Ormegravning. Foto: Kim Engsted, www.fanoe-online.dk 

Esepigerne; de kaldtes ogsaa Grøwtersker skulle grave orm og ese dem paa krogene. Meget tidligt skulle disse piger og koner i ”Grøwt" for at grave sandorm. Det skete langs strandkanten i ebbetiden, og gravningen udførtes med en egen formet fork, der havde lange tener, for at der kunne graves dybt og hurtigt. Gravedes der ikke hurtigt nok, kunne ormene trække sig tilbage efterhånden, som der blev gravet, og udbyttet blev da ringe. Det var et meget koldt arbejde, at grave efter orm en tidlig forårsmorgen og med hænderne pille ormene ud af det våde, kolde sand. Når det blæste hårdt, var det til tider uudholdeligt, da vinden slog op under de meget korte skørter - benklæder brugte kvinderne dengang ikke, der ved hjælp af et kiltebånd holdtes tæt sluttet om benene. For ansigtet bar de halvmasker, der kaldtes struder.

Allerede i slutningen af 1870’erne så fabrikant og købmand Sonnich Madsen Kromann, Sønderho potentialet i eksport af sandorme til fiskeribrug. Han indrykkede annoncer i diverse blade og snart begyndte ordrerne, at komme ind. 

Ormene pakkede han ind i store kasser, hvori der var kommet strandsand, som han mente var nødvendig, for at holde ormene i live til de nåede bestemmelsesstedet. Dette viste sig ikke, at være den rigtige forsendelsesmåde, idet ormene i sandet sled sig til døde, og eksporten gik i stå. Senere pakkede man de renvaskede orme i flade kasser.

Kvinderne på Fanø har i århundreder sørget for ormegravningen til fiskeriet, og fra 1664 kan vi læse i kopskattelisterne, at der var 25 kvinder i Nordby der gravede orm og i kopskat skulle hver enkelt betalte 1 mark og 8 skilling. I Sønderho var der 8 kvinder, der skulle betale den samme kopskat. 

En Fanøpige, der var dygtig til at grave orm, var vel anset. Når man i Vardes omegn, hvor der i sin tid fremstilledes de sorte jydepotter, skulle danne sig et billede af en tjenestepiges kvalifikationer, spurgte man først: ”Hvordan er hun i æ Lier?”, men på Fanø spurget man: ”Hvordan er hun i æ grøwt?”. 

I Fanø Ugeblad fortælles det i maj 1908 om en gammel næringsvej, hvor det var almindeligt, at koner og piger gik ud for at grave sandorm og sætte dem på kroge, ”esede” som det hed. Dette arbejde, ”at gå i grøwt” lavede vi, fortæller ”gamle Dorrit” før vi ved 8-tiden gik ud i marken for at grave, og vi havde et stykke tørt brød med i lommen til at kvæge os ved. Dengang esede man til vore egne fiskere på Fanø, som med en 6 – 8 åbne både gik til ”havs”. Så hørte dette hjemlige fiskeri op og dermed også ormegravningen i større stil, kun en gang imellem gravedes der til den smule fiskeri, der var tilbage. 

Men i det ”nye” Esbjerg var linefiskeriet nu ved at vinde indpas, og dermed også behovet for madding, sandorme. Så i denne tid blomstrer ormegravningen igen. Daglig opgraves en 15.000 orm, som sættes på kroge og ordnes på bakker, som så sejles til Esbjerg, og ved dette er der en daglig fortjeneste på ca. 60 kr. 

N. M. Kromann, f. i 1870, fortæller fra sin barndom: 

”En gang imellem kunne vi tjene nogle 10 ører ved at hjælpe med at opgrave sandorm til fiskemadding. 

Der var i mine drengeår flere fiskefartøjer, hvorfra der fiskedes paa havet, og en mængde småbåde, hvorfra der fiske­des indenskærs, alle havde Brug for masser af sandorm, som blev opgravet på sandbankerne og i strandkanten, når det var lavvande.

