Indelukket sømænd reddet

Den 7. oktober 1853 meldte et skib der var på vej til Nordby havn, at de havde passeret et vrag, der lå med bunden i vejret ud for Rømø. Man fik hurtigt bemandet en båd med 8 redningsfolk: Peder Pedersen Mathiasen, Søren Andersen Sørensen, Søren M. Mathiasen, Chr. A. Hansen foruden 4 mand, der ikke blev navngivet i rapporten til birkedommeren omkring redningen. Man fandt vraget 7 mil syd for Fanø på 9 favne vand. Der var kun agterende at se, men læs beretningen om redningen her:

”Vi gav os til at bjerge af Sejl m. m., men dette Arbejde blev snart afbrudt ved, at man hørte en svag Banken i Kahytten, saa man antog, der var levende Folk i Skibet, og det blev bestemt, at der skulde hugges Hul paa Skibet, hvor man havde hørt Bankningen; men dette Arbejde lod sig ikke let fuldføre; thi at staa paa Siden af Skibet i denne skraa Stilling, hvori det laa og ved den skarpe Agterende, var ikke alene besværligt Arbejde, men Søen brækkede over Vraget, saa at man ikke kunde ligge ved Siden af det med Baaden, hvorfor dette Arbejde kun lod sig gøre skiftevis, da den ene maatte holde fast i Kølen med den ene Haand og med den anden i Klæderne paa den, som arbejdede, for at han ikke skulde glide i Vandet. Medens man arbejdede med Kapningen, gled Søren Andersen Sørensens Fod, saa han kappede ned igennem sine Søstøvler og Strømper, dog uden at gøre Foden videre Skade, men Støvlen var ubrugelig, som dog kort før havde kostet 8 Rdl.

Saa snart vi fik Hul paa Skibets Planker, saa vi en Mand ligge i en sammenkrympet Stilling med Knæerne op mod Brystet. Han udstødte uafbrudt nogle jammerlige, men uforstaaelige Ord. Man fik saa meget af Plankerne afhugget, at man troede han nu kunde komme ud, men der maatte først 2 svære Stykker Tømmer afsaves og dertil maatte Afløsning, da de ikke kunde udholde Arbejdet længere.

Søren Hansen Mathiasen kom da til og fortsatte Arbejdet, mens en holdt ham fast i Klæderne med den ene Haand og den anden i Kølen. Nu fik man Tømmeret oversavet og den jammerfulde Mand trukket op gennem Hullet med Hovedet og den ene Arm, men Hullet var ikke stort nok, og den jammerfulde Mand maatte ned igen, og man maatte til at gøre Hullet større; medens dette skete, maatte man holde en Skærm af Klæder paa den ydre Side af Hullet for at beskytte det, da Søen slog idelig over Vraget.

Saa fik man ham atter trukket op og fik ham op paa Kølen af Vraget. Man fik en Trosse fra Blankeneseren (et Skib, der var kommet til Stede under Arbejdet), da man frygtede at Søen skulde kaste Jollen, som kom efter ham. Nu fik vi ham ned i Jollen og derfra op paa Blankeneserens Dæk, hvor man gav ham en Læskedrik, men spise kunde han ikke. Vi spurgte ham, naar de havde kuldsejlet Skibet; han nævnte Tirsdag, men efter al Sandsynlighed havde det ikke været sidste Tirsdag, saa man kunde antage, at han saaledes har tilbragt en Tid af 10 til 11 Dage i Vraget. Han forklarede tillige, at han var Skibets Kaptajn og hørte hjemme i Kington ved Hull og at have ladet Kul i Pieterhead, bestemt for Hamborg. Paa Brystet bar han en Medaille med Nelsons Billede (og Indskriften: "Hver Mand gøre sin Pligt" i Oversættelse). Uopholdelig søgte man at bringe ham til Land og at sejle med ham til Fanø, da man antog, at Vinden dertil var mere gunstig. Klokken var omtrent 2 om Eftermiddagen, da vi sejlede fra Vraget og naaede Fanø Strand omtrent Kl. 7 om Aftenen.

