I årene efter 2.
verdenskrig var det nødvendigt med meget store tilplantninger af
plantagen. Der var blevet skovet hårdt gennem alle krigsårene.
Pligthugsten i disse år lå mange procent over, hvad der ud fra et rent
forstmæssigt synspunkt måtte siges at være forsvarligt. Den relativt
korte periode tyskerne huggede løs i plantagen, kostede også dyrt, det
var mange af plantagens bedste træer, der gik til i løbet.

I oktober 1948 blev plantør Nielsen interviewet til
Fanø Ugeblad:
”Nej, siger Nielsen, nu er det igen dejligt at
være her, det var værre, da vi havde så mange gæster herude. Det halve
af huset her var skomager- og skrædderværksted, i gården var der
køkkenbarak for 3 - 400 mand, der kom 2 gange om dagen for at spise - da
kunne vi ikke klage over ensomheden, men til gengæld måske nok i nogen
grad over mangel på ro. Lørdag aften var en prøvelse, da skulle hele
koret skifte tøj, depotet var på loftet her oven over, så der var
livlig trafik op og ned ad trappen. Men det fik nu alt sammen være, det
værste var dog den konstante trussel om udsmidning, vi havde hængende
over hovedet - fem gange var det galt. Men til alt held var den major,
der boede i Sønderho, og som var den ivrigste for at få os ud. ikke
særligt gode venner med den oberst, der residerede i Nordby, og som
var hans foresatte. Så hver gang det så ud til, at vi skulle indrulleres
i de hjemløses skare, så gik det på cykel ad Nordby til for at klage vor
nød, og det hjalp. Til sidst kom vor plageånd til østfronten, hvor han
sikkert har fået andet at tænke på. Men strenge tider var det, også for
plantagen, føjer Nielsen til, tyskerne huserede fælt med øksen, selv om
vi hindrede dem i det værste.
Hvordan står det ellers til med arbejdet i
Statsplantagen.
- Ja, svarer plantør Nielsen, der er nogle af
vore folk i gang med oprydning efter tyskerne, og vi er nået vidt med
det, vi er snart færdige herinde. Det er meningen, at vi så skal ind
omkring Kikkebjerget og gøre det færdigt, der er nogle grimme pletter
der. Hvad hugsten angår, skulle vi kunne regne med at slippe for
pligthugsten snart, det er heller ikke for tidligt, Plantagen er tynd
efterhånden. I år skal der oparbejdes 325 kubikm. »Knippetræ».
Ellers noget særligt, skal der plantes meget i den
kommende tid ?
Til foråret regner vi med at skulle udplante 70,000
planter, væsentlig bjergfyr. Men det er tanken i nogen grad at gå over
til en anden driftsform end den sædvanlige, nemlig hugst og så
plantning. Metoden, man vil anvende, er selvsåning. Betingelsen herfor
er, at ikke for store arealer hugges ned, helst mindre rydninger eller
bælter gennem plantagen, de omgivende træer og det frø, der evt.
allerede ligger i jorden, vil så spire og vokse til – for øvrigt på
grund af den. naturlige udvælgelse, der finder sted, hurtigere end om
det blev plantet. Vor opgave, vil så indskrænke sig til at regulere og
avle det en smule. Der tages stadig en del stød op i plantagen, vi er
glade ved det, for såvidt som den oprodning, der finder sted af jorden,
giver frøet bedre muligheder, og da, stubbene, som er arnesteder for
snyltere og skadedyr, jo fjernes. Snylterne, er nu et kapitel for sig, -
et temmelig trist kapitel, - kom med og se selv.
Kursen sættes mod plantagens østlige del idet vejen
ned mod fuglekøjen følges et stykke, så drejes af ind i en allé af
mægtige Sitka graner. Intet synes at kunne røre de store majestætiske
træer som er plantet ud i plantagens allerførste tid. Men desværre er
det, som forholdene har udviklet sig, kun »Panel te' e' Gad'». Plantør
Nielsen gør opmærksom på harpiksen, der driver ned ad stammen på mange
af træerne. Harpiksen løber ud af nogle små men tilsyneladende, ret
dybe huller, rundt om hvilke der sidder nogle voksagtige lysebrune
klumper, en blanding af harpiks og barkstøv. Denne masse opstår, når en
lille bille arbejder sig gennem barken, den søger mel til veddet og
borer sig så en gang mellem ved og bark - med det resultat, at træet går
ud, da saftstigningen til toppen, som foregår netop mellem, bark og
ved, afbrydes. Resultaterne af denne lede snylters hærgen er tydelige,
adskillige af de store træer i alleen, er allerede gået ud. Angrebet har
stået på længe, fortæller plantøren, sidste år måtte man såIedes fælde
træer med en samlet vedmængde på 47 Kubikm., der var gået ud. Hvorfra
det skadelige insekt er kommet, ved man ikke, men man kan ikke udelukke
muligheden at tyskerne måske har indført den under krigen, de fartede jo
rundt over det meste af Europa. Hvorom alting er, var Fanø et af de
steder, hvor den konstateredes tidligst, og man har fundet billen op
langs hele Vestkysten de senede år. Det er særligt Sitkagran, der er
udsat. Ikke alene i Statsplantagen, men også i plantagen, ved Vestre
Kirkegård og andre steder omkring på øen kan man se store udgåede
træer. Naturligvis ærgrer det en forstmand at se så mange års; arbejde
ødelagt på denne måde. Men det er ikke det eneste, sukker plantøren, da
vi således sidste år plantede inde i den kommunale plantage - det var
bøgetræer - oplevede vi, at komme ud dagen efter, at vi var begyndt, og
se, at mindst et halvt hundrede træer var rykket op - de havde ikke
stået i jorden i 24 timer!
