I oktober 1908 kom der atter gang i snakken omkring etablering af en kødkontrol i Nordby. Mange var opskræmte af faren for tuberkulose, og mente at både kreaturer og svin på Fanø var angrebet af sygdommen, og at man derfra kunne blive smittet. 

Det kunne derfor være en vis fornuft i at indføre kødkontrol, dels for at berolige beboerne og dels afværge de sygdomme, som man muligt kunne pådrage sig ved spisningen af usundt og ikke tilstrækkelig kogt kød. 

Frygten bevirkede at mange købte stemplet kød i Esbjerg for at sikre sig fuldkommen sundt kød. Indførelsen af en kødkontrol, kunne forhåbentlig få folk til igen, at købe kød fra Fanø. 

I december 1908 sendtes en ansøgning til sognerådsformanden om etablering af en kødkontrol: 

”Til Nordby Sogneråd:

Undertegnede beboere, der føler og i lang tid har følt sig brøstholden ved den måde hvorpå kødhandelen foregår her i kommunen, andrager herved det ærede sogneråd om snarest mulig at få kødkontrol indført som en tvungen foranstaltning. 

Som motivering for dette vort andragende skal her kun anføres. 

Her sælges sikkert hver uge såvel tuberkuløst som andet sygt kød.

Med kødkontrol er beboerne betrygget mod disse ting.

For de virkelige slagtere en fordel.

ved slagtning bør tages hensyn til:

ingen dyrplageri

rene luftige lokaler 

slagtning må kun foregå i de dertil anviste lokaler. 

Dette andragende er underskrevet af 322 voksne mænd og kvinder. 

Formanden for sognerådet, overlærer Poulsen, var særdeles interesseret i forslaget og lovede at gøre for den hvad han kunne. 

Alle underskrifter er fra Odden og ikke Nørby eller Byen, så det er de faktiske forbrugere der har underskrevet.                         Hugo Høgsted.”

Formanden for sognerådet pegede på, at det ikke klart fremgik af ansøgningen, om man ønskede et offentligt slagtehus, idet han klart sagde, at det havde man ikke penge til. Man havde ment, at der kunne komme en dyrlæge fra Esbjerg et par gange om ugen for at udføre kontrollen, mens andre pegede på at møller D. Thyssen, der havde papir på, at kunne udføre visse opgaver som dyrlæge, kunne tage sig af kontrollen. Man forventede at der indrettedes et lokale, hvor slagter så kunne komme med deres dyr til slagtning. 

På et senere møde mente man at de større kreaturer kunne blive synede hos slagteren imod en lille ekstra betaling.

Holm ville spørge, om formanden også havde tænkt over udgifterne, og om Thyssen havde attest som dyrlæge. 

Formanden oplyste, at udgifterne kun ville blive ringe. På deres rejse i slutningen af sommeren havde han og overlærer Poulsen i Struer set på et nyt og tilsvarende slagtehus og der havde man ikke mærket nogen forhøjelse i kødpriserne. Thyssen var autoriseret som dyrlæge på Fanø, indtil en anden nedsatte sig her. Hvad de private slagtere angik, måtte de ligeledes bringe deres småkreaturer herned, og for at få de større kreaturer synet, måtte de så tilkalde dyrlægen. 

Poulsen sluttede sig til formanden, men mente dog ikke, at der solgtes så meget tuberkuløst kød på Fanø, som man havde anført i andragendet.

Rødgaard havde ikke følt sig forulempet af kødet på Fanø og mente ikke at der var grund til denne kontrol. Hvis Thyssen var i besiddelse af den egenskab at kunne se, om kødet af et slagtet kreatur var sygt, kunne man jo gå til ham og blive belært af herom. 

Formanden underrettede Rødgaard om, at når dyrlægen skal skønne, hvorvidt et kreatur er tuberkuløst, skal han jo se særlig de indvendige dele o.a. Vi må jo også tage hensyn til de fremmede, der kommer herover fra købstæderne og er vant til udelukkende at få stemplet kød. De tror nemlig, at alt kød der ikke er stemplet, er sygt. 

Sørensen stillede derefter forslag om, at sagen gik i et tremands udvalg, hvilket vedtoges. Dette udvalg kom til at bestå af formanden, Pedersen og Poulsen. 

Udvalget kom først i 1913 med et forslag til sognerådet, hvorefter der bl.a. skulle lejes lokaler hos købmand Bøttger for 120 kr. årlig. Man havde først kig på et lokale hos købmand Hestbek, men dyrlæge Hansen, Esbjerg, havde efter at have beset lokalerne, erklæret dem for at være for små. 