En Vogn blev straks besørget saa hastig som muligt, den bragte ham til Søren H. Mathiasens Hus; man plejede ham, det bedste man kunde, og Lægen blev uopholdelig hentet, som straks tog ham under Behandling samtidigt meldte man det til Birkedommer Schønau; men trods al den omhyggeligste Pleje og Lægehjælp døde han den 9. Oktober i Lægens samt Birkedommerens Overværelse hos Søren H. Mathiasen, som lod ham hæderlig begrave efter Lands Skik og Brug."

Den forulykkede havde levet af tran i de 10 – 12 dage han havde overlevet i vraget.

Galeasen ”Familie” af Sønderho, strandet i 1856 

I en beretning fra Blåvand redningsstation finder vi fra den 8. juli 1856 følgende om galeasen ”Familie” af Sønderho. Besætning på 4, skipper M. Brinch af Sønderho. Strandingssted: Bjælken ved Grådyb, årsag: slået læk ved grundstødning og sunket. 

Redningsaktionens forløb: 

Fra et Sønderhoskib liggende i Hobo Dyb modtog stationen bud, at et andet Sønderhoskib var strandet ved Bjælken ca. 3 ½ mil fra stationen og havde signaliseret efter hjælp. Skibet var blevet observeret fra Fanø, og derfra forsøgte man med båd at redde besætningen, som sad i takkelagen, men forgæves. 

Redningsmandskabet begav sig af sted med båden strandlangs. På grund af kviksand måtte der sendes bud efter to par ekstra heste, således at alle 5 par heste skiftevis blev benyttet. Da strandens beskaffenhed blev så dårlig, at transport af båden blev umulig, sættes denne i vandet og ”de begav sig efter det forulykkede skib og havde strømmen imod. De anstrengte sig alle af yderste kræfter for at arbejde sig frem i de svære bølger for at komme til det forulykkede skib, hvortil de havde ca. 1 ¼ mil. Omtrent kl. 8 modtog jeg besked om, at der fra Fanø om eftermiddagen var udsendt to større både, hvoraf den ene var så heldig at frelse de forulykkede 4 skibsfolk, som sad i rigningen” 

Man forsøgte 2 gange at komme de forulykkede til hjælp, men begge gange tvang den høje sø, båden fra Nordby tilbage. Først næste dag lykkedes det skipper N. N. Svarrer af Nordby, at få en båd bemandet med følgende: skipperne C Linschou, Jens Hansen, P. Duysen og Jørgen Chr.. Beck foruden tre matroser: H. Hansen, T. Hansen og C. Buurkal, der var fra Grønlandsfareren ”Nordby”s besætning, at nå ud til skibet og få mandskabet reddet. ”Vestjydsk Avis” bemærker om redningen: ”Det er fornemmelig den Kækhed og Ufortrødenhed, der ned stor Livsfare udvistes af dette Baadmandskab, som sidst forsøgte Redningen, der skyldes, at Galeasens Mandskab reddedes fra at omkomme i Bølgerne. Denne kække Daad fortjener offentlig Omtale og henleder vi Avtoriteternes Opmærksomhed herpaa for om muligt de paagældende Redningsmænd kunde tilflyde en velfortjent Paaskønnelse”. 

Da redningsbåden fra Blåvand nåede frem, så de, at skibet var forladt, og kort efter sloges det i stykker. Der blev givet signal til redningsbåden om at søge land.

”Rondonelle”

i 1864 strandede et større engelsk skib omtrent ud for Kirkevejen, det hed ”Rondonelle” og var amerikansk bygget. Skibet blev ophugget, og en hel del af materialerne benyttedes til et nyt barkskib ”Fanø”, som blev bygget i 1865/66. Ankre, kættinger, mellemdæksbjælker og andet blev genbrugt.