Men vi lader ødelæggelsens vederstyggelig bag os
og når til den del af plantagen, hvor selvsåningsprincippet er taget i
brug. I adskillige små rydninger står birken allerede mandshøjt. Der er
adskillige hundrede, og de er alle kommet fra frøene af nogle få ældre
træer. Også fyrrebuske dukker op i snesetal, og der er et mægtigt skub
i dem. Egetræer er der en del af, ligeledes røn. Disse træer, eg, birk
og røn, skulle på den bedste del af plantagens jord blive de dominerende
vækster med tiden. Det skulle, også bidrage til at give plantagen et(
smukkere og mere afvekslende udseende, granernes og fyrrens
ensformighed skulle blive brudt. Fra et rent forstmæssigt synspunkt
skulle løvtræerne også være mere værdifulde, da de med deres store
bladmasser har; en ganske, anderledes omsætning end nåletræerne. Der er
dog ingen fare for at bjergfyrren, skal forsvinde, siger plantøren idet
han smiler lunt - det er en plante, vi skylder meget, og den vil
vedblive at være pioneren på de udsatte og magre jorder. Men vi har
naturligvis også forskellige arter af fyr. Se nu blot dem, der vokser
her. De blev plantet for tre år siden. Man skulle ikke tro det muligt,
for fyrrebuskene er over 1,5 meter høje, Topskuddet har en længde på
omkring 75 cm, det er de såkaldte Cantortufyr, som er specielt
hurtigtvoksende. Desværre kniber det med at få frø nok til at
tilfredsstille efterspørgselen - der kan nemlig ikke gives valuta til at
indføre frøet for fra udlandet.
Rundturen sluttede i den store have, der hører til
Plantørboligen, her vokser mange store træer bl. a. en gran kaldet
Norman Gran, et usædvanligt smukt og ædelt træ.
Som det ses, det kan vokse også på Fanø - siger
Plantør Nielsen med en vis stolthed i stemmen.
Beretning fra 1949
Fra Fanø Klitplantage's arkiver har Fanø Ugeblad
fået lov at låne nedenstående, bragt i bladet den 9. april 1981, skrevet
af nu afd. plantør C. Nielsen, den 20. juni 1949. En beretning der
fortæller nok så interessante ting om plantagen.
Først vedr. fuglekøjen. Den eksisterer ganske vist
endnu, men ved den nye jagtlov af 28. april 1931 blev anvendelse af
fuglekøjer forbudt. Det medførte at aktierne i fuglekøjen ikke mere gav
godt udbytte og fra den tid er det stadigt gået tilbage med fuglekøjen.
Den bliver ikke mere vist frem til turisterne, og indtil i fjor sommer
har det været sådan, at enhver faktisk kunne tage dertil og f. eks. tage
en kurv med og fylde den med frugt, uden at der skete vedkommende noget.
Sidste sommer blev hegnet omkring køjen sat i stand, og der blev
spærret for uvedkommende. Det var for så vidt på høje tid, idet
frugttræerne de foregående år havde lidt slem overlast af frugttyve.
Grene blev flået af træerne og frugten blev taget længe før den var
moden. Nu er det vist tanken at gøre lidt for de sidste sørgelige rester
af frugttræerne, der trænger hårdt til beskæring, sprøjtning og lidt
god pleje.
