I 1907 tog nogle personer i Nordby initiativet til at oprette et biografteater på Fanø med daværende urmager i Nordby, H. J. Fogh som bevillingshaver og daglig leder.

Fanø Biografteater blev bygget på en del af urmagerens have, for øvrigt på samme sted som det stadig ligger. Om dette skriver "Fanø Ugeblad" 26. oktober 1907: 

"Et Biografteater er nu under opsejling. I denne tid bliver der i Hr. urmager H. J. Foghs have ud mod gaden bygget et sådant for et konsortiums regning. Opførelsen af selve bygningen, der nærmest bliver udelukkende af træ, får en længde af 22 alen, en bredde af 11 alen og en indvendig buet højde af 8 alen, og vil komme til at koste ca. 3.000 kr. Teatret opføres af d'hr. murer J. M. Winther og snedker N. S. Thing. Det hele skal være færdig og tages i brug samtidig med, at gasværket kan levere den nødvendige belysning. Billederne - fortælles det os - skal være det bedste, som kan fås, og så tænker man på at give forestillinger under ledsagelse af klavermusik de 3 dage i ugen. Adgangen betales som andre steder med 25 øre for voksne og 15 øre for børn. Man vil sikkert i biografteatret kunne få mangen fornøjelig time og få lejlighed til på en anskuelig måde at følge med i, hvad der sker på forskellige steder i verden. Forhåbentlig kan man gå ud fra, at de billeder der vises, altid er af god og sund natur". 

Natten mellem 20. og 21. december åbnede gasværket for hanen, så teatret begyndte sine forestillinger, og - fortæller Ugebladet - "selve teatret ser godt ud både i det ydre og i det indvendige, og nu vil man hver uge kunne tilbringe en hyggelig halv time. Billederne, der har været fremvist i den forløbne uge, var ret gode. "Klokkeren fra Notre Dame" fængslede alvoren og "Vidunderbæltet" gav til gengæld den fornødne munterhed. Der vil blive opstillet en stor gasovn, der kan levere den nødvendige varme, og en stor grammofon, der serverer musik. Hver uge er der et nyt program. Ingen bør forsømme at gå derhen. Entreen er jo billig". 

Biografteatrets annonce for følgende uge så således ud: 

Program: Forestilling søn- og helligdage kl. 4 og 5, efterm. Og 8 og 9 aften. Tirsdag og torsdag aften kl. 8 og 9.

1, Halsbrækkende kavalleriøvelse - 2. Levende postkort. 3. Jernbaneattentat. 4. Forårets fe. 5. Over stok og sten. Billet Voksne 25 øre. Børn 10 øre. 

Alt dette blev vist under en time. Belysningen kom fra gasværket, og forevisningsapparatet blev drejet ved håndkraft, hvilket tilfaldt bogbinder Jørgen Andersen; søndage var sikkert en hård dag at komme igennem. - Det varede dog ikke lang tid, inden spilledagene blev reduceret til 2 ugentlige spilledage.

I 1910 vistes 4 film, hvoraf den ene var Shakespeares skuespil "MacBeth" i 5 akter, alt sammen indenfor en time. I 1910 vistes også en helaftensfilm "En rekrut fra 64", og samtidig blev grammofonen afløst af "Fortepiano" og ved særlige lejligheder også af violin. 

I oktober 1911 trådte forlystelsesskatten i kraft, hvilket bevirkede at billetterne måtte forhøjes med 5 øre. i 1913 kom man så vidt, at man kunne vise så store film, at de måtte ses over to aftener, og samtidig ophørte man med at omtale programmer som billeder, man talte nu kun om film, endda i noge tilfælde om kunstfilm.

Men alting har en ende, biografteatret lå stille i et års tid, indtil en esbjergenser fremsendte en ansøgning til at drive biograf i Nordby. Sognerådet var ikke til sinds at give denne tilladelse til en udenbys, såfremt der på Fanø, var nogen der ville genoptage driften af biografen. Der kom da tre ansøgninger på bordet, en fra kroejer Nis Beck, bogtrykker Hugo Høgsted og teatrets tidligere bestyrer urmager Fogh, der ikke mere boede på Fanø. Nis Beck ønskede dog at drive teatret i Krogårdens sal. Man enedes så om at give bevillingen til Fogh, mod at han bosatte sig i Nordby igen og personlig drev teatret. 

