Jes Nielsen Kromann søger bevilling i 1789

Det har sikkert ikke været nogen økonomisk guldgrube at drive færgefart og først i 1789 bliver der gjort forsøg på en mere regulær færgefart. N.M. Kromanns tipoldefar, Jes Nielsen Kromann (født i Sønderho 1756, død 1828) søgte om bevilling til befordring af rejsende mellem Strandby og Fanø. Stiftmanden i Ribe, Urne, spørger om muligheden for dette hos birkedommer Engelstoft, der mener at dette ikke vil være tilrådeligt, så bevillingen bliver selvfølgelig afslået.

Kromand Niels Jacobsen opfordres til at begynde ordnet færgefart

I 1793 blev spørgsmålet taget op igen, idet Stiftsamtmanden for Ribe Stift, J.C.F. Hellfried ved selvsyn oplevede den meget mangelfulde færgedrift. Han indledte forhandlinger med birkedommeren på Fanø og resultatet blev at man opfordrede kromanden Niels Jacobsen på Fanø til at påbegynde en ordnet færgefart og til at udarbejde et forslag til takster. Niels Jacobsen lavede et forslag og sender det til Stiftsamtmanden, der dog mener at taksterne er for høje:

"og endda under den Betragtning, at der vel ikke kan blive en saa stærk Søgning til hans indrettede Færge, har jeg dog funden en Nedsættelse absolut nødvendig, f. Eks. Betalingen for en Hests Overførelse er ganske umaadelig. Naar altsaa Hr. Jacobsen vil bekvemme sig til de Nedsættelser, som jeg har vedtegnet paa hans Forslag og omskrive samme med de øvrige af mig gjorte i Skriftet, kan han vente det paa bedste Maade rekommanderet til det kgl. Rentekammers forhaabentlige Approbation. Naar han ogsaa betragter Privilegiet hæftet til sin Gaard, holder jeg de smaa forlangte Nedsættelser for ubetydelige mod hans Fordel."

Efter at Niels Jacobsen på denne henstilling havde reduceret taksterne noget, henvender Stiftamtmanden sig i en skrivelse af 4. april 1793 til Kongen gennem Rentekammeret.

Herom hedder det i Rentekammerets Protokol:

"Ved hoslagte Skrivelse af 4de April sidstleden har Stiftamtmand Hellfried i Ribe Stift forestillet Nødvendigheden af et Færgeløbs Indretning mellem Fanø og Strandby, nær ved Hjerting under Riberhus Amt, hvor Overfarten til det faste Land er smallest og omtrent af en lille Mils Længde. Allerede i Aaret 1743 har saadan Indretning været i Forslag, men hidtil endnu ikke kommen i Orden. Efter Birkedommer Engelstofts paa Stiftamtmandens Ordre til ham indgivne Beretning om Overfartens Beskaffenhed sammesteds skal hidtil enhver have færget, som vilde og kunde, og taget Betaling, som Vedkommende derom har kunnet forenes, hvorved det ofte, især i Fisketiden, har indtruffet, at de Rejsende har været forlegne for at komme over og derfor har maattet betale, hvad der er bleven forlangt, kun i Henseende til Kongens eller Landets Tjeneste er det ved et af Øvrigheden ratificeret Reglement af 21. December 1743 bestemt, at de, som af Birkefogden eller Landets Fuldmægtiger dertil tilsiges, skulle under højeste Straf vaere pligtige til at forrette samme.

Dette har foranlediget Stiftamtmand Heilfried til ved Birkedommeren at indlade sig i forhandling med Kromanden paa Fanø, Niels Jacobsen, : "om mod en billig Betaling at paatage sig forsvarlig at besørge bemeldte Færgeløb med Baade og Folk efter Vejrligets og Strømmens Beskaffenhed; og efter vedlagte hans i den Anledning til Stiftamtmanden indgivne Forslag er han villig dertil"

Niels Jacobsen får bevilling 1793

Så den 16. oktober 1793 gives der ved kgl. bevilling til at "besørge Færgeløbet" til kromand Niels Jacobsen. Den kongelige bevilling lyder således:

"Niels Jacobsen, Hustru og Arvinger, saavelsom efterkommende Ejere af den ham paa Fanø under Riberhus Amt tilhørende Værtshusgaard, maa herefter besørge Færgeløbet imellem denne Ø og Strandby ved Hjerting i bemeldte Amt, imod at han sig dermed tilbørlig forholder efter de om Færgeløbene udgangne Anordninger, samt stedse vedligeholder de fornødne Færger, Fartøjer og Baade i forsvarlig Stand, og Alle og Enhver med Transporten ufortøvet og upaaklagelig befordrer, saa og besørger i Strandby et kendeligt Signal indrettet, saasnart en Færgebaad forlanges dertil fra Fanø, da det skal være ham tilladt derfor at oppebære følgende Takst, nemlig:

