En sørgelig
begivenhed hændte
den 9. september 1905
lige udenfor Fanø kyst, en begivenhed, som på flere måder bringer det
aldrig glemte minde om ”Claus”s stranding i frisk erindring. Den gang
satte 8 mennesker livet til, denne gang 12, dog ikke som forrige gang i
nattens mulm og mørke, men ved højlys dag.
Trædamperen
”Venezia” af Bergen, 880 t., ladet med kul fra Blyth i Skotland til
Esbjerg og ført af kaptajn Fejlberg kom til Grådyb lørdag den 9.
henad middagstid. En tid holdt den det gående udenfor Barren afventende
lods. Lodskutteren havde natten i forvejen opholdt sig udenfor Grådyb,
da der ventedes flere skibe; vejret var stormfyldt og havet meget
oprørt. Lørdag morgen stod den indad efterfulgt af to dampere, som fik
lods ved Skallingen. Her blev kutteren liggende, idet det var ugørligt
at forcere Barren med den svære brænding, som var der. Kl. 2 sattes lods
Olsen om bord i den engelske damper ”Ethelbert”, og da der samtidig
iagttoges et andet skib, som styrede indefter, lettede kutteren straks
anker og sejlede ud imod det; for sent dog til at bringe lods om bod,
thi det var imidlertid strandet på ”Bjælken”. Det huggede hårdt, og
brådsøerne gik uafladeligt hen over det. Besætningen, som frygtede for,
at det ville brække over, gik da i båden, 14 mennesker i alt, deriblandt
kaptajnens hustru, og søgte på den måde at redde livet – desværre dog
forgæves for de flestes vedkommende.
Fra lodskutteren
blev der gjort alt, hvad der var muligt for at komme de stakkels
mennesker til hjælp; den sejlede tre gange ind i brændingen med fare for
selv at strande; gentagne gange lykkedes det at kaste en ende til båden,
der også blev grebet, men folkene kunne ikke holde den fast; en vældig
brådsø fyldte båden og kæntrede den. Det lykkedes nogle af de skibbrudne
at holde sig fast, men forsøgene på at bjerge dem mislykkedes, til dels
også på grund af, at lodskutterens maskine satte ud af drift.. omsider
drev båden ud i kanten af brændingen, endnu med to mand ved den, og med
betydelig livsfare blev der da sat en båd i vandet fra kutteren for at
nå hen til dem og om muligt bjerge dem, og denne gang lykkedes det. De
to mand reddedes, naturligvis meget forkomne og udmattede, de blev
straks afført deres våde tøj og indsvøbt i uldtæpper og kom da til
kræfter. De reddede var første maskinmester Læknæs, Bergen, og
letmatros Niels Arvidson, Halmstad.
De tolv mennesker
fandt derimod deres død i bølgerne, og med sorg spørges der, kunne der
ikke være gjort mere for dem. Visselig ikke fra lodskutterens side, der
gjorde man alt og vovede livet. Men redningsbådene? Ja,
redningsstationen i Blåvand fik først melding om ulykken en time efter
strandingen; kl.
17.45
var man klar med heste og vogn, og kl.
18.30 nåede man
fyret, hvor redningsbåden skulle sættes ud, men hvorfra det for øvrigt
var umuligt at ro ud til strandingsstedet, og ganske unyttigt også på
den tid; da var ulykken for længst sket.
Og redningsvæsenet i
Nordby – ja, det fik slet ikke melding om begivenheden og hørte intet om
den før længe bagefter, fortæller Fanø Ugeblad: ”Det er det fortvivlede
ved situationen, at den ene og den anden ved besked om, at der foregår
en stranding, med redningsvæsenet får intet bud. Først kl.
15.30
meldtes begivenheden i Esbjerg af en af lodserne, og senere
telefoneredes der fra Kurhotellet til havnekontoret i Esbjerg, men
redningsmandskabet får intet at vide. At sende telegrafisk eller
personligt bud falder ingen ind og – desværre, det havde vel også været
for sent. Meldingen kunne kun have været gjort med nytte fra Skallingens
Fyrtårn, men dette er mærkværdigt nok ikke i telefonisk forbindelse med
redningsstationerne. Man må håbe, at dette nu vil blive rettet og
dernæst, at der, som lodserne begærer, må blive anskaffet en søstærk
lodsdamper, lig den, der ligger ved Skagen. Men sørgeligt er det, at en
ulykke som den, der er foregået, først skal finde sted.”
Ligene af kaptajnen
og hans hustru samt styrmanden er drevet i land på Skallingen og ført
til Oksby.
En anerkendelse.
Lodskutteren fra
1887 på udkig efter lodssøgende skibe ved Skallingen. Kutteren forliste
ved Sædding i 1909.
