Færgeriet begynder
at være rentabelt og i en indberetning til Stiftamtet i 1818, opgiver Hans
Jessen bruttoindtægten for sidste år til 800 Rdl. Sølv og udgifterne til
500 Rdl. til aflønning og 140 Rdl. til vedligehold.
Jessen havde i
mellem tiden bygget en ejendom for 1500 Rdl. Kur, og ønsker nu at knytte
både færgeriet og værtshusholdet til denne ejendom. Ansøgningen får fuld
opbakning af birkedommer Rosenstand, og bevilges den 17. juli 1819, og fik
hermed monopol på færgeholdet.
Overfartsforhold
Der var ikke tale om
nogen regelmæssig færgefart, idet man var afhængig af vind, vejr og strøm.
På Strandby siden måtte rejsende vente i timer, ja i stormvejr i flere
dage. Man kunne da tage ophold i Strandby Kro, der var ejet af Morten
Spangsberg. Han fik desuden en lille indtægt ved at køre de rejsende til
og fra kroen. Hvis man ventede nede ved færgen, var der intet læ, og
Spangsberg synes ikke der var nogen grund til at bygge en ventesal, til
trods for mange opfordringer. Den 28. november 1820 ansøger skibsfører
Mathias Hansen Clausen om at få bevilget værtshushold i et hus han havde
købt ved strandkanten, - han blev støttet af mange beboere. Birkedommeren
medgiver følgende erklæring:
"At Mathias Hansen
Clausens Hus er særdeles bekvemt beliggende for Rejsende til og fra Fanø,
er en Sandhed, som ikke kan nægtes, thi samme ligger ved
Strandkanten omtrent lige ud for det Sted, hvor Færgebaadene landsætter og
igen medtager Rejsende, ligesom man fra hans Vinduer kan se, naar
Færgebaaden ankommer fra denne Side, hvorved den Bekvemme, lighed er
forbunden, at Rejsende, som vil overføres med Færgen, straks ved
sammes Ankomst kunne melde sig dér. Disse særdeles Mangler har den
privilegerede Kromand Morten Spangsbergs Gaard, da denne ligger Iængere
fra Strandkanten, skønt vel ikke ¼ Mil, som i Ansøgningen er
anført. Derfra kan Færgebaaden ikke ses, og om en Rejsende ved at gaa
udenfor Gaarden kunne blive Baaden var, er Vejen dog saa lang fra
Stranden, at Baaden kan vaere gaaet fra Landingsstedet igen, forinden
Strandbredden kan naas.
Det er ogsaa
vist, at for mange af de Rejsende, som kommer hertil, Fodgængere og de
fleste af de Søfolk, som vender hjem, er det en Omvej at drage ind
i Morten Spangsbergs Gaard i Stedet for lige til Strandkanten.
Det er altsaa uden
for al Tvivl, at det for disse vil være til største Gavn at kunne søge
Husly og nyde Forfriskning i Mathias Clausens Hus, indtil Færgebaadene,
der ikke uden ved den sædvanlige Børtetid, opholder sig ved Strandbysiden.
Betragtet fra denne
Side, tror jeg altsaa underdanig, at der kan være Grund til at anbefale
nærværende Ansøgning, der af de anseteste Mænd i begge Sogne er
underskreven, skønt den Anmærkning ikke bør undlades, at der paa den anden
Side heller ikke kan nægtes, at Overfarten mellem det faste Land og Fanø i
en lang Række af Aar har fundet Sted, uden at der har været noget
Gæstgiversted ved Stranden, at endelig det af Math. H. Clausen i 1819
opbygte Hus i sin nuværende Form, endnu mindre efter sin Størrelse, kan
være skikket til at modtage Rejsende af alle Staender samt Heste og Vogne,
kan jeg ikke skønne; thi det er kun 7 Fag langt.
For øvrigt er denne
Math. H. Clausen, som egentlig er en indfødt Fanøer, saavidt mig er
bekendt, en meget skikkelig Mand og efter min Formening vil være ret vel
skikket til Gæstgiver. Imidlertid kan efter min Formening næppe 2
Gæstgiverier i og ved Strandby leve. Det er vel saa, at Morten Spangsberg
har et betydeligt Avlsbrug, og at Kroholdet altsaa af ham kan betragtes
som Biting, men det er ogsaa sandsynligt, at hvis Math. H. Clausen
meddeles den ansøgte Bevilling, vil hans Næring for en Del og maaske for
største Delen bortfalde, thi der er ikke Trafik nok af Rejsende til, at 2
Kroer kunne have Søgning. jeg mener, at man kan antage, at Pluraliteten er
Beboere her af øen, og at alle disse ville søge ind til Math. H. Clausen
som Bekendt og Landsmand er naturligt og højst venteligt."
Mathias Clausen fik
dog ikke sin bevilling, og i årene 1825-27 var han kromand i Nørre Faarup
ved Ribe, han flyttede senere tilbage til Fanø og førte i nogle år
galeasen "Enigheden" med rederi i Randers. Han døde under et ophold i
Varde 16. december 1851, 70 år gammel. En søn, Anders Mathiasen Clausen
blev også skibsfører, han forliste og omkom med skonnerten "Mette" i 1875.
