Søren Nielsen overtager forpagtningen 1739 

Søren Nielsen af Janderup overtager forpagtningen ved Jep Dideriksens død i 1739. Mens Søren Nielsen har kroen kniber det gevaldigt med at indbetale til Rentekammeret. Disse indbetalinger har nu ikke fundet sted siden 1689 med en afgift på 6 Rdl. Årligt. Justitsråd Bruun tilbød at betale afgiften under hans tjenestetid fra 1722 til udgangen af 1740. 

Ved Søren Nielsens død i 1742 viste det sig, at han var i restance med 40 Rdl. Til justitsråd Hein (Justitsråd og kirkeinspektør Chr. Jensen Hein, der sammen med sin bror Frederik hidtil havde ejet kroen i forening, fik 23. november kgl. Benådningsbrev til at eje kroen alene).

Kautionisterne, Jens og Martin Jensen påstod at beløbet var anvendt til reparationer på Krogården.

Christen Jørgensen bliver forpagter efter Søren Nielsen, og sad lige så økonomisk trangt som sine forgængere - Jep Dideriksen dog undtaget. Han bliver i 1744 sat ned i kopskat. 

Jacob Christian Griese forpagter kroen fra 12. maj 1745 

Jacob Christian Griese forpagter kroen fra 12. maj 1745, men må opgive kroen i 1751 på grund af restancer i afgiftsydelsen. 

Jacob Nielsen får forpagtningskontrakten fra 1. maj 1751 

Forpagtningen går nu over til Jacob Nielsen og forpagtningskontrakten går fra 1. maj 1751 og løber i seks år. Ved denne lejlighed blev der lavet en fortegnelse over inventaret, som bl.a. bestod af: 

1 Jernbilæggerovn paa jernfod med Aarstal 1682.

1 Krostuen:

1 do. med samme Aarstal.

1 Egebord at udtrække.

1 gammel Fyrrekiste med Jernbaand og Laag.

1 lidet Bord med aabent Skab, som af Ælde og Orm er fortæret og ej mere brugbar. 1 langt Fyrretræsbord med Skuffe og Lukke for.

1 do med Fyrretræs Krydsben.

1 Fyrretræsbænk, nagelfast ved østre Side,

1 do. ved søndre Side til Gavlen og endelig Bænke uden for Bordet..

1 lidet firkantet Spejl, hvoraf et lidet Stykke er ituslaaet. 

1 Slagbænk.

I den nordre Stue:

1 Sengested med sorte Stabler.

2 smaa Hylder af Fyrretræ, nagelfast.

Salshuset opgives at være 12 Fag i Længden og 4 Fag i Bredden.  

I 1754 sætter ejeren af kroen etatsrådinde Susanne Hein Krogården med tilhørende privilegier på auktion og forpagteren køber kroen for 550 Rdl. 

Jacob Nielsen oprager et lån hos pastor Friis på 500 Rdl. Han skylder ham i forvejen 300 Rdl., og præsten får nu pant i kroen. 

Af løsøret der fulgte købet kan nævnes: 

6 Guldlæders Stole,5 Ruslæders, do., 3 Sengesteder med Gehæng, 1 læderbetrukken Kiste, 6 Sølv Theskeer, 1 Krus med Kong Frederiks og Dronning Louises Portræt og 1 Destiller Kedel. 

Møblementet er altså ikke så lidt bedre end i 1751. 

Jacob Nielsen dør kort efter købet, og enken Anne Jensdatter får privilegiet overført til sig 15. juli 1754. 

Ved bevilling af 12. juni 1762 får både Krogården og kroen i Sønderho ret til at sælge tobak "for de rejsendes skyld". Tobakshandelen var dengang et monopol, som ejedes af et selskab.   

Hans Ditlev Dam får bevillingen til krohold 

Omkring 1766 bliver Anne Jensdatter gift med Hans Ditlev Dam, som var fætter til præst Niels Hansen Friis.

Dam var ikke ligefrem en formuende mand, så fætteren må forstrække ham med midler til brylluppet, - beløbet fremgår af Friis's regnskabsbog: 

Dam får efter giftemålet med enken overført bevillingen til Krohold. Den oprindelige årlige afgift på 6 Rdl., var efterhånden løbet op i 32 Rdl., og dette beløb er Dam bange for ikke at kunne betale og ansøger den 16. april 1766 rentekammeret om nedsættelse af afgiften. Han skriver bl.a.: 