Marineministeriet
har i ”Statstidende” offentliggjort følgende skrivelse af
28. oktober 1905 til
lods M. N. Iversen i Esbjerg.:
”efter at man har
gjort sig bekendt med den i anledning af dampskibet ”Venezia”s stranding
på Grådybbarren den 9. september dette år optagne søforklaring og med de
af Dem til overlodsen indsendte rapporter om lodskutteren ”Esbjerg”s
bestræbelser for at redde nævnte dampskibs besætning og efter derom
nedlagt forestilling, har kongen tildelt hver mand af kutterens
besætning, nemlig: lods M. N. Iversen, lods J. A. Heide
Sørensen, lods R.P. Ungermann, matros L. J. Lauridsen
og kok Niels Nielsen medaljen for Druknedes redning med
tilladelse til at bære samme.
Ministeriet skal
derhos udtale sin anerkendelse af den energi, det mod og den
udholdenhed, som kutterens besætning ved nævnte lejlighed har udvist og
særlig af den omtanke og ro, med hvilken De, som kutetrens fører ledede
redningsforsøgene. Som en yderligere påskønnelse af Deres forhold ved
den omtalte lejlighed skal ministeriet bede Dem modtage det
efterfølgende ur.
J. C. Christensen”
Lodsoldermand
Iversen var født i
Rindby den 26. maj 1863. I 15 års alderen kom han ud at sejle med Fanø
sejlskibe. I 1881 tog han styrmandseksamen fra Thodsens private
navigationsskole i Rindby. LINK. Derefter sejlede han i 6 år med
engelske damp- og sejlskibe, indtil han i 1887 blev antaget som aspirant
og mønstrede som matros til lodsvæsenets tjeneste på lodskutteren
”Esbjerg” der samme år var blevet bygget i Frederikshavn.
Den 1. juli 1890
blev Iversen lods og blev 4 år efter fører af lodskutteren. Da
lodskutteren under stormfloden den 6. november 1911 strandede ved
Fourfeldt, blev han fører af den ny lodskutter, som blev bygget i Fåborg
1912. Den 1. august 1920 afløste han Søren H. Ibsens som
lodsolderformand og i 1923 blev han formand for ”Dansk Lodsforening” og
redaktør af foreningens medlemsblad.
I 1908 flyttede
Iversen til Esbjerg, hvortil lodseriet var blevet flyttet til på grund
af den voksende trafik.
Iversen var meget
optaget af afholdssagen. Han talte jævnligt i logen ”Fanøs Haab” på
Vestervejen, og var aktiv i afholdsbevægelsen i Esbjerg.
I det store og hele
var Iversen af den slags mennesker, der med varme tager sig af de sager,
han har med at gøre. Hav var en mand med masser af gå-på mod – en af dem
der ikke let blev modløs.
Hans løbebane
indenfor lodsvæsenet viser da også, at hans foresatte stedse havde øje
for, at han var en mand der duede, og hos sine kolleger landet over, fik
hans ord både i tale og skrift altid ørenlyd.
I 1905 fik Iversen
medaljen for Druknendes Redning for hans medvirken ved at redde to af
besætningen fra den norske damper, der den 9. september strandede ved
Grådyb Barre. Ved den lejlighed skænkede ministeriet ham et ur. Han blev
Dannebrogsmand i 1923. I 1927 blev han udnævnt som medlem af søretten i
Esbjerg.
Den 13. oktober 1905
ved 9-tiden strandede en tysk tjalk ”Norden” ud for Kurhotellet. Skibet
kom fra Neufeld ved Elben med en ladning hvede bestemt til Esbjerg; dets
fører hedder Ulrichs. Strandingen bemærkedes af en af folkene ved Badet
og blev straks meddelt til inspektør Lassen, der telefonerede til
Nordby, hvorfra der sendtes bud til redningsstationen.
Lidt over 11 gik
redningsbåden ud, men på grund af den stærke blæst drev den et temmelig
langt stykke i læ, og det tog derfor lang tid, inden der kunne fås
forbindelse med skibet. Mandskabet stak da en redningsbøje på en line,
og ved hjælp af den halede man sig ud til skibet, hvorpå besætningen,
der bestod af 3 mand, hurtig kom i redningsbåden, men meget forkommen.
Skipperen havde fået et hårdt, men dog ufarligt slag på ryggen.
Hr. Franz Bech fik
straks hele mandskabet ført op til villa ”Willmine”, hvor de hurtigt fik
noget varmt at spise og kom i seng.
