Briggen ”Claus”s stranding

Briggen ”Claus”

Fra indberetningsprotokollen for Rindby redningsstation bringes skildringen af den sørgeligt bekendte brig ”Claus”s stranding. Beretningen er som altid knap og klar, en sagastil om man vil, men – når man har læst den til ende, er man orienteret om alle tilgængelige fakta i forbindelse med den dybt tragiske begivenhed.

”Den 1. december 1897 om morgenen kl. 8.20 meldtes til stationen, at et skib var strandet om natten nord for den gamle kirkevej, tilsyneladende uden levende mennesker ombord. 2 småbåde og 3 lig fundne i havstokken. Da Mulighed forelå, at nogen kunne findes syge eller hjælpeløse ombord, lod opsynsmanden mandskabet tilsige at møde straks samt rekvirerede 5 par heste til transport af båden og materiellet kl. 9 ankom på strandingsstedet mandskabet, alle mødte. Satte båden i vandet på sædvanlig måde. Mandskabet iførtes de anordnede redningsbælter og roede båden ud til skibet, der befandtes at være brig ”Claus” af Fanø, kaptajn Hansen, der var på rejse fra Kragerø til England med trælast (props). Da ingen levende bemærkedes, gik opsynsmanden og 2 mand op og undersøgte skibet, men fandt ingen, hvorefter båden igen roedes i land og slæbtes op på land af 2 par heste.

Da båden var omtrent pålæsset, befalede øens øvrighed, hr. birkedommer Aagaard, at båden skulle gå ud at hente skibets papirer, og da der aldeles ingen fare var ved at gå ud, turde opsynsmanden ikke modsætte sig at opfylde øvrighedens befaling, hvorfor båden atter sattes i vandet, mandskabet iførtes redningsbælter, og båden roedes ud til skibet, hvor afregnings- og søfartsbøger samt en blikdåse med andre skibspapirer afhentedes, medens skibsdagbogen ikke fandtes. Under hele foretagende var vinden nø.-lig, jævn kuling med sø i landingen. Skibet står ret ud for stationen, ca. 400 alen fra daglig vandstandsmærke, er aldeles helt ovenbords, men havde mistet stormærsestang og mastetoppen. Forstævnen viste ud efter, for-undermærssejl var sat, og ræerne brasede tværskibs.

Under begge ture benyttedes bådslæbet i landingen. Båden kørtes derefter tilbage til stationshuset og ankom der kl. 12 middag. Alting anbragtes på plads igen til fremtidig afbenyttelse. Opsynsmanden var med i båden begge gange og ledede foretagendet.

Åragen til strandingen er ubekendt, idet logbogen, der drev i land på stranden, kun er ført til mandag d. 29. november på giss. 560 50’ n. br. Og 50 35’ ø-lgd. Og udviser, at storrig var bleven kappet om morgenen i en orkan af sø.

Imens redningsforsøget stod på, landede ligene af resten af besætningen, i alt 8.

Under foretagendet brækkede en åre, og et forspandstoug sprængtes.

Rindby redningsstation, den 2. december 1897.

Til vitterlighed: Iver H. Nielsen og Mathias P. C. Sørensen.

M. N. Mortensen, opsynsmand.”

Om briggen ”Claus”

 I 1880 kunne et svensk skibsværft levere en megen smuk og velbygget brig ved navn "Claus" til et Fanørederi. Den 1. december 1897 vendte skibet utilsigtet tilbage til øen. Da havde briggen sejlet sin sidste sejlads, der endte med at blive skæbnesvanger for den otte mand store besætning. Alle otte besætningsmedlemmer omkom i brandingen ved Fanø strand. Kun skibskatten overlevede. 

