Simon Johnsen får skøde på kroen

Simon Johnsen får skøde på kroen(top)

Købmand Jacob N. Jacobsen overtager kroen i 1819

Efter Kolvigs død overtager panthaver Niels Jacobsens søn, købmand Jacob N. Jacobsen i Varde Krogården. Han opgiver sin forretning i Varde og flytter tilbage til Fanø, men de gyldne tider er forbi.

De syv års krig mod England kostede fanøboerne mange skibe, som på deres sejlads til Norge med levnedsmidler blev kapret af englænderne og søfolkene sat i fængsel i England og heraf opstod der fattigdom.

I 25 år efter krigens afslutning var der et stort tab af skibe og besætninger ved forlis, der var til tider ligefrem nød til stede i mange familier. Dette fik også Jacob N. Jacobsen at føle og han kom i restance med skatter og afgifter og så ingen udvej for at betale sin skyld.

Han forfatter da et bønskrift til kongen om mulig eftergivelse eller nedsættelse af gælden. Stiftamtmanden medgiver bønskriftet følgende:

"Det kan ikke nægtes, at der næppe er Spor tilbage af den Velstand, som for nogle Aar siden fandtes paa Fanø, og ligesom Velstanden og Skibsfarten er aftaget, saaledes er Supplikantens Næringsveje næsten aldeles tilintetgjort. Som en Følge heraf og tillige ved mislykkede Handelsforretninger er Supplikanten geraadet i formelig Armod, og ihvorvel han besidder skønne Ejendomme, tvivler jeg meget paa, at han staar til Redning."

Jacobsen kunne ikke længere holde liv i sin forretning og måtte gå på tvangsauktion den 21. november 1831, men først ved tredje auktion gav panthaveren Jens Jacob Erschels et bud på 4000 Rdl., men 2. panthaver, herredsskriver Friis's enke begærede en fjerde auktion afholdt.

Prokurator Albinus er ejer af Krogården fra 1834 til 1838

Jens Jacob Eschels bliver dog til sidst ejer af Krogården, som han samme år (1834) afhænder til prokurator Albinus i Varde.

Simon Johnsen får den 1. marts 1838 skøde på kroen.

Prokurator Albinus er ejer af Krogården til 1838, da Simon Johnsen af Varde den 1. marts får skøde på kroen. Den 28. februar får han bevilling på krohold. Bevillingen angiver, "at han alene og ingen andre

maa til Nødtørftighed og for billig Betaling forsyne Nordby Sogns Indvaanere med fornødent Øl og Brændevin og med andre i sit Slags gode og forsvarlige Drikkevarer, som de for Betaling maatte begære mod deraf at svare en aarlig Afgift af 20 Rdl. Og paa Vilkaar kun at brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men ikke brænde Brændevin, da det, han deraf behøver, skal tages i nærmeste Købstad, ligesom ingen af Beboerne maa brænde Brændevin eller nogen Slags Drikkevarer at falholde, hvad enten samme til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab skal bruges imod en Bøde af 10 Rdl. første Gang og siden dobbelt".

Simon Johnsen

Johnsen søgte og fik bevilling (5. November 1840) til anlæg af et brændevinsbrænderi med et mæskekar af 8 Td.s indhold. Han anlagde et saltværk og udvidede Handelen betydeligt.

I 1855 havde han i sin Tjeneste (efter Mandtalslisterne) 1 Handelsbetjent, 2 Lærlinge, l Husjomfru, 1 Køkkenpige, 2 Tjenestepiger, 1 Gaardskarl, 1 Stalddreng, l Avlskarl, 1 Brænderikarl, 1 Karl paa Saltværket og 1 Brænderibestyrer. Alle disse mennesker fik foruden løn kost og logi. Desuden var der flere løse Arbejdere ansat i brænderiet og på saltværket. Hele sin store virksomhed passede han med største nøjagtighed og overvågede personligt, at enhver af hans folk udførte det dem betroede arbejde. Han fik dog tid til også at varetage sognets interesser, idet han i flere år var medlem af sogneforstanderskabet og Skolepatron, var Strandingskommissionær, Forligsmægler og svensk-norsk vicekonsul. I 1850 blev han Dannebrogsmand. Simon Johnsen døde 9. september 1855, knap 50 år.

Krogården omkring 1860