Af en samtale med
føreren om, hvorledes strandingen var foregået, fremgik det, at skibet i
stormen havde tabt det ene svær (formodentlig styrbords), hvorved det
drev så meget i læ, at det tog grunden. Der blev sat forskellige sejl
til, men skibet drev stadig imod land, da ankeret ikke ville holde. Det
er nu sikkert fuld af vand og er drevet op, hvor badevognene føres ud om
sommeren, så man ved ebbe vil kunne gå omkring det. Skibet hører hjemme
i Baltrum, en lille ø ved Norderney; det er 8 år gammelt og er
forsikret. I aftes ved 18-tiden var ruffet slået bort og forskellige
dele drevet i land. Mandskabet havde sørget for, at deres tøj var kommet
ned i kahytten, hvor det forhåbentlig vil være i god behold, men i hvad
tilstand. I dag står skibet i samme tilstand. Båden er slået bort i
nattens løb og lugerne drevet i land, et tegn på at kornet er ved at
bulme ud. Vandet var falden, så man godt kunne have bordet det. Konsul
Breinholdt kom til stede ved 9-tiden, og vil der i dagens løb blive
akkorderet med bjergere om at bringe ladningen og inventaret i land.
I løbet af ugen
efter strandingen er ladningen bjerget i land fra den strandede tjalk
”Norden” og opført til hotel ”Kongen af Danmark”, hvor den ligger
udspredt på trottoiret. Ladningen, omtrent 300 tønder hvede er i dag
bleven bortsolgt ved offentlig auktion og opnåede en pris af 3 – 4 kr.
pr. tønde. Skibet ligger omtrent på samme plads, men vil med en storm af
vest snart sidde så højt, at det om sommeren kan bruges til at bo i, når
man satte tag på. Et forlydende vil vide, at bjergerne får det halve af
det beløb der indkommer ved auktionen. Skibet er i
eftermiddag bleven
kondømt. Tjalk ”Norden” er i de sidste dage, omkring den 28. oktober,
stået så højt op, at man kan gå tørskoet omkring den.
Den strandede tjalk ”Norden” er i midten af november nu så vidt
ophugget, at kun bunden er tilbage, men den vil man helst lade ligge,
indtil der indtræder vestlige vinde, som kan sætte den højere op. Skibet
viser sig ikke at have været for godt at sætte på land, og strandingen
har næppe givet tab for ejeren. Det skal nu vise sig ved den kommende
auktion, om strandauktionærerne får noget udbytte af deres handel.
For søretten i Emden behandledes den 18. december 1905 sagen om tjalken
”Norden”s stranding. Fartøjet tiltrådte den 8. oktober rejsen fra
Neunfelde til Esbjerg med en ladning hvede. Besætningen bestod af tre
personer.
Efter en stormende og yderst besværlig rejse nåede man om natten den 13.
Fanø og Grådyb Fyr pejledes kl. 2 i Ø.N.Ø. Det blev forsøgt at sejle ind
i dybet, men efter 10 minutters forløb gik vinden fra vest om på N.V.
med tiltagende kuling, og da fyret på grund af tæt regn samtidig blev
usynligt, drejede man bi. Henimod kl. 5 om morgenen var fartøjet ikke
langt fra lystønden, og en time senere forsøgte man at sejle ind; men
som følge af den høje sø og det udgående vande var det ikke muligt at
holde farvandet, og skibet kom efter at have mistet det styrbords sværd
– ind i brændingen og gik hen over banken, idet det huggede voldsomt mod
bunden. Man havde ladet begge ankrene falde, men da det viste sig, at
fartøjet var lækt og i synkefærdig stand, stak man dem fra sig og
sejlede ind på Fanø strand, hvor tjalken strandede ved middagstid.
To timer senere blev mandskabet reddet under meget vanskelige
omstændigheder af redningsbåden inde fra Rindby. Skibet er kondemneret
og ladningen delvist bjerget. Kendelsen lød således: ”Tjalken ”Norden”
strandede den 13. oktober – efter at et forsøg på at står Grådyb ind var
slået fejl – på vestkysten af Fanø under storm af NV og forliste.
Besætninegn blev under meget vanskelige forhold afhentet to timer efter
strandingsøjeblikket af redningsbåden fra Rindby. Årsagen til
grundstødningen må søges i de stormende vejrforhold. Redningsbådens
besætning fortjener rosende anerkendelse for sit arbejde”.
Redningsmandskabet i Nordby, der bjergede kuffen ”Norden”s besætning som
strandede ud for Kurhotellet
den 13. oktober 1905,
har i maj måned 1906, fra den tyske regering modtaget en belønning
bestående af en dobbelt marinekikkert til formanden for
redningsmandskabet og 25 kr. til hver af bådens mandskab.