Udvalget vedtog udvalgets forslag og dermed var der indført kødkontrol i Nordby, gældende fra juni måned 1913. 

På samme tid finder vi i Sundhedsvedtægtens § 32:

”Kød af heste, stort kvæg, kalve, får, lam, geder og svin må ikke i fersk tilstand forhandles til menneskeføde i kommunen, ej heller bruges til tilberedning af fars, pølser og lignende til forhandling, forinden det er godkendt som tjenligt hertil af en af kommunen antaget autoriseret dyrlæge, som angiver kødets brugbarhed. Dog undtages herfra kød og kødvarer som i henhold til bestående love ere fritagne for efterkontrol. 

Alle de forannævnte dyr, der slagtes i kommunen – med undtagelse af de der benyttes til egen husholdning – synes efter slagtningen. Undersøgelse af de slagtede dyr er dyrlægen pligtig til at udføre med 8 timers varsel, såfremt synet skal foregå på slagtestedet. 

Til mærkning af kødet anvendes følgende stempling: for sundt kød et firkantet kvadratisk blåt stempel, hvis sider ere 5 cm., indeholdende forkortet stedbetegnelse, nemlig: Ndby, og til højre derfor bogstavet K samt et romersk I tal. For kød, der kun bør nydes i stærkt kogt eller stegt tilstand, et trekantet sort stempel, hvis sider er 4 cm., indeholdende stedbetegnelse og et romersk to-tal. Bogstaverne og tallene i alle mærkerne er 13 mm høje. 

Kød og andre næringsprodukter må ikke forhandles efter at være kommen i en ved syn og lugt kendelig forrådnelsestilstand. 

Enhver, der i kommunen driver slagtning som erhverv, efter som erhvervsmæssigt tilvirker pølser og konserves, vil have derom at gøre skriftlig anmeldelse til politimesteren. I sådanne virksomheder må ikke indbringes selvdøde dyr, ej heller kød eller slagteaffald af selvdøde dyr. Politiet har til enhver tid uhindret adgang til at besigtige de forannævnte virksomheder. 

Når der til transport af kød og kødvarer benyttes vogne, skulle disse være rene og lukkede eller tildækkede med en presenning eller lignende.

Under transporten må dele af kød ikke hænge ud over vognen, og personer må ikke sidde på kødet. Kød, som bæres på trug eller i åbne kar, skal være tildækket med et rent klæde, og personer, der bærer større kødstykker, bør være forsynede med hætte eller lign., som tildækker hovedhårene og halsen. 

Renlighed med hensyn til personer og klædedragt skal iagttages af enhver, der beskæftiger sig med slagtning, forarbejdning, salg eller transport af kødvarer. 

Slagtekniven må ikke tages i munden, urene knive må ikke stikkes i kødet, og kød eller indvolde af syge dyr må ikke bringes i berøring med sunde kødvarer. 

Efter slagtningen skal slagteren sørge for nøjagtig rensning af de under slagtningen benyttede redskaber ved anbringelse af økser, knive, stål, sav, brysttræer og klude i koghed vand, ligesom han omhyggelig skal rengøre sine arme og hænder med neglebørste, sæbe og varmt vand. Dette gælder særlig overfor slagtning af syge dyr. 

Personer der lider af smitsomme sygdomme, af væskende sår, eller som have urene eller af medicin lugtende forbindinger på arme og hænder, må ikke beskæftiges ved slagtning, forarbejdelse, salg eller transport af kødvarer.” 

I anledning af den nye Sundhedsvedtægts ikrafttræden har sognerådet i maj måned 1913 nedsat et udvalg til ordningen af kødkontrolsagen. Dette har lejet lokaler ved købmand Hestbek og truffet aftale med en dyrlæge i Esbjerg angående kontrollen.

Den 24. april 1915 bragtes i Fanø Ugeblad en artikel med overskriften ”Spørgsmål om gammel slagteskik” 

Nu da slagtetiden er forbi, er der anledning til at mindes slagtningens rolle i det gammeldags hjemmeliv og de ejendommelige skikke, som knyttede sig til den. Vi beder dem der kender disse forhold, eller som har lejlighed til at udspørge de gamle, om at virke for, at disse mærkelige udslag af gammel tro og sædvaner må blive bevaret til oplysning om vort folks liv. 