"- - - Sagen forholder sig saaledes: At eftersom Afgiften aarlig til Deres Majestæts Kasse af Kroholderiet her blev efter salig Etatsraad Hein til Stensgaard i Fyn hans Død ved Avktion opdreven til 32 Rdl., da aldrig tilforn var svaret af samme mere end 6 Rdl. aarlig. Velbemeldte Etatsraad Heins Enke sal. Fru Susanne Brahe, som saa at ingen Fæstere eller Forpagtere; formedelst denne store Afgift,. kunde nære sig ved Kroen, fik ved kgl. Bevilling af 2. April 1754 Privilegium paa,Kroholderiet perpetueret til Stedet, solgte det derpaa straks ved Avktion til min Formand Jacob Nielsen, der, for ikke at blive husvild med Kone og Børn, gav langt mere derfor, end det var værd. Han døde straks derefter; hans Enke Anna Jensdatter, nu min Hustru, lod det kgl. Privilegium konfirmere. Det er langt fra, at Kroholderiet her paa Øen for et eneste Sogn, hvor ingen Rejsende passerer, hvor de fleste Beboere er fattige Fiskere og kun nogle faa Skippere, der køber deres Drikkevarer, hvor de kommer, er af den Betydning, at det kan svare bemeldte aarlige Afgift, end ikke i de Tider, da det efter Privilegiet var tilladt selv at brygge og brænde Brændevin, men siden sligt ved kgl. allern. Forordn. blev forbudt, og Beboerne heller ikke maa bruge Øl og Brændevin til deres Bryllupper og Værtsskaber, er det bleven ganske umuligt samme store Afgift aarlig at svare, thi at tage sine Drikkevarer fra Købstæderne, hvorfra de skal føres langt til Lands og til Vands, bliver mere kostbart end fra andre Steder, og maa ofte om Vinteren mangle Drikke, varer i nogle Maaneder, naar Vandet er tilfrossen, siden min Evne ikke er til at forskaffe mig det Forraad paa én Gang, som for den hele Vinter behøves."  

Dam søger altså om at afgiften nedsættes til 6 Rdl. Årligt, men er dog villig til at betale de 32 Rdl., hvis han får lov til selv at brygge øl og brænde brændevin. 

Rentekammeret forlanger imidlertid en afgift på 100 Rdl. Om året for tilladelse til brændevinsbrænding, men kan tilbyde tilladelse til at brygge øl for 20 Rdl. om året. 

Dam er bange for ikke at kunne betale de 100 Rdl. Om året, så han "nøjes" med tilladelse til at brygge øl og får 15. august bevillingen fornyet med vilkår: 

"at der vel fremdeles ved Stedet maa brygges Øl til Kroens Fornødenhed, men at derimod Brændevinsbrændens Frihed skal ophøre, indtil vedkommende indgaar at svare den ved Forord. af 23. November 1757 foreskrevne Afgift, og imidlertid bliver Kroholderen pligtig at tage det falholdne Brændevin i nærmeste Købstad."  

Sådan går det indtil den 28. september 1773, da Dam og kroholder Brinch Sønderho indsender en ansøgning om tilladelse til at brænde brændevin, ledsaget af en erklæring fra stiftamtmanden: 

"Hvad de grunder deres Ansøgning paa, nemlig den gjorte Bekostning paa Brænderiet, den maadelige og liden Næring, de især ved Rejsende deraf kan have, den Fraliggenhed fra Købstæderne og Vanskeligheden ved Transporten om Vinteren til dem fra det faste Land, der til sine Tider er ganske umuligt, fremdeles deres ringe Evne, samt at der ikke kan haves nogen Formodning om, at de under deres hidtidige Forpagtning har misbrugt deres derpaa forundte Kontrakter kan med Sandhed og Vished allerunderdanigst attesteres. Deres Brændevins Afsætning skal fornemmelig være til Øens Folk ved Fiskeriet, som de flestes eneste Næring, som Aar efter andet mere og mere er aftagende, og i Armod værende Indbyggere, der nødvendig behøver det ved deres Fiskeri, og naar Supplikanterne nu nødes til at tage deres Braendevin i Købstæderne, hvilket dog ingen vis Købstad kan tvinge dem til, da de bor langt uden for deres Friheds Distrikter, vil det blive dem langt kostbarere end hidtil og en betydelig om ikke utaalelig Byrde for de fattige Fiskere, der ikke kan undvære Brændevinen."  

Rentekammeret svarer den 16. oktober og giver afslag. 

Begge kroer på Fanø har næppe afholdt sig fra at brænde brændevin, hvilket synes at fremgå af en indberetning fra inspektør Nyeland til rentekammeret. Han udtaler, at kroerne på Fanø har stort udsalg af brændevin, uden at han ved, hvor det kommer fra og formoder derfor, at de selv brænder.