betalingen for en omgang på 9 huller på 55 øre fik de udbetalt de 25 kontant, resten af beløbet fik caddiemasteren og afleverede på kontoret, så drengene kunne få en vis sum udbetalt når sommeren var ovre.”

Michael von Bülow fortæller i en biografi om sin farmor, Else følgende fra badet:

”Det var i mange år forvalter Carl Madsen og hans to sønner, Jørgen og Thomas, der stod for badevognene. De to brødre red de store, jyske heste, som hver sommer blev lejet i Varde.

Desuden var der altid en dreng, som gik bag hestene og holdt tømmerne. Det var hans opgave at hægte hestens træktøj fast til enden af badevognen. Når det var gjort, bankede han på siden af badevognen, så gæsterne inde i vognen var advaret om, at køretøjet satte sig i bevægelse. En af badedrengene var Jørgen Rødgaard, som i 1932 var 11 år gammel.

”Når vognene skulle ind igen, skulle der spændes for i den anden ende. Sommetider skulle det gå stærkt, når der blev højvande. Det skete, at nogle af vognene begyndte at flyde. Hvis der også blæste en kraftig pålandsvind, måtte vi nogle gange helt op i klitrækkerne med dem. Stranden var ikke så bred som i dag. Vi havde nogle gode faste kunder, som vi kaldte ”de fine”. De kunne godt give os to kroner i drikkepenge, når de rejste hjem. Alt i alt blev det vel til 50 kr. på seks uger. Der var ingen fast løn,” fortæller Jørgen Rødgaard.

Hvis det blæste meget, var det tillige badedrengenes job at gribe en skovl og holde kørevejen ned til stranden nogenlunde fri for sand.

Der gik også et par rengøringskoner med spand og gulvklud på stranden. Deres opgave var at spule det indvendige af badevognene for sand og tørre dem af, hver gang de havde været en tur i vandet. En af rengøringskonerne var den navnkundige Christence Poulsen, som arbejdede ved badet i en lang årrække. ”Stence” var enke efter kaptajn Jens Hansen Poulsen og mor til seks børn. Hun havde altid en cigar i munden og bandede som en tyrk, men turisterne satte pris på hendes properhed.

Salget af badebilletter sluttede hver aften kl. 18. Derefter kunne de fastboende ”låne” vognene til at klæde om i, hvis de fik lyst til en svalende dukkert, efter dagens dont. Almindelige fanniker og mindre bemidlede badegæster kunne naturligvis også i dagtimerne benytte den del af stranden, som badet ikke havde koncession på.

Med til badedrengenes opgaver hørte også at hjælpe Mads Mathiesen med at køre affald og skrald fra hotellerne og villaerne hver morgen.

Det var et ansvarsfuldt job at bestyre de varme saltvandsbade. Det var et tilbud til hotelgæster, som var plaget af gigt eller blot ikke havde mod på at nedsænke deres luksuslegemer i de kølige vesterhavsbølger.

Varmbadeanstalten havde til huse i en lille træbygning, som lå på højde med hotel Kongen af Danmark, men på den modsatte side af den smalle køretøj, som førte ned til stranden. Nu ligger der et moderne badeland på stedet.

Når man gik ind ad døren til varmbadeanstalten, kom man først ind i et forkontor med skranke. Derfra førte en dør videre ind til en gang med to kabiner på hver side. Her stod badekarrene. Oppe på loftet stod nogle beholdere af træ. De rummede det varme saltvand, som herfra blev tappet ned i badekarrene nedenunder. Når vejret var dårligt, kunne caddierne ovre fra golfbanen krybe i ly på loftet og lune sig.

Hver morgen kørte den ene af Madsen-brødrene, som regel Thomas ned til stranden med hestevognen og fyldte en stor tønde med havvand. Vandet blev pumpet op i træbeholderne, som ved hjælp af et rørsystem blev varmet op af en opretstående, kulfyret kedel, der stod nedenunder.

Det var nu de ansattes opgave at fylde badekarrene med varmt saltvand og vise de velhavende gæster til rette i baderummet. Hvis de bad om det, kunne de såmænd også blive skrubbet på ryggen.

Ved siden af jobbet med at passe de varme bade og banke rørene fri for rust fra badevandet solgte de ansatte benzin til de badegæster, der var i egen bil. Det foregik fra en hånddreven stander med måleglas, som havde sin plads lige foran badeanstalten.