1. Hvilke dyr blev slagtet af folkene selv?
2. Var der visse slagtninger, som kvinder helt besørgedee?
3. Hvorledes gik hjemmeslagtningen for sig?
4. Måtte man ikke ynke de dyr, der slagtedes?
5. Var der noget, der særlig skulle agtes på ved slagtningen?
6. Var der noget af huden, man skulle løsne på en særlig måde?
7. Hvad kaldte man de enkelt afskårne stykker af dyret?
8. Hvad kaldte man det sted i nakken, hvor dyret blev stukket?
9. Var der noget af kødet af dyret, der skulle tages bort? Hvad skade skete der, om det spistes? Var det alle personer, der fik skade af at spise det? Hvad kaldte man det sykke, der ikke måtte spises?
10. Var der noget som skulle gemmes og bruges i nogen overtro?
11. Hvad gjorde man ved tungen? Ved øjnene?
12. Hvad blev der gjort med milten? Var den godt for noget?
13. Skulle der gøres noget særligt ved hjertet? Skulle noget skæres af det?
14. Var der noget af indvoldene man tog varsel af? Hvad navn havde de dele? Hvad kunne det varsle?
15. Tog man varsel af det udstrømmende blod? Og hvorledes?
16. Foretog slagtere i ældre tid noget mærkeligt ved slagtningen?
17. Skulle noget dyr smykkes og føres rundt i byen, inden det blev slagtet?

1. og 2.: Slagtningen på Fanø i 1850 og 60’erne udførtes for en væsentlig del af kvinder, som gik rundt i husene og slagtede for folk; det var særligt i den såkaldte slagtetid efter markedet i oktober i Varde. Næsten enhver familie fik da et kreatur, hvoraf kødet nedsaltedes til vinterbrug, desuden havde de fleste et svin, der sædvanlig slagtedes i november.

Får og høns slagtede de fleste husmødre selv. Endnu lever gamle Ingeborg Nielsen, der i mange år efter hendes mands død selv besørgede slagtning og salget af kødet; hun kan naturligvis give værdifulde oplysninger om alt vedr. slagtning, samt hvad de enkelte dele af dyret den gang kaldtes etc.

3.     Var det et kreatur, der skulle slagtes, blev en talje gjort fast på hanebjælken over loen, dyret blev trukket derud og fik løbestik om benene. Var så alt i orden, knive skarpedes, samt spanden klar til at atge imod blodet, enhver anvist sin plads af slagtekonen, der sædvanlig var en myndig kvinde, blev den underste blok sat fast på de reb, der var om benene og efter kommando blev balancen med et kraftigt tag i løbene taget fra dyret, så det faldt på siden. Konen havde et tyndt reb at sure om snuden og bøjede denne ind mod sig, mens hun sad på knæene og ind mod ryggen af koen, stak så halsåren over og blodet strømmede ud i spanden. Den, som holdt denne, måtte vedholdende røre frem og tilbage for at forhindre, at det løb sammen i klumper. Var der rigeligt med mandskab, blev én sat til at holde fast i halen, det hed sig, at så løb blodet lettere; dette kunne dog en dreng eller en pige klare. Var dyret dødt, løsnedes taljen og løbestikkene, og det holdtes ret på ryggen, mens huden skares op midt under bugen og langs hele dyret. Indvoldene tages ud og skindet flåedes af med næverne. Et svin slagtedes på samme måde, kun brugtes et såkaldt stolbetrug at lægge det på, mens det blev stukket i halsen. Den gang brugte slagterne ikke, at stikke den i nakken. Efter at blodet var taget af dyret, blev det, som nu, skoldet og skrabet, og indvoldene blev taget ud, før det hængtes op i loen. På et får blev benene bundet sammen; det lagdes på en stol, benene ud imellem sædet og stoleryggen og en stol blev stukket igennem, så dyret ikke kunne røre sig videre, mens det blev stukket. En hane eller en høne holdtes imellem benene, mens hovedet skares af.

4.     Man måtte ikke ynke dyr under slagtningen, for så holdt de blodet tilbage og var længere om at dø.

5.     Ved flåningen måtte særlig agtes på at intet af kødet fulgte med skondet, og at vandet var pasende varmt ved skoldningen. At drysse noget harpiks over svinet, før det kom i truget, hjalp til at få børsterne bedre af. De større børster langs nakken toges af først og brugtes til forskellige formål.

