Fra 1973-75 gennemførtes en rationalisering, bl.a. i samarbejde med
Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening - som bragte
antallet af stationer ned på 26 (i dag 21), uden at det geografiske
dækningsområde blev ændret. Kystredningstjenesten indgår i dag i en
international søredningstjeneste, hvis koordinerende myndighed er
Søværnets operative Kommando (SOK) med hovedkvarter i Århus. Herfra
ledes og samordnes det redningsarbejde, der udføres af såvel
kystredningsvæsenet som flyvevåbenet, søværnet, andre statsskibe samt
private skibe. Ingen redningsaktion iværksættes, uden at SOK underrettes
samtidig. I de danske farvande er antallet af forlis af større skibe
stærkt faldende. Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt
lodssystem er medvirkende hertil. Desuden har skibenes forbedrede
konstruktion og moderne elektronik med det mest avancerede
navigationsudstyr gjort skibsfarten mere sikker. Men opgaverne er ikke
blevet færre; nye er kommet til, og blandt dem hører assistance til
lystbåde og surfere.
De første 75 år af redningsvæsenets historie var kendetegnet ved
anvendelse af roredningsbåde og redningsraketter. Aktionsradius var
kort, mobiliteten ringe og alarmering baseret på strandvagter og
mund-til-mund metoden. Det var også tydeligt fra starten, at
Redningsvæsenet led at lidt begyndervanskeligheder og børnesygdomme.
Dette indtryk giver især skrivelserne fra redningsvæsenets første
bestyrer, konsul Anthon Andersen, til redningsstationernes opsynsmænd.
De første emner, som kom under lup, viser da også noget om en
organisation i opstartsfasen. Det var ting som skrivelse nr. 1 af januar
1874: ”forbud mod at redningsbåden tager andre både på slæb”, ”forbud
mod at optage uvedkommende i redningsbåden” fra 1876, som også blev
gentaget i 1889, ”forbud mod at lig indlægges i redningshuset” fra 1893
og endelig ”foranstaltninger mod mus” 1889. Karakteristisk for sådanne
påbud er jo rent faktisk, at man næppe laver en lov eller regel imod
noget, som ikke bliver foretaget. Heraf kan man så tænke sit over, hvor
udbredt sejladsen med badegæster og familie i redningsbåden, når
forbudet mod dette måtte gentages.
I
1914 byggedes på Orlogsværftet den første redningsbåd med motor, og i
1920'erne blev motorredningsbåde efterhånden almindelige. De første
motorredningsbåde var åbne, men blev efterhånden udbygget til dæksbåde.
I 1965 indledte redningsvæsenet i samarbejde med repræsentanter for
redningsmandskabet udviklingen af en ny type motorredningsbåd til
anvendelse fra havne fortrinsvis på den jyske vestkyst og
Skagerrakskysten. Arbejdet med den første båd (MRB i Hvide Sande) blev
overdraget Rømø Bådeværft A/S. I de følgende år blev der projekteret og
søsat nye redningsfartøjer, men den alvorlige ulykke, hvor redningsbåden
RF2 i 1981 forliste, satte arbejdet i stå, og først sidst i 1980'erne
kom nye og større redningsskibe til stationer med høj aktivitet. De
mindre stationer fik nybyggede lette redningsbåde, hvis udvikling skred
hastigt frem. Den lette redningsbåd (LRB) er en åben hurtig let
redningsbåd, ca. 10 mtr. lang og udstyret med 2 stk. motorer på
tilsammen 630 HK samt waterjets. Båden er bygget til at operere inde
mellem revlerne på helt lavt vand, og kan sejles på stranden. Farten er
35 knob. Der er plads til 12 siddende og 2 på båre. Af udstyr kan nævnes
radar, VHF, navigationsudstyr, plotter, vakuummadras, hypotermibåre,
genoplivningskuffert, medicin og nødhjælpskuffert samt forskelligt
udstyr til bjærgning af folk
De krav, der stilles til kystredningstjenestens både, er blandt de
skrappeste i verden; det gælder også andet materiel, som bruges af
redningsmændene. Før noget materiel tages i anvendelse, skal det være
godkendt af Søfartsstyrelsen til brug under redningsoperationer.
Redningsmændene (Foreningen af danske Redningsmænd) ønsker nu at
bryde helt ud af Farvandsvæsenets ressort. Dette fremgår af
Redningsmændenes nyudsendte rapport, Forslag til redningstjenesten
frem til år 2005. Ifølge rapporten er det Redningsmændenes agt at
blive lagt ind under Indenrigsministeriet. Om kort tid går
Redningsmændene til forsvarsministeren.
Søredningstjenestens position i Danmark er ganske enestående. I Europa
er det kun Belgien og Danmark, der har en statsfinansieret
søredningstjeneste. Uden for Europa er det kun US Coastguard’s
søredningstjeneste, der er statsfinansieret. I alle andre lande er
søredningstjenesten finansieret ved frivillige donationer eller delvist
stats og frivilligt finansieret.
Kystredningstjenesten i dag indgår i de ressourcer, der permanent er i
beredskab og til rådighed for Søværnets Operative Kommando i Århus, der
er dansk søredningscentral. Derfra bliver redningsarbejdet ledet og
koordineret. Andre elementer i søredningstjenesten er Søværnets skibe og
helikoptere, Flyvevåbnets redningshelikoptere, redningsskibene og andre
søfarende i det pågældende område. Ingen redningsaktion bliver iværksat
uden at Søværnets Operative Kommando samtidig er informeret.
I de danske farvande
er antallet af store skibe, der forliser blevet væsentligt reduceret.
Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt lodssystem er
medvirkende hertil.
Men på trods af at
antallet af skibsforlis og strandinger af store fartøjer er reduceret,
er antallet af opgaver ikke faldet tilsvarende. Nye opgaver er dukket op
i form af redning af f.eks. lystfartøjer og vindsurfere og en effektiv
kystredningstjeneste med moderne redningsmateriel er fremdeles
nødvendig.
I dag består
Kystredningstjenesten af 21 redningsstationer fordelt rundt i landet.
Tjenesten
beskæftiger 180 personer, hvoraf den største del er ansat på frivillig
basis og har deres hovederhverv andetsteds. Redningsbåde af forskellige
typer og størrelser og redningskøretøjer bliver benyttet til
eftersøgning og redningsopgaver. I alt er der 37 skibe og 15 køretøjer
til disposition. Der bliver i gennemsnit foretaget 500-600 aktioner pr.
år, hvor alle former for fartøjer og skibe modtager assistance. Også
badende, vindsurfere og andre personer i nød modtager hjælp fra
Kystredningstjenesten.
Kystredningstjenestens reaktionstid – det vil sige tiden fra, at en
alarm modtages, og til, at første enhed afgår - er under 20 minutter.
Kystredningstjenesten alarmeres via Søværnets Operative Kommando (SOK),
via VHF kanal 16 eller via alarmcentralerne på 112.
Kystredningstjenestens stationer er placeret som vist på kortet og
udrustet, som det fremgår af nedenstående.
HJEM
