Familien Morten Hansen Jensen. Jens Morten Jensen, f. 9. februar 1881, d. 22. oktober 1973.

”Da der blev statsplantage på Fanø. Af Jens Morten Jensen.

Der havde engang før været tale om at anlægge en plantage på det øde areal midt mellem Nordby og Sønderho, men beboerne havde sat sig imod det, man mente ikke at kunne undvære det til græsning af de store fåreflokke, der dengang hørte til hver ejendom - man havde heller ikke tiltro til, at der kunne gro træer på en sådan jordbund, der mest bestod af rå sandklitter.

Sidst i 80'erne var der flere, der havde prøvet at plante træer i klitterne, blandt andre kordegn Th. Schmidt (æ degns hav'), og boghandler Hansen, der plantede i Torp, samt hans bror, Jørgen a Hans Lasens, i æ stor sletning. Det viste sig, at der godt kunne gro træer, selv om det var sandbund, særlig nåletræer trivedes godt. Da der i 90'erne igen blev tale om statsplantage, havde stemningen vendt sig, bl.a. fordi man ville blive fri for at gøre hovarbejde på dette areal. Det var jo sådan, at selv om det var privat eje, havde enhver pligt til i forhold til sin øreskat at gøre hovarbejde i klitterne for at stoppe den værste sandfygning.

Der blev købt 1000 tdr. land til en pris af 40 kr. pr. td, land med omtrent det halve i hver kommune. I Sønderho kommune fik staten det hele vest for landevejen fra Pælebjerg til lidt syd for Silkebjerg, dog ikke det lave areal ud mod stranden, Skifterne kaldet, de var kloge nok de sønderhoninger - her kunne der altid slås markfoder, hvis det skulle knibe med foder til kreaturerne. I Nordby kommune tog staten det hele tværs over øen fra engen til stranden ved daglig højvande, man ville også her ligesom i Sønderho have beholdt det ud mod stranden, men det kunne ikke lade sig gøre, der skulle laves en fårefenne, hvor plantøren kunne have sine får. I 1893 blev pengene udbetalt, jeg husker, min far fik 1200 kr., det var mange penge dengang.

Det blev plantør Heegaard Christensen, en ung mand på 25 år, der kom til at anlægge plantagen. Han kom til Fanø og søgte et sted at bo, indtil plantørboligen var bygget; til mit hjem hørte et lille aftægtshus, der var ubeboet, det var ikke ret stort - to små værelser, et lille køkken og bryggers med bageovn - og her boede han sammen med en yngre bror og en søster, der holdt hus, den første sommer i 1894.

Plantøren og broderen gik hver morgen hen til plantagen, der var nok at gøre, han havde opsigt med bygningen af plantørboligen, veje skulle afsættes, grøfter skulle nivelleres ud fra de mange klitsøer. Han søgte stadig folk, det kneb at få nogen, for der var meget arbejde ved Badet dengang, og der var timelønnen 30 øre, mens man i statsplantagen kun fik 22 øre i timen, men der kunne fås akkordarbejde, og det hjalp jo lidt på det.

Et lille stykke øst for plantørboligen blev der plantet det første år, der var ingen planteskole, så de første år måtte planterne tilføres, det var først i 1895, der kom gang i arbejdet. Plantøren var blevet gift, da plantørboligen var færdigbygget, flyttede han ind. Heste var anskaffet, en karl og en pige antaget, og to assistenter kom til, Lassen og Christiansen hed de, de ledede plantningen. Der var efterhånden kommet mange folk i gang både fra Sønderho og Nordby nogle slog lyng, andre planerede sandskårene og strøede lyng på, klitterne kom efterhånden i orden, sandfygningen holdt op - og ternerne blev berøvet deres rugepladser, de lagde deres æg i en fordybning i sandet, efterhånden som klitterne blev dæmpede, forsvandt ternerne og forlod Fanø.

Da plantningen begyndte, var der kommet mange folk, de deltes i tre hold, de to assistenter og plantørens bror ledede hver sit hold, de voksne vrikkede huller og fik 22 øre i timen, de ældste plantere fik 18 øre, og de yngste, omkring 14 år, fik 16 øre i timen. Der var folk af enhver alder, selv aftægtsfolk var der også, især var der mange sømandsenker fra Sønderho. Det var i grunden et slæb at bære den tunge plantekasse med flere slags planter og fyldt med vand. I lavningerne skulle der plantes gran og højstammet fyr og på klitterne bjergfyr. Det var en lang dag: Hjemmefra kl. 5 morgen, der holdtes spisepause formiddag og eftermiddag på ca. en halv time og en times middag, det kunne da blive til en lille middagssøvn - hvis ellers man kunne ligge for myrer, disse var også slemme til at gå i madkassen, særlig hvis man havde sukkermellemmader, da måtte man til at blæse myrerne af, før det gik ned.