6.     Kender ikke dertil, kun rundt endetarmen og navnestrengen måtte der bindes, før der gaves slip.

7.     Kan ses af tegningen, som fulgte med ”Frem”.

8.     På et svin kaldtes det for ”Pøtten”, blev det stukket under halsen, var forbenets øverste led bøjet fremad mod stedet, at bovstikke et dyr var en skam, og den som gjorde dette, blev anset for en fusker. Vi havde dog allerede i 50’erne en slagter der slog dyrene for panden, før han stak dem. Jeg husker engang, han havde fået et større dyr, og det kneb for han at få dyret til at falde.

9.     Kender ikke dertil. Derimod var der flere dengang, som ikke spiste nyfødte kalve, men gravede dem ned. Der var flere, der spiste hundekød og nogle også kattekød, det sidste rigtignok fordi de mente, det var haresteg. Engang sidst i 50’erne var der stor efterspørgsel efter sorte katteskind, og mange katte måtte desårsag af med livet.

10. Galden blev undertiden gemt til forskellig brug.

11. Tungen blev saltet og røget. Øjnene fulgte med hovedet, hvoraf der lavedes såkaldt hovedmad eller sylte af svin.

12. Ved ikke. Af smågrise, som slagtes ombord, bruges den med nyrer etc. Til frikassé.

13. Hjertet skulle skæres igennem for at få blodet af det.

14. + 15 og 16 kan ikke besvares.

17. Blev ofte brugt her på Fanø, når dyret skulle udstykkes til salg, det blev da pyntet med bånd og trukket omkrig i gaderne, samtidig som klokkemanden eller konen ringede ud, hvor kødet m.m. var at få.

I februar 1918 ansøger dyrlæge Hansen om forhøjelse af vederlaget for kødkontrollen. Vederlaget har hidtil været 7 ½ kr. for hvert besøg og nu ansøges der om en forhøjelse til 9 kr. Dette vedtoges i sognerådet. 

Slagtehus? 

N. P. Pedersen tog i marts 1928 sagen om et muligt slagtehus, op i sognerådet. Anledningen var en politisag angående salg af kød, som ikke var slagtet i slagtehus, og under henvisning til cirkulære af 18. maj 1925 henstillede Pedersen, at man – måske i forening med Sundhedskommissionen – ville overveje om der skulle opføres et slagtehus i Nordby. 

Fra anden side bragtes i forslag, at man traf aftale med en slagter i byen om afbenyttelse af hans slagterum. 

På et sognerådsmøde i juni 1928 udtale formanden: ”Udvalget for kødkontrollen har drøftet sagen, og mener ikke at kommunen har nogen pligt til at sørge for opførelsen af et slagterum. Der er blevet nedlagt forbud mod hjemmeslagtning, idet der ikke er noget slagterum, der kan tages for gyldig af Sundhedskommissionen. De folk som selv ønsker at slagte, må også selv sørge for slagterum. 

Pedersen: Sundhedsvedtægten siger intet derom, forbudet kom derfor som en overraskelse. Det ser ud til, at politimesteren stiller sig velvillig med hensyn til hjemmeslagtning, når dette ikke derved drives som erhverv. Taleren foreslog at stille sagen i bero indtil man hos sundhedsautoriteterne havde indhentet nærmere oplysninger. 

Banke mente ikke, at hjemmeslagtning kunne komme ind under bestemmelserne for slagterier og offentlige slagtehuse. Han troede ikke, at der var noget til hinder for, at der fortsattes på den gamle facon. 

Andersen: der er ingen der har noget imod hjemmeslagtning, men kommunen har ingen pligt til at bygge slagterum. I Rindby siger man, at det er sognerådet der har forbudt det; men det er det jo slet ikke. Han kunne gå med til at spørge i København. 

Man vedtog at afvente svar fra sundhedsmyndighederne.” 

I oktober 1928 ansøger slagtemestrene Alber, Sonnichsen og Sørensen, Nordby om, at al salg af kød ved dørene forbydes, og at salg kun måtte finde sted fra butik eller fra bod på torvet. 

Sundhedskommissionen kunne ikke anbefale sagen, men kunne gå med til, at der ikke indføres kød til salg i mindre stykker end kvart kroppe. På den måde ville man lettere kunne føre kontrol med stemplingen. Vedtoges. 

I august 1929 ansøger dyrlæge Hansen om, at stempling af offer nedsattes fra 6 kr. til 5 kr. og stempling af spædkalve og lam nedsattes fra 2 kr. til 1.50 kr. Takster for stempling af andre dyr, svin fx, forblev uforandret.