Den 29. november 1821 redder skibsfører Hans Nielsen Jessen med
bistand af Niels P. Berg, Jens Madsen, Iver P. Iversen, Peder L.
Jepsen, Peder Hansen, Hans N. Pedersen og Jens M. Rødgaard,
besætningen fra det strandede skib ”De twe Friend” ført af kaptajn
Bølling.
Birkedommer Philip Peter Rosenstand indberetter følgende til
stiftamtmanden:
"Ved min Ankomst til Strandingsstedet antraf jeg adskillige af Sognets
Beboere, bI. a. Skipper Hans N. Jessen, der fortalte mig, at de allerede
en Gang havde gjort Forsøg paa at bjerge Mandskabet, men uden Held, thi
dels truede Masten paa Skibet hvert Øjeblik med Fald og dels sad
Mandskabet fordelt paa forskellige Steder af samme. Imidlertid indsaa
jeg, at dersom de skibbrudne skulde reddes, maatte der ikke længe
ventileres.
Uvejret med Storm og Hagl tiltog med Mørket, og hvert Øje blik gik
Bølgerne hen over Skibet. Mandskabets Jammerskrig lød højere og højere.
Jeg sammenkaldte derfor førbemeldte Hans N. Jessen m. fl. og søgte at
formaa dem til at vove et nyt Forsøg paa at frelse de ulykkelige. De var
ogsaa straks villige dertil. og med nævnte Hans N. Jessen som Fører
satte de sig i Baaden og betraadte den farlige Tur.
Jeg blev fra Strandbredden i spændt Forventning Øjenvidne til den Fare
og Anstrængelse, disse Søfolk udsatte sig for, og det var behageligt for
mig efter Forløbet af henved 1 Times Tid at se dem komme tilbage og
havde alt Skibsmandskab - 4: Personer - med sig.
Skibet blev om Natten sønderslaaet i Brændingen. Det er saaledes højst
sandsynligt, at Mandskabet maatte drukne, hvis ikke det af Hans N.
Jessen og Kammerater var bleven frelst."
Birkedommeren indstillede samtlige redningsmænd til en belønning og en
sådan blev dem også hver især tildelt ved at de fik 16 Rdl. hver fra
regeringen.
Hele efteråret 1821 havde der været storme over Nordsøen. Mange skibe
forliste og mange sømænd fandt sit sidste hvilested her. Vestenvinden
havde varet ca. 8 uger og kulminerede i dagene 3. – 5. november med
usædvanlige store højvande.
Skipper Peder Hansen Brinch af Sønderho, der kom fra Amsterdam
med sin galiot ”Aurora”, 56 KL., måtte søge nødhavn i Sønderho. Kuffen
”De twe Friend” af Holland og briggen ”Jan & Isabella” af England
strandede på Fanø; besætningerne blev reddede.
Den 1. december 1821 indtræder den værste
stormflod siden 1770 og vi kan i Ribe amtstidende læse om
ødelæggelserne:
"Efter flere Dages Storm af S. V. og V. S. V., der tillige her ved Ribe
holdt Floden temmelig høj, rejste sig 1. December om Eftermiddagen Kl. 3
en endnu sværere af S. V. og senere N. V.
Denne tiltog til henimod Kl. 6 og var da en virkelig Orkan, saa Havet nu
steg til en frygtelig Højde. Vandet stod alenhøjt i flere Huse og
anrettede en skrækkelig Ødelæggelse. Baade Tømmer, afbrækkede Stolper af
sønderbrudte Huse og Husgeraad flød omkring paa de oversvømmede Gader.
Langs Aaen og i den nordre Ende af Byen findes intet Hus, der jo har
lidt mer eller mindre, ja nogle er saaledes medtaget, at de vanskeligt
kan istandsættes før Sommeren. Møllerne har taget megen Skade, og
Rækværkerne paa Broerne i Byen er enten ganske afbrækkede eller
beskadiget, og den saakaldte Nybro uden for Nørreport er ganske
omkastet.
-
Endnu spørger man daglig sørgelige Følger af Stormen den 1. December.
Langs Havkanten op drivende Vrag og Gods vidner om de mange Sømænd, der
i Stormen maatte lukke sine øjne for sidste Gang.
