På Fanø strand inddrev i begyndelsen af marts 1915, 7 baller bomuld,
deraf 2 på Sønderho strand og 5 på Nordby strand.
Det var ret besværligt at redde bomuldsballerne fordi hver balle vejede
mellem 5 – 600 kg, men det var nok besværet værd, idet det ansloges, at
hver balle havde en værdi på 150 Kr. bomulden antog man stammede fra den
amerikanske damper ”Evelyn”, der løb på en mine i Nordsøen og gik til
bunds.
En tysk vandflyvemaskine strandede den 7. juni 1915 på Fanø strand. Ved
10-tiden rygtedes det i Nordby, at en vandflyvemaskine var faldet i ned
i vandet ved Pælebjerg, og en zeppeliner kredsede over stedet, og
redningsbåden blev alarmeret.
Alle som kunne ilede til stranden, men blot for at se maskinen lette.
Den kom nu ikke længere end til Sønderho, hvor den igen måtte gå ned og
signalerede efter hjælp. Redningsbåden gik ud mens zeppelineren
forsvandt.
Flyveren var gået ned 4 – 5 sømil syd for Sønderho, og da redningsbåden
kom ud til den, viste det sig, at det eneste den manglede var benzin.
Redningsbådens mandskab fik en dusør på 25 mark og skulle telegrafere
til Sild efter forsyninger og ikke længe efter kom to andre
flyvemaskiner til og fik overført benzin til den nødstedte flyver og
inden længe var alle tre på vingerne igen.
En tysk flyvemaskine nr. 293, styrtede søndag den 22. august 1915 ned på
Peder Meyers sand. En båd gik ud fra Sønderho for at redde de to
ombordværende, men de ville ikke forlade maskinen, der havde en
motorskade, som de regnede med at have repareret i løbet af natten.
Politimester Esmann blev tilkaldt, men maskinen lå udenfor dansk
søterritorium, så der var intet for politiet at gøre. En anden tysk
maskine kom til stede, men kunne ikke hjælpe, så den lettede igen.
Hen på aftenen drev den styrtede maskine med strømmen syd på til Mandø
strand, og politimyndighederne fra Ribe tog om mandagen ud til
strandingsstedet.
Skaden viste sig at være så stor, at det ikke var muligt at reparere den
indenfor de 24 timer, som den måtte opholde sig på dansk søterritorium,
hvorefter justitsministeriet gav ordre til at flyverne skulle interneres
og maskinen bjerget. Flyverne forsøgte imidlertid at sætte ild på
maskinen, men det lykkedes kun delvist. Flyverne blev ført til Odense.
Fra kanonbåden ”Absalon” afsendtes en tekniker for at skille maskinen
ad, hvorefter den blev opmagasineret på Mandø ved siden af den i sin tid
strandede flyvemaskine nr. 24.
Den 24. november 1915 strandede onsdag aften ca. 2 sømil syd for
Sønderho. Skipperen var Johannes Nielsen af Nordby. I den stærke
storm fik den maskinskade, så den kunne ikke komme ind til Esbjerg, men
førtes med vind og strøm syd på, til den tog grunden. Der blev afsendt
nødsignal og redningsbåden fra Sønderho gik ud.
Kutteren tog grunden ca. kl. 19, og straks efter sank den, så
besætningen, Johannes Nielsen, C. C. Møller og J. B. Nielsen,
alle af Fanø, måtte surre sig fast til rigningen, hvor de sad til
omkring midnat, da redningsbåden efter en meget drøj tur nåede ud til
kutteren og fik besætningen i båden.
Dagen efter tog fuldmægtig Clausen og fhv. skibsfører Degn til Sønderho,
den første for at optage forhør og den sidste på forsikringens vegne.
Tirsdag den 19. september 1916 strandede 2 ”hajer” *1) på Søren Jessens
Sand. Det var meget uklart vejr, og ”Vildanden” samt Esbjerg redningsbåd
blev først tilkaldt omkring midnat, men de kunne ikke komme nær de
strandede før hen på morgenstunden. Besætningen havde surret sig fast i
rigningen, da det var helt umuligt at opholde sig på dækket, da kraftige
bølger ustandselig skyllede hen over dækket. Et ungt besætningsmedlem
havde siddet hele natten i rigningen kun iført undertøj. Alle blev af
redningsbåden bjerget og kom ombord på ”Vildanden”, hvor de fik tørt tøj
på og et godt måltid mad. Kutterne stod ikke til at redde.
*1) Hajbådene, hvorfra snurrevoddet blev sat ud uden brug af jolle, kom
oprindelig fra Grenå, Frederikshavn og Skagen til rødspættefiskeri i
Horns Rev området i sæsonen.
Også Sønderho redningsstation mærkede lidt til den 1. verdenskrig, da en
tysk vandflyvemaskine nødlandede den 23. oktober 1918. Årsagen til
nødlandingen var maskinskade.
Besætningen, en løjtnant og en mekaniker, blev afhentet af
redningsbåden, og vel ombord skød løjtnanten maskinen i brand.