Ved opgravningen af ormene ville graverne gerne have hjælp af nogle kvikke drenge til at snuppe ormene, når gravegreben vendte sandet, da ormene meget hurtigt kunne trække sig tilbage i sandet og gøre sig usynlige. 

Men forinden man blev antaget til medhjælper, skulle man bevise, at man ikke var bange for at gribe den slibrige orm, Dette skete på den måde, at man skulde tage en renvasket orm i munden og holde den der til graveren sagde: Bid så ormen over og spyt den ud. Først når man kunne præstere sligt, blev man antaget som hjælper. Det kunne give en 10 øre og efter hjemkomsten fra fisketuren nogle fisk.” 

Fra 1926 og til engang hen i 60’erne, har der om vinteren været en til tider meget omfattende eksport af sandorme fra Fanø til det øvrige land og udlandet, navnlig til Tyskland. I 1926 satte Fiskehallens ejer, Svenning Boye en eksport i gang af sandorme, med omkring 20.000 til 30.000 orm pr. dag. Ormene sendes i renset tilstand og nedpakkes i lange flade kasser, som ved to skillevægger er delt i tre. Der går 500 orm i hver kasse, de nedlægges ikke i sand, men kassen fores med pergamentpapir, som holder godt på fugtigheden. Taksten i 1926 til ormegraverne var på ½ øre pr. orm. Det højeste Boye har udbetalt til en graver for en ebbetid er 7 kr., dagligt udbetaler han 100 kr. og derover. På gode dage kunne der være 30 – 40 mand der gravede ude ved Batteriet. 

I 1934 er ormeeksporten gået betydelig ned, udtaler fiskehandler Boye, der er den største eksportør. Tyskland har ikke i år aftaget en eneste kasse og eksporten udgør nu kun ca. 1/3 af det, den tidligere har været.

En af grundene til nedgangen er, at fiskerne i særlig grad er gået over til at bruge små ålekvabber som madding på krogene. Disse ålekvabber fanges i store mængder i Mariager Fjord og forsendes i biler til hele vestkysten i levende stand.

Det er beklageligt, at det har taget den vending med ormeeksporten fra Fanø. Der var dog ikke så få, der tjente en god skilling ved at gå ud og grave orm i en tid, hvor fortjenesten på andre områder var ringe. 

Men i 1935 er der atter fuld gang i ormeeksporten fra Fanø. Hver aften kunne man ved postkontoret se store stabler af kasser med orm, der er indleveret til forsendelse. Det kunne dog godt knibe med at følge med efterspørgslen, så en ormeeksportør indgik overenskomst med et antal sønderhoninger, om at levere orm. 

De var ganske almindelige mandfolk disse ormegravere, men også enkelte kvinder gjorde dem rangen stridig. 

De havde tålmodighed og en god ryg, og så kendte de flakkerne, tidevandets rytme og vidste, hvor ormene gik. 

En greb med ekstra lange tænder og et skaft, der kunne tåle belastning, en letvægtsbeholder af en slags, som kunne anbringes som en rygsæk til transport af ormene, hvorved hænderne var frie, en cykel og eventuelt en madpakke og lidt drikkelse, måske regn- eller olietøj, det var deres udstyr. 

Cykelvejen sluttede, hvor Grønningen begyndte, og så var det på gåben over Grønningen og flakkerne, måske en halvanden kilometer, hvorefter ormenes tilholdssteder skulle findes og bedømmes, om det var umagen værd, at grave her. Det sted man valgte, blev endevendt med greben, og ormene opsamlet i beholderen. Der var dårligt nok tid til pauser, det var et kapløb med tidevandet og om at kunne opfylde kvoten. En ”basse” var ormegraverens kælenavn til de største af ormene. De ikke-levedygtige orme fik betegnelse ”slanter”. 