Det faldt dog ikke rigtig i hak, så det endte med at Nis Beck fik bevillingen, og at han købte bygningen. Den 25. november 1916 havde han sin første forestilling med storfilmen "Ned med våbnene", og han forsøgte med forestillinger hver dag, om søndagen flere forestillinger. - Men det varede ikke længe, inden der igen kun var forestilling 2 dage om ugen. I 1918 var billetprisen steget til 60 øre for voksne og 30 øre for børn, incl. skat. Flere gange forsøgtes der med flere forestillinger i ugen, men man gik stadig tilbage til to  forestillinger ugentlig. I slutningen af 1920 fik Nis Beck kontrakt med et selskab, der havde eneret i Danmark på amerikanske film, således at der kunne blive lejlighed til at se film med berømthederne:  

Mary Pickford (Pickford, Mary, egl. Gladys M. Smith, 1892-1979, amerikansk skuespiller og producent, en af stumfilmæraens største og populæreste kvindelige stjerner. Mary Pickfords spil var præget af sødme, godt humør og ukuelig viljestyrke, men også af et menneskeligt talent for lynsnare følelsesskift, bl.a. i The Poor Little Rich Girl (1917) og Stella Maris (1918). Hun var gift med Douglas Fairbanks 1920-36, og sammen med D.W. Griffith og Chaplin grundlagde hun i 1919 filmselskabet United Artists. Mary Pickford havde et stort forretningstalent, men hendes filmkarriere sluttede med tonefilmens komme.),  

Wallace Reid, Chaplin, Douglas Fairbanks (Fairbanks, Douglas, 1883-1939, amerikansk skuespiller og producent. Fairbanks debuterede i 1902 på Broadway, og med sin fandenivoldske charme og sit fysiske overskud var han et tilbedt sceneidol, da han i 1915 fik kontrakt med filmselskabet Triangel. Han blev stumfilmens uovertrufne eventyrer i næsten 50 film frem til 1934 som fx The Mark of Zorro (1920, Zorros Kendemærke), The Three Musketeers (1921, De tre Musketerer), The Thief of Bagdad (1924, Tyven fra Bagdad) og The Black Pirate (1926, Den sorte Pirat). I 1919 dannede han filmselskabet United Artists sammen med Charlie Chaplin, D.W. Griffith og Mary Pickford. Den sidstnævnte giftede han sig med i 1920.

Sønnen Douglas Fairbanks jr. (f. 1909) var også skuespiller og havde hovedroller i film som Gunga Din (1939) og Sinbad the Sailor (1947, Sinbad Søfareren)., Tom Mix (Mix, Tom (Thomas), 1880-1940, amerikansk filmskuespiller. Den showbevidste Mix var med sine opstadsede kostumer og sin hest Tony stumfilmtidens populæreste cowboyhelt. 1909-35 medvirkede han i hen ved 400 kortere og længere westerns, der var præget af fart og stunts. Han omkom ved en bilulykke.), Harold Loyd og andre. 

I 1922 skulle sognerådet vælge et udvalg på 3 medlemmer, som skulle føre tilsyn med biografen. Ingen af rådets medlemmer ville dog påtage sig denne opgave, så man valgte i stedet de 3 tilstedeværende "pressefolk", urmager P. Dam, "Vestkysten", navigationslærer Buck, "Esbjergbladet", lærer Chr. Sneum "Fanø Ugeblad", og de havde intet mod at påtage sig hvervet, det gav jo gratis adgang til forestillingerne med ledsager.