Mågekolonien er gået meget stærkt tilbage, - så
stærkt at jeg næsten er bange for, at den helt forsvinder. Den opnåede
sin kulmination i 1943; da blev der indsamlet 8.240 æg her i plantagen
og så var der endda en masse unger om sommeren, så det var næsten som om
jo flere æg vi indsamlede, des flere lagde mågerne, og der var faktisk
ingen større partier i plantagen, hvor der ikke rugede sølvmåger. - Da
tyskerne begyndte at bygge kanonstillinger og bunker i det dejlige
areal, hver mågerne særlig holdt til, kom der en streng tid for mågerne.
Efterhånden blev det meste af dette areal spærret så kun tyskere og
deres kumpaner måtte færdes der. Så længe tyskerne regerede der, kan
man vist godt gå ud fra, at der ikke er levnet mågerne mange æg til at
sikre bestanden med.
Efter kapitulationen kom optagning af minerne, der
i stort tal blev kørt til stranden vest for Pælebjerg, og sprængt
sammen med store partier ammunition af forskellig slags. Det bevirkede,
at en stor del af mågerne flygtede til øen Langli i Ho-bugten. Jeg har
hørt et tal på omkring 150 par. - Resten af mågerne fører en kummerlig
tilværelse. - Ægindsamlingen har været standset siden 1943 og arealet
har i de sidste to somre været spærret for publikum i mågernes rugetid
og til trods herfor går det stadig nedad med antallet af måger.
Jeg tror det er kragerne og rævene, der tager
æggene. Går man gennem arealet, findes der mange æggeskaller og man kan
ligeledes se kragerne luske omkring, og finder den en rede, hvor mutter
ikke er på æggene, hakker den hul og æder indholdet. Jeg har også set en
ræv gå fra rede til rede og æde æggene.
Det med rævene kom næsten som en overraskelse for
os. Tidligere var der ingen ræve på øen, men et rygte siger, at tyskerne
har haft et kuld rævehvalpe med herover fra Skallingen. Disse
rævehvalpe skal være løbet fra buret og ud i deres rette element.
Et andet rygte siger også, at nogle jægere har
udsat 5-6 ræve herovre. Faktum er, at vi straks efter krigen pludselig
havde en ret stor rævebestand. Jeg kan oplyse, at i de sidste to
jagtsæsoner er der på Fanø skudt - så vidt jeg ved - 43 ræve. Man vil
se, at mågerne har været udsat for lidt af hvert, så det er vel ikke
mærkeligt, at de stagnerer. Jeg vil anslå der er ca. 150 par måger for
tiden.
Hedehøgen er her fremdeles. Jeg regner med vi har
6-7 par. I år har jeg ganske vist ikke set så mange endnu. Enkelte fugle
er måske heller ikke færdige med rugningen. Den holder stadig til i den
østlige del af plantagen og længere mod syd, end den smalle
plantagestrimmel.
Tårnfalken og natravnen er også ynglefugle
herovre. Ringduen er særlig stærkt repræsenteret i plantagen i år.
Derimod er edderfuglene i meget stærk tilbagegang. Det begyndte i tyskertiden og er fortsat siden. Rævene og de mange løse hunde har
sikkert sin part af skylden.
Kaninerne, som det jo vrimlede med for ganske få år
tilbage, har vi nu helt under kontrol. De tre strenge vintre bevirkede
at de døde i stort tal, og vi benyttede jo chancen til med bøssen af få
dem yderlig ned.
En overgang havde vi dem skudt så langt ned, at man
godt kunne færdes i plantagen både 1 og 2 dage uden at se en eneste
kanin. De sidste to milde vintre har imidlertid forøget bestanden en
del, men vi skal nok få den ned igen til vinter. - Der betales for
tiden en præmie på 4 kr. pr. voksen kanin og halvdelen for unger.
Præmien betales af jagtrådet, Fanø klitplantage, Nordby sogns
hartkornskasse og Sønderho kommune.
Ja, tyskertiden på Fanø var ikke morsom. På
gårdspladsen blev bygget feltkøkken, og her kom der daglig flere
hundrede soldater skrålende og skulle have deres mad. På loftet, over
stuehuset var der depot af tøj og linned m.m. I vores dagligstue og
gæsteværelser boede en overgang 10 „danske tøser" de såkaldte
kartoffelprinsesser. Fem gange har vi fået besked om at rømme
plantørboligen, men med en vis portion stædighed og nogen forhandling
blev det hver gang udskudt en tid og efterhånden kom jo så
kapitulationen. Men morsomt, var det ikke for to ene mennesker med tre
km. til nærmeste nabo, at være ene mellem flere hundrede tyskere.
Da tyskerne havde forladt plantørboligen, og vi
atter kunne komme op på loftet, var noget af det første vi fik øje på,
en sprængstofladning ved skorstenen. Det var beregnet til i påkommende
tilfælde, at sprænge boligen i luften. Nå, heldigvis er den tid forbi.