I november 1901, spiredes der planer om at anlægge
østersbanker på Søjorden (Næsjorden). Planen var udtænkt af en mand fra
Hamborg.
Allerede i 1850’erne anlagde skibsfører C. Clausen
en østersbanke på Søjorden, omtrent udfor Esbjerg havn, så tanken var
ikke ny.
På østsiden af Fanø findes betydelige østersbanker,
men der blev drevet rovdrift, og en del partier sendt til København til
dumpingpriser i 1860’erne. Staten havde monopol på østersskrabning og
satte en stopper på foretagendet.
I Fanø Ugeblad advaredes mod visse forhold, der
skulle undersøges inden man gik i gang med østers eventyret. Bl.a.
skulle ejerforholdene afklares og en skribent mente at den
allestedsværende Hartkornskasse, nok skulle fordre en indtægt af
østersfangsten – meningen var vel, at kassen havde stukket snuden lidt
for meget frem.
Statens konsulent, statsråd Jonas Collin, svarede
på en forespørgsel, at han mente, at østersbankerne på Søjorden var et
håbløst foretagende, hvis man baserede sig på den nuværende fauna, som
efter hans mening kun bestod af ca. 100 levende østers.
Collin
advarede mod at ”plante” nye banker, idet de indførte østers ville gå
til grunde, og advarede for øvrigt om, at de lokale forhold ikke længere
egnede sig til østersdrift, idet strøm- og bundforholdene gennem de
sidste 30 år var en del forandret, hvor uddybningsarbejder, havneanlæg,
kloakudløb m.m. spillede en ikke ringe rolle.
Østers på Fanø