Året 1922 sluttede med H. C. Andersens "Lykkens Galoscher". Da forestillingerne begyndtes i det nye år, var det med den amerikanske film "Mormon-præsten" med Fanøpigen Ann Forrest i en af de store roller samen med William Farnum. Samtidig gøres opmærksom på, at børn, der ikke forholder sig roligt under forestillingerne bliver fulgt ud. Ved samme tid begyndte de store film som Dickens "Vor fælles ven" og andre af samme art at komme frem.

 I 1923 efter at Nis Beck var død, solgte hans arvinger teatret til bogtrykker Hugo Høgsted for 5500 kr. Den ny ejer meddeler, at han vil tilstræbe at vise bedre billeder, så man ikke får film, der er alt for slidte, og få bedre musik, og mere ro i pauserne.

Høgsted startede i stor stil med danske film som Dickens "Store forventninger" af A. W. Sandberg, smuglerfilmen "Madsalune" og "Præsten i Vejlby". Ny begyndte filmene med Fyr & Bi at føre sig frem.

Fy & Bi

Der blev mere varme i teatret og mere ro blandt tilskuerne. Et par unge mænd måtte dog give møde i politiretten og erlægge en bøde på 30 kr. for at have opført sig upassende i teatret. 

I februar 1924 gennemgik teatret en hovedreparation for, at den kunne komme til at stå mål med andre ordentlige biografer i Danmark. Det store problem var stadig ledsagemusikken til filmene, da indtægterne ikke rigtig svarede til omkostningerne, og det var stadik ikke muligt at få publikum til mere end 2 spilledage - og det var småt nok endda, da der var langt mellem de film, som virkelig kunne trække det helt store publikum, selv om det stadig fortaltes, at det immervæk er de bedste film, der nogensinde er vist. Selv i ferietiden, som dog var den mest givende tid for Biografen er der ikke mulighed for flere spilledage. I en ferieperiode var det muligt for Høgsted at få den unge pianist Carl Emil Hestbek til at spille i Bio. Flere gange søgte Høgsted en dame til at spille, og en tid hørte man søstrene Hestbek betjene klaveret. 

I årenes løb blev Fanø Bio også brugt til andre formål, fx til foredrag og lignende, ja der var også tryllekunstnere, der optrædte der. I 1924 afgiver biograf tilsynet en erklæring: "Selv om der undtagelsesvis kommer billeder af mindre lødig art, kan udvalget ikke i væsentlig grad udtale sig kritiserende som biografens drift, særlig under hensyn til at ejeren måtte tage imod de film, der sendes til ham".

I 1926 fik teatret nye bænke med klapsæder. Men økonomien hang stadig ikke rigtig sammen. 

I 1927 i juli spørger Hugo Høgsted i en annonce: "Hvem vil leje biografen for sommeren eller for et år på gode vilkår", men det var der ikke nogen, der ville. I 1928 fik Høgsted fornyet sin bevilling og i februar 1929 lukkede han forretningen.

I august samme år byttede han sin privatbolig og Biografen bort med en større ejendom i Rask Mølle. Den ny ejer var en direktør C. Jensen fra Odder, men han kom åbenbart aldrig i funktion på Fanø, så Høgsted fortsatte med at drive biografen til september 1930. da søger en fru Helga Svendsen om tilladelse til at overtage bevillingen. Efter nogle måneders pause og installation af nyt fremvisningsapparat kom der igen gang i biografen. Også for hende kom der tid efter anden lange pauser, hvor der ingen film kom, da det kneb med at få dem indløst, da der ikke var penge i kassen, og filmene kom på efterkrav. Senere ansøger hendes mand om fornyelse af bevillingen. Sognerådet nægtede dog at anbefale ansøgningen, da han ikke selv ejer biografen, og da han ikke opfylder sine forpligtelser som borger i kommunen. Biografen ejedes da af Århus Privatbank. 

Midt i oktober åbner biografen igen med dir. Christensen som leder. Der blev installeret nye maskiner til tone- og talefilm, og så blev publikum præsenteret for den lystige og elegante film "De tre fra Benzintanken" med Lilian Harwey og Willy Fritch. Men det var stadig trange tider, som regel betalte den ny direktør for sine annoncer med billetter til biografen, han havde ikke kontanter, og det blev let for Anders Wilhelm at komme i bio, for far havde billetter nok, så der skulle ikke plages for at få en billet. 