Fredags
den 9. februar 1906
om eftermiddagen strandede sandpumperen ”Bremen” på vestsiden af Fanø,
på Søren Jessens sand. Lodskutteren, som havde bemærket strandingen,
satte sejl til og arbejdede sig ud mod vind og strøm, men da skibet var
strandet med højvande, var det ikke muligt for lodskutteren at få nogen
forbindelse med det, fordi den var for dybtgående, hvorfor den måtte gå
ind til Esbjerg for at alarmere redningsvæsenet.
Omtrent ved tretiden
var redningsmandskabet underrettet ved lods Iversen, som om natten i
snetykning var arriveret til Fanø. Redningsbåden blev hurtig klargjort
og ført ud til Stejlen, hvor Nordsøen lå klar for at slæbe båden ud til
det strandede skib. Ankommen hertil blev damperen prajet, men det synes
ikke, at der var nogen fare, da mandskabet nægtede at forlade skibet.
Redningsbåden måtte vende om med uforrettet sag; den landede kl. 8 på
stranden og førtes til redningsstationen. Årsagen til strandingen siges
at være rorkæden, som var sprungen. Sandpumperen sidder endnu i dag høj
og tør, så det kan blive vanskelig uden store anstrengelser at få den
flot. Det blæser i dag med stærk snefygning. Redningsbåden er allerede i
middags rekvireret til sandpumperen ”Bremen”. ”Nordsøen” vil formentlig
assistere båden ved at slæbe den fra Stejlen og ud til skibet.
Den
31.august 1908 formiddag klokken 10, blev der fra Redningsvæsenets
disponent i Esbjerg, havneingeniør Barner, telefoneret, at der var
indgået telefonmeddelelse fra Mandø om, at et dampskib var strandet der
i nærheden. Skønt der ikke var hejst nødsignal på skibet, mente
disponenten, at det var rettest, at redningsbåden gik ud, og der gik da
bud til mandskabet, som hurtigt kom til stede, og Kl.12 middag sattes
redningsbåden ud.
Det var bygevejr med
ustadig luft af Vest, og søen var urolig. Da båden var kommen klar af
land, rejstes masten, og sejlene sattes og kursen sattes ud efter mellem
de mange Grunde. Der løb en stærk strøm, som jævnlig førte båden ned mod
Grundene, så at der måtte vendes mange gange. Det viste sig snart, at
der var meget længere til strandingsstedet end oprindelig antaget, idet
skibet stod på et Rev, der strakte sig Nord ud fra Rømø Strand ca. 3 Mil
fra Sønderho, så det var en lang vej, og mandskabet måtte bruge årerne
det meste af vejen tillige med sejlene.
Endelig fik man kl.
18:30 eftermiddag
forbindelse med skibet, og 5 mand af dettes besætning optoges i
redningsbåden, hvorimod de tilbageværende 4 mand foreløbig ikke ville
forlade skibet. Redningsbåden fra Rømø kom nu også til stede, men heller
ikke i denne ville de 4 mand gå. Redningsbådene forlod da skibet, og
Sønderho redningsbåd ankom tilbage til stranden kl. 21:30. De
tilbageværende 4 mand blev den påfølgende dag reddet af Rømø
redningsbåd, idet forholdene da havde forværret sig, og der var bleven
hejst nødflag om bord.
Det strandede skib var dampskibet »Schlei« af Hamburg, på rejse fra
Ålborg til Esbjerg med cement. Årsagen til strandingen opgaves til at
være tab af ror.
Som påskønnelse for
denne virksomhed tildelte den tyske Kejser opsynsmanden, Jes S.
Frederiksen, og bådformanden, Peder Brinch, den Prøjsiske
Røde Ørns Medalje i Guld, og det øvrige mandskab, Jes S. Brinch,
Niels J. Anthonisen, Sonnich Sonnichsen, Jens Hansen Pedersen, Jes
Sonnichsen Mads Trankjær, Jes Sonnichsen Hansen, Sonnich J. Sonnichsen,
Sonnich P. Thomsen, Niels Hansen og Peder Jessen Brinch
tildeltes Krone Ordenens Medalje.
I
indberetningsprotokollen for stationen har opsynsmanden, J. S.
Frederiksen opgjort omkostningerne ved redningsforetagenet til:
12 mand á 15
kr. 180
Opsynsmanden som
Deltager 15
4 Par Transportheste
– 10 40
_______
235 kr.
I slutningen af
september 1908 var færgen ”Nordby” ude ved vraget af ”Schlei” med en
repræsentant for skibets assurandører, som ønskede at se, hvorledes
skibet stod. Det havde mistet skorsten, master og kommandobro. Det var
ingen mulighed for at bjerge det, det stod på 2 favne vand.
I oktober 1908
begyndte man at rede inventaret fra ”Schlei”, man fik assistance af to
dykkere til arbejdet.
HJEM