Inden det kom så vidt, havde "Claus" 17 indbringende år på verdenshavene med talrige sejladser på bl.a. Zanzibar, Guayaquil (Sydamerika), Bilbao, Poer Elisabeth og Molukkerne i Stillehavet. Skibets sidste længere sejlads udgik fra St. Croix i Vestindien med en sukkerlast til København. Herefter skulle briggen til Kragerø i Norge, hvorfra der skulle fragtes minetømmer (Pitchprop, runde træstykker, 6 - 8 fod lange og 5 - 7 tommer i diameter) til Port Talbot i Bristolkanalen. Det skulle blive skibets sidste rejse.

Kaptajnens sidste brev

Den 22. november 1897 er briggen "Claus" for længst færdiglastet med tømmer. der er bestilt til sikring af kulminegange i England. Kaptajn Hans Laurids Hansen sender samme dag brev til sin onkel på Fanø, hvori han fortæller, at han utålmodigt venter på bedre vejr. Han skriver bl.a.: "Alle siger de, at det lønner sig ikke at gå ud med de vestlige Vinde, som hersker i disse Dage, ... I Haab om jeg snart maa faa en gunstig Lejlighed at komme herfra, slutter jeg denne Gang ... Hils mine Forældre og Søskende samt Kjæresten".

De hører aldrig fra ham mere.

Kaptajn Hans Laurids Hansen

Afrejsen 

To dage senere står Hans Laurids Hansen på kajen og tager bestik af vejret. Han vurderer, at tidspunktet endelig er velegnet til at afsejle fra havnen på Kragerø, og han beslutter sig for at sætte kurs mod Port Talbot i England. Kaptajnen ved, at han har et godt og sødygtigt skib, men han ved også, at lasten denne gang er forholdsvis let, og at især dækslasten kan give problemer i hårdt vejr. I forhold til de fleste andre sejladser er denne kort, og han sætter sejl i fuld tillid til, at "Claus" snart kan ankre op i Port Talbot med det bestilte tømmer. 

Storm ud for Hanstholm

Logbogen fortæller, at efter et par dages problemløs sejlads er skibet nået ud for den jyske vestkyst. Ud for Hanstholm blæser det op, og vinden når stormstyrke. Under normale omstændigheder ville briggen sagtens kunne klare stormen, men den lette last af minetømmer giver problemer, og stormen får held til at kaste briggen om på siden, så havvandet står ind på dækket. I et forsøg på at få skibet til at rejse sig beslutter Hans Laurids at kappe storrigningen, der bliver kastet i det frådende hav. Manøvren lykkes, og skibet rejser sig langsomt igen. 

Herren hjælpe os! 

Situationen ud for Hanstholm har tydeligvis været så desperat, at et af besætningsmedlemmerne i al hast nedfælder en kortfattet meddelelse på en lap papir, som han kaster ud i havet som flaskepost. Meddelelsen viser os, at situationen er særdeles alvorlig: "Briggen "Claus", Herren hjælpe os, vi forgå. 8 mand. Farvel." - Flaskeposten bliver fundet den 6. januar 1898 - på Fanø. 

Kurs mod Esbjerg

Stormen aftager, men det amputerede skib kan ikke fortsætte sejladsen til England, eftersom det ikke længere er muligt at føre agtersejl. Kaptajnen beslutter derfor i samråd med de øvrige syv besætningsmedlemmer at søge nødhavn i Esbjerg. Sejladsen ned langs vestkysten går planmæssigt og allerede den 29. november passeres Horns Rev, Danmarks vestligste punkt. På dette tidspunkt har skibet sat kurs efter Grådyb, men samtidig blæser det atter op og i løbet af eftermiddagen når vinden orkanstyrke. Om middagen den 29. november observeres "Claus" fra Vyl fyrskib. Skibet blæses ud af kurs og kommer ind over revlerne vest for Fanø, hvor det grundstøder. Ror og agterstavn knuses, men ellers står briggen godt og solidt forankret i sandet ikke langt fra land.

"Claus" endnu stående på revlen, hvor den grundstødte. 

