Kaninplagen i Statsplantagen 1923

På grund af mange klager over skader som kaninerne forårsager på markerne har Statsplantagen givet adgang til at skyde kaniner i tidsrummet 1. januar til 1. maj 1924, mod at løse jagttegn på 20 kr. Vildkaninen blev indført i 1913.

I de første to måneder må jægerne medtage hunde, men ikke i de to sidste af hensyn til hare- og fasanynglen.

I år er der skudt 2300 kaniner. Der er nok ingen økonomisk gevinst at hente på jagten og da kaniner jages bedst med hunde er der reelt kun tale om to måneder.

Kaninerne under kontrol i 1949

Kaninerne, som det jo vrimlede med for ganske få år tilbage, har vi nu helt under kontrol her i 1949. De tre strenge vintre bevirkede at de døde i stort tal, og vi benyt­tede jo chancen til med bøssen af få dem yderlig ned.

En overgang havde vi dem skudt så langt ned, at man godt kunne færdes i plantagen både 1 og 2 dage uden at se en eneste kanin. De sidste to milde vintre har imidlertid forøget bestanden en del, men vi skal nok få den ned igen til vinter. - Der betales for tiden en præmie på 4 kr. pr. voksen kanin og halvdelen for unger. Præmien betales af jagtrådet, Fanø klitplantage, Nordby sogns hartkornskasse og Sønderho kommune.

Kaninjagt på Fanø med Fritter m. m.

Fortalt af klitplantør J. Brüel, 1940.

Da jeg fra 1908 til 1930 var plantør ved Fanø Klitplantage, udbredte de derværende vildtkaniner sig mere og mere, hvorfor der blev gjort forsøg på at udrydde dem med fritter.

En mand fik overladt den af plantagen anskaffede fritte, han anskaffede en mage til den og fik efterhånden en hel lille frittefarm. Han solgte dem navnlig til gårde rundt om i landet, der var særlig plaget af rotter. I plantagen og forresten over hele Fanø, hvor kaninerne efterhånden havde bredt sig, brugte han følgende fremgangsmåde ved fangsten: fritten blev forsynet med mundkurv og sat ned i kaninhullet, han satte dernæst et lille fiskenet for hullet, og det varede ikke længe, inden kaninen kom ud og blev fanget i nettet. Der kunne på den måde fanges 10 til 20 kaniner om dagen.

Når det hændte, hvilket ikke var sjældent, at fritten fik smøget mundkurven af, sugede fritten blodet af kaninen og lagde sig til at sove i graven, og da den ikke kom godvilligt ud før efter et par dages forløb, var der intet andet at gøre end at grave den ud, hvilket ofte for 2 mand kunne tage en hel dag. Fritten kunne ikke lugte, om der var kaniner i hullet, men måtte ned og undersøge dette; den kom dog ret hurtigt op igen, hvis hullet var tomt. Den var lunefuld og ikke altid lige oplagt, og på sådanne dage kunne man lige så godt straks opgive fangsten. Den var ellers godmodig og behagelig at arbejde med og var nøjsom, spiste gerne brød, selv om den foretrak kød. Den var kærlig overfor sin madmoder, der kunne gå med den hængende om halsen ligesom en pelskrave. - Ungerne, gerne en 4 - 5 stykker pr. gang, kunde sælges for 30 kr. stykket.

Også andre dyr kunne bruges til fangst af kaniner.

Således havde en mand i Sønderho en hund, en meget lille gravhund, men for øvrigt en køter, der var dresseret til at gå i kaninhullerne og drive kaninerne ud, og den tog mange.

l Plantagen blev skudt ca. tusinde stykker enkelte år, mest med salonbøsse. Man skulle liste sig til dem og skyde dem i sædet, hvilket for øvrigt var meget vanskeligt, da de var umådelig lydhøre, og når en fik øje på jægeren, stampede den med benene nogle slag i jorden, der fik hele flokken til at forsvinde.

En anden fangstmåde, der gav godt resultat, var udgravning af kaninungerne.

Når moderen om morgenen forlod un­gerne for at fouragere, dækkede den indgan­gen til med sand med undtagelse af et lille hul i midten på størrelse som en femøre, rimeligvis et lufthul.

Efter nogen øvelse fik man snart øje på disse små runde, hvide sandflader på størrelse med en underkop, med et hul i midten, og så var man vis på, at det var et kaninhul med små unger, og da de sjældent lå ret langt inde i hullet, var det et øje­bliks sag med en spade at grave 6 - 8 små unger ud.

Strenge vintre kunne kaninerne dårligt tåle, i den strenge vinter 1929 fandtes man­ge døde kaniner i et brændselsskur ved Plantørboligen.

Hvis alle midler blev taget i brug, fritter, skydning, ungeudgravning, ville der sikkert kunne opnås gode resultater.

Kaninerne på Fanø stammede dels fra kaniner fra Bøhmen, som en eller anden må have indført, og som mest holdt til i plantagen, og kaniner, som stammede fra tamkaniner, der var installeret på en lille kunstig ø omgivet af grave med vand. Disse kaniner er så en vinter, hvor vandet var islagt, sluppet ud og har senere holdt til i klitterne på nordsiden af Fanø. Disse Kaniner er større end de egentlige vildtkaniner og har efterhånden antaget disses farve og levemåde, dog kan enkelte hvide findes.

Vinteren 1939 - 40 har sikkert gjort det af med mange kaniner.

Vildkaninen præger naturen

Det mest karakteristiske dyr på Fanø er vildkaninen her i 1989. For hver hare er der 50 vildkaniner. Man mener, der blev udsat 2 til 3 vildkaniner i 1912. I milde vintre får de 4 – 5 kuld med 5 – 6 unger. Det første kuld kan nå at få unger, man regner med at vinterbetanden er på ca. 5000, men sidst på sommeren er der måske 300.000 kaniner. Sygdomme myxamotose slår en stor del af bestanden ihjel om efteråret.

Plantagens ekstraudgifter til kaninbekæmpelse er ca. på 100.000 kr. kaninen er i sin tid nok sat ud for at få kød, og vel også af jagtmæssige hensyn.

Jagten foregår i dag ved hjælp af fritter, som er et rovdyr, en tamform af ilderen. Man slipper dem løs i et kaninhul, og et par minutter efter kommer kaninen ud af ”flugtgange” (”femkronehuller”), og man forsøger at skyde den.

Det kræver gode skytter, da vildkaniner er meget hurtige. Fritterne kan ikke komme til at bide kaninerne, da rovdyret har en metalring omkring snuden. Dersom fritten kunne slå kaninen ihjel, ville den æde sig mæt og lægge sig til at sove nede i hullet. På Fanø er der også råvildt, der stammer fra Valdemar Slot på Tåsinge.