Flyverne blev modtaget af fuldmægtig Dahl og arrestforvarer Dalsø, der
ledsagede dem til Nordby, hvorfra de blev ført til Esbjerg for foreløbig
at blive interneret der.
Det lykkedes senere at bjerge flyvemaskinen i land, og selv om den
havde brændt, var stellet så godt som uskadt. Dagen efter kom en
mekaniker fra ”Absalon” til Sønderho, for at skille maskinen ad og
oplagre delene i Vagervæsenets hus i Sønderho.
I
den hårde kuling 1. påskedag strandede 2 fiskekuttere på Fanø og 1 på
Mandø. Kutteren ”Anna”, tilhørende fiskeriselskabet Jylland strandede på
Søren Jessens Sand. Kutteren ”Alma”, tilhørende samme selskab, strandede
senere på dagen ud for Badehotellerne.
Endelig strandede kutteren ”Valborg” på Mandø. ”Valborg” var
hjemmehørende i Nordby, den ejedes af fisker Jens S. Jensen og
førtes af skipper N. Nielsen. Årsagen til strandingen var
maskinproblemer. Man kastede anker, men i det hårde vejer kunne ankeret
ikke holde, og den mistede både anker og kæder. Besætningen fra alle tre
kuttere blev reddet og senere blev de taget af grunden.
”Haabet” af Esbjerg strandede søndag den 3. august på Sønderho strand ud
for Silkebjerg. Redningsvæsenet blev alarmeret, men forinden
redningsbåden havde nået strandingsstedet var besætningen kommet i land.
Kutteren blev til vrag og sidder nu efter en storm nær inde ved land.
Den 27. august 1919 strandede fiskekutteren ”Vagn” af Esbjerg mellem
Mandø og Sønderho. To af besætningen reddede sig i egen jolle, hvorimod
føreren, A. Thomsen, og en yngre fisker blev reddet af Sønderho
redningsbåd. Kutteren blev senere bjærget og ført til Esbjerg.
Den 23. september 1922:
Onsdag morgen indtraf en stranding på vestkysten af Fanø. Det var
kutteren "Klitten " F41 på 4 tons, af Nordby. Ombord befandt sig kun 2
mand, nemlig skipperen E. M. Larsen og hans broder P. Larsen,
som begge har været bosiddende på Fanø. Om tirsdagen var de afsejlet fra
Esbjerg, for gennem Kielerkanalen, at nå om i Østersøen, hvor de agtede
at drive fiskeri.
Efter at have passeret gennem farvandet indenom Fanø, kom de
om eftermiddagen ud vest for Mandø, og her tog storm og sø for alvor
fat, og lagde dem så mange hindringer i vejen, at skuden i løbet af
aftenen og natten drev over mod Fanøs kyst. Maskinrummet fyldtes med
vand, og motoren gik i stå. Da man smed ankeret ud, sprang trossen, og
skønt de to sømænd som en sidste redning fik sejl sat til, lykkedes det
dem dog ikke at stå klar af kysten, og omtrent ved 7-tiden drev båden op
i stranden ved "Krydset", lidt syd for Kirkevejen. I en pram lykkedes
det dem at komme velbeholdne i land.
Bladet ”Vestkysten”, der behandlede strandingen i en længere
artikel, kritiserer, at der ikke var nogen strandvagt ude. Fanø Ugeblad
talte i denne forbindelse med redningsvæsenets formand, hr. Svendsen,
der udtalte at der var vagt ikke alene ved Rindby strand, men også
Sønderho strandvagt var ude hele natten. Ingen af vagterne havde dog
bemærket nogen stranding, og kutteren havde da heller ikke opsendt et
nødsignal.
Skuden står helt oppe på stranden og har ikke lidt
nævneværdig skade. Dog må det påtegnes som lidt af et vovestykke, at de
to mand gik i land i prammen. Det gik godt denne gang, men i 9 af 10
tilfælde går det galt, når de skibbrudne forlader fartøjet for at nå
land gennem brændingen i en lille båd.
I
november 1919 strandede en tysk trawler på Søren Jessens sand. Den satte
nødsignal og såvel ”Absalon” som redningsbåden var ude hos den, men da
ville besætningen ikke gå fra borde. Det blæste hårdt, og senere tog
stormen til, trawleren kom flot ved højvande, men strandede derefter på
”Bjælken” på nordsiden af Grådyb. Ved midnatstid gik ”Nordsøen”,
”Absalon” og redningsbåden ud for at redde besætningen, men atter
nægtede de at gå fra borde. Redningsbåden gik senere ud endnu engang,
men kunne ikke få kontakt med trawleren.
Dagen efter var ”Nordsøen” ude, men da var trawleren væltet og kun
skorstenen var synlig. Hele besætningen, 10 – 12 mand, ansås for at være
gået tabt. 6 drev i land, deraf 2 på Fanø.
Natten til den 26. november 1919 alarmerede strandvagten redningsbåden,
idet han havde set blus ude fra søen. Redningsbåden var ude flere timer,
men turen blev resultatløs. Man mente, at det var en fisker, der havde
været på grund, og sat blus, og senere må den være kommet af grunden.
HJEM
