I foråret 1903 udplantedes der 711.750 stk. bjergfyr og hvid- sitkagraner, ædelgran og løvtræer. Der såedes ca. 20 kg skovfrø af forskellig fyr- og gransorter.

Et nyt areal på 700 td. land, der dækkede et område fra Fattiggården til plantagen, væsentlig øst for Landevejen, købtes i 1908. Der var tale om en afståelsessum på ca. 25.000 kr., og et yderligere gode for Fanø var indtjeningen ved arbejdet i plantagen.

På finansforslaget for 1910 bevilgedes 7.800 kr. til plantning i klitplantagen. Man afsatte 1.000 kr. til opkøb af de områder af Kikkebjerg-plantagen, der ikke var afstået uden vederlag.

Over 200 får, hovedsagelig ejet af folk fra Sønderho, forvildede sig lige efter nytår 1911 ind i Statsplantagen, hvor de alle blev optagne, og der måtte betales 50 øre for hvert.

I 1913 omfattede Fanø Klitplantage 1700 td. land, hvoraf de 1000 er opdyrket.

Plantør Brüel var en meget skrivende mand, og ikke bange for at give sin mening til kende. Her følger to artikler fra 1917 og 1920.

”Plantagens betydning”, af plantør Brüel. Fanø Ugeblad 10.03.1917

Plantagen har i grunden aldrig haft nogen særlig betydning for Fanø. Tværtimod er den af mange blevet betragtet nærmest som et onde. Plantøren og befolkningen har ikke altid kommet godt ud af det. Holdt denne på sin ret, optog folks får, anmeldte mågeæg tyveri, forbød tranebærplukning osv., ja så var han vis på en mængde fjender. Folk viste meget lidt interesse for plantagen. Der er mange ældre Fanøboere, der endnu aldrig har været i plantagen.

Dette er nu ved at blive anderledes. I denne vinter, hvor folk ikke har kunnet få brændsel andet steds fra, har de udmærket godt kunnet finde ud i plantagen. Både til Nordby og Sønderho er der kommet over 100 læs brænde i vinter.

Så går artiklen over til at give gode råd omkring behandlingen af dette brænde.”

Plantør Brüel vidste nok, hvor skabet skulle stå. Læs hans indlæg i Fanø Ugeblad fra den 21. august 1920:

”Tranebærplukning i Statsplantagen

Dels fordi der i år er meget få tranebær i plantagen, dels fordi de der er, alt er afplukket uden tilladelse, vil den ellers givne tilladelse til at samle tranebær af alle og enhver de første to dage af september fra og med i år og for fremtiden bortfalde. De fleste af de 200 – 300 mennesker, der disse dage samler bær, er misfornøjede med at de får for lidt, og de klager stadig over, at bærrene er afsamlet forinden, derfor indser jeg ikke, der er nogen som helst grund til at opretholde denne gamle forældede skik. Så klages der over, at nogle får lov at samle og andre ikke; folk mener, at den ene ikke skal foretrækkes for den anden, når Per skal have lov, skal Poul også have lov.

Set fra et socialdemokratisk standpunkt, kan dette måske være rigtigt, men da jeg ikke er socialdemokrat, og næppe nogen sinde bliver det, kan jeg ikke anerkende dette standpunkt og vil fremdels forbeholde mig min ret til at give en tilladelse og en anden ikke; det er ikke alle og enhver jeg ønsker i plantagen for at plukke bær, mange ved overhovedet ikke, hvor bærrene findes, og løber op og ned af klitterne og nedtræder den pålagte lyng.”