Strandet, men næsten reddet 

Besætningen kan nu med nogenlunde ro i sindet ånde lettet op. En grundstødning og et havareret skib er naturligvis altid dramatisk, og søfolkene har stadig ikke fast grund under fødderne, men man har alligevel en sikker forvisning om, at hjælpen er på vej. De sidste nødraketter er affyret, og man hænger i stedet et par lanterne op i rigningen i bestræbelserne på at øge chancerne for at blive set fra land. Men ingen ser det nødstedte skib. Samme aften indvies nemlig et nyt forsamlingshus på Fanø, og denne store begivenhed samler stort set alle beboere, så ingen har tilsyneladende haft blikket rettet mod havet, hvor besætningen venter på hjælp.  

Om bord på "Claus"

Vinden tager noget af i løbet af natten, og besætningen kan puste ud og så småt begynde at indstille sig på, at morgendagen vil bringe dem alle sikkert i land. De tager landgangstøjet på - bortset fra skibsdrengen, der holder udkik, og han beholder derfor sit olietøj på. Kokken laver kaffe til de hårdt prøvede søfolk og sætter samtidig en gryde over med skipperlabskovs. Det regner og blæser stadig lidt, men det er ikke noget, der kan genere en flok erfarne sømænd, der oven i købet ved, at stranden befinder sig lige i nærheden. De foregående dages begivenheder til trods kan besætningen nu slappe af og give sig tid til en kop kaffe og en pibe tobak i vished om, at de den følgende dag vil have fast grund under fødderne.

Kobbergryden, der stod med den næsten færdiglavede skipperlabskovs. Kaptajnens tobaksdåse, stadig med lidt tobak.

Alle otte besætningsmedlemmer findes druknet

Den næste dags morgen ser man fra land de høje master fra et skib rage op over klitterne, og først da bliver man klar over, at der er sket en stranding. Ved første blik kan Fanøboerne konstatere, at det er briggen "Claus", som er hjemmehørende på Fanø. Hele den otte mand store besætning bliver fundet druknet på stranden. Kaptajnen og skibsdrengen ligger tæt sammen ikke langt fra skibsprammen. Styrmanden og fire andre besætningsmedlemmer ligger lidt derfra med skibets jolle i umiddelbar nærhed. Skibskokken driver som den sidste i land - langt nord for de øvrige. 

Hvad skete der ombord på "Claus" natten til den 1. december? Ingen ved det med sikkerhed. Da myndighederne kom ombord "Claus", fandt de skibskatten, der lå og sov på kaptajnens stol, som om intet var hændt. På bordet stod halvfyldte kaffekopper, der vidner om at skibet har holdt sig i ro. På komfuret stod gryden med skipperlabskovs. Der var en fredfyldt atmosfære, der ikke pege i retning af den tragedie, Fanøboerne havde været vidne til, da de fandt "Claus" og de otte omkomne på stranden.

De sidste minutter om bord på "Claus" 

Der var dog én ting, som man hæftede sig ved, da man fandt den druknende styrmand. Han havde kun én støvle på - den anden lå endnu i hans kammer på "Claus". Det kunne tyde på, at styrmanden af en eller anden grund pludselig har fået meget travlt. Så travlt, at han kun nåede at få sig iført den ene støvle. Noget pludseligt og skæbnesvangert må være indtruffet. Det mest sandsynlige må være, at et af besætningsmedlemmerne er faldet over bord. Men hvem? Og hvorfor? Alt åndede jo fred og ro! 

En mulig teori er, at det er skibskokken, der har mistet fodfæstet og fladet over bord i de endnu store bølger. Tømmeret var lastet til rælingshøjde og derfor surret fast ved hjælp af et større antal surringsreb. Kokken var for så vidt den eneste af besætningsmedlemmerne, der havde noget at bestille, mens de afventede hjælp, og man kan måske forestille sig, at han kan være snublet over en af de mange surringer, da han i det dårlige vejr var på vej agterud med kaffe til de øvrige. 