I 1935 fik biografen igen et nyt fremvisningsapparat, som blev leveret fra B&O i Struer. Denne gang var den ny ejer Axel Sørensen, som bød velkommen, og det var til den stolte film "Barken Margrethe af Danmark". Dir. Sørensen gav op efter 3 ½ år på Fanø. 

I juni måned 1935 blev der indrettet en biograf i Kurhotellets sal med Axel Sørensen som teknisk og kunstnerisk leder. Der skulle være 2 ugentlige spilledage. Det blev dog ingen succes. 

Natten til den 8. juli 1935 nedbrændte den gamle biograf i Nordby. Herom skrev Fanø Ugeblad bl.a.: 

"ILDEBRAND. Natten mellem onsdag og torsdag er Nordby Biografteater brændt. Der havde om aftenen været forstilling. Filmen "Paris' mysterier" var blevet forevist og et ret stort fremmedpublikum havde overværet forstillingen, der sluttede til sædvanlig tid. Ved midnatstid opdagede en forbipasserende, at der kom røg ud af bygningen. Han fandt det mistænkeligt og alarmerede brandvæsenet. Det viste sig, at brændte i Bygningens sydlige del, men ilden blev hurtigt slukket ved hjælp af en slange, der blev påskruet en i nærheden stående brandopstander. Og dermed var første akt forbi.

Men filmene i biografen plejer jo som regel at blive forevist i to tempi. - 2 akter - , og således gik det også her. Efter en pause, hvor enhver troede ilden slukket, blussede det ved halv tre tiden atter lystigt i biografen, og denne gang var der mere alvor i det. Endskønt brandvæsenet greb energisk ind, var det dog en umulighed at redde den brandfarlige bygning fra ødelæggelse, og snart var der kun en rygende ruinhob tilbage. 

Det siger sig selv, at branden samlede en mængde tilskuere, der i de mærkeligste påklædninger fulgte begivenhedernes gang. Der blev intet reddet. Efter hvad vi har fået oplyst er bygningen assureret for 5.800 kr., inventaret for 2000 kr. og maskinerne for 5.000 kr. Der er ingen forsikring tegnet mod driftstab, så biografejer Sørensen lider alene af den grund et stort tab ved at få biografen brændt af her lige i sommerens højsæson, der vel nærmest må betegnes som den allerbedste tid for det lille teater året igennem.

Om ildens opståen vides intet. Statspolitiet har haft betjent J. Thomsen herovre for at foretage afhøring og se på sagerne, og kabelmester Petersen, Esbjerg, har ligeledes været herovre for nærmere at se på resterne af den elektriske installation"

Det varede dog ikke længe, inden der blev rejst en ny biograf på samme sted. Denne gang blev den dog en muret bygning, som fik nye maskiner og nyt inventar. Stole kom fra Dagmarteatret i København og der var polstrede stole, nogle endda nærmest lænestole, og dertil kunne reserveres pladser. I oktober var der premiere i det nye teater, et godt lokale med 150 pladser. 

Så kom besættelsestiden og det blev den økonomisk bedste tid for Fanø Bio. Det blev lettere at få gode film, endda også gode amerikanske film, men der kom ingen nye, og der var gode danske film, og UFA film var der ingen mangel på. (UFA, Universum Film Aktiengesellschaft, tysk filmselskab grundlagt 1917 på initiativ af militæret, men kontrolleret af økonomiske interesser. UFA var i 1920'erne og 1930'erne en af verdens betydeligste producenter af dokumentar- og spillefilm. Under nazismen blev al tysk filmproduktion samlet under UFA, der 1937 blev overtaget af staten, og stillet i propagandaens tjeneste. Firmaet videreførtes i DDR som DEFA, i Vesttyskland som UFA-Theater AG og Universum-Film AG, som i 1964 blev en del af Bertelsmann-gruppen. UFA er omkring 2000 et af Europas største film- og tv-produktionsselskaber.). 