Paa Fanø er flere af de Forulykkedes Lig opdreven”
Som en af datidens dristigste redningsmænd i Sønderho bør nævnes
skibsfører, senere skibsbygmester og Lloyds agent Niels Jensen
Sonnichsen(link: http://www.mitfanoe.dk/Sejlskibstiden/Skibsbyggeriet%20på%20Fanø/niels_jensen_sonnichsen.htm),
der kun var 27 år, da han optrådte som redningsmand. Han havde med
redningsarbejde for øje bygget en stærk jolle med to master, derfor
kaldet skonnertjollen. Med denne jolle og en besætning der bestod af:
skipper Jeppe Anthonisen, matros Hans Jensen, gik han
endnu før stormen havde lagt sig, ud på rekognoscering i farvandene syd
for Fanø. Han indberetter følgende til birkedommer Nørup:
"Kl. 7 Morgen 3. December gik vi med Baaden fra Sønderho ud i det
oprørte Hav for at se, om nogen skulde være forulykket, eller om der
skulde findes Vrag eller nødstedte Skibe. Vi fik da øje paa noget Vrag,
hvorefter vi satte Kursen; men det var os umuligt paa Grund af den
stærke Søgang at naa derhen, vendte derfor om, men faar da mellem de
høje Bølger øje paa et andet Stykke Vrag, som kun af og til lod sig til
Syne; fik tillige øje paa, at et Menneske befandt sig derpaa, som
vinkede med Hatten. Havet var i det voldsomste Oprør, og det syntes os
vanskeligt at naa ham; men selv Søfolk og erfaren med ulykkelige
Strandinger, besluttede vi straks en som Alle at vove Alt og anvende
alle Kræfter for at se den Ulykkelige bjerget, og efter megen
Anstrengelse og med største Glæde at naa dem igennem de voldsomme
Brændinger og høje Søgang at komme saa nær, at vi kunde se, der
befandtes tre Mennesker paa et Stykke Skibsdæk.
For at komme did hen maatte vi igennem hæftige Brændinger over de
farlige Sandbanker. Dette iværksatte vi nu ved at springe ud af Baaden
og gaaende i Vandet til Armhullerne og i den bestandige Fare at
omstyrtes af Brændingen at slæbe Baaden efter os. Efter ved Kræfter og
Anstrengelser at have overvundet alle Hindringer, satte vi os igen i
Baaden og roede hen til de Stumper, hvorpaa de forulykkede befandt sig,
hvilket kostede os overordentlig Møje. Paa dette Sted var 2 - 3 Favne
Vand. Efter at have forespurgt de skibbrudne om deres Sundhedstilstand
(der var den Gang Karatænepligt), som besvaredes tilfredsstillende,
indtog vi nu disse tre Mennesker i vores Baad og reddede dem saaledes
fra Døden, som havde været dem uundgaaelig, da de var henved 1 Mil fra
Land, og de kun havde lidet Stumper Brød at opholde Livet ved. Vi
sejlede nu efter Sønderho, som vi naaede Kl. 12, hvor de Skibbrudne
straks blev forsynet med tørre Klæder og Forfriskninger."
De tre reddede forklarede i retten ”at være matroser i 20 Aaars Alderen
og hjemmehørende i Kjøbenhavn”. De havde været forhyret med galeasen
”Helene Sophie” af København, og var for 5 uger siden gået fra Ålborg
med 1570 tønder byg, bestemt for Antwerpen. De havde klaret sig i
stormene indtil 1. december, da de vest for Helgoland mistede begge
master ved en brådsø, som også skyllede to ankere og skibsjollen
overbord. Ved samme lejlighed gik kaptajnen, Hans J. Dahl,
styrmanden og en matros overbord.
De drev i søen til 2. december, da skibet tog grunden. Kl. 3 om natten
brækkede skibet midtover og en matros mistede livet. De 3 drev nu
omkring klamrende sig til et stykke af dækket. Da de fik øje på
redningsbåden råbte og skreg de og blev jo også reddet.
N. J. Sonnichsen
og det øvrige redningsmandskab fik hver 16 Rdl. i præmie.
HJEM