Skibsdrengen holdt vagt, og han har sikker oplevet hændelsen og anråbt resten af besætningen. Styrmanden og fire af de øvrige sømænd har så i al hast fået jollen i vandet, men muligvis med endnu et uheld til følge. Jollen blev fundet svært beskadiget og er sandsynligvis blevet ødelagt under hækken, da man forsøgte at komme kokken til undsætning. Herefter har kaptajnen og skibsdrengen været nødsaget til at sætte prammen i havet i forsøg på at redde de øvrige. Formentlig har de undervurderet søen, der har kastet prammen rundt. De formåede i hvert fald ikke at redde nogen som helst - til gengæld betød deres ihærdige bestræbelser på at redde de andre, at de selv gik til. En forholdsvis stilfærdig og ufarlig stranding resulterede således i en frygtelig tragedie, hvor alle besætningsmedlemmer druknede. 

Tilbage på Fanø

Briggen "Claus" havde sejlet på de syv verdenshave, men skæbnen sendte den tilbage til Fanø, hvor den hørte hjemme. Kaptajn Hans Laurids Hansen og styrmand Niels Madsen stammede begge fra Fanø, hvor de blev begravet på Nordre Kirkegård. Tre af de øvrige blev ligeledes stedt til hvile i Nordby, mens de resterende blev bragt til deres hjemegn og begravet der.

Mindesten på Nordby Kirkegård

Kortet viser den planlagte sejlrute (stiplet linje) og ruten efter havariet ud for Hanstholm (fuldt optrukken linje).  

P.H. Clausen beretter: 

"Efter at redningsbåden havde været om bord, var jeg med to af drengene ude i skibet [formentlig elever fra Fanø Praktiske Sømandsskole. Red., og det forundrede mig at se det, som det var, alle enderne var opklaret, bag bords anker hang for kranbjælken, formersejl stod strakt nok så pænt, lanterne brændte endnu i vantet, og ligeså i kahytten, på bordet stod der kopper og en flaske -  et bevis på, at skibet ingen voldsomme bevægelser havde gjort i den sidste tid i stranden, ligeledes i kabys og lugar, alting var som sædvanligt ombord i et skib, kaffemuggene stod oven på ruffet. Jeg og mine elever slog undermærssejl fra og fastslog straks, det var slået under om natten, mens skibet stod fast og for at tjene som mærke, for hurtigere at opdages. Såvel chronometeret som skibsuret gik, jeg tog dem i land, de fejlede ingenting. Drengen var den eneste, der havde olietøj på og han har sikkert stået udkik, da folkene drak kaffe. Det var hans første rejse, han var fra landet, kom her til Fanø med en lille bylt under armen og 40 kr. i lommen og ville på sømandsskolen for at blive sømand. Da han var flink, gjorde jeg for ham, hvad jeg kunne, sørgede for at han blev ordentlig udstyret og fik ham med "Claus", men hans rejse blev ikke lang: fra København til Norge og tilbage igen til Fanø som lig. 

Alle otte mand blev begravet samtidigt fra Nordby Kirke, hvor alle otte kister stod smukt pyntede med kranse og pastor Holck talte gribende og smukt over dem. Kaptajn, styrmand, bådsmand, kok og drengen begravedes her på Nordby kirkegård, de andre blev afhentet til deres respektive hjem og begravet der. 

Hans Laurids Hansen var en ung mand, men havde førhen været med til at strande eller forlade skibet ved Cap Horn, hvor han reddede besætningen ved at svømme i land med en line. Såvel han som mandskabet var skønt unge, dygtige folk, dette beviste skibets tilstand efter strandingen. 

Fred være med dem!" 

Ladningen bjærgedes i land og kørtes ind til Nordby, hvorfra det siden afskibedes til bestemmelsesstedet. Skibet solgtes og huggedes op, bådene istandsattes. Jollen sejlede fra Esbjerg. Prammen kom ned til Letbæk mølle.