I august 1947 fik Gunnar Jydebjerg bevillingen og overtog Fanø Biograf, der fulgte nu en række rolige år. Gunnar Jydebjerg kunne selv passe maskinerne, og hans kone var lærerinde ved Nordby skole, så kunne det jo så gå nogenlunde rundt. Men desværre døde fru Jydebjerg under et familiebesøg i USA og få måneder efter døde også Gunnar Jydebjerg.

Ejendomsmægler Claus Thyssen købte nu Fanø Bio og gav den en rigtig ansigtsløftning, så den i hvert fald i teknisk henseende var helt på højde med tidens krav, men også for ham blev det en skuffelse. Han søgte længe at få den solgt igen. Og det lykkedes langt om længe at få den solgt til en selvejende institution bl.a. fordi kommunen gik ind med et rente- og afdragsfrit lån. Lånet var der en del postyr over, mange var imod og lavede underskriftindsamlinger, men lånet blev altså givet. 

Fanø Bio indviet i marts 1985 

Formanden for kulturudvalget, Asger Jensen, var dagens officielle taler og han sagde bl.a: 

"Det er vel efterhånden 30 år siden jeg var her i denne biograf første gang. Jeg gik tit i biografen dengang, men var forvænt med Strandbio og Esa Bio, de nye biografer i Esbjerg, det var derfor lidt af en omvæltning at komme i Fanø Bio. - Den første man mødte når man kom ind ad indgangsdøren var selve biografdirektør Jydebjerg, der med sin lille hund stod og hilste på. Inden for til højre var et lille billethul, hvor en af øens unge skønheder solgte billetter, i enden af forgangen var der et lille skummelt toilet, og bagved oppe i selve operatørrummet hersede Hans Peter Tysker med sine filmruller og det gamle fremvisningsapparat. 

Når man kom ind i selve salen, der var mørk og skummel, oplevede man at de første 5 rækker (de billigste bænke) var fuldt besat med børn, hvoraf drengene var i vildt slagsmål. Lidt efter blændede Hans Peter op for de lokale reklamer, de var lavet af ham selv og bestemt ikke uden effekt; jeg husker et par stykker af disse, især indslaget fra naboen, slagter Sonnichsen og fra Willys radio. 

Under selve forestillingen, især når der blev vist film med kærlighedsscener, var de ungdommelige øverste 5 rækker i vildt oprør. Midt under forestillingen lød en skingrende klokke, så var der pause, sidedørene blev lukket op og publikum væltede ud for at trække frisk luft i en smal passe her udenfor. Efter at filmrullerne var skiftet lød klokken igen og alle myldrede på plads." 

Poul Hestbek giver i Fanø Ugeblad nr. 14, den 11. april 1985 sine erindringer om sit akkompagnement til filmene i Fanø Bio: 

"efter at have læst det meget interessante referat om Fanø Biografteater, dukker der jo mange minder op fra dengang, hvor også jeg var pianist i biografen, det var der jeg fik min offentlige debut som "Kapelmester" i musikkens verden, lige når jeg undtaget et "Job" som 10-årig i logen på Vestervejen, hvor jeg ledsagede til sangene i "Elverhøj". Det har nok ikke været 1. klasses musik for ved premieren lød det fra tilskerpladserne: Paul! Soil hellere hummel i vand (Fannikerdans), den kender vi bedre. Det kom fra boghandler Søren Hansen og tømmerhandler Brink Hansen, som jo var mine forældres omgangskreds, der var jo megen lune i de to familier. Sceneinstruktør Ottosen fra Esbjerg har nok lyttet et par gange og tænkt at det kunne jo være godt være at komponisten Kuhlau for 150 år siden har flettet en Fannikerdans ind i ouverturen. 

Som dreng var biografen jo for os det helt store her på øen, vi ventede jo med spænding, når der hver mandag kom nye plakater op i byen. Om det nu var Chaplin kravlende hen ad telefontrådene, Charles Ray i "bedste mand i bokseringen", Tom Mix med hesten "Tony" og lidt senere Fyrtårn og Bivognsfilemene som Hans Jørgen, der jo var pedel og billettør i biografen reklamerede kraftigt for med ordene: I aften kommer den sture og den lille. 

