Forfatteren N. M. Kromann, født den 4. april 1870 i Sønderho, fortæller minder fra sit barndomshjem: 

”I min barndom var der tre købmandsforretninger i Sønderho, hvoraf min faders var langt den største, og der var mange forskellige varer, som fader var ene om, både at købe og at sælge. Bl.a. købte far pjalter, ben, gammelt tovværk, gammelt jern, kobber, rav m.m. 

Far havde stor lofts- og lagerplads, hvad også var nødvendig, da der af nævnte varer kun blev solgt ud hvert forår. 

Skipper Hans Mikkelsen i Sønderho havde en galease, som han sejlede med mellem Sønderho og Hamborg, og tog 5 – 6 rejser hver sommer. Alle kolonialvarer samt det meste af andre varer, havde Mads Mikkelsen med hjem fra Hamborg.

Det var en fast regel, at Hans Mikkelsen hvert forår på den første rejse fra Sønderho, havde skibet lastet med alt, hvad far i årets løb havde opkøbt af de mange forskellige affalds- og opsamlingsvarer. 

Far havde i årets løb ladet meget arbejde udføre på affaldet. 

Pjalter og klude 

Der var nogle gamle koner, der med mellemrum kom for at sortere pjalter. Konernes dagløn var ikke stor, lidt ekstrafortjeneste havde de, da knapperne der sad i tøjet, var deres, og knapperne var en regulær handelsvare. Ben- og hornknapper, der var rene og pæne, kunne sælges til butikspris, og de mindre gode knapper kunne sælges til skoledrengene, der spille knap, klink, knap i hul og andre knapspil. 

Far lod pjalterne sortere i tre forskellige slags: silke-, uld- og bomuldsklude. Det var ved sorteringen, at far kunne tjene lidt på kludehandelen. Silke- og uldkludene betaltes med en god pris i Hamborg, bomuldskludene kunne dårlig give indkøbsprisen. 

Ben 

Benene blev også sorteret, alle store og svære ben af dyrenes for- og baglemmer blev frasorteret og solgt til I. C. Stein i Kolding, der havde forbindelse med en tysk fabrik, der købte ben til fremstilling af knivskafter, kamme og knapper. 

Resten af benene sendte far til Hamborg. 

I Sønderho var der to mænd, der gik rundt og samlede ben og pjalter. Den ene, en tysker, hvis navn var Blocher, var som ung skibssmed kommet til Sønderho; da han blev gammel og ikke magtede hårndværket, tjente han en skilling ved at gå rundt og samle pjalter og ben. 

Den anden var ”Mandø-Niels”, der også i en del år samlede pjalter og ben, men så fik han bestillingen som klokkemand, hvorefter Blocher var alene om handelen.

Far betalte to øre for pundet af pjalter og ben. 

Tovværk

Tov der strandede, købte far også, men det var vanskeligere at handle med, eller rettere vanskelig at vurdere. Var tovværket frisk og hampetaverne lange og fine, da blev det gamle ituslåede tov viklet op og spundet til nyt reb eller tov. Far skulle derfor undersøge tovværket meget nøje, samt sortere det. I Hamborg blev det gode tovværk betalt med en temmelig god pris. 

Jern og kobber

Skibsjern, nagler og andet jern, der sad på strandingstræet, var ikke meget værd, to øre pundet var højeste pris. Far ville helst være fri for at købe det, da afregningen fra Hamborg tit var med lidt underskud. 

Kobbernagler, der sad i strandingstræet, var noget helt andet. Far betalte 65 øre pundet. I Hamborg fik han en krone. 

Rav

Rav, dvs. helt små stykker rav, der ikke kunne anvendes til smykker, købte far og gav 65 øre pundet. I Hamborg fik han en krone. Småravet var en bestanddel af kongerøgelse. Rav anvendtes også til fremstilling af meget fin lak. 

Skoledrengenes lommepenge 

Skoledrengene i Sønderho passede meget nøje havet, når der i et par dage havde været stormvejr. Drengene gik da til stranden for at finde rav samt plankeender, hvori der sad kobbernagler. Det største besvær var at få naglerne slået ud af træet, men det kunne betale sig. 

Vi drenge i Sønderho, siger Kromann, manglede i vores skoletid sjældent eller aldrig lommepenge. Havet, vor gode ven, kunne altid redde os, når vi manglede nogle ører til en lommekniv eller andet. 

N. M. Kromann tilføjer: Da jeg i sin tid kom i handelslære i Ribe, lærte jeg skipper C. B. Jeffsen at kende, han var fra Mandø og kom hvert forår til Ribe med sin galease, som han fik fyldt med lignende varer som fars og sejlede til Hamborg for at sælge. 

Tjenestepigens frynsegode

Et træk fra mit barndomshjem i Sønderho fortæller om nøjsomhed og sparsommelighed angående affald. 

Mor havde i mange to piger, en første og en anden pige. Et år skiftede vi første pige. Mor havde gerne sine piger i flere år. 

Fæstespørgsmålet var noget af en højtidelig begivenhed. Først var det lønnen; når der var opnået enighed om den, lagde mor en tokrone på bordet og sagde: ”Her er så fæstepengene”. Pigen tog mønten med højre hånd og mor lagde sin højre hånd oven på pigens og sagde: ”Til lykke for os begge”.

Lidt efter sagde pigen: ”Aftale er der ikke sket, men jeg får vel benene”. Dertil sagde mor ja. 

I de fleste hjem var det skik at førstepigen fik benene fra husholdningen. I større hjem kunne pengene for ben blive til ikke så lidt. 

Vi var i mit hjem 16 til 18 daglige mennesker, og vi spiste meget kød. 

Vi havde altid 20 får, der i almindelighed havde 15 lam, der alle blev slagtet til egen husholdning, og dertil kalve af to køer samt to svin, og hvert efterår købte far på Varde marked et stort kreatur, der også blev slagtet.