Indenrigsministeriet giver dog den 16. april 1853 interessentskabet der består af 

Postmester Kolvig, Pastor Biering, Skipper Niels Sørensen Brinck, Møller H. F. Thyssen, Tømmermand Laust H. Clausen, Tømmermand Hans Peder Svarrer, Snedker Jens Hansen Ende, Smed Jørgen Chr. Beck, Skipper Morten Jensen Mortensen, Konsul, Købmand S. Johnsen og Smed Søren Abrahamsen, tilladelse til at påbegynde arbejdet. 

En interessentskabskontrakt blev oprettet og tinglyst. Det fremgår af denne, at arbejdet er begyndt med en inddæmning (de senere forsøg er sket ved udgrøftning). 

Der foreligger ikke noget om det videre arbejde, undtaget en kort notits i sognerådets protokoller i 1857, der fortæller at arbejdet er i fuld gang og at interessentskabet søger om tilladelse til at opsætte grænsepæle mellem lodsejernes enge og det indvundne land; forstanderskabet anbefaler at lade en landmåler kigge på sagen. 

Arbejdet bliver aldrig fuldført og i 1863 ansøger konsul J. K. Bork, Nordby, og justitsråd C. B. Claudi, Lemvig, hver for sig indenrigsministeriet om at "erholde Koncession til som Ejendom at indvinde henholdsvis samtlige og en Del af de ved Fanøs Østkyst og Nordkyst beliggende Grunde og Banker". 

Ministeriet ville ikke udtale sig før resultatet af planerne om anlæg af Esbjerg Havn der på det tidspunkt var langt fremme, forelå.

Da der blev givet OK for havnen i Esbjerg meddelte ministeriet ansøgerne i en skrivelse af 30. november 1869 efter at have lyttet til etatsråd, vandbygningsmester Carlsen " at der ikke vil kunne meddeles Koncession på nogen af de tilsigtede Inddæmninger, da de arealer, der herved agtes indvunden, for en meget væsentlig Del henhører til Grådybsbassinet, som det af hensyn til den projekterede Havn ved Esbjerg er at bevare uformindsket".

 Konsul Bork gav sig dog ikke op så let, så han indsendte en ny ansøgning for inddæmning af "Albuebugten" og droppede planerne for Fanøs nordspids og for "Vigen".

Albuebugten 

Mærkelig nok fik 25 lodsejere i Rindby med gårdejer N. Iversen i spidsen den 23. juli en bevilling på landindvinding af eng i "Vigen" foreløbig for 5 år, og skattefrihed på det indvundne land i 20 år. Men lodsejerne gjorde aldrig brug af bevillingen. 

Konsul Bork fik den 6. november 1872 omsider den bevilling han tørstede så meget efter, nemlig bevillingen på engindvinding i "Albuebugten". Arbejdet skulle tage ca. 8 år. Derefter skulle konsulen have 20 års skattefrihed på det indvundne land. 

Samtidig blev den samme ret bevilget til 22 lodsejere i Sønderho med skibsfører Math. J. Knudsen i spidsen, til et areal syd for "Albuebugten" indtil Sønderho by. Dette konsortium afstod allerede året efter sine rettigheder til konsul Bork mod et kontant vederlag. 

Bork overdrog arbejdets udførelse til ingeniør C. F. Glæsner der skulle have 136.000 Rdl. for arbejdet. Bork søgte at danne et aktieselskab til finansiering af projektet og udbød 272 aktier af 500 Rdl. 

Aktieudbydelsen mislykkedes; der blev næsten ikke tegnet nogen aktier, men inden arbejdet begyndte overdrog Bork med ministeriets billigelse nogle andele til justitsråd C. E. Møller, landinspektør F. Vinding, pastor emer. P. Chr. Røgind, alle København, og til godsejer J. W. Treschouen til Krabbesholm. Bork havde selv 50.000 Rdl. Som han satte i foretagendet. 

I efteråret 1873 gik arbejdet så i gang med en ca. 70 mand, der arbejdede ved ebbetid, altså nogle timer to gange i døgnet, uanset tidspunktet for ebben.

Til logi for arbejderne opførtes to træhuse og til ingeniøren og formændene blev et gammelt skibsruf sat op, ellers opførte mange sig jordhytter op ad klitterne og boede deri. 

Man anlagde diger vinkelret på landet som blev bygget af klægen på vaderne, og var så høje, at de ved daglig normal højvande ikke blev overskyllet. Ved de yderste af disse diger, der var ca. 1 meter i bredde med ½ meters grøft imellem, opførte man et højere dige på tværs af de andre. Ved hermed at kunne stoppe overrisling af digerne indenfor håbede man, at disse diger snart ville blive bevokset. Dette synes at være en korrekt antagelse, men hvad der blev bygget op om sommeren, blev nedbrudt af isen om vinteren. 

Arbejdet fortsatte i ca. 5 år, så var kapitalen opbrugt og man standsede projektet og yderligere forsøg er ikke gjort.