Apropos Hans Jørgen, går der mange anekdoter om den særprægede mand, der var stokdøv og havde en 10 cm træklods på sin højre støvle, da han havde stift ben. Som sagt var han pedel i biografen i urmager Foghs tid og skulle sørge for at der var fejet og støvet af i lokalet, men det har nok ikke været godt nok til fru Fogh, der havde kritiseret hans rengøring, så Hans Jørgen slyngede disse bevingede ord ud: Aa - ve do ét hoob og rend" - det kunne hun jo ikke så godt, for hun havde også stift ben. 

I slutningen af 1. verdenskrig blev min broder Carl Emil ansat som pianist i biografen og der blev da "opfundet" mange metoder til at redde sig en friplads, da vi drenge jo ikke altid havde 25 øre til billetterne, men min bror Mathias, der lige var begyndt at tage violinspil hos frk. Bengaard, prøvede på at narre Hans Jørgen, ved at tage violinkassen under armen og med tegn og fagter gjorde ham forståelig, at han skulle ind og hjælpe sin broder med at spille. 

Klaveret var anbragt klods op ad den fugtige nordvæg. Med et forhæng trukket for, så man ikke kunne se pianisten. Min bror lod som om han spillede og stak buen ind under strengene. Hans Jørgen var jo døv, så han kunne alligevel ikke høre noget, men den fidus gik kun et par gange, så var det ødelagt, og så på ny i gang med en anden plan. 

Min far havde lager af kakkelovne fra C. H. Hess fabrikken i Vejle, hvor der fulgte nogle flotte farverige kataloger med røde, grønne og blå blade. Min bror havde observeret, at de røde biografbilletter havde samme farve og kvalitet, som bladene i kataloget og kom hjem og klippede nogle stykker ud i 5 -6 cm størrelse, og skrive et par tilfældige numre i det ene hjørne. Fidusen gik kun et par gange, idet billetterne skiftede farve ved nytrykning, så blev det ødelagt. 

Jeg selv prøvede en gang at snyde mig ind, jeg har nok været ca. 8 år, og når der var Chaplinfilm på programmet, var der tæt pakket med folk i den lille forgang med billethullet i det ene hjørne, hvorfor jeg benyttede lejligheden til at smutte ind mens Hans Jørgen kontrollerede billetterne. Da jeg havde anbragt mig på 2. række imellem de andre børn, regnede jeg med fred og ingen fare, men var alligevel ikke helt rolig før end forestillingen var i gang. Da hørte jeg til min skræk 10 bump op ad gulvet og så stod Hans Jørgen og råbte så man kunne høre det en km væk: Do har ét betaalt, do hat snøt haar do". Så måtte jeg den tunge vej ud af salen. 

Efter jeg havde været til søs i 1 ½ år, kom jeg i lære som 16-årig med den formidable løn af 5 kr. om ugen, og ville jo gerne supplere ugelønnen med lidt ekstra lommepenge. Der var ikke mange muligheder dengang. Mine brødre, fortalte at de samlede ben og gammel jern som de solgte til Karl Tved for 1 øre pr. pund, men den forretning forsvandt jo med Karl Tveds bortgang. Så tilbød jeg mig hos Høgsted med musik til 2 kr. pr. aften, og blev antaget. 

Ved "Premieren" udbrød Johanns Brinck Hansen: Nå, der har vi jo musikken i skjorteærmer. Da jeg gik op til klaveret, tændte lampen og slog låget op, mindedes jeg min 1. snydetur, idet jeg igen hørte 10 bump. Det var Hans Jørgen der ville op og smide mig ud igen. Han vidste jo ikke, at det var den nye "Kapelmester", så han råbte lige så højt som sidste gang: "Do mo ét rør ve æ klaver". Jeg nikkede med hovedet og blev stående. Da så klokken ringede anden gang hørte jeg de kendte bump igen, og så råbte han endnu højere: "Do mo ét kom teen". Han blev så stående og da det ringede tredje gang, satte jeg mig ned og spillede: Med hænderne siger man Klap, Klap, Klap. Det var nemlig en boksefilm, så det passede godt til situationen. Så trak Hans Jørgen vejret dybt, og så kom det helt nede fra maven: "Noooo" - siden har vi været fine venner. 

