I 1988 havde det skrantet lidt med økonomien, gæsternes antal var dalet, men Maren fandt sig en redningsmand, som hun fortæller om i dette interview. 

Så let får de ikke Maren ud

29. marts 1988

Vesttysker redder »Sand på Gulvet«s kendte spillested, Hotel Sønderho, fra konkurs

Af Frede Madsen

71-årige Maren Markussen lader sig ikke sådan lige trænge ud af den kendte krostue på Hotel Sønderho.

En berammet tvangsauk­tion den 13. april på den nu opløste folkemusikgruppe, »Sand på Gulvet«s, tidligere stam-restaurant bliver aflyst. Gennem sin advokat, den vesttyskfødte Nico Mallet, København, har Maren Markussen fået en vesttysker, hvis forældre i årtier har haft eget hus i det lille Fanø­samfund, til at hjælpe sig med afbetale afdrag på tre truende kreditforeningslån.

- Vi har haft tre dårlige somre, og sidste år tog den nye mand på caféen mange af de nye gæster. Jeg har mange stamgæster, men der er ingen unge om vinteren, og så har det knebet at følge med, forklarer Maren - en institution i Sønderhos folkelige liv.

Maren Markussen købte badehotellet i 1963 for 175.000 kroner. Siden har både fastboende og turister nydt godt af hendes gode humør og evne til at skabe atmosfære. Landskendt blev Hotel Sønderho, da »Sand på Gulvet« efter en pladeudgivelse lod TV forevige spilleglæden i hotellets stuer. I det hele taget spillede Fanø-gruppen jævnligt hos Maren, og efter opløsningen kommer gruppens medlemmer stadig på hotellet.

Krostuen suppleret af restauranten med det klassiske ikke særligt fyldige menukort har båret etablissementet i de over 24 år, Marens ''regeringstid har varet. Og så naturligvis de otte værelser, selv om hotellet efterhånden trænger til en kærlig hånd.

Gælden på hotellet er på 680.000 kroner, og Kreditforeningen Danmark havde begæret konkursen, efter at ydelserne ikke var betalt i et halvt år. Men nu får KD sine penge.

Vesttyskerens betingelse for godgørenheden, der er resultatet af mange års kærlighed til Sønderho, er, at han får førsteret på stedet, når Maren ikke orker at drive det videre mere.

MAREN ER MOR FOR GÆSTERNE

At Kirsten Grahndin

19. juli 1988

Om vinteren kan man et par gange om ugen finde Maren Marcussen, 71, sidde dybt koncentreret ved et af bordene i sit eget værtshus. Rundt om hende sidder en flok af Sønderhos teenagere lige så koncentrerede. Maren spiller canasta med de unge. En er måske på vej med en stor kande friskbrygget kaffe. Ingen canasta uden kaffe brygget på gammeldaws manér.

Kortspillet med de unge i Sønderho er bare ét af de utraditionelle gøremål, Maren Marcussen, der ejer Sønderho Hotel, gøder sin dagligdag med. Hun synes, det er bedre, at de unge mennesker er hos hende i stedet for at gå på gaden efter skoletid.

Vi har skabt helt faste regler for, hvordan vi skal være sammen. De ved, at det er mig, der bestemmer her. Til gengæld kan de komme og gå, som det passer dem. Og det benytter de sig af. Faktisk tror jeg, at flere af dem snakker bedre med mig end med deres forældre, siger Maren.

Maren Marcussen skaber med sin stille, naturlige facon et miljø, der oser af hjemlig hygge. For hende er gæsterne som medlemmer af familien. Og hun elsker at være sammen med mennesker med humor.

En vinter havde hun besøg af et par fra Sjælland. Om aftenen spurgte de høfligt, hvornår de kunne fa morgenmad. Det vidste Maren ikke rigtig, for hun kommer som regel sent i seng og kan derfor godt lide at sove længe om morgenen. Så fortalte gæsterne, at de påtænkte at gå en tur inden morgenmaden. Den chance lod Maren ikke gå forbi:

Kan I ikke bare vække mig, når I går, spurgte jeg dem. De studsede lidt, men var med på den. Så tog jeg skridtet og spurgte, om de ikke også selv kunne tage morgenbrød med fra bageren. Det gjorde åbenbart så stort indtryk, at de nu kommer hvert år med deres venner, fortæller Maren.