Da plantningen dette forår indstilledes, holdt jeg op, jeg havde da tjent 24 kr. Der er ikke flere tilbage af de, der var med dette år, end Hans Clausen Jepsen og jeg. Folk blev ikke fyret, fordi man holdt op med at plante, der var stadig arbejde nok, en stor have anlagdes, og en stor grøft blev gravet igennem søen, der var syd for plantørboligen, grøften gik ned i Albo bugt og kunne trække vandet af det lave terræn syd for plantørboligen, der så opdyrkedes til landbrugsland, og det viste sig senere at være udmærket jord. Plantøren fik efterhånden 18 tdr. land opdyrket og havde en ret god besætning.

Den første vej blev lavet af Jens Madsen Jensen, den gik fra plantørboligen ud til fårefennen, senere blev lavet en vej fra landevejen forbi Pælebjerget til stranden, denne vej var offentlig og blev vedligeholdt af plantagen, dette var et yndet udflugtssted, og blev af daværende pastor Trøjel kaldt »Gryden«. Der blev ved fredning efterhånden en ret stor mågekoloni der omkring. Under plantør Brüel blev der bygget et trætårn på toppen af Pælebjerg, og trætrappe blev bygget fra bunden til toppen. Pælebjerg var sogneskel mellem Sønderho og Nordby. Mens Brüel var plantør lod han bygge en vej fra fuglekøjen skråt op til landevejen i nærheden af sogneskellet, denne vej var offentlig og blev vedligeholdt af plantagen. Vejen var beregnet til at køre gæster fra fuglekøjen, der samtidig ville til Sønderho, så man sparede at køre tilbage til plantørboligen.

Da der efter en halv snes års forløb ikke var mere at gøre i den gamle plantage, blev der købt 800 tdr. land til. Man havde gjort den erfaring, at træerne ikke groede så godt i vestermarken, men derimod klarede sig godt på de flade hedestrækninger. Disse 800 tdr. land blev købt i Nordby kommune nord og øst for plantørboligen, dog ikke i et samlet hele, da nogle af lodsejerne ikke ville sælge, de regnede nemlig med, at der kunne blive udmærket landbrugsjord, når området blev afvandet. Det viste sig da også, at jorden i æ Kjær og Sandflod gav ganske godt udbytte, efter at der var tilført mergel. Det sidst indkøbte areal bestod mest af flad hede, dog var der klitter omkring æ Mardalsbjerg, æ Tandalsbjerg og Kåsbjerge, særlig omkring Klingebjerg og syd på var der klitter, som trængte til at blive dæmpede. Det blev ikke plantør Christensen, der kom til at anlægge den ny plantage, men plantør Brüel.

Man kan spørge, har det været til gavn for Fanø, at der blev anlagt plantage her. Og jeg tror, at svaret må blive ja. Vel måtte en del får afskaffes, men det var nok gået den vej alligevel, der findes jo ingen får på Fanø i dag. Med hensyn til brændsel, hvad har det så ikke betydet, at man der kunne hente et læs kvas for to en halv krone, det var udmærket brændsel til komfuret - betydeligt bedre end de tørrede kokasser, som anvendtes før. Og under den første verdenskrig, da det kneb med alt brændsel, kunne der stadig hentes træ her, selv om det tyndede hårdt ud i plantagen. Og hvad har det ikke betydet for ejerne af de små landejendomme her i Rindby, at der altid kunne fås arbejde i plantagen.

Plantøren havde en særlig evne til at få sat arbejderne på de rigtige pladser, Mads Tranekær til grøftegravning, Morten Mathiasen og Jens Madsen Jensen til at lave veje og Søren Bertelsen til lyngslåning. Dog kneb det, særligt for de ældre arbejdere, at lade sig belære om, hvorledes arbejdet lettest og hurtigst kunne udføres. Noget sjuskeri tålte han ikke, kunne man ikke udføre arbejdet tilfredsstillende, blev man sat til andet arbejde, han fyrede ikke gerne folk.

Mads Tranekjær med hustru Anne          Karen Hansen og Jens Madsen Jensen

I Christensens tid som plantør blev jagten ikke udlejet; var der nogen, der havde lyst til at gå på jagt i plantagen, kunne de få lov til det på visse betingelser: de måtte ikke færdes på de nystrøede klitter, og det skudte vildt skulle betales med dagens pris. Man kunne også få lov at samle tranebær, dog skulle man altid til plantørboligen for at få tilladelsen - han ville vide, hvem der færdedes der. Da mågerne efterhånden tog stærkt til, tillod han den sidste dag, det ifølge loven var tilladt at samle æg, enhver at gå i kolonien at samle mågeæg. Da Brüel blev plantør, blev jagten og ægsamlingen udlejet.