Som sagt stod klaveret klasket op ad nordvæggen, og jeg skulle følge med i filmene. Det var jo ikke så godt, at jeg spillede i "Skovens dybe stille ro", når Tom Mix kom farende hen ad prærien med 50 indianere bag efter sig skydende vildt omkring, for så til sidst at trille nedad bjerget og lande på ryggen af "Tony". Jeg var tit nervøs for at han skulle lande på klaveret, da det var ved at gå op i limningen på grund af orm og fugt. 

Efter 1 ½ times forestilling var jeg så stiv i nakken som en gammel ko de næste tre dage. Folk troede jeg var i familie med "æ Stjernekikker", der boede på Møllestien. Efter ca. ½ år solgte Høgsted biografen til en hr. Svendsen fra Århus. Da biografen havde skiftet ejer, skulle jeg have en ny aftale omkring musikken. Vi blev enige om en pris af 2 ½ kr. pr. aften. 

Jeg så hele hans menageri med filmsoptager, filmfremviser, diverse film og en masse flotte avisanmeldelser, så jeg gik hjem til min far og sagde, at nu var der endelig kommet en rig mand, der havde købt biografen. 

Så sagde far: det forstår jeg ikke, for jeg har lige læst i Jyllands Posten, at der er en hr. Svendsen, nu bosat på Fanø, der har pantsat alle sine møbler, inventar og urtepotter til Århus Trælasthandel. Det var jo ikke så godt, men jeg fortsatte som kapelmester med en stigning på 50 øre, og så spurgte jeg ham endda, om han havde noget imod at udbetale dem hvert kvartal til mig. Det blev jo 60 kr. for 3 måneder, og det var noget man kunne mærke. Det havde han ikke noget imod, og det kunne jeg godt forstå senere, for inden de 3 måneder var gået, var hr. Svendsen også gået; men det var bare fallit. Så mit tilgodehavende står godt og sikkert, det har det nu gjort i 55 år." 

Axel Sørensen, d. 31. maj 1959, blev 54 år gammel, var født i Gørding. Han kom i 1925 til Fanø, hvor han har boet siden. Her blev han hurtig en kendt mand, der efterhånden opnåede en ret betydelig indflydelse. Han var gift med distriktsjordemoder fru Thyra Sørensen. I 1937 blev han indvalgt i Nordby sogneråd som repræsentant for socialdemokratiet, og han blev ved de senere valg genvalgt med et stort personligt stemmetal. I sognerådet øvede han en værdifuld indsats på mange områder. Han var i besiddelse af stor indsigt og hurtig opfattelsesevne, så han havde let ved at finde ind til det væsentlige i de foreliggende sager. Navnlig som formand for det sociale udvalg gjorde han sig stærkt gældende, og han havde her et varmt hjerte for de, der havde det småt og trængte til en hjælpende hånd. I det hele taget var hjælpsomhed en meget fremtrædende karakteregenskab hos Axel Sørensen. Han var stedse villig til at yde sin assistance, hvor han kunne være nogen til hjælp på en eller anden måde. Arbejdet i sognerådet havde hans store interesse, og det var ham en stor sorg, da sygdommen tvang ham bort fra det i juli måned sidste år, og den tak, der da fra sognerådets formand blev udtalt til ham, var oprigtig ment.

Men også på andre områder har han ydet en indsats i byens liv. Det skal her anføres, at han i sin tid oprettede bilruten til Rindby strand, og at han fik Nordby biografteater bygget om og moderniseret, så byen også på dette område kunne følge med i udviklingen.

Axel Sørensen var kendt af alle på Fanø, og han havde en meget stor vennekreds.