Takstoversigt retur

Jacobsen ønsker at blive løst fra færgeriet

Færgeriet var bestemt ikke rentabelt, og det kan Niels Jacobsen næppe heller have forventet, det var for ham mere en æressag at få overdraget færgeriet, og måske håbede kan på lidt mere i indtægt til kroholdet. Da vintrene i et par år havde været meget strenge og da Niels samtidig havde gode indtægter fra sine virksomheder: Krohold, handel, skibsrederi, befragtning og som strandingskommissionær, søgte han i september 1810 om at blive løst fra sine forpligtigelser til at færge, men ville dog gerne beholde retten til at overføre sit eget gods.

Da postdirektionen modtager underretning om dette, beder de om Birkedommer Nørups mening, - Nørup forsøger forgæves at få Nordby sogn til at overtage færgeriet, og afgiver herefter sin betænkning:

".Hvor foranderlig Tider, Omstændigheder, som Menneskenes Meninger og Attraa er, derpaa er nærværende Sag et lysende Eksempel. -

Paa de 9 Aar, jeg har været Birkedommer her, har man stedse misundt Hr. Jacobsen dette Privilegium, og jeg nægter ikke, at jeg selv har syntes, at samme ikke burde været i hans Haand, da jeg troede, det tilkom hele Sognet og ikke en enkelt Mand, og mindst den Mand, der hverken vil, kan eller behøver at lægge personlig Haand paa Værket eller drive det med den Orden og Hurtighed, som Tidernes Tarv fordrer, og den Rejsende er berettiget til at kræve. - Nu, da dette Privilegium opløses, vil man ikke entrere.

jeg har forestillet Sognet, at forhøjet Takst vist kunde faas, og at det var en Rettighed, som Sognet ej burde miste, men overtage og bortforpagte paa Konditioner, hvorved især Farten blev ordentlig - saavidt Naturomstændighederne tillader det - og de Rejsende mindre end hidtil faar Aarsag til Klage.

Men Sognets Erklæring viser, at man tænker anderledes. Og da det er imod en Bevillings eller Privilegiums Natur, at det kan paatvinges nogen, saa finder jeg, at Hr. Jacobsen ligesaa lidt kan paatvinges at vedblive som Sognet at overtage dette Færgeri. Kun bør jeg af al Kraft modsætte mig den Ytring af Sognet, at enhver, som vilde, maatte færge, hvilket vilde aarsage den største Uorden og Forlegenhed for kgl. Embedsmænd og Rejsende m. m. Thi naar enhver maatte færge, maatte han jo ogsaa lade være at færge. Han færgede altsaa efter eget Indfald, egen Bekvemmelighed og kun i godt Vejr. I andet Vejr og vanskelig Fart, da Embedssager og Rejsende ogsaa skal befordres, vilde følgelig ingen færge, og bestemt Færgetakst kunde da ikke haves. Og hvilken Forvirring og Ophold vilde dette ikke foraarsage. Nu er 20 Gange saa megen Passage og Korrespondance mellem Øen og Fastlandet end for 20 Aar siden. Og hvor vilde Embedsmanden til Tid og Sted kunne faa sine mange Emhedsekspeditioner befordrede?

Faergeriet maa altsaa absolut sættes og blive paa fast Fod og snarere bedre ordnes og bestrides, end som Sognet vil, eller ganske opløses.

Jeg indstiller derfor:

1.       At Hr. Jacobsen løses fra hans Privilegium som Færgemand mellem Fanø og Strandby, hvilket han af anførte mine Grunde ingen Sinde kan eller har bestridt, som det burde bestrides.

2.       At han passende indskrænkes i hans tagne Reservationer selv fremdeles at overføre Personer og Gods, hvoraf jeg bør anføre: at denne Forbehold ikke er en ubetydelig Del af det hele Færgeri.

3.       At Færgetaksten af 16. Oktober 1793 overalt i det mindste fordobles, nu alle Fornødenheder er mange Gange dyrere end da, og. at Færge,, folkene desuden saavidt Personer angaar (dem de ofte maa bære gennem Vandet i og af Færgebaaden) nyde ¼  af Taksten og Drikkepenge, samt at Færgemandskabet til enhver Tid maa være fri for Udskrivning til kongelig Tjeneste.

4.       At, da Sognet ej vil overtage Færgeriet, den kgl. General Postdirektion (hvorefter Færgefarten efter Plakat af 24. Marts 1807 sorterer) kunde her maaske for samme Regning anlægge en Bipost, og Ekspeditionen her forenes med Færgeriet, hvormed samme paa en Maade altid her bliver naturlig forbunden."