HJEM

                                         

Redningsvæsenets administration(top) 
Navigator redningsvæsen 

Oprindeligt hørte redningsvæsenet under indenrigsministeriet, og ved dettes deling i 1896 overgik det til landbrugsministeriet. Fra 1906 blev det henlagt under marineministeriet, og i 1928 blev de to afdelinger lagt sammen til én fælles institution med fælles ledelse og administration i København. Fra 1950 kom det samlede redningsvæsen under forsvarsministeriet. Redningsvæsenet forblev en selvstændig institution indtil 1973, hvor det som Kystredningstjenesten blev sammenlagt med Fyrvæsenet, Søkortarkivet og Lodsvæsenet til Farvandsvæsenet. På det tidspunkt var der 50 bemandede og 2 ubemandede stationer.

Det Kongelige Danske Fyrvæsen

Det Kongelige Danske Fyrvæsen blev oprettet 8. juni 1560 under Frederik II. 

I den spæde start opførtes vippefyr ved Skagen, Anholt og Kullen. Det sidste vippefyr blev nedlagt i 1788.

I tidens løb er der gjort mange eksperimenter på forbedringer af fyrenes lysevne.

De åbne fyr blev lukket med et lanternehus, kul erstattet med petroleum. Senere anvendtes flere former for gas og til sidst elektricitet. Gas bruges dog stadig og især som reserve for el.

Der blev bygget mange fyr i perioden 1830-1850. Hvert fyr blev udstyret med den tids fineste apparatur.

 

Efter krigen 1848-50 blev der oprettet mange nye skibsruter, og krav om bedre fyrbelysning meldte sig. En kommission fastslog, at store fyr kun er nødvendige få steder i Danmark, hvorimod små fyr skal ligge så tæt på hinanden i indre danske farvande, at et skib altid har et fyr i sigte. Havnefyr skulle også etableres i alle havne. Kommissionen ønskede, at personaleboligerne blev bygget sammen med tårnene, og at der blev købt jord nok til kreaturhold for de ansatte.

Indtil 1893 var der oprettet 71 fyr, 10 fyrskibe og 7 lystøndestationer. I de næste 34 år blev der under H. V. Ravns ledelse oprettet i alt 87 nye fyr. Bortset fra de nye Dueodde, Skagen W, Læsø Rende og Sjællands Rev Fyr er der i nyere tid kun etableret ubemandede fyr af mindre typer.

Fyrskibene


 Udlægning af fyrskibe i farvande omkring de danske kyster begyndte meget tidligt. De første blev udlagt ved Ejderen, Agger Tange og ved Kobbergrunden SØ for Læsø. Fyr-skibene vejledte skibsfarten især ved grunde og farlige rev f.eks. Skagens-Rev og Gedser-Rev. I tiden omkring 2. verdenskrig var der udlagt det største antal fyrskibe, i alt 14.

Horns Rev fyrskib

I begyndelsen afgav fyrskibene kun et kraftigt blinklys. Senere blev de også udrustet med radiofyr samt apparatur til afgivelse af undervandssignaler og tågesignal.
I takt med en mere intensiv søtrafik og stadig større skibe, etableredes flere bundfaste fyr til erstatning for fyrskibene. Af andre medvirkende årsager til inddragning af fyrskibene kan nævnes skibsfartens bedre navigationsudstyr og de stærkt stigende udgifter, der var forbundet med fyrskibsdriften.

 

Besætningen på et fyrskib bestod typisk af 2 fyrskibsførere og 10 besætningsmedlemmer, heri indregnet 2 motorpassere og 2 kokke. Halvdelen gjorde tjeneste, mens den anden halvdel havde fritørn i land. Tjenesteperioden var før 2 måneder, senest var den 14 dage ad gangen.

Fyrskibene er historie i dag. Farvandsvæsenet har derfor iværksat et udviklingsarbejde med henblik på at etablere et net af selvregistrerende måleinstallationer i vore farvande, således at Farvandsvæsenet kan videreføre de vigtige funktioner vedrørende vejrmelding, indberetning af saltholdighed, strøm og vandtemperatur samt observationer vedrørende skibsfarten, som tidligere indgik i fyrskibenes daglige rutine.

Søkortarkivet


 Søkortarkivet blev oprettet ved kongelig resolution af 22. oktober 1784. Opgaverne bestod i at fremstille søkort over danske farvande, herunder også færøske og grønlandske farvande, samt at fremstille specialkort til søværnet. Endvidere forestod Søkortarkivet fra 1843 udgivelsen af nautiske håndbøger vedrørende danske farvande, samt fra 1887 redigering og udgivelse af "Efterretninger for Søfarende".

 

Siden 1973 har Farvandsvæsenet tilrettelagt og forestået søopmålingen. Selve opmålingsopgaven udføres fremdeles af skibe og personale fra Søværnet. 

Farvandsvæsenet udgiver visse nautiske håndbøger, medens trykning og distribution af søkort m.m. sker andetsteds.

 

Den autoriserede lodsning

Det antages, at Dragør lodseri er det ældste i Danmark, idet Christian V i 1684 gav lodserierne i Dragør eneret på lodsning gennem Drogden. I 1731 stadfæstede Christian VI denne eneret, dog kun såfremt lodserierne "passer flittigt på og sig årvågne opfører".

 

"Helsingørs privilegerede lodsselskab" oprettedes i 1778 og kommandørkaptajn Andreas Lous blev ansat som den første "overlods" (lodsdirektør), der havde tilsyn med alle lodser i det egentlige Danmark.

Ved Andreas Lous' afsked i 1796 tiltrådte general-adjudant, kaptajn Poul de Løwenørn stillingen som overlods.

Ved kongelig anordning blev det i 1818 bestemt, at der skulle nedsættes en kommission til at udarbejde en almindelig anordning angående lodsvæsenet. Som formand for kommissionen blev udnævnt nu kontreadmiral Poul de Løwenørn.

Som resultat af kommissionens arbejde udstedtes den 27. marts 1831 den første danske lodslov "Forordning angående Lodsvæsenet i Danmark".

Denne forordning omhandlede væsentlig skibsførernes og lodsernes gensidige rettigheder og forpligtelser.

 

 

 

Lodsvæsenet har gennem tiden undergået forandringer, som har påvirket de enkelte lodserier og administrationen af dem. Blandt andet har der siden 1941, hvor lodsvæsenet bestod af 63 lodserier, været gennemført flere sammenlægninger med det til følge, at Lodsvæsenet i dag består af 3 lodserier.

I modsætning til en tid, hvor lodsning - ikke altid under ordnede forhold - blev udført ved kaplodsning og lodskapring af smuglodser og piratlodser, stiller lodsvæsenet i dag stedkendte navigatører til rådighed for skibsfarten ved anløb af danske havne og gennemsejling af danske farvande. Herved søges sejladssikkerheden og dermed sikkerheden for miljøet tilgodeset.

Løwenørn

 

 

 
Navigator redningsvæsen