Trussel
mod monopolet
Færgemanden har
gennem tiderne helt til postvæsenet overtog færgeriet i 1918, måttet føre
en kamp med den ret der var givet til folk i anordningen af 24. oktober
1812, til at færge med deres egne både og medtage eget gods og medlemmer
af husstanden. Hans Jessen beklager sig i 1820 til Postdirektionen, idet
der er vanskeligheder med at bestemme ejendomsforholdene til bådene, der
overfører folk og gods, idet disse er fiskebåde, der ejes i fællesskab.
Hans Jessen skriver:
"Tiderne og
Omstændighederne have maaske rigtig nok, efter alle de Plager og Ulemper,
Fanø i den senere Tid (Skibsforlis og Epidemi) har været hjemsøgt med,
gjort det til en Trang for de fleste her paa Øen saavidt muligt at spare
Færgepengene, hvad enten det er dem, der selv ejer en Baad og kan sætte
over med eller med en Ven og Bekendt; men de samme Tider og
Omstaendigheder nøder mig til, endog som en sand Nødvendighed, for med en
talrig Familie at kunne leve, at hævde de Privilegier, hvis Revenuer for
en Del udgør det væsentlige af min Næringsvej, og hvoraf jeg aarlig skal
svare Afgift"
Postdirektionen
svarer tilbage at han må afgøre dette ved domstolene, og hvis man ikke
kunne dokumentere ejendomsretten til sin båd, idømtes man bøder. Der var
mange langvarige retssager, og nogle måtte endda helt til Højesteret.
Fanøboerne lagde efterhånden ligefrem færgemonopolet for had.
Færgeriet under statskontrol
Færgemateriellet som
Jessen anskaffede var ret tarveligt: En slup "Den unge Peter" og en
halvdæksbåd "Diane", begge med en drægtighed af 2 Kommercelæster. "Den
unge Peter" var endnu i farten i 1832 og måske længere. Jessen brugte den
for øvrigt også til at fiske med.
Færgeriet var i
privat eje, men driften og dens materiel var under statskontrol.
Færgemanden skulle føre nøjagtig journal og en klageprotokol. Disse blev
årligt indsendt til amtet, som på Postdirektionens vegne skulle føre
kontrol med færgeriet.
Birkedommeren
udsendte hvert år synsmænd, for det meste en ældre erfaren skipper, og en
af Nordbys skibsbygmestre, der skulle give rapport om færgeriet.
For 1821 lyder
indberetningen således:
"Færgestedets
Tilstand og Bestyrelse er upaaklagelig, og de Rejsendes Befordring sker
med Sikkerhed og Orden. Færgemandens Hus, hvor Rejsende i Følge den ham
meddelte Bevilling til Gæstgiveri modtages og beværtes, er bekvemt
indrettet og Beværtningen god. Færgestedet paa denne Side (Fanø) er
repareret, paa Strandbysiden maa derimod køres ud i Vandet for at komme
fra eller til Baaden. Dette er forbundet med megen Ulempe, da Vandet ofte
gaar ind i Vognen, som og, naar Hestene er uvan dertil, er forbunden med
Fare. Forbedring eller Forandring i denne Maade. at komme frem paa er
imidlertid hverken at haabe eller vente."
Færgemanden havde
prøvet at forbedre adgangsforholdene ved at foreslå at etablere en rende
indtil strandkanten eller ved at bygge en dæmning, og havde beregnet dette
til 2923 Rdl., men ingen beboere ønskede at dele udgiften, så alt blev ved
det gamle.
Et par år senere er
Stiftamtmanden på besøg og kan ved selvsyn opleve de dårlige
landingsforhold, og den 11. oktober 1823 indberetter han til
Postdirektionen:
.,,Ved en i afvigte
Aar foretagen Embedsrejse blev jeg personlig bekendt med de
Besværligheder, der finder Sted ved Overfarten fra Strandby til Fanø, og
som fornemmelig medfører ej alene megen Ubekvemmelighed, men endog, især
om Efteraaret og Vinteren, udstrækker sig til Livsfare for de Rejsende,
idet disse er nødsaget til at lade sig og deres Gods udbære eller udkøre i
den aabne Sø i en Distance af 7 á 800 Alen, forinden de kunne komme om
Bord i Færgefartøjerne.
For om muligt at
raade Bod paa dette Onde, lod jeg sagkyndige Mænd sammenkalde, og efter
Overlæg med disse blev det enstemmigt antaget, at en saadan Vases Anlæg
fra Strandbred. den ud til, hvor Fartøjer almindelig kunne flyde, vilde
være det eneste Middel til at lette Overfarten."
Udgifterne til en
sådan vase blev beregnet til 1000 Rdl., men igen skete der intet.
Kolvig overtager færgefarten
HJEM