Klarer selv det hele

Maren Marcussen har i sommertiden hjælp på for at klare arbejdet. I år er det Margret fra Aalborg, der hjælper til som servitrice. Resten af året klarer hun selv arbejdet i restauranten, køkkenet og værtshuset. Det kræver en helt speciel ihærdighed, for Maren er stærkt plaget af gigt.

Jeg er ikke så godt gående, så jeg har været nødt til at finde mine egne arbejdsmetoder. På den anden side har jeg arbejdet i køkken, fra jeg var 17 år, så jeg føler mig aldrig overanstrengt, siger Maren videre.

Et godt sovehjerte er efter hendes egen mening årsagen til, at hun ikke har stærke smerter som følge af sin gigt­sygdom. Når hun lægger hovedet på puden, smutter hun med det samme ind i drømmeland.

Marens køkken er det traditionelle danske. Specialiteterne er Fanø-retterne. Maren har sin egen opskrift på »Sakuk«.

Hun vil ikke afsløre sin egen opskrift på Sakuk'en, men henviser til en kogebog med egnsretter. Her findes flere variationer, der er næste lige så gode som Marens egen.

Læste på Fanø-lektien

Det er nu 24 år siden, hun rejste fra Kolding for at overtage Sønderho Hotel. I starten regnede hun ikke med, at bekendtskabet med Fanø blev af længerevarende karakter. Hun er imidlertid aldrig blevet færdig til at rejse. Man taler så meget om, at det er svært at blive optaget i de små ø-samfund. Men de problemer har jeg aldrig mærket, fordi jeg har lyttet il de lokale og forstået dem, fortsætter Maren.

Hun indrømmer, at hun fik en god start på Fanølivet ved at slippe heldigt fra en 75 års-fødselsdag, som én af de gamle Fanø-kvinder skulle holde på hotellet, et par uger efter Maren var ankommet. Hun viste sønderhoningerne, at hun godt kunne koge rigtig suppe. Og så havde hun læst på sin lektie i tilberedningen af traditionelle Fanø-retter.

Én af de første dage kom min nabo, en ældre dame, over med en lille Fanødukke   som velkomstgave Efter en lille sludder, kom hun frem med sit egentlige
ærinde. Hun ville bare bede mig om samme nabotjeneste som den tidligere ejer, der altid hjalp hende med at trække stueuret op. Det ville jeg godt, og sådan fik jeg  med det samme et godt forhold til min nærmeste herovre, fortæller Maren.

Sønderho Hotel ser ikke ud af meget udefra. Stedet trænger til en kærlig hånd. Maren har imidlertid opgivet selv at gøre noget ved det. Hun har ikke tænkt sig at fortsætte ret mange år længere, men mener, at det må være rigtigst for en 71-årig at give bolden videre til unge kræfter.

Selvfølgelig er det vemodigt at skulle sige farvel efter 24 år. Jeg bliver da også her på øen, for det er her, jeg har mine venner. Men det bliver svært at finde et sted, hvor jeg kan have alle mine ting. Alt, hvad jeg ejer, er noget jeg har fået af folk gennem årene, siger Maren.

Hendes restaurant har samme hygge som en dagligstue. Og den ene ende af restauranten er faktisk Marens private bolig, som hun lukker, når hun har lyst og lukker op, når det kniber med pladsen.

Sikkert er det, at hun ikke vil erstatte det frie liv på hotellet med en tilværelse i en af kommunens pensionistlejligheder.

Det vil gå helt galt Jeg skal have mere plads til alle mine gæster. Og jeg går også alt for sent i seng og larmer nok også lidt. Det er der nok nogen af de andre beboere, der kunne få lidt ondt af. Og hvorfor skulle jeg pludselig til at have uvenner efter alle mine fredelige år herovre, spørger Maren. Hun er på udkig efter et lille hus i Sønderho, hvor alle hendes gæster kan komme og gå, som de plejer.

Specielt håber jeg, at de unge vil blive ved med at komme. Så skal vi rigtig spille kort og spille musik til langt ud på natten. Det vil jeg ikke undvære, for det er den slags oplevelser, der holder liv i en gammel sjæl, klukker Maren Marcussen.

 

Her fra pladsen bag baren har Maren fået sig mangen god sludder med de trofaste gæster på værtshuset, der hører til Sønderho Hotel. 

Maren valgte at takke af i 1989, og den sidste åbningsdag den 28. januar 1989, blev fejret med en gigantisk fest.