Nogle fanøboere beklager sig den 17. marts 1858 i avisen "Vestjydsk Avis",
hvori det hedder:
"Dette sidste Hverv (Forkyndelsen af Ministeriets Svar) blev naturligvis
overdraget den lokale Øvrighed, Hr. Birkedommer Schønau, der med megen
Smagfuld, hed udførte det i Lørdags Aften Kl. henved 10 (Posten var
ankommen imellem Kl. 4 og 5), idet han, uden i Forvejen at have meddelt
Hr. Bork selv noget derom, for tvende Butiksdrenge bekendtgjorde
Indenrigsministerens Resolution og dernæst ligeledes meddelte dens Indhold
til det i Krostuen forsamlede Publikum, hvem han i Kongens Navn forbød at
købe mere Brændevin. I denne sidste Henseende tror vi dog, at Hr.
Birkedommerens Embedsiver har ført ham for vidt; thi Privilegiet til
Krohold vil Regeringen dog næppe gøre Forsøg paa at fratage Krogaarden, og
endnu har idetmindste ingen anden Tilladelse til Krohold i Nordby (hvilket
det vilde være saare ønskeligt, om Hr. Birkedommeren erindrede sig for
visse Aarsagers Skyld), ligesom ogsaa Privilegiet til at drive
Brændevinsbrænderi medfører Ret til at sælge Brændevin. For Brændevin
ville vi derfor ingen Nød have herovre, skønt ingen anden end Hr. Bork for
Tiden har Ret til at sælge det; men et andet Spørgsmaal, som vi ville bede
Øvrigheden godhedsfuldt at besvare, er - Hvor skulle vi stakkels Mennesker
i Nordby paa Fanø faa en Flaske Vin eller Rom fra, hvis vi fik Lyst til at
traktere os selv eller et Par gode Venner? Hvorfra skulle vi forsyne vore
Skibe, der nu netop skulle i Farten, med de sædvanlige
Nødvendighedsartikler, da vi dog ikke godt kunne lade Skibene stikke i
Søen med et Forraad til Beløb af 5 Mk. 15 Sk., som er det højeste, hvorfor
er rettelig kan kjøbes hos en Høker? . . . "
Birkedommer Schønau, som havde fejet en del under gulvtæppet, følte sig
fornærmet over indholdet i denne artikel, især fordi det påmindede ham om
sine egne mindre uheldige affærer.
Som en slags hævn foretager han en undersøgelse om rækkevidden af samtlige
kroer og gæstgiverier på Fanø i forhold til deres rettigheder som
beværtere.
Hvad han havde gang i fremgår af følgende følgende Artikel i "Vestjydsk
Avis" for 21. April 1858 -
Efter hvad vi erfarer, hersker der i denne Tid et ualmindeligt Røre paa
Fanø, og Knejpevæsenet dersteds truer med, idetmindste for nogen Tid, at
gaa sin totale Undergang imøde. Hr. P. Duysen, der i flere Aar uantastet,
skønt rigtignok ulovligt, har drevet et Slags Gæstgiveri, er pludselig
bleven tiltalt for ulovligt Krohold; Hr. A. Johnsen, der har Privilegium
paa Gæstgiveri for Rejsende, er ligeledes bleven tiltalt for ulovligt
Krohold, fordi han - hvad der ligeledes er sket upaatalt i mange Aar - har
tilladt sig ogsaa at beværte indfødte Fanøboere; endsige er Ejeren af
Krogaarden, Konsul Bork, bleven tiltalt, fordi han, hvad der ligeledes
upaatalt er sket i vel over hundrede Aar - har haft den utrolige
Dristighed at skænke en Snaps eller "en Punsch" for Sønderhoninger og
andre fremmede Tilrejsende (sic.). Hvilke Tider vi dog leve il - Selv det
saa meget udskregne Monopol er blevet antastet; alting er i Forvirring,
Isolationen, der allerede i Forvejen var følelig nok, bliver nu
fuldstændig. Naar en Mand fra Sønderho gaar med en Mand fra Nordby og
begge bliver enige om, at de trænger til en Hjertestyrkning, maa de
skilles ad, naar de kommer til Kroen; den sidste gaar herind og faar sig
en Borks Aqvavit, den anden vandrer videre til A. Johnsen og nyder sin
københavnske Snaps. Afstanden er saa stor, at de to Venner ikke engang
kunne række Hovederne ud af Vinduerne og sige Skaal til hinanden. Høkerne
er ligeledes i Fortvivlelse; den Ret, som ifølge Næringsloven enhver anden
Høker i Landet har faaet fra den 1. April d. A. til at sælge Brændevin,
kan ikke træde i Kraft paa Fanø, fordi det forbistrede Monopol endnu
bestaar. Kort sagt: alt er i den grueligste Forvirring, og enhver, der
ikke vil komme i Ulejlighed, maa stedse gaa omkring med Af, skrifter af de
forskellige Monopoler, Privilegier, Høkerlove og Næringslove i Lommen, for
at han - rigtignok ikke uden en Del Ulejlighed - kan kormme paa det rene
med, hvor han maa drikke sit øl. Spørge vi nu, hvo der er Skyld i al denne
Hurlumhej, saa svarer vi uden Betænkning: Indenrigsministeriet, der
allerede for et Aar siden kunde have tilvejebragt Orden i de forvirrede
Forhold, hvis det - hvad der er det eneste rigtige og naturlige Udvej -
havde tilbudt Hr. Bork at afløse Monopolet imod en passende Godtgørelse i
Penge. Det er i og for sig en ubehagelig Sag at være monopoliseret, og
Overholdelsen af de Rettigheder, Monopolet hjemler, medføre saa mange
Ærgrelser og Trakasserier, at der næppe kan være nogen Tvivl om, at Hr.
Bork med Glæde var gaaet ind paa et saadant rimeligt Tilbud; men at han
uden et omstændigt Vederlag skulde renoncere paa uomtvistelig Ret, der,
hvis den strengt overholdes, er af meget stor værdi, det kan næppe nogen
vente eller forlange."
Hvorledes stormen endte, vides ikke, men Bork fik sine bevillinger i orden
efter de gamle privilegier.
HJEM