Ormegravningen i Nordby har i foråret 1941 været det største nogensinde og Svenning Boye og Theodor Hansen har hver for sig fuldt op at gøre med at modtage de hjembragte orm. På en enkelt dag er der bare til Boyes forretning gravet 60.000 orm. Prisen er i øjeblikket 55 øre pr. 100 stk, og giver således en ekstrafortjeneste til mange. 

Der omsættes stadig i januar 1942 store mængder sandorm, og nu er Olander kommet til som eksportør. En kilde oplyser at prisen i 1941 var 55 øre for 100 orm, så gik den langsomt opad til 75 øre, og nu er den 90 øre pr. 100 orm.

I 1943 kan ormeeksportør Olander melde, at der indgår store ordrer, sådan at der undertiden er brug for 200 kasser pr. dag. Det har knebet med at få folk til gravningen, men Olander har sat prisen op med 10 øre til 1.10 kr. pr. mål, så nu er der igen gang i gravningen. Olander der selv startede med at grave i 1938, kan fortælle, at et mål dengang gav 45 øre, og siden er prisen steget jævnt. Prislejet har nu nået et niveau, hvor en dygtig graver, nok skulle kunne holde en dagløn, ved det ret besværlige og hårde arbejde.

I 1953 havde en del ormegravere fra Esbjerg begyndt med gravning på Fanø, men Hartkornskassen havde forment dem adgang, idet de mente at have rettighederne til gravningen. En rettighed de har givet videre til Fanø ormeeksport ved fru Methilde Sørensen, Nordby. 

Ormeeksportøt Oscar Sørensen, f. i Rindby, d. 29. maj 1972, 57 år gammel. Oscar Sørensen blev oprindelig uddannet ved landbruget, men som årene gik, fik han afløb for sin virketrang på forskellige andre måder. Han var en såre flittig mand der med godt humør tog fat på dagens arbejde og gennem mange år fra 50’erne drev han en eksportforretning med levende sandorm og opnåede på dette område en solid kundekreds, som var sikker på altid at få leveret gode varer hos ham. Egentlig var det hans kone Methilde Sørensen der startede eksportforretningen, idet familien gerne ville have større indtægt end den Oscar bragte hjem som arbejdsmand og daglejer.

Oscar Sørensen var helt fra sine unge dage en ivrig idrætsmand og deltog med stor interesse i gymnastikforeningernes arbejde på Fanø, og han blev selv en dygtig leder af skiftende karlehold i foreningerne. 

Oscar fik sat system i ormegravningen. Han cyklede rundt til sine gravere, og gav dem en kvote og et nogenlunde tidspunkt for levering af ormene. Der kunne alt efter størrelsen af de indkomne bestillinger, tildeles kvoter til 2 – 3 mand, og på store dage helt op til 20 – 30 gravere. 

Når graverne kom tilbage fra arbejdet til bunkeren på Færgestrand, skulle ormene skylles rene, måles af Oscar og gøres delikate i de smalle eksportkasser, foret med hvidt papir. Og så kom den kontante afregning for flere timers slid og hårdt arbejde. 

I august 1963 sendte Oscar Sørensen 30 – 40 kasser af sted hver dag, og der var ca. 400 orm i hver kasse. Fredagen er den travleste dag, fordi weekenden byder på mange flere lystfiskere, der skal have agn til fiskeriet. Fos Oscar Sørensens vedkommende er fredagsleverancen fra 100 til 150 kasser.

Oscar Sørensen fandt frem til en metode til at præparere sandormene, hvilket kunne være meget vanskeligt; de vandholdige orme kunne højst holde sig i et par dage, men Oscars metode betød at ormene kunne opbevares i månedsvis. Han lagde de friske orme i de sædvanlige fladbundede kasser, der var foret med avispapir. Først saltes ormene og får lov at ligge et par dage, indtil alt vandet er trukket ud. Derefter opbevaredes de i en ny saltlage, og deres holdbarhed skulle nu være ubegrænset.