Kolvig ønsker taktforhøjelser

Kolvig synes nu, at  på baggrund af de forbedringer han havde indført, at det var på tide at forhøje taksterne. De hidtil gældende takster var fra 18. juli 1818. Kolvig søger om takstforhøjelser den 29. oktober 1853, og birkedommeren følger op med en erklæring, der bl.a. angiver:

",at det maa fremhæves, at Rejsende nu gør større Fordringer end forhen til Færgebaadenes Størrelse, Indretning og Udstyrelse . . . Det er mig bekendt, at Beskaffenheden af det herværende Færgeri er i udmærket god Stand. Kolvig sparer intet for at holde alt i bedste Orden. Forhen var Baadene kun smaa og hver Baad sjælden bemandet med mere end l Mand; nu derimod er de betydelig større og hver besat med 2 Mand ved hver Overfart. Den store Baad kan saaledes indtage 50 og den mindre 20 á 30 Personer; desuden haves en Færgebaad til Brug ved særlige Omstændigheder samt en Isbaad. Disse større og bedre Baades Anskaffelse og Vedligeholdelse falder meget kostbar og kraever større Tilskud end forhen, og dog er Taksten hidtil ikke bleven forhøjet; dertil kommer, at dette Færgeri er vanskeligere end mange andre. Den Vej, Færgen har at sejle, er ¾ Mil. Stærke Strømninger, der er hinanden modsat, hæmmer Løbet og Sejladsen, og naar Vind og Strøm er imod, medgaar til Overfarten ofte indtil 4 Timer, ja, undertiden halve Dage og længere..."

Postdirektionen gav imidlertid afslag.

Problemer med at komme til og fra færgen

Besværlighederne og ubehagelighederne ved selve sejladsen over vandet var ikke de eneste ulemper ved færgefarten. At komme til og fra færgebåden kunne også give visse vanskeligheder. Rullebroerne kunne ikke anvendes når der var søgang og bølgerne slog ind over dem. I stedet bar færgefolkene passagererne til og fra. Mændene tog de på ryggen og kvinderne i favnen. Det var skik og brug at give drikkepenge sådan at færgefolkene fik 4 Sk. Af hver person. Undlod man dette, kunne man risikere at få fødderne dyppet ved næste lejlighed, og næste gang var færgekarlen sikker på sine 4 Sk.

Købmand Johnsen overtager færgeriet

Selvom ansøgningen fik birkedommerens anbefaling med på vejen, gik der tre år inden Postdirektionen gav tilladelse til forhøjelse af taksterne med en skrivelse af 11. september 1858. Forhøjelserne var dog ikke store, til gengæld lovede Postdirektionen at støtte en forbedring af anløbsstedet ved Strandby. Man begyndte dog først arbejdet i 1859, hvor arbejdet blev udført af Ribe Amts Ingeniørkorps, som anlagde en form for "vej" af sten og grus, der dog blev overskyllet dagligt ved højvande, og faktisk blev skyllet helt væk året efter.

Færgefolkene havde bopæl her i Odden og gik for at være i kongelig tjeneste, og som sådan fri for almindelig krigs- eller orlogstjeneste, nogle, som gerne ville blive hjemme og være fri for ovennævnte tjenester, lod sig indskrive som færgefolk og blev da fri på sessionerne.

I 1843 fik færgebåden en stærkt tiltrængt hovedreparation, samtidig med at den blev forlænget. Den holdt sig i god stand til efteråret 1864, den fik en ny overhaling, og man anså den for at kunne holde mange år endnu. Men fjenden som lå ved Strandby satte den 26. juni båden på land og gjorde den ubrugelig, ved at hugge hul i bunden af den, og fjerne alt inventar. På det tidspunkt da fjenden bemægtigede sig færgebåden, var den bemandet med to færgekarle, Svend N. Svarrer (død 24. januar 1877, 80 år), og Sonnich Hansen (død 29. januar 1887, 70 år).  Sonnich blev mistænkt for at være spion og dømt til at blive skudt.

“Skyd I bare”, sagde Svend, “det har ikke stort at sige for mit vedkommende, jeg er enkemand og har mine børn opdraget, derimod må I skåne Sonnick, da han endnu har kone og småbørn”. Det var nu vel ikke alvorligt ment, men båden konfiskeredes og blev halet helt op på land, og Svend og Sonnick løb bort og ud til Hjerting, hvor en fisker satte dem over til Fanøs vestkyst. Kort efter kom våbenhvilen og fredsslutningen, og østrigerne var da herovre at bese øen; engang imellem blev der herfra skanserne fyret på fjenden, når de sås i flokke oppe i Strandby.

Færgebåden blev repareret, men ved syn den 16. juni 1866 blev den kasseret og Johnsen måtte skaffe en ny. Den nye færgebåd, der var 33 fod lang blev taget i brug den 15. august 1867 og havde både lukaf for og agter.